_Det var vist dét

Mathias tog alle tre børn under armen og gik ned for at købe kanelsnegle og imens de var væk, stod jeg i badet og tænkte “det var vist dét.” Tid til at lukke bloggen for nu. Tak fordi du læste med og delte med mig, når jeg delte med dig. Både i kommentarfeltet og på mail. Det har været utroligt givende. Internettet når det er bedst? Tak.

Hvis du vil holde kontakten, så find mig på Instagram. Jeg lader arkivet stå lidt endnu.

Alt det bedste,

Pernille

_Dagens Sidespor #363

1. Da min 2-årige gik fra at kalde mig “mommy” til “mama” og jeg foreslog hende at gå hele vejen og begynde at bruge “momma”. Hun afslog høfligt, men bestemt.

2. Da jeg sad op og sov med babyen i armene tre nætter i træk, fordi hun var så forkølet og i et virkeligt sort øjeblik tænkte “var det dét? Har jeg sovet min sidste nat *nogensinde* liggende ned? Hvorfor nød jeg det ikke mere, da jeg kunne?” Man skulle tro, at jeg på nuværende tidspunkt, som 32-årig, var med på, at også forkølelser går over igen.

3. Da jeg stille og roligt ville hjælpe Uma med at få strømper på og hun udbrød: “NO! Don’t you DARE!” Det skal blive interessant at se, om hendes temperamentsfulde følelsesudbrud peaker lige nu eller om der er tale om en opadgående kurve her. Fordi, du ved, så får vi nogle vilde teenageår herhjemme.

_Tanker fra Moderskabet #796

Mathias havde sovet på sofaen i en uge på grund af sygdom. Blev åbenbart pludseligt bekymret over, om det var den nye normal:

P: “Vi skal da sove i den samme seng igen en dag, ikke?
M: “Jo, Pernille. Vi skal også til Paris igen på et tidspunkt uden børn. Begge dele bliver sikkert før vi aner det.

_Tanker fra Moderskabet #795

Er du også af og til alene med dine børn, når alle andre holder fri sammen som familie? Aftener, weekender, helligdage? Det kan godt føles lidt ensomt, ikke? Jeg kom til at beklage mig til en med-mor og fik omgående dårlig samvittighed. “I know how much you adore your kids”, forsikrede hun mig. Der var noget over det der “adore”. Elsker er nogle gange sådan et brugt ord. Folk (og med folk mener jeg mig) elsker pasta, rent sengetøj eller ikke at skulle andet end at se serier på Netflix en hel søndag. Åh, eller en kombination af de tre!!! “You adore your kids.” Den var velkommen.

_Dagens Sidespor #362

1. Da jeg sendte en masse af mine pæne, pæne sko – fra en anden tid, næsten et andet liv – afsted, videre til et nyt hjem, i… blekasser. Det bliver vist ikke mere sigende.

2. Hvor svært det er at aflære “rød mand stå, grøn mand gå”. Herovre er den grønne mand hvid og mit barn retter mig dagligt. Det er vældigt forvirrende.

3. Hvor glad jeg er for, at min mand er så tilpas meget i kontakt med sin feminine side, at han 1) uden skam i livet spiller Taylor Swift for børnene og 2) gør det når jeg er hjemme. Guderne skal vide, at det nogle gange kan være svært at forstå en to-årig, men det var dejligt nemt at afkode situationen, da Uma forleden insisterede på “den der ryste en“.

_Tanker fra Moderskabet #794

Af egen erfaring, håber jeg I kan/vil prioritere kærestetid“, skrev han og jeg tænkte 1) hvad betyder en skråstreg i den sammenhæng egentligt? Og 2) tag mig det ikke ilde op, men jeg er en smule loren ved at tage imod parforholdsråd fra en, som er blevet skilt 2.5 gange. 

Det havde været en særligt udfordrende uge. Mange følelser i både store og små hoveder. Jeg så hans trætte blik og forstod i et splitsekund, hvorfor nogle mænd, ikke min, næ nej haha, men nogle, tager deres gode tøj og går. Ikke noget bestemt sted hen, bare et sted, hvor de tror, der er mindre leverpostej, vasketøj og hvad har vi. Det er ment symbolsk, man kan ikke købe leverpostej her i nærheden. Vasketøj har vi rigeligt af. “Du er den bedste for mig og jeg elsker vores små røvhuller“, sagde han og gik ned og satte en vask over og det var trygt, for for blot et lille øjeblik siden, var jeg i tvivl lige så længe som et splitsekund varede.

_Tanker fra Moderskabet #793

You gotta move the conversation beyond logistics.” Sådan sagde ham psykologen, som er så rar at komme med guldkorn til os herhjemme engang imellem. Hjernen arbejder næsten konstant på højtryk for at koordinere, planlægge, tænke frem: “Hvad tænker du med på søndag?” “Hvordan gør vi med X, Y og Z?” “Gør du A, imens jeg ordner B?” Så sad vi der, en aften efter børnene var blevet puttet, og spiste vores sene aftensmad i et forsøg på en hjemme-date, som man kan have dem, når man nødigt vil undvære sin baby til fordel for at sidde på en fancy restaurant og egentligt helst vil ligge i sin seng klokken 22.00. Tænk, hovedet kunne knapt slå fra og jeg slugte den ene planlæggende sætning efter den anden, før de forlod min mund. “Det er også dejligt at være stille sammen“, sagde han. Og det var det.

_Dagens Sidespor #360

Har skrevet mig bag øret, at jeg lige skal huske at oversætte, næste gang vi har amerikanske venner på besøg og vores børn tumler. I morges hørte jeg Uma sige til Juno, med begejstret drillestemme, “I’m gonna kild’ youuuuuuuu!

_Dagens Sidespor #359

1. Da jeg, til spørgsmålet “when does it get easier?” rodede mig ud i et svar à la: “Ha! Lettere?! Det bliver kun sværere! Seriøst, at have en baby er jo en dans på roser i forhold til at have en 4-årig! Eller blot en 2-årig for den sags skyld.” Spørgerens tvillinger er blot 6 uger gamle. Jeg ved intet om at have tvillinger, men hvorfor denne trang til ærlighed? Kunne jeg ikke have nøjedes med et forsikrende “snart, min ven, snart.”

2. Da jeg indenfor en uges tid fortalte 2-3 fremmede, at jeg nok gerne vil have en baby mere på et tidspunkt. Kombinationen af flotte mænd, der roser mine smukke børn og selv fortæller, at de har fire børn, giver mig tilsyneladende akut trang til at snakke familieplanlægning uanset hvor få sekunder, vi har kendt hinanden.

3. Da jeg indså det lidt mærkelige i, at jeg har fået for vane at sige “godnaaaat Brooklyn!” når jeg ruller gardinerne ned om aftenen. Jeg er heldig, hvis Juno så småt begynder at fatte, at hun har sit eget navn. New Yorks forskellige boroughs er nok at stramme den lidt på nuværende tidspunkt. 

_Tanker fra Moderskabet #792

Ved du hvad jeg kom til at tænke på forleden? Da jeg var yngre, sov jeg bedst helt tæt ind til Mathias. I ske eller med hovedet på hans bryst. Vi har i mange år haft et udtryk, som vi bruger internt, “jeg er lille indeni lige nu.” Jeg tror måske, at jeg lidt for ofte var lille indeni dengang. Nu? Nu sover jeg bedst strukket helt ud, nogle gange helt i søstjerne, og helst i min egen side af sengen. Og jeg tænker, at Mathias nok har ret, når han siger, at jeg bliver stærkere, sejere, modigere for hvert barn vi får. Det viser sig på de mest uventede måder.

_Dagens Sidespor #358

1. Da jeg fik den gode idé at forære min dreng et legetøjssværd i 4 års fødselsdagsgave. Jeg ved ikke hvad jeg havde troet? At han ville stille sig over i et hjørne og fægte sådan lidt forsigtigt med det? Der gik nøjagtigt halvandet sekund fra han fik det i hånden, til han havde spiddet Uma. “I’m a knight.” Man fristes til at tænke, at jeg i det mindste kunne have købt en 2-pak, så hun havde haft chancen for at forsvare sig.

2. Da begge piger, helt uventet, tog en lur samtidigt (halleluja) og jeg satte mig på en bænk i en park med udsigt til en legeplads. Og det pludseligt gik op for mig, at de børn, der løb og legede, jo for fa’en var børnene fra den “art camp”, Noah var på i den pågældende uge og dér, der var han sørme! Om jeg rejste mig og gik, for ikke at forvirre ham med min blotte tilstedeværelse, skulle han opdage mig? Nej, jeg tænkte lynhurtigt og valgte simpelthen at synke en anelse sammen på bænken, tage hat og solbriller på og iagttage ham på afstand. Yes.

3. Da Noah talte hvor mange børn jeg har (“børn og børn og børn og børn“) og jeg rettede ham og sagde “altså, jeg har jo kun tre” og han svarede “no, because you have daddy too!

_Dagens Sidespor #357

1. Da jeg nærmest på dato for min babys tre måneders fødselsdag, begyndte at fælde helt vildt, præcis som alle bøger foreskriver. Fandens altså, det er ikke just fordi, jeg kan prale med en kæmpe løvemanke i forvejen.

2. Da vores børnelæge begyndte at tale søvntræning uden først at spørge til hvordan babyen egentligt sover. “Hallo Doctor Knows Best, nu er vi på barn nummer tre og jeg har endeligt fundet fred med, sådan da, at babyen sover når den sover. Kan du ikke stikke piben ind og vente til du bliver spurgt?” Tænkte jeg. 

3. Da der pludseligt blev stille. For stille. Og jeg fandt mit barn på køkkengulvet med hele klør fem i en bøtte Nutella. Jeg blev ikke engang sur. Han havde kort forinden annonceret, at han gerne ville have Nutella. Point for selvhjulpenhed?

_Far til tre fortæller

Så har jeg endnu engang bedt Mathias om at interviewe sig selv til bloggen. Det kom der nedenstående ud af:

HVORDAN ER DET SÅ AT VÆRE FAR TIL TRE?
Overordnet set er det helt fantastisk. Jeg elsker at se hvordan Uma og Noah finder tættere sammen nu hvor både jeg og P har mere at se til med Juno. De rotter sig sammen både når de skal lege og når Noah prøver at få Uma lokket med på at lave ulykker og ting som de udmærket ved at de ikke må. Jeg elsker også at se hvordan Juno de seneste uger er kommet ud af den der baby-tåge som de fleste babyer er i de første måneder. Hun er virkelig blevet opmærksom og interagerer med alle omkring hende. Det er naturligvis særlig dejligt at se Pernilles smil og lykkelige øjne når hun sidder og endnu engang er helt fortabt i sin lille nye datter. 

ER DET MERE HÅRDT AT HAVE TRE END TO? HVOR MEGET MERE?
Det er svært at sige om det er mere “hårdt” for hvad vil det egentlig sige at noget er “hårdt”? Det er den logiske konklusion når man tænker at et barn er svært nok, og to børn er sværere så må tre børn være endnu sværere. Men jeg tror ikke man kan generalisere så bredt. Som jeg ser det, så er der øjeblikke (som kan vare op til et par timer) hvor alle tre børn har brug for vidt forskellige ting. En har brug for ro. Den anden vil gerne lege vildt og slås og den sidste er sulten. Og Pernille er alene hjemme og hun kan ikke give nogen af dem hvad de reelt har brug for, for hvis hun leger vildt med den ene kalder den anden og vil have mad og den tredje græder fordi den er træt. I de perioder tror jeg bestemt det er hårdere at have tre børn fordi man simpelthen føler at man fejler fuldstændig. I mange andre øjeblikke tror jeg faktisk ikke det er sværere at have tre. Jeg tror ofte vi glemmer at alt det man har lært med nr. 1 og nr. 2 stadig er med en, og at man derfor har flere resourcer. Det føles bare ikke altid sådan. 

HVORDAN SYNES DU EGENTLIG PERNILLE KLARER DET AT VÆRE MOR TIL TRE? JEG MENER, FÅR DE IKKE LIDT VEL MANGE SNACKS OG IS OG SÅDAN NOGET?
Ingen skal dømme en hjemmegående mor og hendes valg. Jeg har prøvet at være alene hjemme med 2 af vores børn i en uge og jeg havde flere dage hvor jeg lå i fosterstilling i køkkenet og hulkede fordi det blev for meget for mig. Pernille er alene hjemme med tre, hvoraf en skal ammes og bæres konstant. Det lyder måske lidt voldsomt at sige, men jeg er altså lykkelig hver dag når jeg kommer hjem og de alle fire stadig er i live. Der er ingen børn som har taget skade af at få en ekstra is. 

HVORFOR FØLES DET OFTE SOM OM DET BARE ER OP AD BAKKE MED UNGERNE?
Godt spørgsmål. Pernille spurgte om præcis det samme den anden dag. Jeg tror der er en meget enkel forklaring: overvej alternativet. Alternativet er at lade ungerne selv bestemme alt. Så ville de kun spise is og se iPad hele dagen. Så ville det være nedad bakke. Pointen er at for at vokse så skal man overkomme diverse forhindringer. Der skal være noget friktion. Og det er forældrenes opgave at skabe den friktion sådan at børnene kan lære gradvist at overkomme den. Gennem gentagelse lærer de at selvom det måske ikke er sjovt at skulle have solcreme og tøj på, så bliver det sjovt bagefter når de kommer hen på legepladsen. Det føles som op ad bakke netop fordi det er den virkelighed vi har valgt at skabe for vores børn. Uden den ville de nok aldrig komme udenfor. 

HVAD ER DET EGENTLIG DU LAVER, ALTSÅ SOM ARBEJDE?
Ja, det er jo altid et godt spørgsmål. Det seneste års tid har jeg primært lavet to ting: jeg har undervist på Parsons og arbejdet i et konsulenthus kaldet SYPartners (udtales Es-Wy-Partners, eller bare Es-Wy-Pee). Er det nok? Eller vil du også gerne vide hvad jeg lavede der? Ok, jamen, jeg blev oprindeligt hyret til at hjælpe firmaet med at udvikle en ny model for hvordan medarbejderne kan lære og udvikle sig selv i deres arbejde. De fleste kender til at man kommer på kursus når man skal lære noget nyt, fx et nyt it system. Store virksomheder laver deres egen kursusafdeling. Små virksomheder køber kurser fra kursusleverandører. SYPartners var interesseret i at finde en anden måde at lære på, som ikke kræver at folk skal være væk i dagevis, og hvor læringen er tættere knyttet til det arbejde vi laver hver dag. Senere blev jeg også sat til at hjælpe med projekter for vores kunder, bl.a. et stort teknologifirma fra Californien som satser stort på kunstig intelligens og søgning (ja, det gør de allesammen). 

OG HVAD ER DET SÅ DU UNDERVISER I?
Jeg underviser i hvordan man kombinerer design og strategi. Strategi er kunsten at sætte specifikke mål for en organisation og lave planer der hjælper med at nå dem. Planer definerer hvad der skal gøres hvornår og hvordan. Uber vil (tilsyneladende) dominere alt hvad der kan betegnes som “on demand” — det er deres mål. Deres plan var at starte med sorte VIP limo service, dernæst at brede sig til almindelig taxa, dernæst at ekspandere eksplosivt globalts osv. Design er at skabe ting som løser et problem. Et problem kan være at en taxachauffør har besluttet at han vil være hjemme fra arbejde kl 17. Men det går imod Ubers ønske om at levere en god service til brugerne. Designs opgave ved Uber var at lave chaufførens app så vanedannende at han ville droppe at tage hjem kl 17 og køre et par ekstra timer. De fleste studerende på Parsons er vant til kun at tænke på den ene af disse to. 

TILBAGE TIL EMNER, SOM ER RELEVANTE HER PÅ BLOGGEN. HVOR MANGE BØRN SKAL I EGENTLIG HAVE? HVOR MANGE VIL DU GERNE HAVE?
Jeg er jo ikke den som er gravid og ammer, så jeg synes det korrekte må være at det er hende som gør, der bestemmer hvor mange børn vi skal have. Jeg er åben for at få så mange børn som Pernille er villig til at være gravid og amme, og samtidig er jeg uendeligt taknemmelig for præcis de børn vi faktisk har. Jeg oplever at hver gang vi har fået endnu et barn så har jeg også fået en opgraderet version af Pernille. Hun bliver både smukkere, stærkere, sejere, skarpere, har mere selvtillid og samtidig er mere ydmyg, kan klare sig mere selv og samtidig bliver bedre til at bede om hjælp. Jeg syntes hun var rimelig sej da jeg mødte hende for mange år siden men det er jo ingenting i forhold til den kvinde jeg lever med nu. For et par uger siden rejste hun alene med en baby til Danmark i en uge. Siden Juno blev født har hun kun ringet én gang og grædt i telefonen og sagt at jeg skulle komme direkte hjem med det samme. Det gjorde jeg naturligvis med glæde. Jeg forstår ærlig talt ikke hvordan hun klarer det alle de andre dage hvor hun ikke ringer. Pernille siger at vi nok skal have endnu et barn. Det vil jeg glæde mig til. 

KAN MAN GODT HAVE FAMILIE I NEW YORK? ER DET IKKE EN MEGET STOR BY OG ER DET IKKE VILDT DYRT MED SKOLE, SYGESIKRING OG SÅDAN NOGET?
Selvfølgelig kan man have familie i NY. Dem som taler mest om hvor dyrt det er, er typisk dem der har flest penge. Folk der betaler $7000+ i månedlig husleje og har deres 3 børn i privatskole synes det er meget dyrt, og det kan man jo godt synes at de har ret i. Vores tidligere underbo fra Ecuador havde tre børn i en 1 værelses lejlighed. Han var tømrer og cyklede hver dag ind til Manhatten for at lave finesse renovationer på fine hoteller. Han tjente typisk omkring $4000 om måneden. Han var en glad mand. Han fortalte mig stolt at hans søn nu gik til karate hver uge. Det kostede omkring $100 om måneden. Han beklagede sig aldrig over at NY var dyr. Han fokuserede på de muligheder han havde. I deres gamle bil kunne de køre upstate i weekenderne og besøge noget familie han havde der. Han er en af mine helte. Det betyder ikke at jeg synes at det amerikanske samfund er rigtigt. Han havde ikke råd til privat sygesikring men kunne formentlig få Medicaid fra regeringen. Men det er ikke det historien handler om for mig. Det handler om at man kan vælge hvad man vil fokusere på. I det arbejde jeg laver er lønningerne i NY formentlig væsentligt højere end de er i en forstad udenfor Denver. Men selv det er jo egentlig underordnet: det afgørende er at vi er her, og at vi får det til at hænge sammen med det vi ønsker og det vi har. 

HVILKE FORSKELLE SER DU MELLEM DANSKE OG AMERIKANSKE FORÆLDRE?
Jeg synes det er hårdt at kategorisere alle amerikanske forældre og alle danske forældre i hver sin boks. Det er mere nuanceret end det. Men jeg oplever at der en stor interesse i Nordic Parenting. Forældre på legepladsen kan finde på at spørge ind til det når de finder ud af at vi er fra danmark. En mor betroede mig at hun så os som “the gold standard of parenting” hvilket jeg syntes var en meget flot kompliment, og jeg øver mig i ikke at lade min skandinaviske beskedenhed prøve at negligere det (“hun ser jo heller ikke alt det lort der sker derhjemme så det er klart.. hun ser kun når de leger godt på legepladsen…”) og bare tage imod det som en anerkendelse af at hun i hvert fald ser noget som er værdifuldt og inspirerende for hende. Jeg synes ofte andre forældre misforstår hvordan børn lærer og udvikler sig. Fx når de er på en legeplads så ser jeg tit forældre som kravler med op på et klatrestativ sammen med deres børn og de holder dem i hånden hele vejen. Dvs at hver gang barnet er ved at falde så hænger de bare i mors eller fars arm. Jeg ser også forældre som forsøger at hjælpe deres børn til success, fx hvis barnet prøver at klatre op ad en stige som måske er lidt for svær for barnets motoriske evner. Så hjælper forældrene ved at støtte hver fod så barnet når til tops og får en oplevelse af “success” som desuden bliver fejret med klapsalver og “you did so well!” men det barnet reelt mister er en fornemmelse af sine egne grænser. I stedet lærer barnet at mor altid er der og støtter. Det betyder ikke at jeg bare vil lade Uma eller Noah falde ned fra flere meters højde. Når de prøver grænser står jeg bestemt klar til at gribe. Men jeg støtter dem ikke før de falder. Jeg griber dem hvis de falder. 99% af gangene så mærker de selv at de har nået deres grænse, og måske at de endda er lige lidt udover grænsen. Så kan de godt græde og brokke sig lidt og råbe af mig at jeg skal hjælpe dem ned. Og det lyder nok lidt hårdt, men jeg nægter at hjælpe dem ned. Jeg vil sikre mig at de mærker den frustration og frygt for at falde, så de husker hvor deres grænser går. Når de er færdige med at brokke sig, så kravler de ned igen uden at falde. Så prøver de igen. Og når grænsen. Og ned igen. De gentager øvelsen 100-vis af gange. Til sidst kan de. Og faktum er at 99% af de gange hvor de kommer til skade, sker når de laver helt almindelige ting og derfor er mindre forsigtige end når de prøver grænser af. Noah og Uma snubler ca. dagligt over deres egne fødder mens de løber eller går og får mange skrammer på knæene. Sidst Noah faldt på et klatrestativ er to år siden. Der endte han selvfølgelig også med benet i gips, men faktum er at selve faldet var meget beskedent. 

Jeg ved ikke om det er særlig “dansk” eller bare noget klatreaben Mathias har fundet på. Jeg anerkender også at alle børn er forskellige og at min pædagogik måske ikke ville virke på samme måde på alle børn. Og jeg ønsker sådan set ikke at dømme andre forældre for jeg ved jo ikke hvilke oplevelser og traumer de har med i baggagen. 

HVAD ER DIN HOLDNING TIL ALKOHOL?
De fleste af livets problemer bliver kun værre med alkohol. Men som forælder synes jeg der er en række situationer hvor vi burde drikke lidt mere. Altså ærlig talt. Der er mange situationer hvor min naturlige indstilling er at ville have kontrol over situationen. Og det er ikke nødvendigvis godt for børnenes udvikling. Min attitude på legepladsen kan jeg ikke altid overføre derhjemme hvor jeg synes det er frustrerende at Uma igen vælter sin kop med mælk som jeg så må tørre op, igen. Det hjælper mig tit at drikke en øl (eller bare dele en øl med P) for så slapper jeg lidt mere af. Jeg kan bedre lade dem have deres egne konflikter, og tro på at de en dag gradvist også vil lære at løse dem (et andet område hvor jeg ser amerikanske forældre træde ind som mæglere i konflikten endnu tidligere end jeg selv synes er passende). Jeg kan ikke huske hvor jeg stødte på begrebet “benign neglect” (ubetydelig forsømmelse) men jeg har taget det til mig som et forældreprincip. 

ER DER ANDET DU HAR LYST TIL AT DELE?
Jeg synes denne blog er helt fantastisk og jeg er virkelig glad og beæret over at få lov at bidrage med lidt af mine perspektiver. Jeg synes det er et fantastisk eksempel på hvordan internettet kan skabe en lillebitte forum for en gruppe af mennesker, hvor der kan deles åbent og ærligt om de ting der betyder noget. Om de fejl vi alle laver. Hele tiden. Om det der føles fedt. Og mærke at vi aldrig er helt alene.

_Tanker fra Moderskabet #791

Nogle gange kan jeg ikke begribe hvilket cirkus vi står midt i. Jeg synes, det er pinligt, at jeg kan komme i tvivl om, om jeg med ønsket om tre børn så tæt i alder har gabt over for meget. Det er forvirrende, at mit et og alt også er dem der – uden sammenligning – hurtigst og oftest kan få mit pis i kog. Jeg køber alle mulige ting på Amazon, pakke efter pakke henter Mathias til mig, med ting som måske kan gøre hverdagen lettere; en vikle til at bære babyen så jeg nogle gange har hænderne fri, engangspusleunderlag fordi det er nemmere at kassere fremfor at vaske babylort af tusindvis af stofbleer, nye sko for at kompensere for de bløde lår. 

Jeg tog babyen med ind i soveværelset idag og låste døren. Det har jeg læst, at man skal gøre, hvis man pludseligt ikke kan overskue sine børn. Det føltes ikke særligt godt, men det føltes med garanti heller ikke særligt godt at blive midt i det kaos, de store hele tiden skaber. De skændes og slås. Det er helt normalt og aldeles udmattende. “Søskende er en gave.” Siger man. Den mellemste er kun lige fyldt to år og spejler sig tilsyneladende så meget i sin storebror, at hun helt har droppet at sove eftermiddagslur. Og vi ved jo alle hvor meget søvnen betyder for moderens forstand, så go figure.

Min mor fortalte mig engang, helt brødebetynget, om en episode da jeg var tre og min lillebror var baby, hvor hun vredt havde bedt mig gå væk, fordi hun ikke kunne få ro til at made min lillebror. Og jeg måtte smile og sige “kære mor, det kan jeg altså ikke huske.” Lige nu synes jeg dagligt, der er episoder som den, som jeg håber mine børn tilgiver og har glemt om 30 år. De snakker hele tiden. Hele. Tiden. Og hvis jeg siger “mor kan ikke lytte mere lige nu“, så svarer de “but mommy!” Med helt uforrettet stemme og jeg vil jo gerne, at vi har børn som føler sig både set og hørt, ikke.

Det er sommerferietid og jeg hører andre forældre sukke over, at tiden med deres børn kan synes lang. Det er sgu alligevel hårdt at være sammen med dem hele tiden og jeg tænker småarrogant, at de tydeligvis ikke har prøvet at gå hjemme med deres børn. Sådan 24/7/365. Men så igen, hvad vil jeg have? Medlidenhed? Nej for Søren! Jeg har selv valgt det. Jeg nægter at tro på, at jeg kommer til at fortryde al den tid, jeg har haft sammen med dem i deres tidlige år. “Du er en god mor“, siger Mathias til mig og jeg tænker, at jeg nok snarere er god nok. Og så spekulerer jeg på, om dét er nok.

_Tanker fra Moderskabet #790

Jeg skrev en note til mig selv forleden: “Klokken er 14.00. Jeg har villet gå ud med skraldet siden klokken 8.00 imorges, men har vitterligt ikke haft et ledigt øjeblik, der var langt nok til, at jeg kunne nå at gøre det.” Det er underligt at vide, at der nok kommer et tidspunkt hvor jeg kommer til at tænke “hvorfor gjorde jeg det ikke bare?”

_Tanker fra Moderskabet #789

Da vi mødte hinanden, dengang i 3.g, var Mathias lidt af en frilufterfyr. Spejderleder, på ski flere gange om året, på vandre, klatre- og kanoture. Og han havde styr på sit udstyr, gik ikke ned på grej. Jeg selv er typen, der har ligget lidt vel meget i telt som barn, så som voksen kunne jeg ikke forestille mig noget bedre end en stor hotelseng med helt hvidt, nyrullet sengetøj. Fri mig for endnu en nat i sovepose, ikke. Jeg tror nu ikke, det var på grund af mig, at han lod friluftslivet glide lidt i baggrunden i årene efter vi blev kærester. Studiet og andre interesser fyldte vist bare mere. 

Forleden fik jeg en besked midt på dagen om, at han havde fornyet og opgraderet sit overtøj. “Jeg bliver lækker på legepladsen“, skrev han. Se, jeg kunne sådan unde ham en fed skiferie eller vandretur i smuk natur ligesom i gamle dage. Jeg er sikker på, at vi begge går og har hede drømme om at kunne tænke bare en enkelt tanke til ende i løbet af dagen uden at blive afbrudt en milliard gange undervejs og tanken om et roligt fjeld lyder derfor særligt tillokkende i disse dage, lige her midt i småbørnsfamilielivet. Selv for mig som helst undgår soveposer. Men der var ingen længsel at spore i hans SMS. Udelukkende glæde og forventningsfuldhed. Jeg blev simpelthen SÅ glad for den besked. Tænk sig, manden glæder sig bare til at lege med sine børn. De børn! De er heldige.

_Tanker fra Moderskabet #788

Hvor mange gange har jeg ikke befundet mig på det børneværelse, dengang der kun var to børn, og været igang med en langtrukken putning og tænkt “hvordan i alverden skal jeg gøre det her med tre børn?” Typisk har jeg sat mig derind og ammet og håbet, at de stores vilde før-jeg-kan-finde-ro-og-overgive-mig-til-søvnen-energi ikke stressede babyen. Og så var der igår, hvor Juno faldt i søvn før sine søskende og jeg lå stille ved siden af Noah og tænkte, at sådan havde jeg ikke ligget siden før Juno blev født og Noah sagde “mom, I love you” og jeg blev glad, men også lidt trist over, at han pludseligt er så meget større end sidst vi lå sådan. Og lettet over at opdage, at jeg slet ikke behøvede at have spekuleret så meget, dengang der kun var to børn, for svaret gav sig selv. Nogle dage gør man ét, andre dage noget andet. Og jeg svarede, at jeg også elsker ham, mere end han nogensinde vil forstå og tænkte på, at jeg er glad for, at jeg kan finde ud af at sige “jeg elsker dig” til mine børn, når nu jeg ikke selv er vokset op med, at det var noget man gik og sagde til hinanden, for ved du hvad, det tror jeg faktisk ikke er en selvfølgelighed.

_Tanker fra Moderskabet #787

Ting jeg nok bør stoppe med:

– At tænke på chips som mad. Jeg ender bare hele tiden bagi køen mht behov, der skal dækkes og da viser det sig ikke sjældent, at jeg åbenbart tror, at chips er et fint lille måltid.

– At kalde min baby for Flæske. Jeg synes bare, det er vildt herligt at have fået en baby med deller denne gang.

– At sige “fuck” når noget går galt. De er virkeligt lærenemme, mine børn.

– At bekymre mig om at rejse alene med Juno om en uge. Hypotetisk spørgsmål: Hvis DU så en mega presset mor med en lille baby i en lufthavn eller på et fly, så ville du da tilbyde en hjælpende hånd, IKKE?

– At rede seng. Mine børn har en impuls til øjeblikkeligt at rode noget til, som lige var så pænt.

– At drikke kaffe. Forleden havde jeg hovedpine. Den gik væk efter én kop kaffe. Jeg tror ikke, det er et godt tegn? Eller er det?

– At være vred på lår og mave. Seriøst, jeg er SÅ glad for, at den her krop har skænket mig tre sunde og raske børn. Og at jeg har spist alt det chokolade jeg gad undervejs. Og at der ikke er nogen, som er begyndt at kalde mig Flæske. Endnu.

– At have dårlig samvittighed over min manglende interesse i at lave mad. Det kommer måske engang. Indtil da kan børnene vel fint spise rugbrødsmadder, når deres far ikke er hjemme. Ikke?

– At ærgre mig over min babys lidt flade baghoved. Når lægen siger, at det nok skal gå, så er det meningen, at man skal tro på det. 

– At se true crime programmer på Netflix (senest The Keepers) og at følge alle mulige forskellige nyhedsmedier på Facebook (børnekidnapning i Aarhus?!?!). Jeg ved alt for meget om, hvad der foregår af uhyrlige ting ude i verden i betragtning af, at jeg har små børn og er skrækslagen for, at nogle af uhyrlighederne skal overgå netop mine børn. No really, hvordan sover I andre om natten?

_Tanker fra Moderskabet #786

Jeg tænker tit på, om mine børn græder mere end andres børn. Især efter episoden med min nabo og det faktum, at jeg er blevet irriterende bevidst om, at deres skrig og skrål kan høres langt nedad gangen, når de virkeligt skruer op for volumen. Hvilket de som regel gør. Ingen stille gråd herhjemme. De græder når er trætte, når de *overhovedet* ikke er trætte, når de ikke må få en kage, når de ikke må få kage nummer to, når de må vente på, at det bliver deres tur, når noget gør ondt, når noget som ikke burde gøre ondt, gør ondt, når de bliver mindet om nødvendigheden af at vaske hænder, når de bliver mindet om at spare på vandet, når de hellere vil lege med LEGO end at gå på legepladsen, når vi ikke har tid til at gå på legepladsen. Og. Så. Videre. Forleden ankom jeg til Noahs institution med sved på overlæben, stresspletter på halsen og en baby, som havde grædt det meste af vejen derhen. Jeg sagde til en anden mor, at jeg nok aldrig bliver god til at håndtere den der babygråd, hvor det lyder som om, at deres verden er ved at gå under. “Really?“, sagde hun, “I think it’s way worse now. Now their crying is just so… whiny!” Det passer jo. Det meste af det er ren klynk. De er utilfredse med noget. Dét kombineret med en andens udtalelse om, at gråd i deres alder ikke altid er “a sign of distress”, men blot en del af deres sprog, var en kærkommen påmindelse. En del af deres sprog? Jøsses, de har meget på hjerte for tiden!