_Dagens Sidespor #359

1. Da jeg, til spørgsmålet “when does it get easier?” rodede mig ud i et svar à la: “Ha! Lettere?! Det bliver kun sværere! Seriøst, at have en baby er jo en dans på roser i forhold til at have en 4-årig! Eller blot en 2-årig for den sags skyld.” Spørgerens tvillinger er blot 6 uger gamle. Jeg ved intet om at have tvillinger, men hvorfor denne trang til ærlighed? Kunne jeg ikke have nøjedes med et forsikrende “snart, min ven, snart.”

2. Da jeg indenfor en uges tid fortalte 2-3 fremmede, at jeg nok gerne vil have en baby mere på et tidspunkt. Totalt TMI! Kombinationen af flotte mænd, der roser mine smukke børn og selv fortæller, at de har fire børn, giver mig tilsyneladende akut trang til at snakke familieplanlægning uanset hvor få sekunder, vi har kendt hinanden.

3. Da jeg indså det lidt mærkelige i, at jeg har fået for vane at sige “godnaaaat Brooklyn!” når jeg ruller gardinerne ned om aftenen. Jeg er heldig, hvis Juno så småt begynder at fatte, at hun har sit eget navn. New Yorks forskellige boroughs er nok at stramme den lidt på nuværende tidspunkt. 

_Tanker fra Moderskabet #792

Ved du hvad jeg kom til at tænke på forleden? Da jeg var yngre, sov jeg bedst helt tæt ind til Mathias. I ske eller med hovedet på hans bryst. Vi har i mange år haft et udtryk, som vi bruger internt, “jeg er lille indeni lige nu.” Jeg tror måske, at jeg lidt for ofte var lille indeni dengang. Nu? Nu sover jeg bedst strukket helt ud, nogle gange helt i søstjerne, og helst i min egen side af sengen. Og jeg tænker, at Mathias nok har ret, når han siger, at jeg bliver stærkere, sejere, modigere for hvert barn vi får. Det viser sig på de mest uventede måder.

_Dagens Sidespor #358

1. Da jeg fik den gode idé at forære min dreng et legetøjssværd i 4 års fødselsdagsgave. Jeg ved ikke hvad jeg havde troet? At han ville stille sig over i et hjørne og fægte sådan lidt forsigtigt med det? Der gik nøjagtigt halvandet sekund fra han fik det i hånden, til han havde spiddet Uma. “I’m a knight.” Man fristes til at tænke, at jeg i det mindste kunne have købt en 2-pak, så hun havde haft chancen for at forsvare sig.

2. Da begge piger, helt uventet, tog en lur samtidigt (halleluja) og jeg satte mig på en bænk i en park med udsigt til en legeplads. Og det pludseligt gik op for mig, at de børn, der løb og legede, jo for fa’en var børnene fra den “art camp”, Noah var på i den pågældende uge og dér, der var han sørme! Om jeg rejste mig og gik, for ikke at forvirre ham med min blotte tilstedeværelse, skulle han opdage mig? Nej, jeg tænkte lynhurtigt og valgte simpelthen at synke en anelse sammen på bænken, tage hat og solbriller på og iagttage ham på afstand. Yes.

3. Da Noah talte hvor mange børn jeg har (“børn og børn og børn og børn“) og jeg rettede ham og sagde “altså, jeg har jo kun tre” og han svarede “no, because you have daddy too!

_Dagens Sidespor #357

1. Da jeg nærmest på dato for min babys tre måneders fødselsdag, begyndte at fælde helt vildt, præcis som alle bøger foreskriver. Fandens altså, det er ikke just fordi, jeg kan prale med en kæmpe løvemanke i forvejen.

2. Da vores børnelæge begyndte at tale søvntræning uden først at spørge til hvordan babyen egentligt sover. “Hallo Doctor Knows Best, nu er vi på barn nummer tre og jeg har endeligt fundet fred med, sådan da, at babyen sover når den sover. Kan du ikke stikke piben ind og vente til du bliver spurgt?” Tænkte jeg. 

3. Da der pludseligt blev stille. For stille. Og jeg fandt mit barn på køkkengulvet med hele klør fem i en bøtte Nutella. Jeg blev ikke engang sur. Han havde kort forinden annonceret, at han gerne ville have Nutella. Point for selvhjulpenhed?

_Far til tre fortæller

Så har jeg endnu engang bedt Mathias om at interviewe sig selv til bloggen. Det kom der nedenstående ud af:

HVORDAN ER DET SÅ AT VÆRE FAR TIL TRE?
Overordnet set er det helt fantastisk. Jeg elsker at se hvordan Uma og Noah finder tættere sammen nu hvor både jeg og P har mere at se til med Juno. De rotter sig sammen både når de skal lege og når Noah prøver at få Uma lokket med på at lave ulykker og ting som de udmærket ved at de ikke må. Jeg elsker også at se hvordan Juno de seneste uger er kommet ud af den der baby-tåge som de fleste babyer er i de første måneder. Hun er virkelig blevet opmærksom og interagerer med alle omkring hende. Det er naturligvis særlig dejligt at se Pernilles smil og lykkelige øjne når hun sidder og endnu engang er helt fortabt i sin lille nye datter. 

ER DET MERE HÅRDT AT HAVE TRE END TO? HVOR MEGET MERE?
Det er svært at sige om det er mere “hårdt” for hvad vil det egentlig sige at noget er “hårdt”? Det er den logiske konklusion når man tænker at et barn er svært nok, og to børn er sværere så må tre børn være endnu sværere. Men jeg tror ikke man kan generalisere så bredt. Som jeg ser det, så er der øjeblikke (som kan vare op til et par timer) hvor alle tre børn har brug for vidt forskellige ting. En har brug for ro. Den anden vil gerne lege vildt og slås og den sidste er sulten. Og Pernille er alene hjemme og hun kan ikke give nogen af dem hvad de reelt har brug for, for hvis hun leger vildt med den ene kalder den anden og vil have mad og den tredje græder fordi den er træt. I de perioder tror jeg bestemt det er hårdere at have tre børn fordi man simpelthen føler at man fejler fuldstændig. I mange andre øjeblikke tror jeg faktisk ikke det er sværere at have tre. Jeg tror ofte vi glemmer at alt det man har lært med nr. 1 og nr. 2 stadig er med en, og at man derfor har flere resourcer. Det føles bare ikke altid sådan. 

HVORDAN SYNES DU EGENTLIG PERNILLE KLARER DET AT VÆRE MOR TIL TRE? JEG MENER, FÅR DE IKKE LIDT VEL MANGE SNACKS OG IS OG SÅDAN NOGET?
Ingen skal dømme en hjemmegående mor og hendes valg. Jeg har prøvet at være alene hjemme med 2 af vores børn i en uge og jeg havde flere dage hvor jeg lå i fosterstilling i køkkenet og hulkede fordi det blev for meget for mig. Pernille er alene hjemme med tre, hvoraf en skal ammes og bæres konstant. Det lyder måske lidt voldsomt at sige, men jeg er altså lykkelig hver dag når jeg kommer hjem og de alle fire stadig er i live. Der er ingen børn som har taget skade af at få en ekstra is. 

HVORFOR FØLES DET OFTE SOM OM DET BARE ER OP AD BAKKE MED UNGERNE?
Godt spørgsmål. Pernille spurgte om præcis det samme den anden dag. Jeg tror der er en meget enkel forklaring: overvej alternativet. Alternativet er at lade ungerne selv bestemme alt. Så ville de kun spise is og se iPad hele dagen. Så ville det være nedad bakke. Pointen er at for at vokse så skal man overkomme diverse forhindringer. Der skal være noget friktion. Og det er forældrenes opgave at skabe den friktion sådan at børnene kan lære gradvist at overkomme den. Gennem gentagelse lærer de at selvom det måske ikke er sjovt at skulle have solcreme og tøj på, så bliver det sjovt bagefter når de kommer hen på legepladsen. Det føles som op ad bakke netop fordi det er den virkelighed vi har valgt at skabe for vores børn. Uden den ville de nok aldrig komme udenfor. 

HVAD ER DET EGENTLIG DU LAVER, ALTSÅ SOM ARBEJDE?
Ja, det er jo altid et godt spørgsmål. Det seneste års tid har jeg primært lavet to ting: jeg har undervist på Parsons og arbejdet i et konsulenthus kaldet SYPartners (udtales Es-Wy-Partners, eller bare Es-Wy-Pee). Er det nok? Eller vil du også gerne vide hvad jeg lavede der? Ok, jamen, jeg blev oprindeligt hyret til at hjælpe firmaet med at udvikle en ny model for hvordan medarbejderne kan lære og udvikle sig selv i deres arbejde. De fleste kender til at man kommer på kursus når man skal lære noget nyt, fx et nyt it system. Store virksomheder laver deres egen kursusafdeling. Små virksomheder køber kurser fra kursusleverandører. SYPartners var interesseret i at finde en anden måde at lære på, som ikke kræver at folk skal være væk i dagevis, og hvor læringen er tættere knyttet til det arbejde vi laver hver dag. Senere blev jeg også sat til at hjælpe med projekter for vores kunder, bl.a. et stort teknologifirma fra Californien som satser stort på kunstig intelligens og søgning (ja, det gør de allesammen). 

OG HVAD ER DET SÅ DU UNDERVISER I?
Jeg underviser i hvordan man kombinerer design og strategi. Strategi er kunsten at sætte specifikke mål for en organisation og lave planer der hjælper med at nå dem. Planer definerer hvad der skal gøres hvornår og hvordan. Uber vil (tilsyneladende) dominere alt hvad der kan betegnes som “on demand” — det er deres mål. Deres plan var at starte med sorte VIP limo service, dernæst at brede sig til almindelig taxa, dernæst at ekspandere eksplosivt globalts osv. Design er at skabe ting som løser et problem. Et problem kan være at en taxachauffør har besluttet at han vil være hjemme fra arbejde kl 17. Men det går imod Ubers ønske om at levere en god service til brugerne. Designs opgave ved Uber var at lave chaufførens app så vanedannende at han ville droppe at tage hjem kl 17 og køre et par ekstra timer. De fleste studerende på Parsons er vant til kun at tænke på den ene af disse to. 

TILBAGE TIL EMNER, SOM ER RELEVANTE HER PÅ BLOGGEN. HVOR MANGE BØRN SKAL I EGENTLIG HAVE? HVOR MANGE VIL DU GERNE HAVE?
Jeg er jo ikke den som er gravid og ammer, så jeg synes det korrekte må være at det er hende som gør, der bestemmer hvor mange børn vi skal have. Jeg er åben for at få så mange børn som Pernille er villig til at være gravid og amme, og samtidig er jeg uendeligt taknemmelig for præcis de børn vi faktisk har. Jeg oplever at hver gang vi har fået endnu et barn så har jeg også fået en opgraderet version af Pernille. Hun bliver både smukkere, stærkere, sejere, skarpere, har mere selvtillid og samtidig er mere ydmyg, kan klare sig mere selv og samtidig bliver bedre til at bede om hjælp. Jeg syntes hun var rimelig sej da jeg mødte hende for mange år siden men det er jo ingenting i forhold til den kvinde jeg lever med nu. For et par uger siden rejste hun alene med en baby til Danmark i en uge. Siden Juno blev født har hun kun ringet én gang og grædt i telefonen og sagt at jeg skulle komme direkte hjem med det samme. Det gjorde jeg naturligvis med glæde. Jeg forstår ærlig talt ikke hvordan hun klarer det alle de andre dage hvor hun ikke ringer. Pernille siger at vi nok skal have endnu et barn. Det vil jeg glæde mig til. 

KAN MAN GODT HAVE FAMILIE I NEW YORK? ER DET IKKE EN MEGET STOR BY OG ER DET IKKE VILDT DYRT MED SKOLE, SYGESIKRING OG SÅDAN NOGET?
Selvfølgelig kan man have familie i NY. Dem som taler mest om hvor dyrt det er, er typisk dem der har flest penge. Folk der betaler $7000+ i månedlig husleje og har deres 3 børn i privatskole synes det er meget dyrt, og det kan man jo godt synes at de har ret i. Vores tidligere underbo fra Ecuador havde tre børn i en 1 værelses lejlighed. Han var tømrer og cyklede hver dag ind til Manhatten for at lave finesse renovationer på fine hoteller. Han tjente typisk omkring $4000 om måneden. Han var en glad mand. Han fortalte mig stolt at hans søn nu gik til karate hver uge. Det kostede omkring $100 om måneden. Han beklagede sig aldrig over at NY var dyr. Han fokuserede på de muligheder han havde. I deres gamle bil kunne de køre upstate i weekenderne og besøge noget familie han havde der. Han er en af mine helte. Det betyder ikke at jeg synes at det amerikanske samfund er rigtigt. Han havde ikke råd til privat sygesikring men kunne formentlig få Medicaid fra regeringen. Men det er ikke det historien handler om for mig. Det handler om at man kan vælge hvad man vil fokusere på. I det arbejde jeg laver er lønningerne i NY formentlig væsentligt højere end de er i en forstad udenfor Denver. Men selv det er jo egentlig underordnet: det afgørende er at vi er her, og at vi får det til at hænge sammen med det vi ønsker og det vi har. 

HVILKE FORSKELLE SER DU MELLEM DANSKE OG AMERIKANSKE FORÆLDRE?
Jeg synes det er hårdt at kategorisere alle amerikanske forældre og alle danske forældre i hver sin boks. Det er mere nuanceret end det. Men jeg oplever at der en stor interesse i Nordic Parenting. Forældre på legepladsen kan finde på at spørge ind til det når de finder ud af at vi er fra danmark. En mor betroede mig at hun så os som “the gold standard of parenting” hvilket jeg syntes var en meget flot kompliment, og jeg øver mig i ikke at lade min skandinaviske beskedenhed prøve at negligere det (“hun ser jo heller ikke alt det lort der sker derhjemme så det er klart.. hun ser kun når de leger godt på legepladsen…”) og bare tage imod det som en anerkendelse af at hun i hvert fald ser noget som er værdifuldt og inspirerende for hende. Jeg synes ofte andre forældre misforstår hvordan børn lærer og udvikler sig. Fx når de er på en legeplads så ser jeg tit forældre som kravler med op på et klatrestativ sammen med deres børn og de holder dem i hånden hele vejen. Dvs at hver gang barnet er ved at falde så hænger de bare i mors eller fars arm. Jeg ser også forældre som forsøger at hjælpe deres børn til success, fx hvis barnet prøver at klatre op ad en stige som måske er lidt for svær for barnets motoriske evner. Så hjælper forældrene ved at støtte hver fod så barnet når til tops og får en oplevelse af “success” som desuden bliver fejret med klapsalver og “you did so well!” men det barnet reelt mister er en fornemmelse af sine egne grænser. I stedet lærer barnet at mor altid er der og støtter. Det betyder ikke at jeg bare vil lade Uma eller Noah falde ned fra flere meters højde. Når de prøver grænser står jeg bestemt klar til at gribe. Men jeg støtter dem ikke før de falder. Jeg griber dem hvis de falder. 99% af gangene så mærker de selv at de har nået deres grænse, og måske at de endda er lige lidt udover grænsen. Så kan de godt græde og brokke sig lidt og råbe af mig at jeg skal hjælpe dem ned. Og det lyder nok lidt hårdt, men jeg nægter at hjælpe dem ned. Jeg vil sikre mig at de mærker den frustration og frygt for at falde, så de husker hvor deres grænser går. Når de er færdige med at brokke sig, så kravler de ned igen uden at falde. Så prøver de igen. Og når grænsen. Og ned igen. De gentager øvelsen 100-vis af gange. Til sidst kan de. Og faktum er at 99% af de gange hvor de kommer til skade, sker når de laver helt almindelige ting og derfor er mindre forsigtige end når de prøver grænser af. Noah og Uma snubler ca. dagligt over deres egne fødder mens de løber eller går og får mange skrammer på knæene. Sidst Noah faldt på et klatrestativ er to år siden. Der endte han selvfølgelig også med benet i gips, men faktum er at selve faldet var meget beskedent. 

Jeg ved ikke om det er særlig “dansk” eller bare noget klatreaben Mathias har fundet på. Jeg anerkender også at alle børn er forskellige og at min pædagogik måske ikke ville virke på samme måde på alle børn. Og jeg ønsker sådan set ikke at dømme andre forældre for jeg ved jo ikke hvilke oplevelser og traumer de har med i baggagen. 

HVAD ER DIN HOLDNING TIL ALKOHOL?
De fleste af livets problemer bliver kun værre med alkohol. Men som forælder synes jeg der er en række situationer hvor vi burde drikke lidt mere. Altså ærlig talt. Der er mange situationer hvor min naturlige indstilling er at ville have kontrol over situationen. Og det er ikke nødvendigvis godt for børnenes udvikling. Min attitude på legepladsen kan jeg ikke altid overføre derhjemme hvor jeg synes det er frustrerende at Uma igen vælter sin kop med mælk som jeg så må tørre op, igen. Det hjælper mig tit at drikke en øl (eller bare dele en øl med P) for så slapper jeg lidt mere af. Jeg kan bedre lade dem have deres egne konflikter, og tro på at de en dag gradvist også vil lære at løse dem (et andet område hvor jeg ser amerikanske forældre træde ind som mæglere i konflikten endnu tidligere end jeg selv synes er passende). Jeg kan ikke huske hvor jeg stødte på begrebet “benign neglect” (ubetydelig forsømmelse) men jeg har taget det til mig som et forældreprincip. 

ER DER ANDET DU HAR LYST TIL AT DELE?
Jeg synes denne blog er helt fantastisk og jeg er virkelig glad og beæret over at få lov at bidrage med lidt af mine perspektiver. Jeg synes det er et fantastisk eksempel på hvordan internettet kan skabe en lillebitte forum for en gruppe af mennesker, hvor der kan deles åbent og ærligt om de ting der betyder noget. Om de fejl vi alle laver. Hele tiden. Om det der føles fedt. Og mærke at vi aldrig er helt alene.

_Tanker fra Moderskabet #791

Nogle gange kan jeg ikke begribe hvilket cirkus vi står midt i. Jeg synes, det er pinligt, at jeg kan komme i tvivl om, om jeg med ønsket om tre børn så tæt i alder har gabt over for meget. Det er forvirrende, at mit et og alt også er dem der – uden sammenligning – hurtigst og oftest kan få mit pis i kog. Jeg køber alle mulige ting på Amazon, pakke efter pakke henter Mathias til mig, med ting som måske kan gøre hverdagen lettere; en vikle til at bære babyen så jeg nogle gange har hænderne fri, engangspusleunderlag fordi det er nemmere at kassere fremfor at vaske babylort af tusindvis af stofbleer, nye sko for at kompensere for de bløde lår. 

Jeg tog babyen med ind i soveværelset idag og låste døren. Det har jeg læst, at man skal gøre, hvis man pludseligt ikke kan overskue sine børn. Det føltes ikke særligt godt, men det føltes med garanti heller ikke særligt godt at blive midt i det kaos, de store hele tiden skaber. De skændes og slås. Det er helt normalt og aldeles udmattende. “Søskende er en gave.” Siger man. Den mellemste er kun lige fyldt to år og spejler sig tilsyneladende så meget i sin storebror, at hun helt har droppet at sove eftermiddagslur. Og vi ved jo alle hvor meget søvnen betyder for moderens forstand, så go figure.

Min mor fortalte mig engang, helt brødebetynget, om en episode da jeg var tre og min lillebror var baby, hvor hun vredt havde bedt mig gå væk, fordi hun ikke kunne få ro til at made min lillebror. Og jeg måtte smile og sige “kære mor, det kan jeg altså ikke huske.” Lige nu synes jeg dagligt, der er episoder som den, som jeg håber mine børn tilgiver og har glemt om 30 år. De snakker hele tiden. Hele. Tiden. Og hvis jeg siger “mor kan ikke lytte mere lige nu“, så svarer de “but mommy!” Med helt uforrettet stemme og jeg vil jo gerne, at vi har børn som føler sig både set og hørt, ikke.

Det er sommerferietid og jeg hører andre forældre sukke over, at tiden med deres børn kan synes lang. Det er sgu alligevel hårdt at være sammen med dem hele tiden og jeg tænker småarrogant, at de tydeligvis ikke har prøvet at gå hjemme med deres børn. Sådan 24/7/365. Men så igen, hvad vil jeg have? Medlidenhed? Nej for Søren! Jeg har selv valgt det. Jeg nægter at tro på, at jeg kommer til at fortryde al den tid, jeg har haft sammen med dem i deres tidlige år. “Du er en god mor“, siger Mathias til mig og jeg tænker, at jeg nok snarere er god nok. Og så spekulerer jeg på, om dét er nok.

_Tanker fra Moderskabet #790

Jeg skrev en note til mig selv forleden: “Klokken er 14.00. Jeg har villet gå ud med skraldet siden klokken 8.00 imorges, men har vitterligt ikke haft et ledigt øjeblik, der var langt nok til, at jeg kunne nå at gøre det.” Det er underligt at vide, at der nok kommer et tidspunkt hvor jeg kommer til at tænke “hvorfor gjorde jeg det ikke bare?”

_Tanker fra Moderskabet #789

Da vi mødte hinanden, dengang i 3.g, var Mathias lidt af en frilufterfyr. Spejderleder, på ski flere gange om året, på vandre, klatre- og kanoture. Og han havde styr på sit udstyr, gik ikke ned på grej. Jeg selv er typen, der har ligget lidt vel meget i telt som barn, så som voksen kunne jeg ikke forestille mig noget bedre end en stor hotelseng med helt hvidt, nyrullet sengetøj. Fri mig for endnu en nat i sovepose, ikke. Jeg tror nu ikke, det var på grund af mig, at han lod friluftslivet glide lidt i baggrunden i årene efter vi blev kærester. Studiet og andre interesser fyldte vist bare mere. 

Forleden fik jeg en besked midt på dagen om, at han havde fornyet og opgraderet sit overtøj. “Jeg bliver lækker på legepladsen“, skrev han. Se, jeg kunne sådan unde ham en fed skiferie eller vandretur i smuk natur ligesom i gamle dage. Jeg er sikker på, at vi begge går og har hede drømme om at kunne tænke bare en enkelt tanke til ende i løbet af dagen uden at blive afbrudt en milliard gange undervejs og tanken om et roligt fjeld lyder derfor særligt tillokkende i disse dage, lige her midt i småbørnsfamilielivet. Selv for mig som helst undgår soveposer. Men der var ingen længsel at spore i hans SMS. Udelukkende glæde og forventningsfuldhed. Jeg blev simpelthen SÅ glad for den besked. Tænk sig, manden glæder sig bare til at lege med sine børn. De børn! De er heldige.

_Tanker fra Moderskabet #788

Hvor mange gange har jeg ikke befundet mig på det børneværelse, dengang der kun var to børn, og været igang med en langtrukken putning og tænkt “hvordan i alverden skal jeg gøre det her med tre børn?” Typisk har jeg sat mig derind og ammet og håbet, at de stores vilde før-jeg-kan-finde-ro-og-overgive-mig-til-søvnen-energi ikke stressede babyen. Og så var der igår, hvor Juno faldt i søvn før sine søskende og jeg lå stille ved siden af Noah og tænkte, at sådan havde jeg ikke ligget siden før Juno blev født og Noah sagde “mom, I love you” og jeg blev glad, men også lidt trist over, at han pludseligt er så meget større end sidst vi lå sådan. Og lettet over at opdage, at jeg slet ikke behøvede at have spekuleret så meget, dengang der kun var to børn, for svaret gav sig selv. Nogle dage gør man ét, andre dage noget andet. Og jeg svarede, at jeg også elsker ham, mere end han nogensinde vil forstå og tænkte på, at jeg er glad for, at jeg kan finde ud af at sige “jeg elsker dig” til mine børn, når nu jeg ikke selv er vokset op med, at det var noget man gik og sagde til hinanden, for ved du hvad, det tror jeg faktisk ikke er en selvfølgelighed.

_Tanker fra Moderskabet #787

Ting jeg nok bør stoppe med:

– At tænke på chips som mad. Jeg ender bare hele tiden bagi køen mht behov, der skal dækkes og da viser det sig ikke sjældent, at jeg åbenbart tror, at chips er et fint lille måltid.

– At kalde min baby for Flæske. Jeg synes bare, det er vildt herligt at have fået en baby med deller denne gang.

– At sige “fuck” når noget går galt. De er virkeligt lærenemme, mine børn.

– At bekymre mig om at rejse alene med Juno om en uge. Hypotetisk spørgsmål: Hvis DU så en mega presset mor med en lille baby i en lufthavn eller på et fly, så ville du da tilbyde en hjælpende hånd, IKKE?

– At rede seng. Mine børn har en impuls til øjeblikkeligt at rode noget til, som lige var så pænt.

– At drikke kaffe. Forleden havde jeg hovedpine. Den gik væk efter én kop kaffe. Jeg tror ikke, det er et godt tegn? Eller er det?

– At være vred på lår og mave. Seriøst, jeg er SÅ glad for, at den her krop har skænket mig tre sunde og raske børn. Og at jeg har spist alt det chokolade jeg gad undervejs. Og at der ikke er nogen, som er begyndt at kalde mig Flæske. Endnu.

– At have dårlig samvittighed over min manglende interesse i at lave mad. Det kommer måske engang. Indtil da kan børnene vel fint spise rugbrødsmadder, når deres far ikke er hjemme. Ikke?

– At ærgre mig over min babys lidt flade baghoved. Når lægen siger, at det nok skal gå, så er det meningen, at man skal tro på det. 

– At se true crime programmer på Netflix (senest The Keepers) og at følge alle mulige forskellige nyhedsmedier på Facebook (børnekidnapning i Aarhus?!?!). Jeg ved alt for meget om, hvad der foregår af uhyrlige ting ude i verden i betragtning af, at jeg har små børn og er skrækslagen for, at nogle af uhyrlighederne skal overgå netop mine børn. No really, hvordan sover I andre om natten?

_Tanker fra Moderskabet #786

Jeg tænker tit på, om mine børn græder mere end andres børn. Især efter episoden med min nabo og det faktum, at jeg er blevet irriterende bevidst om, at deres skrig og skrål kan høres langt nedad gangen, når de virkeligt skruer op for volumen. Hvilket de som regel gør. Ingen stille gråd herhjemme. De græder når er trætte, når de *overhovedet* ikke er trætte, når de ikke må få en kage, når de ikke må få kage nummer to, når de må vente på, at det bliver deres tur, når noget gør ondt, når noget som ikke burde gøre ondt, gør ondt, når de bliver mindet om nødvendigheden af at vaske hænder, når de bliver mindet om at spare på vandet, når de hellere vil lege med LEGO end at gå på legepladsen, når vi ikke har tid til at gå på legepladsen. Og. Så. Videre. Forleden ankom jeg til Noahs institution med sved på overlæben, stresspletter på halsen og en baby, som havde grædt det meste af vejen derhen. Jeg sagde til en anden mor, at jeg nok aldrig bliver god til at håndtere den der babygråd, hvor det lyder som om, at deres verden er ved at gå under. “Really?“, sagde hun, “I think it’s way worse now. Now their crying is just so… whiny!” Det passer jo. Det meste af det er ren klynk. De er utilfredse med noget. Dét kombineret med en andens udtalelse om, at gråd i deres alder ikke altid er “a sign of distress”, men blot en del af deres sprog, var en kærkommen påmindelse. En del af deres sprog? Jøsses, de har meget på hjerte for tiden!

_Tanker fra Moderskabet #785

Han har alle dage kaldt mig “mor” eller “mommy”. Jeg kan ikke huske, hvornår han sidst har brugt “mor”. Dansk er i det hele taget lidt svært at få ham til at tale i øjeblikket, men “mommy” klinger også dejligt i mine ører. Det er en rar lyd, han er min og jeg er hans. Fra den ene dag til den anden, begyndte han at kalde mig “mom”. Som om han pludseligt blev bevidst om, at “mommy” er for små børn at kalde deres mor. Christ, hvad bliver det næste? At han kalder mig ved navn?

_Dagens Sidespor #356

Da Noahs pædagog spurgte til navnet på hans nye lillesøster:

Noah: “You know.

Hank: “Uhm no, I don’t know. Would you like to tell me?

Noah: “You know!

Hank: “No buddy, I promise you, I don’t know. What’s her name?

Noah: “YOU-KNO’!

Hank: “

Det er heller ikke nemt med de her navne, som udtales forskelligt på dansk og engelsk.

_Dagens Sidespor #355

Da jeg helt morstolt tænkte ved mig selv, at den yngste slet ikke har tendens til at give op og lægge sig til at sove under nakketræning, ligesom hendes ældre søskende begge havde for vane at gøre. Indtil jeg kom i tanker om, at det nok skyldes, at nakketræning ikke er noget, jeg sådan rigtigt har husket at prioritere endnu. Hun er 7 uger gammel idag. Yes.

_5 mere fra barselsgangen på NYU

1. Da jeg var indlagt med henholdsvis Noah og Uma, kom jeg ikke meget længere end halvvejs igennem opholdets første måltid, før jeg skuffet konstaterede, at maden var ganske elendig. Altså, jeg er selv en værre kræsenpind, men selv Mathias takkede nej efter at have smagt det. Derefter bestilte vi mad udefra, så længe vi var indlagt. Der kan ske meget på to år; denne gang fik man udleveret et menukort og en medarbejder tog ens bestilling på en iPad. Og maden var ganske udmærket. Der var fx Häagen-Dazs is til dessert. Så det bestilte jeg naturligvis til både frokost og aftensmad.

2. Hvis du har læst med siden begyndelsen ved du, at jeg syntes, det var en kende mærkeligt, at mine værelseskammerater de andre gange, lod sygeplejerskerne om at passe deres babyer i et nursery, frem for at have dem hos sig på værelset. Hud mod hud og alt det dér, du ved. Nuvel, denne gang benyttede jeg mig (som følge af venlig, men bestemt overtalelse fra en læge) af tilbuddet. Det gik nemlig hverken værre eller bedre end, at jeg som følge af at have født natten til tirsdag og en meget vågen og sulten baby hele natten til onsdag, pludseligt ikke havde sovet i et par dage – sådan overhovedet – og jeg fandt mig selv hulkende “I’m so tired” når blot personalet kiggede på mig. Jeg var alene, da Mathias var hjemme hos de to store meget af tiden. Jeg var vældigt nervøs for, at min lille baby skulle føle sig svigtet ved ikke at være hos mig. De magiske ord: “Don’t worry, we’re not gonna let your baby cry. We’ll bring her right back to you when she needs you.” Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig? At de praktiserede CIO på én dag gamle babyer?!

3. Efter fødslen kommer man efter nogle timer automatisk op på en stue med to senge og man får således en værelseskammerat enten før eller siden. Man kan også ønske et “private room”, men sådan et får man kun mod betaling og kun hvis der bliver et ledigt imens man er indlagt. Da jeg, dagen efter fødslen, fandt ud af, at Mathias havde skrevet os op til en enestue, fnøs jeg nærmest og sagde, at dét gad jeg sørme ikke betale for. Det kunne ikke komme på tale. Klip til præcis et døgn senere, hvor min baby netop havde skreget sig igennem min værelseskammerats forsøg på at præsentere deres lille ny for familien derhjemme via FaceTime og en sygeplejerske tilfældigvis få minutter senere stak hovedet ind for at sige, at et værelse var blevet ledigt og om jeg ville have det. Jeg lider af udpræget må-ikke-være-til-besvær-syndrom, så aldrig har jeg pakket mine ting så hurtigt sammen. Min puls faldt betydeligt i samme øjeblik, jeg lukkede døren bag mig på det nye værelse og resten af opholdet var anderledes roligt for både mig og min baby.

4. Det var lidt tricky med en baby, som helst ville spise konstant og som absolut ikke ville sove i sin vugge. Ser du, man måtte ikke sove med sin baby i sengen, hvorfor jeg bl.a. var blevet så udmattet i første omgang. Min sygeplejerske om natten lukkede øjnene for dén regel og lod mig blunde med Juno i sengen med et lagen bundet om os “kangaroo style”. Men sygeplejersken om dagen var anderledes regelret. Hendes løsning var at skaffe en sut til Juno. Men eftersom man på NYU går vældigt op i at få amningen godt igang (hvis man altså ønsker at amme) havde de afskaffet sutter på barselsafdelingen og hun måtte derfor hente en til os på neonatalafdelingen. Efterfølgende spurgte vitterligt hver eneste sygeplejerske og læge overrasket “where did you get that one from?” når de så sutten ligge i vuggen. Ubrugt, selvfølgelig, for Juno kunne ikke se fidusen i den.

5. Inden udskrivning kom der en børnelæge og så til Juno. Da han hørte, at hun var vores tredje barn sagde han: “Well, then I can’t tell you anything. She’s perfect. Except: Take pictures! I expect you to take one a day. I see you have a fancy phone, there’s no excuses. I’m the third child and there’s no pictures of me. Look at me, I’m 65 and I still talk about it!” Hvis du følger mig på Instagram, vil du vide, at jeg tager hans formaninger ganske alvorligt.

_Tanker fra Moderskabet #783

Vi havde vitterligt lige lagt os i ske for det, der vistnok var første gang siden fødslen. For knap en måned siden. Det er jeg lidt ærgerlig over at erkende, men man kan godt komme til at glemme den slags når man mere eller mindre konstant har en baby i armene, ikke. Juno vågnede i samme sekund, Mathias lagde armen om mig og det er på mange måder et vældigt godt billede på, hvor meget han og jeg får kigget hinanden dybt i øjnene lige for tiden. Det er okay, vi har prøvet det før og ved, at både liggen-i-ske og søvn og samtale kommer igen på et tidspunkt. Men derfor er det nu alligevel så dejligt, når det lige lykkedes os at huske hinanden. Som imorges, da Mathias lavede en kop kaffe til os hver, uden at spørge mig om jeg egentligt havde lyst til kaffe, og serverede den i de der MOR og FAR-kopper, som engang var så moderne, at jeg absolut måtte eje dem. Og så drak vi hver vores mor -og farkaffe og vi vidste, at vi var på samme hold og klar til, at en ny uge kunne begynde.

_Dagens Sidespor #354

Når man er i tvivl om, om den overvældende trang til søde sager, kan tilskrives en art ammeappetit (og derfor naturligvis er helt legal) eller om der snarere er tale om god gammeldags trøstespisning, fordi tre børn under fire år trods alt er en stor mundfuld. 

_Dagens Sidespor #353

Da jeg fik en besked, hvor afsenderen spurgte til, hvorvidt jeg havde lyst til at Skype næste gang jeg havde “alenetid”, fordi det kunne være dejligt med en “voksensnak”, var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Legede i tankerne med noget i retning af følgende:

– Lad mig lige opremse mine børns alder for dig: 3.5 år, 2 år og 3 uger. Er det svar nok?

– Det er næsten sødt, som du formår at beskrive “alenetid” som noget man må formode, jeg har udsigt til at få indenfor nær fremtid.

– [Alle de sure emojis]

– [Alle de skuffede emojis]

– Næste gang jeg har “alenetid”, påtænker jeg at gå i bad. Eller på Instagram. Eller i slikskabet. Sandsynligvis i omvendt rækkefølge.

– Din besked giver mig lyst til at begynde udelukkende at kommunikere i GIFs.

– Jeg formår knapt at føre hele samtaler med min mand i øjeblikket, så… “voksensnak”?!

– Ja, det vil jeg rigtigt gerne. Hvad med engang i år 2027? Alternativt i år 2037 hvis vi vil være nogenlunde sikre på ikke at blive afbrudt.

– “Voksensnak” siger du? Betyder det at man ikke må snakke om børn? For det er jeg faktisk usikker på, om jeg er i stand til i øjeblikket.

– [Alle de overraskede og/eller forfærdede emojis]

– Du er sjov! Tak, jeg havde virkeligt brug for et godt grin efter (endnu) en nat med meget sparsom søvn. Det var da en joke, ikke? Ikke!

– Jeg er lidt i tvivl om, om jeg skal grine eller græde lige nu?!

– Alt ved din besked afslører, at det er 30+ år siden, at du selv havde små børn. Alene af den grund skal jeg forsøge at tilgive din klodsede måde at formulere dig på. Måske.

Det lykkedes mig vist at sende et svar, som kun var en lille smule spydigt. Det var naturligvis søvnmanglen der talte. Den veludhvilede Pernille er både høflig og rummelig.

_Dagens Sidespor #352 – 12 timer senere

M: “Så du har seriøst allerede overvejet, om du gerne vil have et barn nummer fire?

P: “Altså.. ja?!

M: “Selvom jeg synes, det har været en fucked up dag, er jeg såmænd ikke afvisende overfor idéen.

For the record fandt den her samtale sted, da to ud af tre børn sov sødt. Og hvad kan vi så konkludere? Vi ER vist ved at blive sindssyge.