_Tanker fra Moderskabet #762

For nyligt tog Mathias til Australien i arbejdsøjemed og jeg var alene med børnene i længere tid end jeg nogensinde havde prøvet før. Som altid synes jeg, det er en smule pinligt at synes græsenkelivet er hårdt, fordi jeg kommer i tanker om de tusinder og atter tusinder af enlige forældre, som er alene om deres yngel hver eneste dag (i en sidebemærkning: hvis man har en deleordning med den anden forælder, hvis der er en sådan, er det så hårdest at være alene med børnene eller at undvære dem, når de ikke er hjemme?) Men hvis jeg nu skal pille lidt i min egen navle, så kan jeg berette, at jeg i dén grad nåede min grænse denne gang. Mathias fik indtil flere rødglødende SMS’er med beskeder à la: “Jeg siger op! Det her pis gider jeg FANDME ikke mere!” Eller den ligeså charmerende: “De er nogle pisse røvhuller! Begge to! RØVHULLER!” Og vi har ellers aftalt, at man ikke må kalde sine egne børn for røvhuller. Men fik jeg nævnt, at vi har noget selvstændighedsalder kørende for fuld udblæsning i øjeblikket? Og en 1-årig som gerne vil være hos sin mor konstant? Fed kombi, skulle jeg hilse at sige. Hvorom alting er: En aften ringede jeg til min søde mand og græd min udmattelse og frustration ud. Stakkels mand, han sad vitterligt på den anden side af jorden og hvad skulle han lige stille op? Så han lyttede. Hvilket jeg naturligvis blev skidesur over, for hvorfor havde han ikke lige 5-6 konstruktive løsningsforslag i ærmet? Hvis der i øvrigt er én mere, der siger noget i retning af “husk nu at bede om hjælp”, så vapper jeg dem en! Alle ved jo, at hjælpen ikke er der, når det hele brænder sammen. Det er jo derfor det brænder sammen. Ikke. For nogle år siden, hørte jeg første gang om De 5 Kærlighedssprog. Heldigvis er jeg gift med en mand som ved, at selvom jeg siger, at jeg bare gerne vil have noget “tid til hinanden”, så er det, jeg responderer bedst på “gaver”. Hvorfor han bookede en hotelovernatning til mig dagen efter, han kom hjem fra Australien og i øvrigt ikke belemrede mig med detaljerne omkring hvordan i alverden han ville få arbejde og børnepasning til at hænge sammen. Dét var noget jeg kunne forstå og jeg kan med glæde berette, at jeg sammenlagt brugte flere penge på room service end selve opholdet og at jeg så mere Keeping Up With the Kardashians end jeg har set i *årevis*. Mit yndlingsøjeblik i løbet af de 24 timer, jeg var væk, var dog da det gik op for mig, at der ikke ville komme nogen og forstyrre mig. Altså overhovedet. Den luksus kan end ikke den mest pertentligt redte hotelseng hamle op med.

1

_Tanker fra Moderskabet #760

En ny-mor-veninde spurgte for nyligt: “(…) how do you handle figuring things out? Sometimes there is so much info and so much one could do and I kind of feel overwhelmed by it all.” Jeg trak på skuldrene og tænkte “finder man nogensinde svaret på det?” Ja, jeg øver mig til stadighed. Dog har det ændret sig med tiden, skulle jeg mene. Hvor det i starten primært handlede om at holde barnet og sig selv i live, er det nu snarere noget med at prøve at finde ud af, hvad for en form for forælder, jeg gerne vil være. Hvordan vil jeg opdrage, hvilken form for skolegang ønsker jeg for mine børn, hvilke værdier håber jeg at videregive. Er jeg i tvivl, er det jo oplagt at dykke direkte ned i egen bagage og sortere fra med hård hånd. Hævede stemmer og råberi for eksempel. Noget der er mere aktuelt end nogensinde med en treårig i huset. Se, min far må være lidt af en skabsitaliener. Han råbte aldrig af os børn, men jøsses han kunne blive arrig på… Hækkeklipperen, VHS-maskinen, opvasken. Så idag, som voksen, bryder jeg mig meget lidt om når folk så meget som hæver stemmen. Hvilket nok må siges at være den direkte årsag til, at jeg selv bevidst undgår råberi. Men alternativet? Mig der er ved at få rygende fis i kasketten af frustration, imens jeg med ild i øjnene og kontrolleret, bestemt stemme hvisler: “Dét der! Det skal du stoppe med LIGE NU!” Jeg kan allerede se for mig hvordan Noah, i et skænderi med en fremtidig kæreste, opgivende slår ud med armene og siger: “Gid du i det mindste ville råbe af mig. Den der lave, rasende stemme minder mig *virkeligt* om min mor!

4

_Dagens Sidespor #340

Øjeblikke hvor jeg føler, at jeg gør noget rigtigt: Når den eneste sang, min 1-årige selv tager initiativ til at synge, er Beyonces Single Ladies. “Oh oh oh.” Hun gør også den der bevægelse med hånden, du ved.

Øjeblikke hvor jeg er knap så sikker: Når jeg, i er anfald af nostalgi, sætter Landet For Længe Siden på for min 3-årige og som resultat får et barn, som insisterer på, at han er en stor, brølende “Sharptooth”, der naturligvis brøler så højt, at den mindste ikke kan sove og resten af eftermiddagen følgelig går op i hat og freaking briller.

3

_Tanker fra Moderskabet #759

Dagdrømmerier fra græsenkeland:

Man tænker “gad vide hvad børnene laver, der er så stille“, går ind på værelset og finder dem i stille leg ved siden af hinanden. Nej vent! I stille leg med hinanden!

Ens børn går forbi en og siger henkastet: “Mor, jeg går lige på WC.” Og det er den eneste interaktion man har omkring deres behov for at træde af på naturens vegne. Inger bleer, ingen vådservietter, ingen potte, ingen diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at vaske hænder.

Man har lavet sig en kop te og sat sig ned et øjeblik for at nyde den og et barn kommer for at få hjælp til noget, ser koppen på bordet, bakker væk og siger: “Jeg kan se, du er optaget, mor, jeg ville ikke noget vigtigt. Det kan vente.” Kunne være dejligt, hvis det også gjaldt samtlige måltider.

Man siger “så unger, nu skal vi til at være færdige og ud af døren!” Og bliver mødt med et godmodigt “nå for Søren, jamen så må jeg jo hellere se at få tøj på.

Man kommer i tanke om, at der måske har været lidt vel meget skærmtid i løbet af dagen og skal til at konfiskere iPaden, idet man opdager, at den allerede ligger slukket og forladt og børnene er helt opslugt af leg. Med hinanden.

5

_Dagens Sidespor #339

Hvad der umiddelbart er værre end at min næsten-treårige kun gør hvad jeg siger cirka 5% af tiden og fx på ingen måde er til at få med ud af døren om morgenen iklædt tøj? Ja, det skal jeg sige dig! Den der helt vildt fede leg, hvor han ud af det blå siger “I’m a spider. I’m a big, big spider! You blive bange, mor!” og så ellers kribler og krabler overalt med sine hænder. Prøv lige at forestil dig det. En edderkop på størrelse med en barnehånd. Hvorfor synes han, at det er sjovt?

2

_Tanker fra Moderskabet #758

Vi var ved at slæbe dobbeltvognen ned ad trappen til toget, optagede af at holde balancen, så alle mand kom sikkert ned (MTA, her er en vild idé: hvad med at installere elevatorer på alle stationer?!) Netop som alle fire hjul ramte togperronen, drejede en ung kvinde om hjørnet og da hun så ungerne sidde dér i vognen, lyste hun op i et stort smil og sagde, henvendt til Noah: “Do you know how lucky you are!” Hun fortsatte lynhurtigt op ad trapperne og forsvandt, men hendes ord sad i mig resten af dagen. Ja mand! Pisseheldige!

4

_Dagens Sidespor #338

Mødregruppen tog sig en “mommies night out” (det tror jeg godt, man må kalde det, når man bor i USA) og det gik op for mig, at det vistnok var første gang nogensinde, at jeg så en af de andre uden den famøse barselsknold. I samme ombæring konstaterede jeg, at det nok var første gang, hun så mig i andet end joggingtøj. Vi har kendt hinanden i knapt 2.5 år. Så. Så kan man jo tænke lidt over det. Men derudover kan jeg rapportere, at det var virkeligt skønt henholdvist at slå håret lidt ud og at have almindeligt tøj på. Jeg havde også taget nogle støvler med høje hæle på, som jeg købte 4 måneder før jeg havde termin med Noah, i et anfald af “bare fordi man bliver mor, kan man fakkertalt godt stadig gå op i (svinedyrt) fodtøj”. De er stadig virkeligt pæne. Og nu er de et halvt skonummer for små. Det er fandme dumt!

2

_Tanker fra Moderskabet #757

Jeg læste det utroligt velskrevne og bevægende victim statement fra Brock Turner sagen (er der nogen, der gider gøre den skrivelse til obligatorisk læsning i folkeskolens store klasser?!) og fik kvalme. Havde lyst til at finde nogen at skælde ud på og spurgte med tårer i øjnene Mathias, hvordan vi nogensinde skal få lært vores børn om begrebet samtykke. Hvordan sikrer vi, at ingen af vores børn ender i en situation, hvor de er enten offer eller gerningsmand. Hvordan kan vi med ro i sindet sende vores børn ud i verden og stole på, at deres grænser bliver respekteret og “nej” og “ja” hørt. Og at de selv lytter, når andre siger fra. Også selvom der måske ikke bliver brugt ord. Jeg hvirvlede mig selv ind i en bekymringståge og gik i seng med konklusionen om, at der jo nok ikke var anden løsning, end at holde børnene hjemme til tid og evighed. Men så var det, at jeg kom til at kigge på mit smukke drengebarn. Iagttage ham. Han siger fra, hvis en leg bliver for vild eller nogen tager noget, der er hans. Han bryder sig ikke om, at andre børn giver ham knus uden at blive spurgt først. Han begynder hver en sætning i øjeblikket med et respektfuldt spørgende “can I…?” En slags ro indfandt sig. Mit barn er ved at lære at bruge sin mavefornemmelse. Der er så mange ting, vi naturligvis skal tale om på et tidspunkt. Jo fandme! Om jeg så skal være “den pinlige mor”, jeg forstår mit ansvar. Men lige nu vil jeg nyde at iagttage, at mit barns intuition i langt de fleste tilfælde leder ham på rette vej.

Invitation: Hvordan taler du med dit barn om begrebet samtykke?

1

_Dagens Sidespor #337

Og snakken om en 3’er fortsætter:

P: “Jeg føler lidt, at jeg har været i fængsel og nu har jeg været ude at smage på friheden. Men nu vil jeg egentligt godt i fængsel igen. Det er det man kender jo.

M: “Jamen, sådan gør langt de fleste kriminelle jo også!

…men derudover mener jeg naturligvis ikke, at det er hensigtsmæssigt at sammenligne familieforøgelse med kriminalitet.

8

_Tanker fra Moderskabet #756

Noahs yndlingspædogog flytter til Florida:

Mig: “I’m so sad you’re leaving. You’re like… Noah’s favorite person!

Pædagog: “Thank you. But you know, there’ll be so many more.

Det er på grund af den slags små ordvekslinger i døren ved hente-bringetid, at jeg fældede en lille tåre, da jeg hørte det. Optimistisk, fortrøstningsfuld, rummelig. Noah kommer nok ikke rigtigt til at kunne huske ham på sigt, men du kan tro, Mike altid vil have en særlig plads i mit moderhjerte. Det var jo ham, der tog Noahs hånd, da jeg første gang gav slip.

6

_Tanker fra Moderskabet #754

Jeg havde ellers lige fulgt med i Brandon Stantons bevægende serie om kræftsyge børn og med hjertet helt oppe i halsen, lovet-lovet mig selv at blive bedre til at være i nuet og nyde mine unger som de er. Så skete der bare det, at alle fik det forkerte ben ud af sengen mandag morgen og det gik hverken værre eller bedre end, at jeg umuligt kunne få begge børn til at samarbejde længe nok til at vi kunne blive klar og komme ud af døren. Som i overhovedet ikke. Det værste var ikke, at begge børn først holdt op med at hyle, da jeg selv gav mig til at græde i ren og skær afmagt og Noah med store øjne tilbød mig både sin sut og en bamse, imens Uma så på med lige dele undring og usikkerhed. Ja, mor græder sgu. Nej, det værste ved det hele var, at jeg syntes, jeg hørte en skeptisk stemme, der spurgte “og hvordan *i alverden* havde du lige tænkt dig, at du skulle kunne tage dig af endnu et barn, når du tydeligvis ikke kan håndtere de to, du allerede har?!” Og det kan man jo passende spørge sig selv om, når drømmen om en tre’er er begyndt at spire. Hvordan? Altså når man kun har to hænder? Er det noget med at hvile i, at hjertet i det mindste er stort nok?

7

_Tanker fra Moderskabet #753

Kære Hjemmegående Far med de venlige øjne og afslappede attitude. Jeg kan godt selv se det. Det var sgu lidt akavet, sådan som jeg åbenbart lige pludseligt havde behov for at plapre løs om, hvordan det jo også er godt for ungerne at lege i jord og få skidt op under neglene. Unødvendigt at udbrede mig om vigtigheden af, at vores bybørn kommer i nærkontakt med bakterier. Og sådan noget. Jeg kunne sagtens høre, at du var helt enig og at du uden tøven lod din datter tage skovlen i egen hånd og gå igang med at grave huller ved siden af mit barn. Det er mig, ikke dig. Ser du, det er egentligt bare fordi, at der er en anden mor, som vi ses meget med, som af uvisse årsager ikke kan fordrage, at hendes søn altid vil grave i jord, når de leger med os. For det er Noahs yndlingsaktivitet og har været det i månedsvis. Okay, der var den der ene uheldige gang med en hundelort, men det var tydeligvis værst for hende og udover det, virker det mest som om, ungerne virkeligt nyder det. Men hun er helt sådan “oh my god, not again” og “I don’t know why he wants this!” imens hun med et misbilligende udtryk forsøger af aflede sin søns opmærksomhed, så han ikke bliver for beskidt. Og så tør jeg altså ikke at sige hende imod. For hun er virkeligt pæn. Altså *modelpæn*. Og flink. Og man gider jo heller ikke være den mærkelige mor, der ligefrem opfordrer sit barn til at gøre noget, der er ulækkert. Vel? Så kære Hjemmegående Far med de venlige øjne og afslappede attitude, det beklager jeg altså. At du sådan lige gik hen og blev genstand for min usikkerhed. Hvis vi ses igen, skal jeg nok holde min mund og bare lade ungerne grave løs. Det synes jeg nemlig, at de skal have lov til. 

1

_Dagens Sidespor #336

Skulle hilse at sige, at der ikke er noget, der kan få én til at trække maven ind prompte, som en toårig der, ved synet af sin mors slappe mavemuskler, spørger bekymret: “Du har lidt ondt i maven, mor?” Ville ønske jeg kunne sige, at det kun var sket en enkelt gang.

4

_Dagens Sidespor #335

P: “Mathias, ved du hvad jeg synes, vi mangler?

M: “

P: “Sådan nogle små, yndige kopper med hank og underkop.

M: “

P: “Jo, fordi, hvis man drikker sin te af en lille yndig kop, som i virkeligheden er for lille, så er man nok mere tilbøjelig til at lave en kande og sidde og hygge sig med den og rigtigt nyde den.

M: “

P: “Men okay… Hvor tit sidder vi lige stille længe nok til at sidde og hælde op igen og igen. Det er måske lidt et drømmescenarie, jeg har gang i der.

M: “Jeg kom sjovt nok frem til præcis det samme.

P: “Så… Ingen nye kopper?

4

_Dagens Sidespor #334

Funderer lidt over, hvad folk egentligt mener, når de siger, at man *sagtens* kan gå på toilettet alene selvom man har børn. Igår forsøgte jeg fx at tisse, imens den mindste stod ved siden af med udstrakte arme og græd, fordi hun absolut ikke kunne se pointen i at bruge sine egne ben mellem 12.00 og 14.00.
Og på den anden side, stod den største og forsøgte at putte et LEGO-egern ind i mit øre og først da han bad om at komme op at sidde på mit skød (imens jeg tissede) sagde jeg “nej, jeg vil egentlig gerne have lov til at tisse i fred!” Det virker som om, det ikke nødvendigvis er så simpelt som at lukke døren?

2

_Tanker fra Moderskabet #752

Jeg vil godt lige indrømme noget. Et lidet flatterende karaktertræk, som jeg indtil nu kun modvilligt har villet være ved, idet jeg jo ellers synes, at jeg er et menneske, der som regel har hjertet på rette sted. Sagen er den, at hver eneste gang en veninde bliver gravid eller føder en lille baby, så bliver jeg først oprigtigt glad. Men lige derefter bliver jeg dødmisundelig. Hver gang. Igår fødte en veninde sin lille dreng, og da jeg først havde jublet via SMS og sukket over hvor perfekt han så ud og sagt “måske man skulle lave én mere! Ej, ikke lige nu sgu da!” til Mathias, så blev jeg sådan helt tung om hjertet og tænksom. Som bekendt havde jeg for engangs skyld tid og rum til at gå lidt i tænkeboks, uden den vanlige strøm af afbrydelser, som hverdagen med børnene byder og således grublede jeg mig altså frem til følgende:

Førstegangsgravide har den der ubestemmelige glød. De har ikke oparbejdet et massivt søvnunderskud. De har ikke bekymret sig om deres børn spiser/sover/snakker/leger normalt. De har ikke mumlet sammenbidte formaninger til deres kæreste midt om natten. De er ikke blevet barselsensomme. De har ikke bekymret sig om det febersyge barn mon nogensinde vil blive sig selv og smile igen. De er ikke blevet skuffede af venner eller familie over manglende interesse i poden eller været ved at eksplodere indeni fordi selv samme rendte dem på døren konstant. De har ikke elsket så meget, at hjertet næsten brister.

Og se, nu forstår jeg, at misundelsen ikke drejer sig om babyen. Det er uvidenheden, jeg misunder disse vordende og nye mødre og nåja, den savner jeg bare af og til. Det spørgsmål, jeg drømmende stillede Mathias oftest de gange, jeg ventede mig, var “hvem tror du h*n er?” Og det er jeg så priviligeret, at jeg er ved at finde ud af nu, men uvidenheden, forventningens glæde er nu også noget helt særligt.

3

_Tanker fra Moderskabet #751

Jeg meddelte Mathias, at jeg godt kunne tænke mig at spendere Mors Dag helt og aldeles alene fordi, du ved, at tage tingene i mit eget tempo og at være væk hjemmefra uden at have en bagkant, er den største luksus for mig i øjeblikket. Nølede hele morgenen og gik og ryddede op og lagde vasketøj sammen og skulle baaaare liiiiige. Det er jo sådan en rar følelse at efterlade hjemmet pænt og ryddeligt, ikke. Først da Mathias påpegede, at han ikke kunne garantere, at jeg ville komme hjem til et ligeså pænt opryddet hjem, gik det op for mig, at det nok ville være gavnligt for alle parter, hvis jeg slap tøjlerne og skred. Mage til morkliché er jeg sikker på, at man skal lede længe efter!

Glædelig Mors Dag til dig, der læser med. Tak for dig!

3

_Tanker fra Moderskabet #750

Jeg havde hængt med mulen hele ugen. Tilsyneladende uden grund. Dagevis med heldagsregn var det eneste, jeg kunne komme på, som kunne være forklaringen på mit grå humør. Dét og så følelsen af, endnu engang at blive ramt af en massiv følelse af… Kedsomhed? Når man, som jeg, gerne vil give børnene en hverdag med nogenlunde faste rutiner og tryg forudsigelighed, lader konsekvensen til at være dræbende monotoni. Dagene ligner hinanden til forveksling og selvom jeg sætter stor pris på, at jeg har muligheden for at være sammen med mine børn, imens de er helt små, så er børnepasning også uendeligt kedsommeligt. Er det OK at sige? Så tager jeg mig selv i at se frem til den næste weekend, den næste helligdag, den næste ferie. Bare ét eller andet, der er anderledes end Hverdagen. Og det er sværere end man skulle tro at ryste posen, synes jeg, når dagene er indrettet efter mine arvingers sove- og spisetider. Så måske skal ændringen komme indefra? Jeg læste et citat, som talte til mig. Jeg læste det på det helt rette tidspunkt og syntes, det var så smukt: “How we spend our days is, of course, how we spend our lives.” 

Jeg læste det hos @mamawatters. Hende skal du i øvrigt følge på Instagram, hvis du vil have lidt poetisk hverdagsrealisme à la en SAHM i Midtvesten ind i dit feed.

3