_Tanker fra Moderskabet #779

Da jeg var teenager græd jeg, for at være ærlig, nok mest ulykkelige tårer. Når jeg altså græd. Så da en veninde dengang selvfølgeligt nævnte noget med at græde af lykke og “kender I ikke godt det?!”, syntes jeg, at det var en anelse højtravende og måske endda… skabet? Igår lå jeg og hvilede med babyspark i maven, imens Uma tullede rundt og snakkede og far og søn krammede og dansede tæt. Til noget pisse Coldplay! Om jeg græd af lykke lige der? Jaha! Men ved du hvad, apropos kernefamilie, jeg græd nok mest ved tanken om at høre til. At være lige dér, hvor det åbenbart hele tiden var meningen, at jeg skulle havne her i livet. Så kan jeg egentligt godt leve med, at jeg ikke græd så mange lykkelige tårer som teenager.

_Tanker fra Moderskabet #778

Min lille, store er en… mundfuld for tiden. 3.5 år. Den alder er der skrevet mange bøger om, men jeg får ikke læst nogen af dem, så Mathias tog en snak med en psykolog for at blive klogere på, om vi mon gør alt forkert eller om barnet faktisk blot gør alt rigtigt. Da han genfortalte, hvad de havde været inde på og opsummerede snakken med psykologens ord “he’s figuring out who’s he’s becoming” blev jeg komplet overvældet. Min lille dreng! Som allerede er, men i særdeleshed er ved at blive. Selvfølgelig.

_Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

Som jeg skrev for nyligt, kan jeg godt nogle gange være lidt slem til at komme til at sammenligne mig selv med andre. Andre gange lykkes det mig at spejle mig i alt det gode, andre har at byde på, heriblandt særligt mine veninder. Og ofte dem med børn, da det af gode grunde fylder meget (næsten alt?) i disse år. Mette har fået tre børn med nogenlunde samme interval, som der bliver imellem mine tre, blot et år før mig og det er vitterligt guld værd at have hende ved hånden (bogstaveligt talt, vi holder kontakten via SMS), når jeg igen-igen søger råd om dette og hint eller blot har brug for opmuntring midt i hverdagssuppen med børn. Sidste år fik Mette en lille datter, Elin, og hun har været så rar at dele sin fødselsberetning med os igen-igen-igen. Jeg holder især af hendes kælenavn Lille-Lin, fordi hun har verdens måske rundeste kinder (billedbeviser HER). Du finder beretningerne om Aske HER og om Ole HER.

Graviditeten med Elin var en overraskelse. For det første fordi vi jo ikke troede at vi kunne få børn. For det andet fordi jeg faktisk godt kunne mærke at jeg var gravid, men tog en negativ test 3 dage over tid hos lægen, og derfor blev overbevist om, at jeg bare bildte mig ting ind. Men efter 10 dages massiv kvalme tog jeg endnu en test, og endnu en mirakelbaby var på vej.

Graviditeten var anderledes på alle måder. Fx var der daglig opkast gennem næsten hele graviditeten. I 2. trimester var der heldigvis en periode hvor jeg kun kastede op hvis jeg anstrengte mig. Hvilket desværre sker ret hyppigt når man er mor til en på 3.5 år, en på 1.5 år og arbejder med udviklingshæmmede. Men altså. Desuden fik jeg plukkeveer allerede fra 12. uge, og efterhånden blev de så kraftige at jeg måtte sygemeldes fra uge 30. Til misdannelsesscanningen fik vi så forklaringen på de mange opkastninger: Baby var en pige. En hvad for noget, siger du? Ja, vi kan åbenbart også lave piger. Også fødslen skulle blive en del anderledes end med drengene.

Læs mere _Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

_30+1

Jeg syntes ellers, det gik meget godt med at holde utålmodigheden stangen. Utallige gange i denne graviditet har jeg høfligt mindet mig selv om, at hvor stor en velsignelse endnu et barn end er, så var det en ret stor mundfuld sidste gang at blive mor igen og hvis jeg sådan skal se helt nøgternt på det, så er min tilværelse blevet en anelse mere krævende med hvert barn, jeg har sat i verden. Det er okay, det er vist meningen. Men det har også betydet, at jeg denne gang har øvet mig mere i bare at være i graviditetens nu, fremfor konstant at se frem mod fødslen og at møde det lille menneske. Forleden gik det dog op for mig, at det ikke blot er en mental øvelse; min krop skal jo også være med på den. Og således følte jeg mig en anelse forrådt, da jeg et par dage i træk slet og ret måtte sætte tempoet heeeelt ned, fordi min krop bad om det. Lænden værkede og plukkeveerne var lidt vel hyppige. Heldigvis intet alarmerende, men det var nok til, at april føltes rigtigt langt ude i fremtiden. Derfor blev jeg så glad, da en gravid veninde skrev “jeg synes det er fantastisk dejligt at være gravid og mærke liv”, for det hev mig lige tilbage til nuet for en stund. Men ikke bare det. Lidt ligesom dengang, en veninde spurgte mig, om ikke jeg glædede mig til fødslen, gav det mig en følelse af “nåja, sådan kan jeg jo også tænke på det” og dét er guld værd, for hvis det går som sidste gang, så vil den følelse blive hos mig helt til mit barns fødselsdag.

_Tanker fra Moderskabet #777

Jeg glædes dagligt over børnenes blomstrende sprog. Jeg er evigt imponeret over deres nysgerrighed og ihærdighed på det område. Især fordi de skal lære to sprog, hvilket giver processen en ekstra finurlig dimension. Uma er som en lille maskine i øjeblikket, der er programmeret til at blive ved og ved til hun kan det. Således ligger hun gerne og snakker sig selv i søvn ved at gentage ord igen og igen. Forleden var det “happy, hap-py, haaaaappy, happy” indtil der blev ro. Igår? “Øj’blik. Øøøøjeblik. Øjeblik.” Tjah, du kan selv regne ud, hvor hun mon har dét fra.

_29+3

Hvordan jeg kan mærke, at jeg nu er i tredje trimester? Altså udover hyppigere plukkeveer, træt krop, begyndende redebyggertrang og ingen selvkontrol, når det kommer til mit chokoladeindtag? Igår glemte Mathias at fortælle mig, at han tog en drink med en kollega efter arbejde. Istedet for bare at få fat på ham, så snart jeg blev bekymret, lagde jeg vitterligt en slagplan for “hvad hvis han er død og aldrig kommer hjem igen og jeg skal være alenemor til tre børn!” Liv og død-tanker. Av.

_28+3

Det er så sødt, hvordan det amerikanske ikke-spørgsmål “how are you?” er blevet til det omsorgsfulde “how are you feeling?” i takt med, at maven bliver større. Når folk så topper den op med “you look great”, bliver min dag med ét 100% bedre.

_Tanker fra Moderskabet #776

Havde brugt en hel eftermiddag på at sige “nej” og “stop med det der lige nu” og “vær nu sød at samarbejde med mig, okay!” Så frem til at de begge sov i en sådan grad, at jeg blev helt i tvivl, om min moderfølelse nu også sidder på rette sted. Og gudhjælpemig om ikke jeg, i det øjeblik deres sagte vejrtrækning indfandt sig, nærmest begyndte at tænke i ellers ekstremt irriterende hashtags som #mitguld og #elskerelskerelsker. For det gør jeg jo. Elsker elsker elsker mit guld. Dog tilsyneladende allerhøjest når de sover?!

_Tanker fra Moderskabet #775

Af og til falder jeg i sammenligningsfælden og synes pludseligt at *alle* andre lader til at have meget mere end mig. Det fede job, den fede lejlighed, den fede garderobe. Især i en by som New York, hvor der er så mange, som har rigtigt, rigtigt meget. Så kan jeg slet ikke få øje på hvad jeg selv kan. Hvad jeg gør. Udretter. Forleden måtte jeg decideret minde mig selv om, at jeg fyldte 28 år blot to uger efter, at Noah kom til verden og når jeg har termin med tredje barn i april, vil jeg være 31 år gammel. Så er det en anelse lettere at se, hvad tiden går med. Den går nemlig med at være.

_26+4

Dengang Mathias og jeg var nygifte, omtalte jeg ham stadig ofte som min kæreste. “Min mand” lød så fjollet. Så voksent. Lidt uvirkeligt. Kan man godt finde sit livs kærlighed i gymnasiet? Da jeg for nyligt sad i en butik og prøvede sko, måtte jeg bede om et nummer større end normalt – er mine fødder egentligt også gravide? – og ekspedienten spurgte om det var mit første barn og jeg hørte mig selv svare “no, it’s my third“. Det lød lige så uvirkeligt som dengang. Ægteskabet har aldrig føltes mere rigtigt end lige nu. Det tredje ønskebarn? Jeg glæder mig over, at hvert lille spark sparker mig i retningen af den samme følelse.

_25+2

Hentede Noah og faldt i snak med en anden mor nede på gaden. Hun vidste ikke, at jeg er gravid igen og var ved at gå bagover, da jeg fortalte hende det. “Wow, three kids in the city! That’s crazy! Wow! How are you gonna do it? I can’t even handle one kid. Three kids! Wow!” Og. Så. Videre. Jeg fik lyst til at bede hende om at styre sig. Bevares, hun ønskede mig da tillykke et par gange og det var tydeligt, at hendes udbrud handlede meget mere om hende selv end om mig og min kommende familieforøgelse. Men jeg syntes bare, at det var upassende. Som om jeg ikke selv har nok af tanker omkring, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. Både praktisk og følelsesmæssigt. Men så igen… Jeg kender det jo faktisk godt fra mig selv. Når folk skal have pseudotvillinger og min første tanke er “pyyyha, I får *sørme* nok at se til!” Og jeg tænker ved mig selv, om de nu også har gennemtænkt, hvad det at have to så små børn egentligt indebærer. Som om man kan begribe det på forhånd?! Så jeg stod og blev lidt modløs, der på gaden, midt i en bidende kold januarvind og heldigvis brokkede børnene sig over at måtte vente og vi trillede hjemad. Pludseligt kunne jeg tydeligt huske en drøm, jeg drømte i nat. Om en vidunderlig lille bitte baby, som var min og jeg var så stolt og helt fyldt med den der voldsomt overvældende beskyttertrang, som man mærker i det øjeblik, man første gang møder sit barn. Dét glæder jeg mig til.

_22+6

Jeg havde sådan en søndag, som startede helt fantastisk og jeg iagttog min smukke familie og følte mig helt, helt lykkelig. Pludseligt, opad formiddagen, gik luften fuldstændigt af ballonen og det føltes vitterligt som om al min energi røg ned i maven. Som om jeg bogstaveligt talt måtte bruge alle mine kræfter på at lade det lille væsen i maven vokse. Selvom jeg egentligt syntes, at det var en fin tanke, at også hun har brug for min fulde opmærksomhed, sneg melankolien sig ind på mig alligevel. Jeg mærkede hvor lidt overskud jeg havde til at være til stede og fik flashbacks til dengang hvor Uma var spæd og det føltes som om, der hele tiden var nogen der græd. Noah, Uma eller mig. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste, følte jeg ikke, at jeg slog til og der var mange, lange dage med et lidt for stresset åndedræt og længsel efter nætterne, som nok var søvnløse, men der var som regel kun ét barn, der havde brug for mig.
Mathias gjorde alt det rigtige. Tog sig af børnene, lod mig sove, hvile, lavede en kæmpe portion flødepasta, som blev serveret i dynerne. Tidligt i seng. Alligevel sidder melankolien stadig i mig idag. Det føles aldeles utaknemmeligt at forventningens glæde til den her baby er så flygtig – hvorfor kan den ikke være en forsikrende konstant? – og jeg kan mærke, at jeg virkeligt håber, at det hele vil give mening så snart hun er her.

_Tanker fra Moderskabet #774

Mig: “Det er dejligt at være hjemme ved Jer igen.
Noah: “Det er dejligt at være hjemme ved dig igen too.

Da jeg var i Århus på ferie, spurgte alle “flytter I nogensinde hjem igen?” Og hvad skulle jeg svare? Måske. Det tror jeg ikke. Man skal aldrig sige aldrig. Hvad er et godt svar egentligt på det spørgsmål? Ét er sikkert: Hjem er dér hvor vi er sammen.

_Tanker fra Moderskabet #773

Noget af det sidste, jeg hørte Noah sige, før jeg gik ud af døren for at begive mig mod lufthavnen og tage på min længe ventede soloferie var: “Jeg vil gerne smage mere øl.” Her kunne man selvfølgelig blive bekymret, men jeg må nok indrømme, at den mest dominerende følelse jeg havde var misundelse. Børnenes far har jo tydeligvis regnet det med børnepasning ud. Og jeg? Taget min profession i betragtning, drikker jeg vist alt, alt for lidt i dagtimerne.

_20+2

Samtaler vi var forskånede for at have første gang, han blev storebror:

Noah: “Din baby kommer ud igennem maven?

Okay P, tænk hurtigt. Han er tre år gammel. Det duer ikke at lyve. Fortæl ham det som det er.

Mig: “Øh nej, faktisk kommer den ud gennem tissekonen.

Noah: “Babyen kommer ud af tissekonen? Har du ikke en tissemand? Jeg tror din baby kommer ud af din mund!

Mig: “Ha, nej, haha, det gør den nu ikke. Munden ville jo også være et alt for lille hul.” Okay, stop dig selv. Nu er du ved at rode dig ud i noget point-of-no-return! “Må jeg se hvor hurtigt, du kan løbe hen og tage din bold?

_Tanker fra Moderskabet #772

Kender du det der med at få en idé og selv synes, at det da er vildt smart tænkt? Kan du så forestille dig kombinationen af dét og at være ny mor med lidt for meget tid til at browse rundt på nettet under de utallige amninger? (Ja, undskyld, men jeg var ikke og bliver vist heller ikke typen, der synes det er spændende at sidde med blikket udelukkende rettet mod mit barn amning efter amning.) Hvorom altid er, så fik jeg på én eller anden måde etableret, at til enhver oplagt lejlighed, skulle barnet have en lille Schleich-dyrefamilie. Du ved, mor, far og unge(r). Ja, eller for de figurer, hvor der ikke fandtes både en hun og en han, så to mødre eller to fædre. Jeg syntes selv, at det var en sød idé og glædede mig til at barnet en dag ville få glæde af at lege med de mange små dyrefamilier. Jeg mener, så god jeg var, til at opfinde anledninger til at tilføje endnu en familie til samlingen, blev det hurtigt til en anseelig flok, kan du nok regne ud. Der skulle jo heller ikke mangle noget. Første barn and all.

Med tiden gik jeg lidt kold i projektet. De er faktisk også lidt dyre, de små håndmalede kræ. Siden syntes jeg måske, det var en lidt kikset idé. Altså, hvis jeg syntes, det var sjovt at købe en masse legetøj, hvorfor så ikke blot én af hver fremfor alle gengangerne? Det skal jeg fortælle dig: Det viser sig, at søskende åbenbart gerne vil lege med lige præcis dét stykke legetøj, den anden har fat i. Og her er det sørme praktisk at have to af det hele. Sikke forudsigende jeg var, som latte-drikkende, shoppelysten, ammende førstegangsmor, hva’?!

_19+1

I supermarkedet kastede en middelaldrende kvinde et blik på ungerne i dobbeltvognen og udbrød: “You are brave!” Undlod at indvie hende i, at jeg venter nummer tre. Havde ligesom på fornemmelsen, at beundringen nemt kunne erstattes af tvivl omkring hvorvidt vi har hovedet skruet rigtigt på. Tre børn der alle er små nok til at køre i klapvogn. Det ér da også et vildt projekt!

_17+2

Hvidhåret og med smilerynker omkring øjne og mund. Et opmuntrende væsen og et næsten demonstrativt langtrukkent lytten på maven. Som om han vidste, at lægers fortravlethed næsten altid efterlader mig med flere spørgsmål end jeg kom med og ditto uro i sindet. Et “I’ll be there for you” på vej ud af døren og vi kan vist fint konkludere, at den her uforholdsmæssigt bekymrede kommende tredjegangsmor har fundet sit lægematch.