_Tanker fra Moderskabet #775

Af og til falder jeg i sammenligningsfælden og synes pludseligt at *alle* andre lader til at have meget mere end mig. Det fede job, den fede lejlighed, den fede garderobe. Især i en by som New York, hvor der er så mange, som har rigtigt, rigtigt meget. Så kan jeg slet ikke få øje på hvad jeg selv kan. Hvad jeg gør. Udretter. Forleden måtte jeg decideret minde mig selv om, at jeg fyldte 28 år blot to uger efter, at Noah kom til verden og når jeg har termin med tredje barn i april, vil jeg være 31 år gammel. Så er det en anelse lettere at se, hvad tiden går med. Den går nemlig med at være.

_26+4

Dengang Mathias og jeg var nygifte, omtalte jeg ham stadig ofte som min kæreste. “Min mand” lød så fjollet. Så voksent. Lidt uvirkeligt. Kan man godt finde sit livs kærlighed i gymnasiet? Da jeg for nyligt sad i en butik og prøvede sko, måtte jeg bede om et nummer større end normalt – er mine fødder egentligt også gravide? – og ekspedienten spurgte om det var mit første barn og jeg hørte mig selv svare “no, it’s my third“. Det lød lige så uvirkeligt som dengang. Ægteskabet har aldrig føltes mere rigtigt end lige nu. Det tredje ønskebarn? Jeg glæder mig over, at hvert lille spark sparker mig i retningen af den samme følelse.

_25+2

Hentede Noah og faldt i snak med en anden mor nede på gaden. Hun vidste ikke, at jeg er gravid igen og var ved at gå bagover, da jeg fortalte hende det. “Wow, three kids in the city! That’s crazy! Wow! How are you gonna do it? I can’t even handle one kid. Three kids! Wow!” Og. Så. Videre. Jeg fik lyst til at bede hende om at styre sig. Bevares, hun ønskede mig da tillykke et par gange og det var tydeligt, at hendes udbrud handlede meget mere om hende selv end om mig og min kommende familieforøgelse. Men jeg syntes bare, at det var upassende. Som om jeg ikke selv har nok af tanker omkring, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. Både praktisk og følelsesmæssigt. Men så igen… Jeg kender det jo faktisk godt fra mig selv. Når folk skal have pseudotvillinger og min første tanke er “pyyyha, I får *sørme* nok at se til!” Og jeg tænker ved mig selv, om de nu også har gennemtænkt, hvad det at have to så små børn egentligt indebærer. Som om man kan begribe det på forhånd?! Så jeg stod og blev lidt modløs, der på gaden, midt i en bidende kold januarvind og heldigvis brokkede børnene sig over at måtte vente og vi trillede hjemad. Pludseligt kunne jeg tydeligt huske en drøm, jeg drømte i nat. Om en vidunderlig lille bitte baby, som var min og jeg var så stolt og helt fyldt med den der voldsomt overvældende beskyttertrang, som man mærker i det øjeblik, man første gang møder sit barn. Dét glæder jeg mig til.

_22+6

Jeg havde sådan en søndag, som startede helt fantastisk og jeg iagttog min smukke familie og følte mig helt, helt lykkelig. Pludseligt, opad formiddagen, gik luften fuldstændigt af ballonen og det føltes vitterligt som om al min energi røg ned i maven. Som om jeg bogstaveligt talt måtte bruge alle mine kræfter på at lade det lille væsen i maven vokse. Selvom jeg egentligt syntes, at det var en fin tanke, at også hun har brug for min fulde opmærksomhed, sneg melankolien sig ind på mig alligevel. Jeg mærkede hvor lidt overskud jeg havde til at være til stede og fik flashbacks til dengang hvor Uma var spæd og det føltes som om, der hele tiden var nogen der græd. Noah, Uma eller mig. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste, følte jeg ikke, at jeg slog til og der var mange, lange dage med et lidt for stresset åndedræt og længsel efter nætterne, som nok var søvnløse, men der var som regel kun ét barn, der havde brug for mig.
Mathias gjorde alt det rigtige. Tog sig af børnene, lod mig sove, hvile, lavede en kæmpe portion flødepasta, som blev serveret i dynerne. Tidligt i seng. Alligevel sidder melankolien stadig i mig idag. Det føles aldeles utaknemmeligt at forventningens glæde til den her baby er så flygtig – hvorfor kan den ikke være en forsikrende konstant? – og jeg kan mærke, at jeg virkeligt håber, at det hele vil give mening så snart hun er her.

_Tanker fra Moderskabet #774

Mig: “Det er dejligt at være hjemme ved Jer igen.
Noah: “Det er dejligt at være hjemme ved dig igen too.

Da jeg var i Århus på ferie, spurgte alle “flytter I nogensinde hjem igen?” Og hvad skulle jeg svare? Måske. Det tror jeg ikke. Man skal aldrig sige aldrig. Hvad er et godt svar egentligt på det spørgsmål? Ét er sikkert: Hjem er dér hvor vi er sammen.

_Tanker fra Moderskabet #773

Noget af det sidste, jeg hørte Noah sige, før jeg gik ud af døren for at begive mig mod lufthavnen og tage på min længe ventede soloferie var: “Jeg vil gerne smage mere øl.” Her kunne man selvfølgelig blive bekymret, men jeg må nok indrømme, at den mest dominerende følelse jeg havde var misundelse. Børnenes far har jo tydeligvis regnet det med børnepasning ud. Og jeg? Taget min profession i betragtning, drikker jeg vist alt, alt for lidt i dagtimerne.

_20+2

Samtaler vi var forskånede for at have første gang, han blev storebror:

Noah: “Din baby kommer ud igennem maven?

Okay P, tænk hurtigt. Han er tre år gammel. Det duer ikke at lyve. Fortæl ham det som det er.

Mig: “Øh nej, faktisk kommer den ud gennem tissekonen.

Noah: “Babyen kommer ud af tissekonen? Har du ikke en tissemand? Jeg tror din baby kommer ud af din mund!

Mig: “Ha, nej, haha, det gør den nu ikke. Munden ville jo også være et alt for lille hul.” Okay, stop dig selv. Nu er du ved at rode dig ud i noget point-of-no-return! “Må jeg se hvor hurtigt, du kan løbe hen og tage din bold?

_Tanker fra Moderskabet #772

Kender du det der med at få en idé og selv synes, at det da er vildt smart tænkt? Kan du så forestille dig kombinationen af dét og at være ny mor med lidt for meget tid til at browse rundt på nettet under de utallige amninger? (Ja, undskyld, men jeg var ikke og bliver vist heller ikke typen, der synes det er spændende at sidde med blikket udelukkende rettet mod mit barn amning efter amning.) Hvorom altid er, så fik jeg på én eller anden måde etableret, at til enhver oplagt lejlighed, skulle barnet have en lille Schleich-dyrefamilie. Du ved, mor, far og unge(r). Ja, eller for de figurer, hvor der ikke fandtes både en hun og en han, så to mødre eller to fædre. Jeg syntes selv, at det var en sød idé og glædede mig til at barnet en dag ville få glæde af at lege med de mange små dyrefamilier. Jeg mener, så god jeg var, til at opfinde anledninger til at tilføje endnu en familie til samlingen, blev det hurtigt til en anseelig flok, kan du nok regne ud. Der skulle jo heller ikke mangle noget. Første barn and all.

Med tiden gik jeg lidt kold i projektet. De er faktisk også lidt dyre, de små håndmalede kræ. Siden syntes jeg måske, det var en lidt kikset idé. Altså, hvis jeg syntes, det var sjovt at købe en masse legetøj, hvorfor så ikke blot én af hver fremfor alle gengangerne? Det skal jeg fortælle dig: Det viser sig, at søskende åbenbart gerne vil lege med lige præcis dét stykke legetøj, den anden har fat i. Og her er det sørme praktisk at have to af det hele. Sikke forudsigende jeg var, som latte-drikkende, shoppelysten, ammende førstegangsmor, hva’?!

_19+1

I supermarkedet kastede en middelaldrende kvinde et blik på ungerne i dobbeltvognen og udbrød: “You are brave!” Undlod at indvie hende i, at jeg venter nummer tre. Havde ligesom på fornemmelsen, at beundringen nemt kunne erstattes af tvivl omkring hvorvidt vi har hovedet skruet rigtigt på. Tre børn der alle er små nok til at køre i klapvogn. Det ér da også et vildt projekt!

_17+2

Hvidhåret og med smilerynker omkring øjne og mund. Et opmuntrende væsen og et næsten demonstrativt langtrukkent lytten på maven. Som om han vidste, at lægers fortravlethed næsten altid efterlader mig med flere spørgsmål end jeg kom med og ditto uro i sindet. Et “I’ll be there for you” på vej ud af døren og vi kan vist fint konkludere, at den her uforholdsmæssigt bekymrede kommende tredjegangsmor har fundet sit lægematch.

_Tanker fra Moderskabet #771

Jeg ved ikke hvornår, jeg har fået så let til tårer? Måske for 17-18 uger siden? Kom det virkeligt med graviditeten eller har jeg hele tiden været sådan? Hele ugen har jeg fulgt med i efterspillet af tirsdagens valg med en klump i halsen og det har snarere været reglen end undtagelsen, at samtaler, der startede med “how are you feeling after all this?“, sluttede i tårer for begge parter. Da jeg brød sammen i gråd midt i aftenens putning, skyldtes det den milliard krumspring, barnet gjorde for at undgå søvnen. Jeg havde ikke mere snor at give af efter dagevis alene på pinden og ikke flere ord at forklare ham det med. Men jeg blev så flov, da han forskrækket gav sig til at græde og spurgte: “Why do I have to trøste you. I’m not a big kid. I’m not a big man.” Da følte jeg mig som verdens største forælderfiasko og visheden om, at alle har været der eller kommer til at være der på et tidspunkt, var en forbandet ringe trøst.
Da vi var blevet gode venner igen, sagde jeg: “Jeg elsker dig altid, Noah, helt op til stjernerne.” Et udtryk jeg nok engang ville have krummet tæer over, men som nu må tilskrives listen over klicheer, som duer, fordi de jo passer. Han svarede: “Me too. I love you too helt op i stjernerne. But… I can’t see any stars.” I hans undren hørte jeg tilgivelsen og prøvede-prøvede at minde mig selv om, at jeg endnu blot øver mig.

_16+4

P: “Det sker jo, at folk annoncerer, at de venter babyer, som ikke kommer alligevel.

M: “Jeg tror ikke, det er en mindre sorg, hvis man har holdt det for sig selv. Jeg tror, du skal beslutte dig for, at hun er sund og rask og at alt kommer til at gå godt.

Jeg var også træt af at gå og bekymre mig hele tiden. Så løste jeg det på 2016-måden: En Instragram-annoncering. Jeg tror faktisk, det hjalp?!

_15+6

Det er ret sødt, når mænd gerne vil hjælpe, hvor der ikke rigtigt hjælpes kan:

P: “Vi regner med, at den er levende derinde, ikke?

M: “Jo. Helt klart!

P: “Er der ikke også kommet mere mave? Den ville da ikke være rund på den her måde, hvis den var gået til, vel?

M: “Hun. Jeg er sikker på, hun har det rigtigt godt derinde. Skal jeg prøve at lytte på din mave?

P: “Ej stop! Du kan sgu da ikke høre en baby gennem maveskindet på den måde! Come on!

_15+1

Han spurgte til outfittet:

M: “Hvad siger du til det?

P: “Du ligner en far.

M: “Jeg er også snart far til tre. Tre under fire, P!

P: “Øh vent! Hvad?! Sådan har jeg ikke tænkt på det. Tre børn under fire år.

M: “Jep. Folk siger, at det er… Lidt vildt.

P: “Fuuuuck Mathias, hvad tænkte vi på?!

_13+6

Nu ved jeg, hvad hun skal hedde! Jeg læste en tekst, som rørte mig meget og så vidste jeg det bare. Blev helt varm indeni ved tanken. Som om forventningens glæde pludseligt vækkedes. “Det er jo DIG, der er min baby!” Tænk, jeg var så nervøs for, at den ville udeblive denne gang. Gid jeg havde forstået, at også sådan noget gerne må tage sin tid.

_13+4

Egentligt overraskende mange, som siger noget i retning af: “Åh, en lille prinsesse mere!” Hver gang tænker jeg: “Undskyld, har vi to mødt hinanden?” Jeg får en lille tic ved øjet hver gang folk kalder børn for prinser og prinsesser.

_13+3

Are you ready, honey?“, spurgte lægesekretæren over telefonen. Og  hun sagde “honey” på en rar måde, ikke irriterende, som når ham, der har renseriet kalder mig honey. “You’re having a girl!

Hvad jeg tænkte? Helt ærligt? Den kommende tredjegangsmor? Lige dele køligt konstaterende og praktisk anlagt: “Nå. Så får jeg ikke min lille Nelson, som jeg ellers har drømt om siden før vi fandt ud af, at Uma var en pige. Men hey, vi har utroligt meget pigetøj, der bare ligger og venter på at blive genbrugt. Det er godt! Rigtigt godt.”

_12+2

Da jeg til nakkefoldsscanningen lod bekymringens tårer flyde, og ultralydsteknikeren misforstod og tolkede det som om, jeg har for meget at se til derhjemme med de to børn, jeg allerede har: “You know what keeps moms going? Their babies!