_Tanker fra Moderskabet #754

Jeg havde ellers lige fulgt med i Brandon Stantons bevægende serie om kræftsyge børn og med hjertet helt oppe i halsen, lovet-lovet mig selv at blive bedre til at være i nuet og nyde mine unger som de er. Så skete der bare det, at alle fik det forkerte ben ud af sengen mandag morgen og det gik hverken værre eller bedre end, at jeg umuligt kunne få begge børn til at samarbejde længe nok til at vi kunne blive klar og komme ud af døren. Som i overhovedet ikke. Det værste var ikke, at begge børn først holdt op med at hyle, da jeg selv gav mig til at græde i ren og skær afmagt og Noah med store øjne tilbød mig både sin sut og en bamse, imens Uma så på med lige dele undring og usikkerhed. Ja, mor græder sgu. Nej, det værste ved det hele var, at jeg syntes, jeg hørte en skeptisk stemme, der spurgte “og hvordan *i alverden* havde du lige tænkt dig, at du skulle kunne tage dig af endnu et barn, når du tydeligvis ikke kan håndtere de to, du allerede har?!” Og det kan man jo passende spørge sig selv om, når drømmen om en tre’er er begyndt at spire. Hvordan? Altså når man kun har to hænder? Er det noget med at hvile i, at hjertet i det mindste er stort nok?

2

_Tanker fra Moderskabet #753

Kære Hjemmegående Far med de venlige øjne og afslappede attitude. Jeg kan godt selv se det. Det var sgu lidt akavet, sådan som jeg åbenbart lige pludseligt havde behov for at plapre løs om, hvordan det jo også er godt for ungerne at lege i jord og få skidt op under neglene. Unødvendigt at udbrede mig om vigtigheden af, at vores bybørn kommer i nærkontakt med bakterier. Og sådan noget. Jeg kunne sagtens høre, at du var helt enig og at du uden tøven lod din datter tage skovlen i egen hånd og gå igang med at grave huller ved siden af mit barn. Det er mig, ikke dig. Ser du, det er egentligt bare fordi, at der er en anden mor, som vi ses meget med, som af uvisse årsager ikke kan fordrage, at hendes søn altid vil grave i jord, når de leger med os. For det er Noahs yndlingsaktivitet og har været det i månedsvis. Okay, der var den der ene uheldige gang med en hundelort, men det var tydeligvis værst for hende og udover det, virker det mest som om, ungerne virkeligt nyder det. Men hun er helt sådan “oh my god, not again” og “I don’t know why he wants this!” imens hun med et misbilligende udtryk forsøger af aflede sin søns opmærksomhed, så han ikke bliver for beskidt. Og så tør jeg altså ikke at sige hende imod. For hun er virkeligt pæn. Altså *modelpæn*. Og flink. Og man gider jo heller ikke være den mærkelige mor, der ligefrem opfordrer sit barn til at gøre noget, der er ulækkert. Vel? Så kære Hjemmegående Far med de venlige øjne og afslappede attitude, det beklager jeg altså. At du sådan lige gik hen og blev genstand for min usikkerhed. Hvis vi ses igen, skal jeg nok holde min mund og bare lade ungerne grave løs. Det synes jeg nemlig, at de skal have lov til. 

1

_Dagens Sidespor #336

Skulle hilse at sige, at der ikke er noget, der kan få én til at trække maven ind prompte, som en toårig der, ved synet af sin mors slappe mavemuskler, spørger bekymret: “Du har lidt ondt i maven, mor?” Ville ønske jeg kunne sige, at det kun var sket en enkelt gang.

1

_Dagens Sidespor #335

P: “Mathias, ved du hvad jeg synes, vi mangler?

M: “

P: “Sådan nogle små, yndige kopper med hank og underkop.

M: “

P: “Jo, fordi, hvis man drikker sin te af en lille yndig kop, som i virkeligheden er for lille, så er man nok mere tilbøjelig til at lave en kande og sidde og hygge sig med den og rigtigt nyde den.

M: “

P: “Men okay… Hvor tit sidder vi lige stille længe nok til at sidde og hælde op igen og igen. Det er måske lidt et drømmescenarie, jeg har gang i der.

M: “Jeg kom sjovt nok frem til præcis det samme.

P: “Så… Ingen nye kopper?

2

_Dagens Sidespor #334

Funderer lidt over, hvad folk egentligt mener, når de siger, at man *sagtens* kan gå på toilettet alene selvom man har børn. Igår forsøgte jeg fx at tisse, imens den mindste stod ved siden af med udstrakte arme og græd, fordi hun absolut ikke kunne se pointen i at bruge sine egne ben mellem 12.00 og 14.00.
Og på den anden side, stod den største og forsøgte at putte et LEGO-egern ind i mit øre og først da han bad om at komme op at sidde på mit skød (imens jeg tissede) sagde jeg “nej, jeg vil egentlig gerne have lov til at tisse i fred!” Det virker som om, det ikke nødvendigvis er så simpelt som at lukke døren?

1

_Tanker fra Moderskabet #752

Jeg vil godt lige indrømme noget. Et lidet flatterende karaktertræk, som jeg indtil nu kun modvilligt har villet være ved, idet jeg jo ellers synes, at jeg er et menneske, der som regel har hjertet på rette sted. Sagen er den, at hver eneste gang en veninde bliver gravid eller føder en lille baby, så bliver jeg først oprigtigt glad. Men lige derefter bliver jeg dødmisundelig. Hver gang. Igår fødte en veninde sin lille dreng, og da jeg først havde jublet via SMS og sukket over hvor perfekt han så ud og sagt “måske man skulle lave én mere! Ej, ikke lige nu sgu da!” til Mathias, så blev jeg sådan helt tung om hjertet og tænksom. Som bekendt havde jeg for engangs skyld tid og rum til at gå lidt i tænkeboks, uden den vanlige strøm af afbrydelser, som hverdagen med børnene byder og således grublede jeg mig altså frem til følgende:

Førstegangsgravide har den der ubestemmelige glød. De har ikke oparbejdet et massivt søvnunderskud. De har ikke bekymret sig om deres børn spiser/sover/snakker/leger normalt. De har ikke mumlet sammenbidte formaninger til deres kæreste midt om natten. De er ikke blevet barselsensomme. De har ikke bekymret sig om det febersyge barn mon nogensinde vil blive sig selv og smile igen. De er ikke blevet skuffede af venner eller familie over manglende interesse i poden eller været ved at eksplodere indeni fordi selv samme rendte dem på døren konstant. De har ikke elsket så meget, at hjertet næsten brister.

Og se, nu forstår jeg, at misundelsen ikke drejer sig om babyen. Det er uvidenheden, jeg misunder disse vordende og nye mødre og nåja, den savner jeg bare af og til. Det spørgsmål, jeg drømmende stillede Mathias oftest de gange, jeg ventede mig, var “hvem tror du h*n er?” Og det er jeg så priviligeret, at jeg er ved at finde ud af nu, men uvidenheden, forventningens glæde er nu også noget helt særligt.

2

_Tanker fra Moderskabet #751

Jeg meddelte Mathias, at jeg godt kunne tænke mig at spendere Mors Dag helt og aldeles alene fordi, du ved, at tage tingene i mit eget tempo og at være væk hjemmefra uden at have en bagkant, er den største luksus for mig i øjeblikket. Nølede hele morgenen og gik og ryddede op og lagde vasketøj sammen og skulle baaaare liiiiige. Det er jo sådan en rar følelse at efterlade hjemmet pænt og ryddeligt, ikke. Først da Mathias påpegede, at han ikke kunne garantere, at jeg ville komme hjem til et ligeså pænt opryddet hjem, gik det op for mig, at det nok ville være gavnligt for alle parter, hvis jeg slap tøjlerne og skred. Mage til morkliché er jeg sikker på, at man skal lede længe efter!

Glædelig Mors Dag til dig, der læser med. Tak for dig!

2

_Tanker fra Moderskabet #750

Jeg havde hængt med mulen hele ugen. Tilsyneladende uden grund. Dagevis med heldagsregn var det eneste, jeg kunne komme på, som kunne være forklaringen på mit grå humør. Dét og så følelsen af, endnu engang at blive ramt af en massiv følelse af… Kedsomhed? Når man, som jeg, gerne vil give børnene en hverdag med nogenlunde faste rutiner og tryg forudsigelighed, lader konsekvensen til at være dræbende monotoni. Dagene ligner hinanden til forveksling og selvom jeg sætter stor pris på, at jeg har muligheden for at være sammen med mine børn, imens de er helt små, så er børnepasning også uendeligt kedsommeligt. Er det OK at sige? Så tager jeg mig selv i at se frem til den næste weekend, den næste helligdag, den næste ferie. Bare ét eller andet, der er anderledes end Hverdagen. Og det er sværere end man skulle tro at ryste posen, synes jeg, når dagene er indrettet efter mine arvingers sove- og spisetider. Så måske skal ændringen komme indefra? Jeg læste et citat, som talte til mig. Jeg læste det på det helt rette tidspunkt og syntes, det var så smukt: “How we spend our days is, of course, how we spend our lives.” 

Jeg læste det hos @mamawatters. Hende skal du i øvrigt følge på Instagram, hvis du vil have lidt poetisk hverdagsrealisme à la en SAHM i Midtvesten ind i dit feed.

1

_Tanker fra Moderskabet #749

Sproggrænserne er sådan lidt flydende her i udenlandsdanskerland og for det meste tænker jeg ikke over, om jeg taler dansk eller engelsk eller hvilket af de to sprog, der bliver talt, hvis jeg fx lytter til en podcast eller lignende. Men igår kom jeg til at lytte-lytte til mit barn og konstaterede, at jeg tror faktisk, at han taler mere engelsk end dansk. Og det er på trods af, at han er i engelsktalende institution blot 9 timer om ugen og at vi udelukkende taler dansk herhjemme. Så hvis du skulle havne i en situation, hvor din samtalepartner bedyrer, at de der flygtninge og invandrere (for det har jo alle dage været gavnligt at skære netop de grupper over én kam?) *bare* skal se at få lært dansk, så kan du eventuelt bringe en historie fra det virkelige liv på banen, henvise til min søn og fortælle, at dansk måske ikke er det nemmeste sprog i verden at lære. 

 

_Dagens Sidespor #333

Da jeg vurderede sammenhængen mellem det faktum, at jeg siden efteråret 2012 – den lader vi lige stå et øjeblik – har været enten gravid eller ammende og mit daglige kalorieindtag. Lad os bare sige, at chokolade og jeg er rigtigt fine venner. Slyngveninder nærmest. Jeg overvejer lige, om jeg skal se mindre til slyngveninden efter ammestoppet for nyligt. Overvejer, sagde jeg. Overvejer.

3

_Tanker fra Moderskabet #748

En slags status lige nu:

Hvordan jeg blev klar over, at en af Noahs små venners mor, helt klart har venskabspotentiale? Hun bruger emojis nøjagtigt ligeså ofte og overvældende i sms’er, som jeg selv gør.

Hvordan det stod klart, at vi kun med få undtagelser har formået at sidde alle fire samlet omkring et hyggeligt og roligt(!) morgenbord i løbet af det sidste år? Da jeg satte et tændt stearinlys på bordet igår morges og Noah bestemt mente, at der måtte være nogen, der havde fødselsdag.

Hvornår det gik op for mig, at mine børn intet problem har med, at jeg forlader dem? Da jeg var på vej ud af døren og Uma vinkede ligegyldigt til mig, mens Noah sagde “bye bye mor.” Og tilføjede formanende: “DON’T take the stroller!” 

2

_Tanker fra Moderskabet #747

Mathias: “Hvad har du brug for?
Pernille: “Jeg vil bare gerne have noget mere… Anerkendelse!

Det der føles så mærkeligt, er visheden om at ALLE andre gør det samme som mig. Alle andre forældre klarer det jo. Eller de fleste gør i hvert fald. Holder deres børn i live, glade det meste af tiden og velfungerende i en grad, så de er ordenligt klædt på til at møde verden med oprejst pande. Men selvom alle andre gør det, føler jeg alligevel lidt at *jeg* fortjener en medalje for min indsats. Betyder det så at alle andre også burde få en? Eller skal jeg lede efter en tudekiks? Eller! Måske blive bedre til at rose mine med-mødre? Man kan jo øve sig: Kære dig derude… Du gør det fandme godt! Go get ’em!

6

_Tanker fra Moderskabet #746

Det var vældigt belejligt, at der skulle handles ind, for efter en dag der føltes længere end den var, havde jeg en stærk impuls til simpelthen at skride fra mand og børn. “Jeg går nok en omvej“, sagde jeg en kende sammenbidt og Mathias svarede godmodigt, at hvis jeg endte på en bar, ville han godt bede om adressen. Så han kunne komme på et tidspunkt og eskortere sin berusede kone sikkert hjem. Jeg gik ikke på bar, men efter at have handlet, gik jeg op på tagterrassen og satte mig i en gyngestol med et virkeligt dybt suk, som mest føltes som en påmindelse om den mavepine jeg havde haft det meste af dagen fordi… Fordi to børn. Hele tiden. Altså HELE TIDEN!

Oppe fra taget kan man se Manhattan og den udsigt er en glimrende påmindelse om, at der trods det her altoverskyggende babyliv, ér et liv udenfor hjem og familie og der kommer en tid igen, hvor jeg skal genfinde min plads der.

Og ved du hvad? Som jeg sad der i gyngestolen, kom der en vind, som fik stolen til at gynge. Og det føltes som om, at jeg for en gangs skyld var den der blev vugget og jeg kom i tanker om, at nogle gange (altid? For det meste?) skal man huske sin egen iltmaske, før man hjælper andre med deres.

7

_Tanker fra Moderskabet #745

Den første lille fødselsdag er idag. På det her tidspunkt for et år siden, lå vi på NYU og var helt kulrede og helt trætte og helt glade. Alligevel græd jeg næsten hele tiden. Af lykke, smerte, angst, taknemmelighed, tror jeg. Det var så fint, da en veninde mindede mig om, at det var okay at føle lige det, jeg følte. Så var det som om, jeg fik tilladelse til bare at være i det. 

Jeg skrev om fødslen af vores elskede Uma HER. Engang imellem, når det har været en lidt svær dag her i hjemmemor-land, læser jeg den igen. Var jeg nogensinde i tvivl – træthed kan vist godt forveksles med tvivl?! – så bliver jeg lynhurtigt mindet om, at hun er det hele værd. Og mere til.

 

_Tanker fra Moderskabet #744

Mangen en gang har jeg spekuleret på, om jeg nu også har nydt nok. Ser du, jeg har vistnok ikke dvælet så meget i løbet af det seneste år og hver eneste gang en medmor har udbredt sig om, hvor meget hun har suget til sig af babyduft, babysmil, babytid, har jeg mærket et stik af dårlig samvittighed. Om jeg ikke er taknemmelig? Jo for fanden! Men nostalgisk omkring hvor hurtigt tiden går og ønsker om at lade den gå i stå? Meget lidt. Først for nyligt gik det op for mig hvorfor. Det var jo fordi, jeg ikke turde stole på, at hun var kommet for at blive. Når andre mister, kan man selv gå hen at blive rædselsslagen for at miste også. Og hvis tiden går i stå med en lille baby, er noget så ikke gået frygteligt galt? Det føltes som en slags logik, især når jeg lå søvnløs. Måske er mit lod, med min lille datter, at jeg altid vil længes efter den næste milepæl, for netop disse er beviserne på, at hun vil og kan livet.

2

_Dagens Sidespor #331

Da jeg lige glemte, at man altid skal lyve overfor nybagte forældre. Også selvom de har prøvet det før.

Nybagt far til to: “Everything is just so hard right now.

Mig: “Ja, men ved du hvad, jeg har altså også bare virkeligt indset, at det der med at alting bliver nemmere efter det første år, også gælder her anden gang.

Nybagt far til to: “Oh really? We were sort of hoping it would get easier sooner than that?!

Mig: “Right! Jep, totally! Sorry, det er jeg helt sikker på, at det nok skal gøre! Hang in there, okay!

 

_Tanker fra Moderskabet #743

Han har deres navne broderet på sine sneakers. Uma på venstre og Noah på højre. Han er deres far. Han skåner mine evigttørre hænder og skifter så mange bleer som muligt. Han er deres far. Han bærer velvilligt en toårig hele vejen hjem, når kun fars arme duer. Han er deres far. Han synger udelukkende danske nationalhymner og salmer for dem, for de er de eneste sange han kan huske udenad. Og det lyder så smukt når han synger verset med “Gud ånder på øjet når det græder”. Han er deres far. Han bygger fly og droner og rumskibe i Duplo til Noah og leder efter netop dét stykke LEGO som Uma af uransagelige årsager er helt forgabt i. Han er deres far. Han har let til tårer, når han kommer i tanker om hvor rige vi er og alligevel er hans skuldre så utroligt brede. Han er deres far. Han gør ikke et stort nummer ud af at lave back-up-aftensmad til vores knap så madmodige førstefødte og øser med smil i øjnene op igen-igen til vores altædende baby. Han er deres far. Han inddrager tålmodigt Noah i søndagsbagningen og udfordrer Umas små ben på legepladsen. Han er deres far. Sikke uendeligt heldige børn.

4

_Tanker fra Moderskabet #742

Jeg tænker tit på, at man skal huske at tænke kærligt på sit fortidige Jeg. Det hjælper ikke noget at skælde sig selv ud over ting, der var svære engang, men som virker lette nu. Eller ting der virkede vigtige engang, men som er ligegyldige nu. Der var sikkert en hel liste af gode grunde til, at jeg syntes det var umådeligt overvældende at tage min lille baby med på toget rundt i NYC. Eller hvad med dengang – før børn – hvor jeg praktisk talt kunne ligge søvnløs over at have fundet de *perfekte* sko? Som ikke var så komfortable, som dem jeg helst hopper i nu. Men… Mathias mindede mig om, at hvis man krummer en lille smule tæer over den man engang var, så er det blot et tegn på, at man har udviklet sig siden dengang. Og hvilken udvikling! Nogle gange føles det som om, der er sket ligeså meget med mig, som der er sket med mine børn, siden de kom til verden. Alt?

3