_Asta, Alma & Carl

23. januar 2014

Hvis der er noget, som jeg virkelig synes er underholdende når det kommer til babyer, så er det at lege navnelegen. Du ved, den der go’e, go’e leg, hvor man brainstormer navne til sine kommende børn, sine veninders kommende børn eller måske endda de kendte og kongeliges kommende børn. Og lad mig bare være ærlig: Den leg legede jeg allerede lææænge før der overhovedet var en kage i ovnen. Hvad! Gjorde du ikke også det? Gør ALLE kvinder ikke det? 

Måske er det sådan det starter? Man tester hinanden lidt af og siger ting som: “hvad synes du, at vores børn skal hedde? Altså hvis vi engang… Du ved… Hvis vi to altså får børn sammen!“, mens man holder vejret og håberhåberhåber at han også tror på, at det er den slags fremtid, der ligger i kortene. Den fælles slags. Så måske kan man godt tale om det indbyrdes i et parforhold, men det er ikke alle der vil tale om det med andre end den (måske) kommende barnefader. Hvorfor er det egentlig? Så man risikerer, at nogle andre snupper navnet og bruger det selv, fordi det er SÅ GODT  fundet på? Eller fordi man ikke vil jinxe det og senere opdage at ens reproduktionsevne er lige så dårlig som overraskende mange i venindekredsen? Så dét at man overhovedet havde tænkt på babynavne går hen og bliver et ømt punkt? Eller hvis folk rynker på næsen af ens navne eller værre endnu, er høfligt positive, men får en underlig tic ved øjet når man siger navnene højt? Måske vil man bare gerne overraske omgangskredsen, men er det ikke også en smule pseudo-royalt?

Noah skulle egentlig have heddet Carl! Altså hvis vi skulle have holdt os til den oprindelige plan, som vi lagde dengang vi kom over os selv, og begyndte at tale om fremtiden. Ja, og Carl skulle så have to søstre ved navn Asta og Alma. Men så gik der nogle år og vi flyttede til USA. Og så blev jeg gravid på et tidspunkt, og en aften spurgte jeg Mathias, om han egentlig stadig syntes, at vi skulle holde fast i de navne, som vi engang havde snakket om. For jeg var kommet i tanker om, at det nok ikke blot var smart, at vores barns navn ville kunne udtales på engelsk, men også at vi kunne lide lyden af navnet på både engelsk og dansk. Og Cåårl?! Ålmah!?? Nej!

Ikke nødvendigvis“, svarede han. “Nå, men det er bare fordi, at jeg har lavet en liste med forslag! Eller det vil sige to forslag. Et drengenavn og et pigenavn.” Den liste inkluderede selvfølgelig flere end to navne og var selvfølgelig også blevet til endnu før jeg blev gravid. Bare for sjov, ikke! Jeg foreslog Noah og Esther. Men på listen var også Selma og Thea. Jeg synes også at Benjamin er noget af det pæneste, når det kommer til drengenavne, men på dansk, ikke på engelsk. Smag lige på det: BenDJAmin. Og slet ikke Ben, som det oftest forkortes til i Guds eget land. Nej tak!

Så jeg foreslog to navne, og Mathias sagde: “Okay!” Og jeg sagde “Jamen… Skal vi ikke snakke om det? Har du ikke også nogle forslag? Skal vi ikke diskutere det? Bare lidt?” “Næ, jeg synes da, at det lyder som nogle gode navne!” Og dagen efter havde han vist fortalt navnene til sin far, og det føltes lidt som om bordet fangede. Altså på en god måde. Og da vi fik at vide, at vi ventede en dreng, var der ligesom ingen tvivl. Nej, hvis der var en lille tvivl, mærkede jeg den kun få gange. Den ene gang, da en veninde sagde noget i retning af: “Jeg datede engang en fyr ved navn Noah. Han var lidt en skiderik!” Og den anden gang var da en anden veninde sagde tøvende: “Jo, men det er skam fint nok. Det er bare… Så BRUGT!” Og det ER det jo. Man er vel et produkt af sin tid. Jeg har lige slået det op. Noah er på fjerdepladsen over mest populære drengenavne i USA OG Danmark lige nu. Vildt nok, når nu at der ikke går en eneste dag, uden at jeg tænker, at min søn er både usandsynligt smuk og ikke mindst unik på én og samme tid. Det er smart lavet, det der Moderskab, ikke?

Invitation: Vil du dele historien om hvordan dit barn fik sit navn? Og hvilke navne har du på din liste? Den mentale af slagsen eller måske endda nedskrevet et sted?

1