_Sådan kom Noah til verden – Del I

Da vi gik til fødselsforberedelse, opfordrede Shara os til at skrive fødselshistorien ned, når den tid kom. Hun sagde, at man hurtigt glemmer de små detaljer, men at netop ens egen historie kan være helt særlig at tage frem igen og igen som årene går og ens lille baby bliver større. Selv, fortalte hun, har hun gjort det til en tradition at fortælle sin søn om hvordan han kom til verden, hvert år på hans fødselsdag. Det har jeg endnu ikke besluttet, om jeg vil gøre med Noah, men jeg vidste med det samme, at jeg ville skrive historien ned på et tidspunkt. Så fødte jeg. Og det hele var på én og samme tid helt tæt på og virkelig langt væk. Det var lidt som om, jeg havde spillet hovedrollen i en film, som jeg ikke selv havde fået set endnu og jeg ville derfor ikke kunne give et referat af den til nogen. Så jeg gjorde som jeg ofte gør, når jeg har et projekt i tankerne, men som jeg af den ene eller anden grund ikke kan tage mig sammen til at komme igang med: Jeg bad Mathias gøre det for mig. Altså skrive hans version ned. Den er ret fin. Af åbenlyse årsager handler fødselshistorier jo altid om moren og babyen, men det er rigtigt fint at have hans side af sagen noteret et sted. Nu er Noah fem måneder gammel og lysten til at tænke tilbage på de dage i juli kom pludselig over mig. Så… Sådan kom Noah til verden:

Jeg havde termin mandag den 19. august 2013 og gik på barsel den 16. juli helt stor og tung og tyk og lettet over endelig at kunne smække benene op, blive indenfor i aircondition og gå så lidt som muligt udenfor i sommerheden som i snit lå på 25-35 grader der midt i juli.
Jeg spiste is, læste krimier og optog små videosekvenser af min mave som bevægede sig helt vildt når han moslede rundt mange gange i døgnet.
Mandag den 29. juli var jeg til et tjek ved lægen, alt så fint ud og Dr. Kaplan opmuntrede mig i at væbne mig med tålmodighed, eftersom de fleste førstegangsfødende tilsyneladende går over tiden og jeg tænkte derfor at jeg skulle regne med at være gravid i mindst tre uger endnu. Efter lægebesøget vraltede jeg langsomt op mod 34th Street og Broadway. Jeg havde nemlig i tankerne at hygge mig lidt med at kigge på babytøj og derefter tage toget ned til Union Square og handle i Trader Joes og så tage hjem derfra. Mens jeg stod og ventede på at det blev grønt i et lyskryds, fik jeg pludselig ondt og jeg trængte sådan til at sidde ned. Så jeg kæmpede mig over i The Gap og ned i babyafdelingen og satte mig på kanten af et podium med en udstilling på. Jeg tænkte, at man nok ikke måtte sidde der, men samtidigt troede jeg ikke at nogen ville ulejlige sig med at jage en gravid kvinde med et lidt lidende ansigtsudtryk væk, så jeg blev siddende. Da jeg var okay igen, kiggede jeg lidt rundt, men fandt ingenting og var lidt skuffet. Nu var jeg endelig kommet en tur ind i butikken og så var der ingenting jeg ikke mente at kunne undvære. Jeg har siden opdaget at de har en shoppingapp til mobilen, hvilket indtil videre har kostet mig adskillige hundrede dollars.

Da jeg steg af toget derhjemme efter at have handlet, mødte Mathias mig ved stationen, så han kunne bære indkøbene hjem for mig. Efter at have slæbt alle poserne ud af toget og op af trapperne, havde jeg ret mange plukkeveer og jeg sagde i spøg til Mathias på vejen hjem, at det var lige før at den indkøbstur gav mig veer!

Dagen efter blev jeg mere og mere utilpas ud på eftermiddagen, men slog det hen med at jeg nok også var lidt ved siden af mig selv, fordi min mormor var blevet begravet samme dag. Jeg havde valgt ikke at tage hjem til begravelsen, eftersom jeg var højgravid og den følelse der fyldte mest i forbindelse med hendes død en uge forinden, primært var lettelse over, at hun fik lov at sove stille ind i sin egen seng uden det store postyr. Alligevel skrev jeg til Mathias og spurgte om ikke det ville være okay at aflyse nogle gæster vi skulle have om aftenen, fordi jeg ikke var helt på toppen. Jeg var træt af at være “hende den gravide uden overskud” (igen), og ærgerlig over at aflyse fordi det var første gang jeg skulle møde dem, men Mathias forsikrede mig om, at de var meget forstående og at vi da bare kunne lave en ny aftale den følgende uge.

Jeg havde en underlig murren i kroppen og kunne ikke rigtigt finde hvile på sofaen, hvor jeg lå og vendte og drejede mig så godt som min runde krop tillod mig det. Nu virker det helt mærkeligt at tænke tilbage på, men jeg kan huske den der følelse af, at “åh jeg orker ikke at vende mig igen igen, det er nemmere at blive liggende sådan her!” Jeg Googlede hvordan veer føles og fandt en dansk jordemoderside, der sagde noget i retning af, at som tommelfingerregel er det nok ikke veer, hvis man er i tvivl om det. Okay!?

Da Mathias kom hjem var jeg lidt sølle og trængte bare til at komme tidligt i seng. I løbet af natten havde jeg rigtigt svært ved at finde ro og møffede rundt i min side af sengen og havde ondt først på den ene måde og så på den anden måde. Da det blev lyst, følte jeg ikke at jeg havde lukket et øje og alligevel kunne jeg knapt huske det, da Mathias fortalte at jeg havde klemt hans hånd godt flere gange om natten. Mathias havde et møde om formiddagen, og skulle derfor ud af døren ved 8-tiden. Han kyssede mig farvel, mens jeg stadig lå i sengen, og jeg spurte hvad tid jeg kunne forvente ham hjem igen. “Det ved jeg ikke, jeg giver lige lyd senere“, svarede han og så græd jeg meget dramatisk “nejnejnej, jeg skal vide præcis hvornår du der hjemme igen!” Set i bakspejlet burde vi nok begge to have indset på det tidspunkt, at der var noget under opsejling, siden jeg ikke kunne overskue tanken om at være alene i et par timer. Men vi aftalte at han ville være hjemme igen ved middagstid og jeg blev i sengen og fortsatte mønstret fra om natten, med at vende og dreje mig, nogle gange var jeg oppe på knæene og rokkede frem og tilbage, andre gange lå jeg vist i fosterstilling, så godt som maven tillod mig det. Det strejfede mig flere gange, at “det er fandme strengt at det er ikke er rigtige veer, for hvordan bliver det så ikke når jeg skal føde!?!” Jeg havde lovet, at holde vores doula, Jordan, opdateret hvis der skete nogen forandringer, så jeg sendte hende en besked og fortalte hvordan natten var gået, og hun mindede mig om at drikke rigeligt med væske og hvile mig og ellers give lyd hvis der skete mere.

20140105-123007.jpg

Og nu er det så at tingene begynder at blive en anelse slørede i min hukommelse. Men jeg kan huske, at Mathias kom hjem og lavede toasts til mig og jeg ville meget gerne have saftevand at drikke med et sugerør. Sengen var min base, og jeg rejste mig kun for at gå på toilettet engang imellem. Til gengæld møffede jeg til tider rundt i hele sengen, ligesom tidligere på morgenen og især at komme op på alle fire og rokke frem og tilbage og vrikke med numsen virkede til at lindre. Det gik langsomt op for os, at der måske godt kunne være tale om rigtige veer, og vi fandt vores papirer fra fødselsforberedelse frem for at læse os frem til, om jeg oplevede en del af de tegn som var beskrevet. Uden at være sikker, tror jeg at jeg kunne sætte kryds ved de fleste af dem og Mathias begyndte at tage tid mellem veerne. Ved 13-tiden skrev han til Jordan for at få hendes input, for han var vist lidt usikker på hvad vi havde med at gøre der. Det svingede lidt hvor længe veerne varede og hvor lang tid der var imellem dem, men én ting var sikker: jeg var ikke nem at snakke med. Jordan og Mathias sms’ede lidt frem og tilbage og talte også sammen i telefon på et tidspunkt. Mathias spurgte mig om vi skulle bede hende om at komme, men af én eller anden mærkelig årsag troede jeg stadig, at det var falsk alarm og havde det skidt med at bede hende komme hjem til os bare fordi jeg havde det lidt skidt(!) Istedet foreslog hun, at jeg fik et dejligt brusebad, hvilket skulle virke beroligende og på den måde ville jeg måske føle at jeg fik en pause. Det ville jeg dog ikke! Dels kunne jeg slet ikke overskue hvordan jeg skulle gå fra sengen og ud på badeværelset – en afstand på sammenlagt 12 meter – og dels kunne jeg godt se på det hele, at jeg nok ikke ville have overskud til at føntørre håret og en korthårsfrisure der har lufttørret er ikke for smart jo. Ja, man siger godt nok at man ikke bliver en anden person af at være i fødsel, men forfængelighed er måske lige præcis en af de ting man godt kan opgive undervejs?!

20140105-123029.jpg

Mathias fik mig dog overtalt til at komme i bad alligevel. Også selvom vi ikke har badekar, men bare en lille bitte bruseniche der meget belejligt er indrettet med en lille bænk i hver side. Så jeg krøllede mig sammen i bunden af brusenichen og hvilede arme og hoved på bænken, imens Mathias styrede bruseren så strålerne masserede min lænd. Vi fandt hurtigt ud af, at det var lidt hårdt ved mig at ligge der, så Mathias tænkte hurigt og arrangerede min yogamåtte som jeg kunne ligge på (så blev den da brugt til noget!) og nogle håndklæder jeg kunne hvile hovedet på. På et tidspunkt havde jeg brug for en pause og da blev jeg liggende i den der meget mærkværdige stilling i brusenichen, imens Mathias fodrede mig med stykker af rød peber. Det må have været et kønt syn!

På et tidspunkt imens jeg var i bad, havde Mathias ringet til Jordan og bedt hende komme, for nu havde han brug for hende. Kort efter var der 3-4 minutter imellem veerne og jeg var tilbage i basen, sengen, iført et par af Mathias’ gamle boksershorts klippet op i kanten, så de passede om maven og jeg var mere eller mindre lukket omkring mig selv. Jeg registrerede godt at Jordan ankom, men kunne ikke overskue at hilse og jeg hørte bare hende og Mathias tale med dæmpede stemmer, imens Jordan spurgte ind til veerne og mit velbefindende. Jeg mindes at Mathias sagde noget i retning af “I think that’s another one coming“, for at vise Jordan hvordan jeg reagerede når jeg fik en ve. Han havde vist haft svært ved at afkode hvornår præcist veerne kom, men her bagefter kan vi begge godt se, at hvis svaret på spørgsmålet “kommer der en nu?” er et sammenbidt “det.ved.jeg.IKKE!” Ja, så er den nok god nok!

20140105-123040.jpg

På det tidspunkt føltes det som om Jordan var sendt fra himlen. Hun var så rolig, opmuntrende og respektfuld bare i sin blotte tilstedeværelse, at jeg brød sammen og græd. Sikkert af lettelse. Jeg tror, at jeg tænkte, at hvis Jordan var kommet, så var den altså god nok; at det jeg oplevede var veer, hvilket betød at jeg ubevidst noterede mig, at “det her behøver jeg ikke gøre igen foreløbig!” Jordan stillede mig nogle få spørgsmål, tog tid på veerne og efter cirka ti minutter, sagde hun med sin helt utroligt blide stemme: ” whenever you guys feel ready, I think we should go to the hospital“. På det tidspunkt var der to minutter imellem veerne. Mathias tog den praktiske kasket på, som det nu engang er farens rolle, og fik ringet efter en taxi. Tidligere på dagen, da vi stadig var i tvivl om hvorvidt jeg faktisk havde veer, havde jeg sagt i panik til Mathias, at hospitalstasken ikke var pakket endnu og ind imellem veerne, instruerede jeg ham i hvor han kunne finde de tre forskellige eksemplarer af lister, som jeg havde printet ud fra forskellige steder på nettet, om hvad sådan en hospitalstaske skal indeholde. Imens Mathias gik rundt og fik styr på taske, taxi og tårer i øjenkrogen, hjalp Jordan mig ud i gangen, hvor jeg lagde mig ned lige midt på gulvet, fordi jeg simpelhen ikke mente jeg kunne klare at gå ned af trapperne. Jeg hørte Mathias spørge Jordan om jeg var okay, hvortil hun svarede “I think we’re having a baby today!” Jeg blev så rørt og lettet over at høre det, at jeg begyndte at græde igen. Det var så vildt at have været i tvivl om hvad der var ved at ske i så mange timer, at bare det at høre hende bekræfte det, gik helt ind og rørte ved mit kommende moderhjerte.

Anden del af “Sådan kom Noah til verden” kommer senere.

3

2 tanker om “_Sådan kom Noah til verden – Del I”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *