_Sådan kom Noah til verden – Del II

6. januar 2014

Jeg sagde lige til Mathias, at det var gået så fint med at skrive første del af Sådan kom Noah til verden, og nu syntes jeg pludselig ikke at jeg kunne huske særligt meget fra resten af forløbet. Det er der nok en grund til. Jeg mener, det gik jo kun én vej, og den vej var rimeligt smertefuld, så både krop og hjerne må siden have samarbejdet om, at lægge mange af indtrykkene på hylden, så jeg – måske – på et tidspunkt kunne få den tanke, at det er en god ide at føde endnu en baby. Hvor var jeg? Nå jo…:

Jeg var overbevist om, at hvis jeg spredte benene for at stige ud af taxien, ville jeg komme til at skide i bukserne og jeg kunne overhovedet ikke overskue hvordan jeg skulle komme ud af bilen og hen til hospitalets indgang. Mathias betalte chaufføren og greb tasken og Jordan hjalp mig ud af bilen og over i en kørestol, hvor jeg krøllede sammen i veer. Så gik det i raskt tempo gennem hospitalets lobby og hen til elevatoren og op til fødegangens modtagelse, hvor Mathias tog sig af indskrivelsen og besvarede en række spørgsmål på mine vegne så godt han kunne. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, præcis hvad alle spørgsmålene gik ud på, for Mathias havde jo ringet i forvejen og meldt vores ankomst (og da de hørte at der var to minutter imellem veerne på det tidspunkt sagde de “go go go!“, men jeg tror de forsøgte at finde ud af hvordan jeg havde det nu, hvor jeg var ankommet og alt jeg kunne tænke på var – ja, jeg sagde ikke meget, for jeg havde opgivet at kommunikere på engelsk på det tidspunkt og kunne åbenbart kun overskue at snakke med Mathias, som så måtte videregive beskeder – “hold nu for helvede kæft med alle de spørgsmål, det gør OOOOONDT!

Jeg kom ind på en lille stue for at blive undersøgt af en ung kvindelig læge, som igen stillede mig en masse spørgsmål, men som virkede flink nok. Mathias har fortalt mig, at han aldrig glemmer hendes overraskede ansigtsudtryk, da hun undersøgte mig; jeg var fuldt udvidet og klar til at presse! Og der lå jeg med en følelse af “ja, det kunne jeg da godt have fortalt dig!” Da vi stadig var derhjemme, havde jeg sagt til Mathias, at når vi kom hen på hospitalet, så skulle han sørge for, at de “giver mig et eller andet!!!!” Jeg havde med vilje ikke besluttet på forhånd om jeg ville have noget smertelindrende, men da jeg lå der på briksen, efter lægen havde undersøgt mig, hørte jeg mig selv sige med skælvende stemme “I really really want an epidural!” Lægen svarede venligt, at det kunne jeg såmænd godt få, men sagen var den, at sådan en tager lidt tid om at virke og de tænkte faktisk, at jeg ville kunne nå at føde mit barn inden da. Det eneste jeg fik ud af det, var dog noget i retning af, at det ikke kunne komme på tale og jeg tænkte i mit stille, naive sind at så ville jeg nok have født indenfor en halv times tid. På det tidspunkt var klokken omkring 18.00.

Så blev jeg kørt ind på en fødestue og de hjalp mig over på briksen. Til fødselsforberedelse havde jeg lært om alle mulige smarte stillinger, man kan have veer og føde i, men når det kom til stykket kunne jeg ikke magte andet end at ligge på ryggen og senere lidt på siden. Tanken om at komme op på alle fire for eksempel var mig ganske umulig. Sygeplejerskerne satte alle mulige måleapparater på min mave, og jeg fik sådan en dims i armen, i tilfælde af at jeg skulle have drop senere (tror jeg!?) Sygeplejerskerne, der var et par stykker til stede, tog tid på veerne og hver gang jeg rykkede lidt på mig, moslede de rundt med måleapparaterne og jeg syntes de var så tunge at have om maven og jeg var i det hele taget ret opgivende. Jeg forstod ikke hvad det var de forsøgte at få mig til, når de sagde, at jeg ikke måtte kæmpe imod veerne og at jeg skulle “bear down” og jeg følte at de skældte mig ud. Den ene virkede virkelig skrap og den anden, en lille asiat med en meget lille næse og et ret stort mundbind på, blev ved med at rynke på næsen og brynene, for at holde brillerne på næsen. Ikke en specielt god ide når man har udsigt til en anden kvindes skræv, skulle jeg hilse og sige!

På et tidspunkt fik jeg mumlet til Mathias, at jeg simpelthen var så bange for at komme til at skide på briksen, for det føltes fuldstændigt som om det var det jeg var på vej til, når jeg forsøgte at presse, og det syntes jeg bare var helt utroligt pinligt! Mathias oversatte meget diplomatisk mine bekymringer til hende den “skrappe” af sygeplejerskerne og da var det som om der gik et lys op for hende og hun kiggede mig lige i øjnene og sagde meget bestemt: “listen, on this floor, we WANT you to poop!
Den tilladelse, kombineret med et vagtskifte klokken 20.00 og dermed et nyt hold sygeplejersker, som jeg bedre kunne lide, gjorde at det hele gik lidt nemmere. Jordan holdt mig i venstre hånd og Mathias holdt mig i den anden og så var der to søde sygeplejersker og en lægestuderende og to andre læger som kom og gik. Jordan guidede mig igennem veerne med “curl into your baby“, hvilket jeg syntes var så sødt og samtidig gav det fuldstændigt mening for mig hvilken bevægelse hun ville have mig til at lave. Hun mindede mig også kærligt om, hver gang jeg fik en ve, at jeg skulle forsøge at slappe af i ansigtet, ikke presse med læberne, men med… Ja, du ved nok! Det hjalp mig også meget og jeg har en fornemmelse af, at det gik præcist som det skulle. Alligevel fik jeg flere gange den tanke, at NU kunne jeg ikke mere og de måtte gerne køre mig ud og give mig et kejsersnit med det samme. Jeg instruerede også Mathias i, at når først hovedet var ude, så skulle de bare hive ham ud! “Det må de godt Mathias, bare HIV ham ud!” Men som han sagde bagefter: “det var ikke alle beskeder jeg gav videre!” Han sagde det dog videre, da jeg sammenbidt fortalte ham, at jeg ikke kunne døje når det ellers søde personale heppede på mig. Når der kom en presseve, talte de for mig i ti sekunder, som var så længe jeg skulle presse og hver gang roste de mig med “great job” og “you’re doing SO well” og “you’re almost there” og selvom de mente det godt, kunne jeg bare ikke rumme det. Kun den unge, sorte lægestuderendes ros kunne jeg lide. Han var positivt anlagt og i mit hovede er det nu blevet til at Jackson Avery fra Grey’s Anatomy var med til min fødsel. Flot fyr!

Jeg var meget opsat på at få at vide hvor lang tid der var igen, og syntes at det var en smule vattet at ingen kunne give mig svar. Jeg havde en fornemmelse af, at hvis de ikke engang vidste det, hvad i alverden vidste de så egentligt!? På et tidspunkt pressede jeg så meget, at vandet gik og jeg blev vildt forskrækket. Jeg husker det som om at det føltes som om at noget gik i stykker, men det var naturligvis en helt normal og nødvendig del af processen og de andre beroligede mig hurtigt ved at sige netop noget i den retning. Senere, da jeg igen spurgte hvor lang tid der dog var igen, bad lægen mig om at række en hånd ned og mærke mit barns hovede. Jeg havde slet ikke forstået at han var lige der og jeg blev både lidt forfærdet ved tanken om at der var en baby på vej ud af mit skræv og lettet over at så var det nok snart overstået. Og ganske rigtigt… Det næste føles lidt som noget jeg har set på film eller i hvert fald ikke noget der har specielt meget med mig at gøre: Lægerne tog sådan nogle store blå operationsagtige dragter på, handsker, mundbind og plastikvisir foran øjnene. De hjalp mig fra siden og tilbage om på ryggen og lidt længere ned på briksen, så de bedre kunne se. Tidligere havde jeg fået ilt for at hjælpe babyen, hvis hjerterytme dykkede et par gange undervejs og lægen havde masseret hans isse for at stimulere ham, hvilket hjalp hver gang. Nu gjorde måleapparaterne vrøvl igen og igen og sygeplejerskerne blev ved med at forsøge at få dem til at sidde rigtigt, men lægen kom ind og sagde noget i retning af “just take them off, baby’s fine, mommy’s fine, now let’s have a baby!

Klip til – ja, for jeg kan ikke huske mere fra lige de minutter der – klokken 21.28 hvor lille Noah kom ud, 49 cm lang og 2720 g tung, og de løftede ham op til mig og jeg sagde igen og igen “han er helt lille og perfekt, han er helt lille og perfekt. Han er slet ikke grim! Han er helt lille og perfekt!” Vent, hvad? Ikke grim? Under min graviditet havde jeg talt med min gravide veninde om, at de fleste spædbørn jo nok er ret grimme og halvt i spøg, halvt i alvor aftalte vi, at hvis vores babyer kom ud og var vildt grimme, skulle man sige at de så rigtigt søde ud og “sikke dog han ligner sin far!” Men Noah… Hverken rynket eller med en underlig farve. En smule aflangt hovede dog, men åh… Så smuk og helt perfekt.

20140105-173908.jpg

Hvad med dig? Har du født? Og vil du dele din historie? Eller ved du hvor man kan læse flere fødselshistorier? Og hvis du ikke har født, hvad håber du så at opleve/mærke/huske om forløbet når det er sket? Jeg synes fødselshistorier er helt igennem fantastiske, nærmest lige meget hvilket forløb der er tale om. Jeg elsker at de på en måde allesammen er ens og alligevel vidt forskellige. Ja, og dog med den fællesnævner at der jo kommer et lille liv ud af det. Det er bare… Fantastisk!

2