_Skal vi lege?

14. januar 2014

På helt og aldeles gammeldags maner, har jeg været rundt i nabolaget og opsat plakater med en invitation om at være med i en mødregruppe som jeg vil starte. Jeg har prøvet at tage til mødregruppen i den danske Sømandskirke, men det tager en rum tid at komme dertil med bus, der er en hel del mødre og børn og sludder for alle pengene i dårlig akustik og så er jeg altså træt bagefter. Især ved tanken om at skulle med bussen hjem igen. Så. Jeg tænkte at vejen frem for mig, da måtte være at have min egen mødregruppe lige rundt om hjørnet. Gåafstand er nøgleordet her. Fra tanke til handling, gik der lidt tid, men da jeg opdagede, at der hver mandag er mommy/baby-yoga lige i nærheden, tænkte jeg at det var oplagt at sætte et opslag op der. Indtil videre har jeg kun fået svar fra en enkelt. Og hun kommer imorgen! Med sin lille baby. Og nu har jeg allerede op til flere gange tænkt, at jeg da ikke mente det! For hvad i alverden skal vi snakke om?! Hvad kan vi om muligt have til fælles. Udover børnene altså? Så skal vi vel lege alle mødres yndlingsleg: Sammenligningslegen!

Indre dialog fra tidligere idag:

Jeg går foran med et godt eksempel. Viser at det her er et kærligt miljø, hvor der er plads til at være mor på sin egen måde. Stiller interesserede spørgsmål.

Jeg har glemt at købe snacks! Jeg har lovet at der vil være snacks!

Gad vide om hun har noget imod, at man ammer uden at skærme brystet af?

Hendes datter er kun seks uger gammel! HA! Så kan hun jo INGENTING i forhold til Noah. Han er lige ved at lære at rulle!

Mon det er normalt at være ved at lære at rulle når man er næsten seks måneder gammel? PIS! Det har han sikkert skullet kunne længe! Måske er han underudviklet!!!

Hvad gør jeg med de snacks? Jeg bager ikke noget, det gør jeg altså ikke! Det er der altså ingen der kan forvente. At man sådan står klar med hjemmebag. Jeg har et lille barn!

Godt Mathias lige gad at lynrengøre badeværelset!

Årh… Seks uger! Så er hendes datter jo lille bitte! Og sikkert helt vildt sød!

Måske bliver jeg skruk af at være sammen med hende. Tænk lige på det. Hvis Noah havde en lille bitte lillesøster! Søøøødt!

Jeg er sikker på, at Noah bliver den bedste storebror i verden!

Er det ikke noget med at der altid er hjemmebag når folk holder mødregruppe i Danmark?

Seriøst! Hvad gør jeg hvis vi ikke har noget at snakke om?

Vent… Hun har også født på NYU, tror jeg! Det kan jeg altid spørge ind til.

Det må være okay at amme ubesværet i sit eget hjem. Hun har vel set bryster før!

Det ville virkelig være fedt, hvis jeg var en af dem der så godt ud i joggingtøj… “Det beklager jeg, jeg nåede simpelthen ikke lige i tøjet idag! Du ved sikkert hvordan det er! Når man lige skal nå at dyrke yoga der om morgenen når babyen tager sig en lur!”

Man må ikke lyve jo. Sidespor.

Det var det med et (k)ærligt miljø jeg kom fra…

Kryds fingre for at det bliver en succes imorgen, vil du?

Invitation: Er du eller har du tidligere været en del af en mødregruppe? Og i så fald, hvad fik du ud af det og hvilke erfaringer tager du med dig videre til en anden gang?

3