_Store knus og “er vi glade?”-blikke

19. februar 2014

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid på en tirsdag i starten af december. Jeg havde fri fra arbejde og var alene hjemme og tog en test fordi jeg havde en fornemmelse. Jeg har altid haft totalt styr på min cyklus, så på den måde vidste jeg udmærket godt hvornår det var tid til at tisse på den pind, hvis jeg ville vide det. Den type test jeg tog, viste ikke streger, men sagde enten “pregnant” eller “not pregnant”. Tidligere havde jeg taget et par tests. Den ene lidt for at prøve det, den anden fordi jeg var usædvanligt sent på den, men begge gange havde den vist “not pregnant”. Så da der pludselig stod “pregnant” i det lille digitale display, blev jeg på en måde ret overrasket og vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af det. Beviset. På film og TV virker det som om, at kvinderne altid tager en håndfuld tests som de arrangerer nydeligt på stuebordet og stolt viser frem for deres mand når nyheden skal overleveres. Den tanke syntes jeg bare var lidt ærgerlig, for jeg havde jo tisset på den! Men på det tidspunkt, føltes det nærmest som om, at graviditeten kun eksisterede så længe jeg havde pinden liggende, så jeg endte med at lægge den i vasken og tage et billede af den for en sikkerheds skyld. I tilfælde af at displayet døde og blev blankt igen(?) Jeg kan faktisk knapt huske præcis hvordan jeg fortalte Mathias det, men det er måske fordi, at der ikke blev sagt så meget. Det var vist noget med at være blevet nærmest mundlam, tage ham i hånden, da han kom hjem og hive ham ud på badeværelset og pege ned i vasken. Og så nogle store knus og “er vi glade?”-blikke. Totalt vildt at tænke tilbage på. Og så på sådan en helt almindelig tirsdag.

Om fredagen i samme uge som den tirsdag, havde vi besøg af nogle venner og deres lille datter. Og som det ofte går, når to nye forældre sidder overfor et kærestepar uden børn, kom spørgsmålet selvfølgelig: “So… When are you guys going to start a family?” Jeg blev helt befippet og fremstammede noget i retning af: “Snart! Eller… Hvem ved! Måske! Det vil tiden vise!” Jeg havde vist nævnt det for en enkelt veninde på det tidspunkt, men udover det, var jeg kun nået så langt, som til at tænke, at jeg ikke ville fortælle det til flere foreløbigt. Men da de spurgte, kunne jeg heller ikke finde ud af at lyve og da den ene spurgte forvirret: “What do you mean maybe? Are you pregnant right now???”, svarede jeg rødmende ja. Det var et underligt intimt spørgsmål at besvare, men det hænger nok sammen med, at begge parter jo godt ved, at hvis man er nygravid, så har man lige knaldet og det er altså meget få mennesker jeg snakker om mit sexliv med. Ja det, og så selvfølgelig det der med, at man godt lige vil se tiden an og finde ud af om graviditeten er kommet for at blive.

I julen fortalte vi den glade nyhed til familierne. Vi kunne slet ikke lade være. I hvert fald jeg, tænkte jo på det næsten hele tiden. Men åh, jeg ville ønske, at vi havde ventet. Omkring jul begyndte graviditetskvalmen for fulde gardiner og den varede ved de næste 3-4 måneder og jeg orkede ikke andet end at gå på arbejde og gå hjem og ligge på sofaen. Jeg meldte mig bare ud og svarede stort set ikke på emails og beskeder fra søde venner og familiemedlemmer derhjemme i lang, lang tid. Når mit vækkeur ringede om morgenen, spurgte jeg gerne Mathias med lille stemme, om jeg godt måtte bede om nogle æble- og knækbrødstykker. Mundrette bider, så jeg kunne ligge i sengen og spise med lukkede øjne, indtil kvalmen var nogenlunde tålelig og jeg kunne gå ud i bad. Jeg afskyede at skulle i bad om morgenen, for det var altid ude på badeværelset, at jeg fik det skidt igen. Nogen gange kastede jeg op, men for det meste føltes det bare som om jeg skulle det, hvilket næsten var værre end bare at gøre det. Hvor har jeg tit siddet i toget på vej på arbejde og visualiseret friskt rislende vand, mens jeg tænkte: “ikke kaste op, ikke kaste op, ikke kaste op!” Jeg planlagde min morgen sådan, at jeg havde tid til at ligge på sofaen i fem minutter inden jeg skulle afsted på arbejde, og når jeg nåede frem, lagde jeg mig gerne ned i et 5-10 minutter, mens jeg spiste nogle flere æblestykker og samlede kræfter til at gå igang med mine opgaver, inden mine kolleger mødte ind. Æbler, knækbrød og danskvand var det eneste der duede og jeg glemmer aldrig den gang, Mathias havde været nede i den lokale kiosk og købe alt det danskvand han kunne bære. Han forstod tidligt, at nok var det min opgave, at sørge for at babyen trivedes i maven, men hans opgave var, at passe på mig. Jeg var så ked af, at føle mig så svag hele tiden og var helt bekymret for, hvad det betød for min evne til at være mor. “Hvis jeg er så skidt nu”, græd jeg, “hvad skal jeg så gøre når jeg skal tage mig af et lille barn?” På det tidspunkt, havde jeg helt glemt, at graviditetsgener som regel forsvinder efter at man har født! Mathias var tålmodig, skænkede mere danskvand op og mindede mig om, at jeg jo gjorde min del af arbejdet hver eneste dag blot ved at være til. “Du kommer i mål hver aften”, sagde han. Og i mål kom jeg jo som bekendt. (Indsæt lettet smiley).

Invitation: Kan du huske den dag, du fandt ud af, at du var gravid? Og hvornår fortalte I det til familie og venner? Og hvad med kvalme, var der noget af det?

2