_På kysogkram-måden

Så gik der lige en måned med at have en blog! Og hold da kaje, der var vist en der havde noget på hjerte, hva’! Hvor har jeg nydt at have et sted at sende alle mine mor-tanker hen og hvor er det bare dejligt at du læser med! Tusind tak for alle besøg, kommentarer, beskeder og “tak fordi jeg måtte læse med”-hjerte-likes! Hver og én er værdsat på kysogkram-måden!

Jeg tænkte, at det kunne være så hyggeligt at lære dig lidt bedre at kende. Finde ud af hvad du er for en mor, nu hvor jeg selv er i gang med at lære mig selv at kende i den nye rolle.

Invitation: Besvar et eller flere af nedenstående spørgsmål og lad os lege hej med dig hvem er du-legen! Ja, og hvis du endnu ikke er mor, er du mere end velkommen til at lege med alligevel.

1. Hvornår er du mest mor med hjertet?

Efter en lang dag med barnet på armen, hvor det eneste jeg egentlig kan huske fra dagen, er hans klynken og hvordan jeg blev irriteret på ham, fordi han ikke kan noget som helst selv og konstant har brug for mig, kan jeg godt gå i seng om aftenen med en lidt mørk følelse ved tanken om, at der imorgen venter endnu en dag. Når jeg så tager ham op om natten og ammer, er det nogle helt andre søvnigtsøde følelser der er på spil. Jeg elsker især det der øjeblik, hvor han er færdig med at spise, giver slip og sukker og jeg forsigtigt putter ham i den lille seng. Han har ingen forbehold og overgiver sig nemt til søvnen og hans umiddelbarhed smitter. Dér mærker jeg kærlighed og mor med hjertet-følelser på den ømme måde!

2. Er der en bestemt historie om en anden mor, som har gjort indtryk på dig?

Ja, for Søren! Sikkert mange, men især to kan jeg ikke helt slippe igen. Den ene er ganske forfærdelig og den anden så dejligt livsbekræftende at jeg næsten, kun næsten, kan ryste den første af mig. Jeg hørte om en mor, der under tsunamien i Thailand i 2004, måtte give efter i stormen og give slip på et af sine to børn, for i det mindste at kunne redde et af dem. Åh, jeg kan næsten ikke rumme dimensionerne af ulykkelighed, der er i den historie. Så var der den kvinde, som kom kørende på en  vej i Tyrkiet og opdagede et forladt spædbarn i vejkanten. Hun tænkte hurtigt og ammede barnet, som derved undgik at dø af væskemangel. Sikke en skytsengel det lille barn må have!

3. Hvad har du lært af din egen mor?

Hvordan det bare giver fuldstændigt mening, at sætte sine børn først og derved måske ikke tænke så frygteligt meget over, hvad andre synes om dette eller hint. Jeg har fx altid syntes, at det var lidt småklamt når min mor uden at fortrække en mine, bare puttede brugte lommetørklæder i lommen, når hun havde pudset vores næser på farten. “Hvad med lige at finde en skraldespand?” Nu har jeg det lidt sådan, at mit barns behov går forud for alt andet, og hvis det betyder at jeg skal tørre snot af Noahs næse og putte papiret i lommen for at vi kan komme hurtigere hjem, so be it. Jeg vil dog lige tilføje at jeg, indtil videre, heldigvis har været så velforberedt, at jeg havde en rulle poser med i pusletasken til brugte bleer. Ingen lortebleer i lommen her. Endnu!

4. Er der en anden mor, som du beundrer?

Ja, flere endda! Men for eksempel en af Mathias’ bekendte, Chani, som bare udstråler ro og rummelighed. Faktisk er hun så rummelig, at hun mere eller mindre uden tøven lader sin datter gå fuldstændigt ind i rollen som et vilkårligt dyr på daglig basis. Så hvis datteren føler sig som en kat, får hun lov at drikke mælk af en skål på gulvet og er en hun slange, så kommunikerer de ved at hvisle sammen. Jeg synes bare, at det er så fint og fuldstændigt i øjenhøjde med barnet og jeg kan kun håbe, at jeg selv kan mønstre nok tålmodighed til at rumme hvad end Noah finder på af spilopper, når han bliver lidt større. Chani har forresten skrevet en børnebog, som er ret fin. Se mere bl.a HER.

5. Hvornår følte du dig første gang som en mor?

Endnu før jeg blev gravid, havde jeg en slags moderlig rolle på arbejdet. Kombinationen af at være lidt ældre end de andre, være god til at lytte og have ansvaret for HR gjorde mig sikkert til en oplagt kandidat. At jeg endda var gift med en mand med tydeligt far-potentiale gjorde ligesom udslaget, og de fleste kaldte mig Mommy meget af tiden. Ja, det eller P-Dog(!) Så det er sikkert unødvendigt at sige, at det for de fleste ikke var særligt overraskende, da jeg annoncerede min graviditet. Men at føle mig som en mor… Sådan rigtigt… Det var nok først da jeg var blevet scannet omkring halvvejs i graviditeten, og vi fandt ud af, at vi ventede en dreng. Det gjorde det, meget klichéagtigt, virkeligt konkret at der skulle komme et barn ud af det og alle de vittigheder jeg havde fyret af om, at det da forhåbentligt var en killing, vi skulle have, faldt ligesom til jorden og jeg begyndte at glæde mig for alvor.

Jeg glæder mig til at høre hvad du gør dig af tanker i forhold til denne bid af Moderskabet.

1

3 tanker om “_På kysogkram-måden”

  1. Det har taget mig lidt tid at nå frem til at svare her, for det er store spørgsmål, som ikke lige kan besvares i et ledigt øjeblik.

    1) fx igår nat, da Aske kom ind i min seng fordi han havde mavepine. Han kastede sig rundt og råbte og skreg, og jeg var dødsens træt, skulle tisse og havde vold-ondt i bækkenet. Og alligevel vinder moderfølelsen når han bare er lille og ked og har ondt, og jeg lå tålmodigt og aede hans lille mave i flere timer mens han faldt til ro, og elskede bare den lille mand af hele mit hjerte. Og da han så endelig faldt i søvn, og lå og babbede på sin sut, med den ene hånd rundt om nakken på mig, og endelig var tryg og glad og fik en pause fra mavepinen. Jamen altså, så ved man at man har gjort sin mor morpligt – og at man elsker det!

    3) min mor har bla lært mig, at man som mor har pligt til at gøre sit aller, aller bedste for sine børn, og at man samtidig skal kunne acceptere, at selv ens bedste sjældent er perfekt. Men at det er okay, fordi børn godt kan mærke, at man kun har lavet fejl i kærlighed.

    4) min veninde Dorthea. For det første har hun to skønne børn, som helt tydeligt har det virkelig godt. For det andet ved hun alt. Hver gang jeg har et dilemma ang Aske, har hun et forslag som altid virker. Hver gang. Fx var det hende der fandt på at give Aske den sutteklud, som gjorde det muligt at få ham til at falde i selv. Der er mange historier om Dortheas moderskab, men det bliver for langt…

    1. Tak fordi du havde lyst, selvom der lige skulle grubles lidt! Jeg har faktisk netop tænkt på, hvad man dog egentlig gør, når man er gravid med nummer to og man bare trænger sådan til hvile, men så har ens første barn brug for en. Under første graviditet blev man jo behandlet som en sand dronning. Men svaret kommer du jo med lige der… Man gør det bare! Simpelt!

      1. Haha, ja. Det er jo ikke fordi det hverken er nemt eller altid særlig sjovt, men hvad er alternativet? Dog tager Kristian også meget mere over efter jeg er blevet gravid end han gjorde før. Men nogle gange har Aske bare brug for sin mor, eller Kristian har brug for at slappe af, eller jeg har brug for at være den Aske har brug for.
        Jeg frygter lidt at have to små børn, for hvad gør man så når de begge græder og man selv er syg og manden ikke er hjemme? Svaret er nok det samme med lidt anden ordlyd. Man vokser, og så klarer man det. Og så skælder man måske manden lidt ekstra ud når han kommer hjem fra sin dårligt timede bytur 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *