_Tanker fra Moderskabet #260

Barnets favorit-ammestilling igår: Foroverbøjet skovskiderstilling, nogen gange med strakte ben. Nogen gange holdt han pause, kiggede op på mig og fortsatte så efter at have puttet min brystvorte i munden med fingrene. God finmotorik der, men jeg begynder at tænke, at han måske er lidt vel stor og selvstændig til at fortsætte i ammeland?!

3

_Tanker fra Moderskabet #259

Vejret var helt fantastisk og jeg orkede ikke at sætte mig ind i de nye busruter i Århus, så tog en rask gåtur fra Århus C. til Åbyhøj med en håndfuld indkøbsposer i hånden og min tunge uldfrakke over armen. Det viser sig, at ammeindlæg ikke bare er smarte, når barmen løber over, men også er ganske handy at have i nærheden ved svedig kavalergang.

2

_Dagens Sidespor #182

Min dejlige, meddelsomme veninde, informerede mig om, at navnet Noah er trendy i de lavere sociale klasser i Danmark, ligesom Brian, Johnny og Kenneth var det engang. Min første tanke?! Fuck fuck fuck! Min anden tanke? Hvis vi får en pige næste gang, skal jeg helt sikkert undersøge hvad 10’ernes Connie og Laila er. Apropos navnelegen, hvem vil være med til at brainstorme allerede nu?

3

_Tanker fra Moderskabet #258

På besøg hos min far, sad vi rundt om middagsbordet. Min farfar, som er 82 og som alle dage kun har været til sovs og kartofler, spiste hjemmelavet indisk mad med stort velbehag og min far -altså ham som under min graviditet proklamerede, at han altså ikke var særligt interesseret i babyer og at jeg nok ikke skulle regne med det store engagement før knægten var gammel nok til at spille golf – han lå totalt opslugt på gulvet og legede med Noah og vi andre kiggede på hinanden i undring og sagde: “ALT kan ske nu!, hvis DET HER sker lige nu!

2

_Duftminder

Hos frisøren fik jeg vasket håret, og med hendes valg af shampoo, blev jeg straks sendt tilbage til dengang jeg var nygravid og brugte netop dén shampoo. Aesop Calming Shampoo. Den duftede af forventninger og lykke – næsten bogstaveligt talt – i maven. En sød hemmelighed. Den mindede også om kvalmen og tidlige morgener, hvor tandbørstning blev udskudt til allersidst, fordi ubehaget blev værre med en tandbørste i munden. Jeg overvejede at købe shampooen igen, bare for gamle dages skyld, men blev enig med mig selv om, at min nuværende shampoo og jeg… Vi skaber minder netop nu. Natures Gate Biotin Shampoo bliver Noahs første møde med det ene hold bedsteforældre. Og alle olderne. Det første forår hjemme i New York. Ja, og i Århus lige nu. Og, hvis flasken holder så længe, de første skridt.

Invitation: Hvilke søde duftminder dukker op hos dig nu og da, uventet men alligevel velkomne?

3

_Tanker fra Moderskabet #255

Og jeg som ellers slet ikke er bange for at flyve, gjorde mig alligevel nogle tanker om, hvad man tænker på, når man ved, at man er ved at styrte i døden med sit barn i armene. Der var usædvanligt meget turbulens på første halvdel af flyveturen og det eneste, jeg kunne komme i tanker om, der rigtigt ville dække var “TAK!”

4

_Dagens Sidespor #179

Konceptet jetlag! Det er ikke for børn. Eller… Lad mig lige omformulere: Det er ikke for folk med børn. Igår var barnet i hopla indtil klokken halv to om natten. Idag var den vist kun midnat, men nu er det mig, der er lysvågen og ligger og lytter til både mand og barn der snorker. Det er desværre mere sødt end det er trættende.

1

_Tanker fra Moderskabet #254

Jeg elskerelsker hvor meget vores familie elsker Noah. Det varmer helt ned i maven og ind i hjertet, når de som det naturligste i verden kalder ham for “lille skat” og havde jeg før afrejse troet, at jeg ville benytte chancen for at holde lidt babyfri, er jeg nu kommet på andre tanker. Der er intet mere energiopladende i verden end at iagttage sin øjesten charmere en hel håndfuld voksne mennesker ved sin blotte tilstedeværelse. Lykkeligt suk.

4

_Tanker fra Moderskabet #253

Et ord folkens, et ord: Præmiepassagerer! Det var hvad den utroligt pæne OG søde SAS-stewardesse kaldte mit barn. Nu er det jo ikke som sådan noget man kan slå sig op på som baby, men det kan nok være, at lillemor her var lettet over den veloverståede første transatlatiske rejse og så skal man altså ikke kimse af ros fra typer med HELT perfekte nylonstrømper og velmanicurerede negle. Tjek.

7