_Det lille ønskebarn

25. maj 2014

To ting jeg holder meget af, når det kommer til babysnak, er navnelegen og fødselshistorier. Navnelegen har vi leget af flere omgange her på bloggen, men fødselshistorier er det endnu lidt begrænset med, da man jo som bekendt skal sætte et barn i verden, for at kunne berette om forløbet og well, jeg er foreløbigt kun mor til en enkelt unge. Læs min version HER og HER og Mathias’ version HER og HER.

Min veninde Mette, (som du måske er stødt på i kommentarfeltet flere gange) venter i skrivende stund barn nummer to og det er et lille mirakel. For få år siden, fik Mette og hendes mand nemlig den nedslående nyhed, at de ikke ville kunne få børn på egen hånd og påbegyndte derfor fertilitetsbehandling. Resultatet blev deres lille ønskebarn, Aske, og tænk sig om ikke den kommende lille lillebror er undervejs helt uden hjælp. Ønskebarnet og kærlighedsbarnet… Det er sgu da så livsbekræftende som det nærmest kan blive! Med få uger til termin, satte Mette sig for at nedfælde Askes fødselshistorie, for ikke at blande de to oplevelser sammen og i den forbindelse har jeg fået lov at dele den her på bloggen.

Invitation: Har du også lyst til at dele din fødselshistorie? Enten i sin fulde længde eller måske blot ved at besvare ét eller flere af følgende spørgsmål: 1. Hvad overraskede dig mest ved oplevelsen? 2. Hvad fremhæver du, når folk spørger til oplevelsen? 3. Kan du huske, hvad du sagde lige efter fødselen? Altså hvad er de første ord, dit barn hørte? 4. Hvad planlægger du at gøre anderledes en anden gang? 5. Bliver der en anden gang hvis det står til dig?

Længe før termin lagde Aske sig fast i bækkenet, og vi havde derfor den naive tro, at Aske ville komme ud en uges tid eller to før termin. Og vi glædede os! Men det gjorde han absolut ikke. På min terminsdato, mandag d. 4/6-12, var jeg så absolut ikke-fødende, at vi tog til rundvisning på fødegangen. En kvinde der var i hvert fald en måned kortere i sin graviditet end jeg, fik min stol at sidde på, da vi var inde og se en fødestue. Hun var tydeligvis tættere på fødsel end jeg. Jeg sørgede over, at mit barn ikke kom. Det gjorde jeg faktisk. Jeg savnede ham, og ønskede mig over alt i verden, at få lov til at se, dufte og holde min lille dreng. Og det med at terminen kom og gik uden at bringe et barn med sig, satte ligesom det hele på spidsen. Trine skulle begynde i sin første praktik som jordemoder på min termin, og hun nåede ”at føde” flere børn før jeg fik lov at føde Aske.

En uge efter termin, d. 11/6-12, havde jeg en tid hos jordemoderen på etagen under fødegangen, fordi jeg skulle sættes i gang. Først blev jeg scannet, fordi de skulle sikre sig at alt var godt med lille bitte Aske, at han havde en god vægt osv. Han blev vurderet til omkring 3800 g., så vidt jeg husker. Hvilket viste sig at være i overkanten. Derefter fik jeg kørt en stribe, fik taget urinprøve og fik en igangsætningspille. Desuden kom en phd-studerende og bad om at få lov til at måle om min livmoderhals var blød i forbindelse med et forskningsprojekt der skulle hjælpe kvinder der går i for tidlig fødsel. Hun målte med en indvendig scanner, og resultatet var, at min livmoderhals var hård som sten. Jeg måtte væbne mig med tålmodighed.

Vi tog hjem, og håbede at der ville ske noget. Men absolut intet skete. Derfor måtte vi tilbage igen om eftermiddagen til endnu en stribe, en urinprøve og en pille. Og igen tirsdag morgen, hvor jeg dog fik 2 piller for at sætte skub i sagerne. Da vi kom hjem tirsdag middag, besluttede vi, at vi ville hente sushi til aftensmad, for at fejre vores bryllupsdag. For at jeg skulle kunne holde til at fejre om aftenen, lagde jeg mig ned for at få en lur, før vi skulle på hospitalet for at få endnu to piller. Men jeg kunne ikke sove. Lige meget hvordan jeg forsøgte at lægge mig, gjorde det ondt i min krop. Klokken må have været omkring ca. 14.30 da mit ubehag begyndte. Jeg var overbevist om, at det var plukkeveer, som jeg var for slatten til at kunne klare med oprejst pande. Da vi skulle på hospitalet stødte vi ind i Dorthea, (min daværende nabo og gode veninde), ude foran huset, og hun mente bestemt at jeg ikke var slatten, men i fødsel. Det troede jeg ikke på, og tænkte ikke mere over det. Fødsel skulle jo gerne gøre helt vildt ondt – ikke blot være ubehageligt.

Vi ankom til tjek ved jordemoderen, som lige ville starte med at lave en indvendig undersøgelse, for at se om pillerne havde nogen effekt. Og det havde de åbenbart. ”Tillykke, I er nu i aktiv fødsel”, sagde hun med det samme. Jeg var åbenbart allerede 6 cm åben. Så vi kan vist godt konkludere, at jeg ikke var et skvat, og at Dorthea som altid havde ret. Men min første kommentar var: ”Nej, men, vi skal jo ud og spise sushi i aften”. Jordemoderen kikkede seriøst på mig og sagde, at det kunne der ikke være tale om. Jeg skulle på fødegangen med det samme. Og så gik det op for os, at vi snart ville få vores dejlige kærlighedsdreng at se. Pludselig var sushi og bryllupsdag uendeligt ligegyldigt.

Jordemoderen spurgte om jeg havde nogle specifikke ønsker til fødslen hun skulle tage hensyn til når hun skaffede en fødestue, og jeg skyndte mig at sige, at jeg gerne ville føde i vand. Heldigvis var der en fødestue med fødekar fri, og vi fik besked på at bevæge os op på 1.sal hvor fødegangen lå. Vi valgte at vi ville gå op af trappen. Simpelthen fordi fysisk aktivitet gerne skulle sætte godt gang i veerne, og nu ville vi bare have vores baby. I venteværelset stødte vi ind i den jordemoderstuderende der havde fulgtes med vores konsultationsjordemoder, men hun var desværre netop i gang med et eller andet, og kunne derfor ikke følge os helt til dørs ved at deltage i min fødsel.

På fødestuen blev vi præsenteret for jordemoderen Katja og sosu assistenten Myrna. De spurgte om jeg trængte til noget aftensmad før jeg skulle føde, og eftersom sushiplanen var røget i vasken, blev vi enige om at det var en god ide. Jordemoderen foreslog, at det kunne blive bragt ind på fødestuen. Men vi spurgte, om vi ikke selv måtte gå i kantinen. Igen fordi vi gerne ville bruge fysisk aktivitet til at sætte gang i veerne. Det måtte vi godt, så vi gik af sted.

Turen fra fødegangen til kantinen er rimelig lang når man er højgravid. I hvert fald når man går hele vejen udenom, fordi man ikke har opdaget, at der er en ret kort genvej igennem selve hospitalet. Men vi ankom i god stil, og Kristian tog en bakke med to tallerkner, og fyldte min tallerken op med alt hvad jeg havde lyst til. Mens han betalte sagde jeg, at vi hellere måtte gå tilbage på fødestuen med vores mad og spise der, for jeg var ikke sikker på at jeg stadig ville kunne gå turen efter vi havde spist. Tilbageturen var også betydeligt hårdere end udturen. Kristian havde bakken i den ene hånd, og holdt fast i mig med den anden. Jeg måtte konstant bede ham stoppe op, og så stod vi stille mens jeg havde en ve, hvorefter vi vraltede videre mod fødegangen.

På fødestuen placerede vi mig i en lænestol med et rullebord foran mig, og på den anden side af bordet sad Kristian på en rullestol. Så gav vi os til at spise, og hver gang jeg havde en ve råbte jeg ”NU”, og så rullede Kristian lynhurtigt både bord og stol væk, så jeg kunne komme ned på alle fire, som var min foretrukne ve-stilling. Efter veen hjalp Kristian mig op i min stol igen, og så spiste vi videre indtil næste ve.

Efter måltidet, blev jeg undersøgt igen, og da var jeg 9 cm åben. Myrna begyndte at fylde fødekaret, mens jeg fik mit lavement og kom af tøjet. Og så kom jeg op i fødekaret. Herefter bliver min hukommelse lidt tåget. Jeg var jo travl med at føde. Jeg husker dog, at ligesom udvidelsesveerne ikke havde været særlig smertefulde eller frustrerende for mig, var presseveerne heller ikke det store problem. Jeg hverken råbte eller bandede, og mellem veerne lavede jeg jokes med Myrna, og snakkede med jordemoderen om hvad vi dog skulle kalde barnet. Hun mente at det var en god tradition at opkalde barnet efter den jordemoder der fødte med hende, men jeg protesterede, og sagde at min kat altså hed Katja, så det kunne han ikke hedde. Hun pointerede, at nu var det jo sådan set også en dreng jeg skulle føde, så hun havde mere tænkt at jeg kunne bruge hendes efternavn (Albert). Jeg kan huske at jeg en enkelt gang brokkede mig over at to presseveer kom for tæt sammen så jeg ingen pause fik, og at jeg på et tidspunkt syntes at det gjorde enormt ondt, fordi både Askes hoved og jordemoderens hænder var i min skede. Det var lige rigeligt, syntes jeg nok. Men veen efter kom han ud, og så var det glemt.

Mit vand gik under en presseve kl. 19.07, og Aske kom ud kl. 21.07, siger Kristian. Jeg husker det som 19.06 og 21.06, men det gør vel ikke den store forskel. Jeg var vældig bange for at presse igennem, da jeg til fødselsforberedelse havde fået at vide, at man endelig ikke måtte presse før man var fuldt udvidet, fordi man så ville sprække for meget. Derfor blev pressefasen vældig lang, og efter fødsel sagde jordemoderen, at var han ikke kommet ud i den ve han gjorde, havde hun hevet mig op ”på land” så hun bedre kunne kontrollere hvad der skete, og havde kunnet få ham hurtigt ud. Men han kom ud i god form, havde perfekt farve, trak vejret med det samme, og var bare ekstra lækker fordi vandfødslen fjernede blod og fosterfedt med det samme. Han var mørkhåret, blåøjet, havde alle tær og fingre, og hvad jeg også gik meget op i: en tissemand. Jeg havde været ret bekymret for om scanningen nu også havde fortalt sandheden. For selvom vi ville elske en pige akkurat lige så højt, var vores hjerner jo stillet ind på at få en dreng.

Efter fødslen kom Aske op at ligge på mit bryst mens jeg stadig var i badekaret. Kristian klippede navlestrengen, og jordemoderen tog en blodprøve fra navlestrengen for at tjekke om Aske havde fået ilt nok under fødslen osv. Derefter kom Aske op til sin far, og de satte sig i lænestolen. Kristian græd og var helt lykkelig. Imens hjalp Myrna mig op i sengen, så jeg kunne føde moderkagen. Det havde jeg absolut ikke lyst. Var træt af at presse og af at blive rodet i mit ømme underliv. Men det viste sig at være utrolig nemt at føde moderkagen, og også det med at blive syet var ganske ufarligt. I mens alt dette skete, fik Aske sin børneundersøgelse af jordemoderen, og Kristian stod ved siden af og deltog i det hele. Alt var som det skulle være! Og da de var færdige med det, kom Aske over til mig igen, og blev lagt til brystet.

Sådan husker jeg i hvert fald rækkefølgen, men det er som sagt noget tåget på dette tidspunkt. Var bare lykkelig over endelig at have fået vores lille dreng ud, efter at have ventet på ham i flere år. Det hele sluttede med, at der blev bragt en bakke med sandwich, sodavand og flag ind på stuen. Det var skønt at få noget at spise. Også selvom Kristian måtte fodre mig, fordi mine arme var optagede af at amme Aske. Den måde at indtage måltider på kunne vi også lige så godt vænne os til, for sådan ville vores liv blive de næste mange måneder. Til sidst kom der en portør med et lille elektrisk vogntog, hvorpå vi blev kørt på barselshotellet.

Velkommen til verden, verdens bedste Aske! Du har været elsket siden før du blev skabt, og det største og bedste i vores liv, er ganske bestemt at vi er blevet forældre til lige netop dig.

4