_Den lille Ole…

Min veninde fra gymnasietiden, Mette, fødte for nyligt endnu en lille dejlig dreng. Storebror Askes fødselshistorie finder du HER. Kærlighedsbarnet Ole kom til verden ved en vellykket hjemmefødsel i Østjylland. Noget jeg især synes er spændende, for hvor mange kender man lige, som har født hjemme?! For mig er det nærmest lidt eksotisk at høre om, så jeg syntes at det var vældigt inspirerende at læse om og dejligt livsbekræftende at det gik nogenlunde som forventet. Hvis man da kan tale om at forudse, at man under kraftige veer må lege hund for ikke at forskrække sin tumling (kudos til dig, Mette, for at tænke hurtigt i den situation!). Læs selv hele historien nedenfor.

Invitation: Hjemmefødsel! Er det noget du selv kunne overveje og i så fald hvilke tanker gør du dig i forhold til for og imod?

Jeg havde halvvejs regnet med at føde før tid pga. stress, og halvvejs med at gå så meget over tid at jeg skulle sættes i gang lige som sidst. Simpelthen fordi jeg tænkte, at min naturlige graviditetslængde nok bare var nærmere 42 uger end de gennemsnitlige 40. Men heldigvis fødte jeg ikke før tid (skulle til eksamen en uge før termin, så det havde været rigtig upraktisk), og jeg kom altså heller ikke til at gå nævneværdigt over tid. Godt nok kom og gik terminsdagen uden baby ligesom sidst, men denne gang sørgede jeg ikke over det, og der kom da heller ikke til at gå længe før Ole ville ud. Termin var torsdag d. 5/6-14, og lørdag d. 7/6-14 skete der noget.

Aske havde sovet dårligt om natten, og det førte heldigvis til, at han først vækkede os kl. 7 næste morgen. Den ekstra time skulle vi blive glade for nogle timer senere! Det første tegn på begyndende fødsel jeg opdagede, var at slimproppen inkl. tegnblødning tilsyneladende var gået. Jeg ringede derfor til fødegangen ved 8-tiden om morgenen, og forberedte dem på, at jeg muligvis ville gå i fødsel inde for de næste par dage. Vi havde nemlig planlagt en hjemmefødsel, og til sådan nogle ville fødegangen gerne vide besked i god tid. Jeg sendte også lige en sms til mine forældre som skulle passe Aske mens jeg fødte, og til Camilla og Marlene som skulle hjælpe med det praktiske med fødekaret osv., samt til Lone som stod standby som både babysitter og praktisk gris i tilfælde af at nogle andre måtte melde fra.

Ved 10-tiden ringede jeg til fødegangen igen, for da havde jeg fået nogle milde, spredte veer, og Kristian var utryg ved at være alene med mig hvis fødslen pludselig gik i gang. Heldigvis vidste det sig at døgnvagten nærmest var vores nabo, og jordemoder Signe var derfor hos os allerede 15 min senere. Jeg kravlede op på spisebordet, og Signe undersøgte mig indvendigt mens Kristian og Aske stod ved siden af og fulgte med. Aske syntes vist det var lidt mærkeligt at jeg lå der, og virkede skræmt. Derfor gik de hurtigt ud i haven for at lege i stedet.

Signe kunne konstatere, at der stadig var en hel centimeter livmoderhals, så selvom den var blød, og hun tydeligt kunne mærke på min mave at sammentrækningerne skyldes rigtige veer, fik jeg den besked, at det nemt kunne gå i stå igen, og dermed vare flere døgn før fødslen gik i gang. Omvendt kunne der også godt snart ske noget, særligt fordi hun nu havde haft hånden oppe, hvilket nemt kunne sætte skub i tingene selvom hun ikke havde løsnet hinder eller noget. Så jeg skulle ringe igen når der var 10 minutter mellem veerne. Men hun var knap nået ud af døren, før veerne blev meget kraftigere og meget hyppigere.

Vi startede med at ringe til mormor og bede hende komme og hente Aske efter hans middagslur om eftermiddagen. Og Camilla og Marlene fik besked om at fødslen nok ville blive i dag. Men kort efter at alle havde fået besked om at vi regnede med en fødsel ud på aftenen, måtte vi igen hive fat i alle, inklusiv jordemoderen, og bede dem skynde sig at komme. For pludselig var der kun 2 minutter mellem veerne, og de gjorde ondt!!

Nu forholder det sig så heldigt, at jeg bedst tackler veer ved at ligge på alle fire, og at Aske samtidig havde en periode hvor han rigtig gerne ville lege hund. Så mens vi ventede på folk, blev der leget hund til den store guldmedalje, for på den måde at forhindre Aske i at blive skræmt af situationen. Det virkede helt efter hensigten, men var også rigtig hårdt for mig, da veerne hele tiden blev hårdere og hyppigere.

Jordemoderen var den første der kom, men eftersom Aske blev ked af det da jeg blev undersigt indvendigt tidligere på dagen, ville jeg ikke undersøges før han var blevet hentet. Kort efter kom både morfar, moster Marlene og moster Camilla heldigvis. Morfar fik Aske og hans ting med ud i bilen, og mostrene gik i gang med at gøre fødekaret klar. Det var en stor lettelse for mig at Aske blev hentet, for så kunne jeg tillade mig at koncentrere mig om at have veer. Det viste sig så også at det var lidt af en vestorm jeg havde, for på 1 time og 15 minutter var livmoderhalsen helt forsvundet, og jeg havde åbnet mig 7 cm. Så Camilla, Marlene og far skyndte sig alt hvad de kunne med at puste fødekaret op og fylde det med vand. Dog måtte far ikke deltage alt for meget for mig, for jeg havde ondt og ville have han skulle holde mig i hånden. Og endelig kunne jeg komme op i vandet, hvilket føltes som ren spa-behandling efter at have ligget på knæ og leget hund mens veerne rykkede. Efter et par veer bad Marlene mig om at flytte over i den anden ende af karet for at hun bedre kunne tage gode billeder. Og hvad gør man ikke for at have minder fra en fantastisk dag.

Jordemoderen Signe besluttede, at jeg skulle op af vandet for at komme ud på toilettet og tisse. Det var lidt en hård tur at gå derud, men far støttede mig hele vejen. Da jeg satte mig på toilettet kunne jeg dog ikke tisse, men til gengæld gik vandet da næste ve kom. Klokken var 13.15. Og så vidste Signe at presseveerne ville komme i løbet af 0.5, så far fik besked på at få mig ind i mit fødekar igen. Da jeg kom derind ville jeg gerne presse, men måtte ikke for Signe. Kan ikke huske hvorfor. Efter 2-3 veer fik jeg endelig lov, men skulle holde igen og ikke presse for hårdt, for ikke at sprække for meget. Far var vist lidt forvirret omkring konceptet, for han blev ved med at heppe på mig og bede mig presse hårdere, mens Signe bad mig holde igen. Heldigvis havde jeg hjerne nok til at sortere i beskederne, og rettede mig kun efter Signe. Far sagde også at jeg bare skulle skrige løs, men mellem to veer fik jeg fortalt ham, at jeg bedre kunne kontrollere ikke at presse for hårdt når jeg holdt min mund. Far var virkelig god til at holde i hånden og støtte mit hoved, Camilla gav mig vand at drikke, og Marlene tog en masse billeder. Verdens bedste fødselshold!

Jeg kan huske at jeg tænkte, at nu gjorde det lige ondt nok, og at du godt snart måtte se at komme ud. I det samme spurgte Camilla Signe om hun ville have en stol, men Signe sagde nej tak, for dette her ville komme til at gå stærkt. Og så fødte jeg pludselig hoved og krop i én og samme ve, klokken 13.34.

Far græd af glæde da jeg fik dig op på brystet. Det var akkurat lige så fantastisk som sidste fødsel, og vi var meget lykkelige! Jeg kan huske at jeg duftede til dit hoved, og sagde til de andre at du lugtede af margarine. Det er nok fosterfedt der lugter sådan… Du viste med det samme at du var en stærk lille fyr, og løftede hovedet højt op for at se på din nye verden.

Nå, men moderkagen skal fødes ”på land”, som jordemødrene siger, så jeg blev hevet op af vandet og kom hen til spisebordet hvor jeg skulle ligge imens. Det er ikke særlig nemt at rejse sig på fra liggende stilling med et spædbarn på armen når man lige har født, skulle jeg hilse at sige. Men navlesnoren var endnu ikke klippet, så ingen andre kunne tage dig. Far og Camilla nærmest løftede mig op på bordet, og du blev placeret godt på mit bryst så du kunne søge efter brystvorten mens far klippede navlestrengen og jeg fødte moderkagen.

Jeg spurgte dig igen og igen hvad du hed. Vi havde nemlig været næsten sikre på at du skulle hedde Otto, men du lignede bare ikke sådan en. Da jeg var blevet vasket og syet, kom du op til din far, og så hjalp mostrene mig hen i sofaen så jeg kunne komme til at amme dig. Nøj, du havde et godt sug lige fra starten!

3

15 tanker om “_Den lille Ole…”

    1. Det der forstod jeg intet af. .. men jeg elsker at man kan mærke kærligheden imellem jer, selv på skrift!!

      1. Haha, det var blot min følsomme mand, som har næsten lige så let til tårer som jeg, der kom til at læse din historie på toget og dermed måtte fælde en tåre ganske offentligt 🙂

    1. Ja, ikke!
      Ih, det er jo så lige ulempen ved at bo så langt væk! Jeg har ikke engang set ham irl! Vi laver altså et træf engang. Med børn!

  1. Fantastisk historie og hvor er det dejligt, at du sådan vil dele den, Mette, og at du bringer den her, Pernille. Jeg er rørt.

    1. Åh Silje, snart har du din egen historie at fortælle <3 Og ja, det er fedt at Pelle vil dele mine historier her <3

  2. Tak for deling, søde Pelle. Du skriver sådan nogle fine indledninger. Må hellere få et barn mere bare for at få endnu en fin indledning 😉

  3. Ps: do it, do it! Hjemmefødsel er for fedt! Dog ville jeg aldrig have turdet hvis ikke jeg allerede havde haft en nem fødsel i bagagen. Men har man det, kan jeg kun anbefale det! Det aller bedste var, at vi bare kunne hænge ud på sofaen bag efter, istedet for at skulle køre hjem med den dyrebare baby.

    1. Det er i hvert fald værd at overveje… En detalje som dog er relevant i vores tilfælde, når det engang skal være igen, er at man ved hjemmefødsel ikke selv vælger hospital, som man gør ved hospitalsfødsel. Dvs at hvis der skulle opstå komplikationer og man må på hospitalet midtvejs, så kan man risikere at havne på et lidt tvivlsomt Brooklyn-hospital… Noget jeg har læst mig til, at man nok gerne vil undgå. Men så igen… Børn kommer til verden over hele verden, også i Brooklyn, konstant, så mon ikke man ville klare det også!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *