_Ude godt, hjemme bedst?

5. oktober 2014

Her kommer, på opfordring, lidt om at flytte til udlandet på ubestemt tid, at have et langdistanceforhold til familie og venner derhjemme og at bygge rede langt fra familiens skød. Er der forresten noget du går og undrer dig over eller godt kunne tænke dig at spørge mig om? Skriv hjertens gerne en kommentar eller send mig en mail.

Vi flyttede til USA i starten af 2011, begge 25 år gamle og fulde af forventninger til vores nye tilværelse i den by vi havde drømt om at bo i, siden vi første gang tog sammen hertil på ferie i 2005. New York City. Vi havde købt en returbillet, så vi kunne komme hjem på juleferie samme år og havde samtidigt aftalt, at med decembers komme, ville det være oplagt at evaluere på, om vi ville blive boende eller om vi måtte kapitulere og vende snuderne mod Århus igen.
På grund af mit arbejde endte vi dog med at droppe den juleferie og fejrede for første gang nogensinde jul udenfor familiens skød. Bare os to sammen juleaften og dagen efter på amerikansk manér med de af mine kolleger som heller ikke skulle hjem til jul. Samtidigt var vi nået den konklusion, at vi ville blive boende og efter over et halvt år og det ene hold gæster efter det andet, begyndte vi også så småt at gøre mere ud af at bygge rede og skabe et hjem i vores lille beskedne lejlighed i Bushwick i Brooklyn. Et noget tidskrævende projekt, skulle det vise sig, når man som vi kun var rejst afsted med hvad der kunne være i 9 kufferter og økonomien i øvrigt var en anelse stram.
Et spørgsmål jeg ofte blev stillet i de første par år efter at vi flyttede var: “Jamen… Hvor længe skal I være væk?” Eller: “Hvor længe skal I bo derovre?” Eller min favorit: “Kommer I snart HJEM?

Se, det var faktisk ikke spørgsmål jeg håndterede super godt i lang, lang tid og jeg svarede ofte lidt afvigende à la “Så længe det giver mening” eller “Så længe vi har det godt her“. Set i bakspejlet var det spørgsmål, som jeg syntes var svære, for hvordan vurderer man egentligt om noget giver mening? Hvornår har man det egentlig godt? Og hvor godt skal man have det for at det giver mening?
En anden side af sagen var, at med de spørgsmål kom det nemt til at føles som om at spørgeren fuldstændigt overså at anerkende præcis HVOR meget det kræves af et menneske rent følelsesmæssigt at rive sig selv op med rode og flytte til et andet land uden noget nævneværdigt sikkerhedsnet. At melde sig ud af Folkeregistret og immigrere til et andet land. Endda på et helt andet kontinent. Som om de ikke skænkede det en tanke HVOR tidskrævende og kostbar en proces det er at ansøge om og endda få et green card til USA når det vel at mærke ikke “blot” drejer sig om at være heldig i det famøse green card-lotteri. Ved du hvor få mennesker der er så svineheldige (nej vent, DYGTIGE!) at få sådan et hvert år? Nu bliver det nørdet, men jeg slog det op for at få en fornemmelse… 386 på VERDENSPLAN i 2012 (visum kategori E11, som er den kategori Mathias er i) og 422 (visum kategori E14 som er den jeg er i). Det er med andre ord ikke just unikt, men heller ikke ligefrem nemt. Overhovedet.

Med tiden har jeg fundet mere ro i den slags spørgsmål og endda forstået at de som oftest handler mere om spørgeren selv end om mig. Jeg forestiller mig, at det for mange er en ret uoverskuelig tanke at fraflytte sit fædreland på ubestemt tid, det kan jo let forveksles med at der ikke er en plan eller et konkret mål og mon ikke langt de fleste trives med at have en form for plan?
Pudsigt nok kan jeg pludseligt svare helt oprigtigt på spørgsmålet om hvorvidt vi snart kommer “hjem”, at jeg netop føler mig hjemme her. Og at vi bliver boende så længe det er tilfældet. Sådan kan tid hjælpe med at sætte en masse ting på plads inde i en selv, viser det sig.

Så blev jeg gravid og fødte vores søn herovre og en masse tanker omkring vigtigheden af familie og et godt netværk blev nærværende på en helt anden måde end jeg tidligere har mærket det. Men faktisk kun kortvarigt. Det smarte ved at være førstegangsforældre er, at selvom man igen og igen har hørt folk sige hvor glade de fx har været for at have bedsteforældrene i nærheden, så har man jo netop ikke prøvet det på egen krop endnu. Og tjah, hvis bedsteforældrene bor adskillige tusinde kilometer væk, så giver det sig selv, at det ikke er dem man ringer til hvis hverdagen lige knapt kan hænge sammen. Så hvad gør man så? Umiddelbart har vi gjort to ting. Rent praktisk har jeg sagt mit job op og har gået hjemme med Noah siden han blev født. Og det forventer jeg at blive ved med, indtil han er mindst halvandet eller to år. Måske mere alt efter hvordan tingene flasker sig. Så jeg er blevet hjemmegående husmoder med alt hvad dertil hører. Øhh, løgn, for jeg laver aldrig mad og de huslige gøremål fordeler vi til stadighed nogenlunde lige. Men det er mig der tager mig at barnet 90% af tiden og det fungerer glimrende. Det er også en opgave jeg tager meget alvorligt forstået på den måde, at jeg bruger oceaner af tid og energi på at gøre mit allerbedste for vores barn under de omstændigheder der nu engang er vores virkelighed. Men okay, what else is new når man er nogens mor? Mon ikke de fleste mødre gør lige netop det?
Når det kommer til de nære relationer, må vi være realistiske og indse at hvor højt bedsteforældrene end elsker deres barnebarn eller hvor meget interesse vores venner hjemmefra end viser for vores afkom, så vil det langt det meste af tiden være på afstand. Noah lider ingen nød, han har aldrig prøvet anderledes og nyder blot godt af al opmærksomheden når vi får besøg. Noget vi dog tidligt har gjort klart overfor vores venner herovre er, at de må være lige præcis så tæt på Noah som de ønsker. Vi har tid og hjerterum i massevis til at inkludere flere i vores lille familie og således er én af vores veninder for eksempel nærmest tættere knyttet til ham end hans fastre, mostre og onkler formår at være det og dét synes jeg er virkeligt fint og noget der varmer mit moderhjerte helt usigeligt.
En veninde sagde på et tidspunkt noget i retning af, at noget hun virkeligt elsker ved at hendes børn har så tæt en relation til deres bedsteforældre og omvendt er, at man aldrig behøver at forklare eller retfærdiggøre sin kærlighed til sine børn, når de er der. De kigger på børnene med præcis den samme betingelsesløse kærlighed i øjnene som hun selv gør. Dét kan jeg godt savne fra tid til anden, for jeg mærker den jo, når de er på besøg. Men jeg har også valgt at acceptere, at det er én af konsekvenserne ved vores valg om at bo så langt væk. Både Mathias og jeg er desuden så heldigt(?) indrettede at vi ikke rigtigt savner vores familier. Ikke forstået på den måde, at vi ikke elsker dem og glæder os til at se dem når vi har muligheden for det, men vi finder hver især stor ro og tryghed i at vide at familien, den løber ingen steder. Vi ved hvor de bor, så at sige!
Anderledes oplever jeg det at have venskaber på langdistance. Selvom jeg har kendt mange af dem i mange, mange år efterhånden, er tyverne nogle ret vigtige år her i livet. Og jeg tror ikke man skal underkende værdien af at være en del af hinandens meget definerende år, hvis man kan formulere det sådan. De fleste jeg kender er, siden vi flyttede til USA, gået fra at være studerende til at få voksenjob, kærester er blevet til ægtemænd og mange er også begyndt at få børn. Og alt det følger jeg så med i på afstand samtidigt med, at jeg gør mit bedste for at være en slags nærværende og det på trods af, at der er tale om forskellige tidszoner. Når jeg engang imellem får hjemve, eller rettere… Veninde-ve, må jeg dog minde mig selv om, at skulle vi beslutte at rykke teltpælene op endnu engang og flytte tilbage til Danmark, så er den hverdag vi kommer tilbage til fuldstændigt anderledes end ikke blot den som vi kender her, men også den som vi flyttede fra dengang i 2011. Selv hvis jeg valgte at gå hjemme med Noah, som jeg gør her, og dermed har al mulig tid i verden til at kaffesludre med mine gode, gamle veninder, så har de jo ikke den slags tid til mig. For de har også mand, børn, madplaner, vasketøj, arbejde, studie, familier, svigerfamilier og alt muligt andet der skal passes.

Så… Flytter vi nogensinde hjem igen? Det tror jeg! Om det så bliver at nyde vores otium i vores lille bitte Århus C-lejlighed eller om det på et tidspunkt føles mest rigtigt for os at sende vores børn i dansk skole, dét vil vise sig. Jeg tror økonomi kommer til at spille en kæmpe rolle i nogle af de beslutninger. Det er fx helt afsindigt dyrt at sende sit barn i gode institutioner og skoler herovre og ikke bare dyrt på den der måde hvor man må tænke kreativt i forhold til madplanen og lave flere vegetardage. Nej, dyrt på den der måde hvor det kan blive nødvendigt at overveje om det der med at bo i New York overhovedet er smart tænkt når man er en børnefamilie. Men så igen… Man siger “ude godt, hjemme bedst”, men efter noget tid kan begreberne “ude” og hjemme” godt vende lidt på hovedet og New York… Det føles som hjemme for mig.

8