_Én kvinde, én graviditet

18. december 2014

IMG_0294Fra min fødselsdag i august 2013 med en blot 18 dage gammel baby på armen. Åh, så lille bitte. Hjerte. Hjerte.

Hver uge lytter jeg til podcasten Pregnancy Perfect med Anabell Ingleton. Selvom det er en anelse poppet og værtinden er lidt vel californisk at høre på til min smag, så hygger jeg mig med det. “Nu håber jeg ikke, at du bliver stresset af at lytte til det program“, spurgte min jordemoderveninde mig, underforstået at hun ikke håbede, at jeg sammelignede mig selv for meget med de kvinder der bliver interviewet i programmet. Alle kvinder er forskellige. Alle graviditeter er forskellige. Ingen stress her, tværtimod faktisk. Jeg synes, at det er noget så bekræftende, hvor mange ting man sådan kan gå at have tilfælles med andre gravide og det er egentligt meget betryggende at høre hvor udbredt det er med begynderkvalme, nysgerrigheden efter at kende kønnet på barnet og trangen til rent faktisk at spise for to. Hvert interview er bygget op på nøjagtigt samme måde med de samme spørgsmål og jeg kom på, at det kunne være sjovt at besvare alle spørgsmålene som en slags graviditets-blå bog her på bloggen.

Tre hurtige, opvarmende spørgsmål:

Fortæl lidt om dig selv, så som hvor du er fra, din alder og lidt om din familie.

Jeg er 29 år, født og opvokset i Århus og har siden 2011 boet i Brooklyn, New York i USA sammen med min mand Mathias. I  juli 2013 fødte jeg vores første barn, Noah, herovre og kort forinden havde jeg derfor sagt mit job op for at blive hjemmegående husmor på fuld tid. Til april næste år venter vi vores andet barn, en lille pige.

Hvad spiste du til aftensmad igår aftes?

Bum bum bum… Måtte lige kigge på madplanen, for jeg var helt blank. Ja, vi kører med madplan for tiden, det fungerer vildt godt for os. Jeg laver den, Mathias handler OG laver maden. I’m a lucky woman! Vi fik en simpel kålsalat med rødkål, granatæble, avocado og fetaost med asiatisk inspirerede kødboller til à la den her opskrift. Havde selv skrevet det på planen og syntes selv, at det var en god idé. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke rigtigt udholde tanken om kød og endte med at sidde og tygge mig igennem den ene portion salat efter den anden. Jeg er uforudsigelig på den måde. Gravid eller ej.

Hvilken app kigger du først på hver morgen?

Whatsapp. Det er den app jeg bruger til at skrive beskeder med familie og venner i Danmark og ofte er der tikket flere ind, mens jeg har ligget og sovet og dagen i fædrelandet er begyndt. Det er rigtigt hyggeligt og jeg kan godt lide at ligge og vågne, mens jeg læser dem. Jeg får dog sjældent svaret tilbage før flere timer, somme tider dage, senere for med en tumling i huset, er det ikke mange minutter jeg kan tillade mig at ligge og blinke søvnen ud af øjnene.

Og nu til sagen:

Hvilken graviditet vil du fortælle om?

Da jeg kun er lidt over halvvejs i min anden graviditet, bliver det min første. Den med Noah.

Hvilken alder havde du, da du fandt ud af, at du var gravid?

Det var i….November eller december 2012. Da var jeg 27 år.

Var det en planlagt graviditet eller en overvældende overraskelse?

Sjovt hvordan det ofte er ét af de første spørgsmål man får, når man annoncerer at man venter sig. Det kommer jo egentligt ikke andre ved. Men der skal mere nærgående spørgsmål til for at overskride mine grænser så: Det var planlagt.

Hvilken metode brugte I til at blive gravid?

Nu skal man nok have hørt programmet for at vide, at værtinden ved dette spørgsmål altid refererer til diverse metoder, man kan blive gravid på. Noget med at holde øje med sin cyklus, bare krydse fingrene og håbe at man var heldig, kunstig befrugtning osv. Uden at invitere Jer alt for langt med ind i soveværelset, (det er jeg trods alt for genert til), kan jeg sige, at der var tale om et godt gammeldags knald. Jævnligt.

Havde du nogle symptomer der fik dig til at tage en graviditetstest?

Ikke så vidt jeg husker. Men jeg vidste jo, at jeg gerne ville være gravid og jeg har altid haft en utroligt regelmæssig cyklus, så jeg skulle bare kaste et enkelt blik i min kalender, så vidste jeg, at det var tid til at tage en test.

Hvordan fortalte du din mand, at du var gravid?

Jeg sagde vist ikke så meget. Havde åbenbart svært ved lige at finde de rigtige ord. Viste ham bare testen, som jeg havde ladet ligge i vasken ude på badeværelset. Jeg skrev lidt om det tilbage i februar. Læs HER.

Delte I nyheden på en bestemt måde? Personligt, på sociale medier eller andet?

Vi fejrede jul i NY det år og havde alligevel aftalt med vores familier, at vi skulle Skype juleaften. Så selvom det var tidligt i forløbet, virkede det oplagt at dele nyheden på det tidspunkt. Vi var jo så glade og spændte. Skæbnen ville dog, at jeg kun holdt til at Skype med min egen familie, Mathias måtte overbringe den gode nyhed alene til sin familie, idet jeg kapitulerede på grund af kvalme og gik i seng. Der blev jeg det meste af julen. Det var en… Lidt underlig jul. Jeg annoncerede det ikke som sådan på fx Facebook, men nævnte vist noget med det i nogle få opdateringer. Anderledes var det denne gang, for jeg har siden dengang opdaget Instagram og valgte at lægge en lille video op som afslørede kønnet. Mit profilnavn er @teambrooklynbabies.

Beskriv dit første trimester med tre ord og fortæl hvorfor.

Kvalme, træthed og usikkerhed. Kvalmen var meget dominerende hele det første trimester og jeg syntes, at det var utroligt hårdt. Det var noget med at spise en smule i sengen, endnu inden jeg stod op, skynde mig ud i bad, hvor jeg som regel blev dårlig. Så enten kaste op eller sidde lidt på wc’et og samle mod til at komme videre i programmet og få tøj på. Hvis der var tid, ville jeg ligge på sofaen i 5-10 minutter og så gå mod toget. I toget ville jeg som regel stå eller sidde og gentage for mig selv igen og igen at jeg ikke måtte kaste op og samtidigt prøvede jeg at visualisere rindende vand. En flod, en lille bjergkilde eller måske et friskt springvand. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men det virkede. Hvis jeg var i god tid, kunne jeg godt finde på at lægge mig med lukkede øjne nogle minutter på arbejdet. Og når de andre så mødte ind lod jeg som ingenting. Måske derfor at jeg var så udmattet om aftenen? Det er hårdt at spille skuespil en hel dag SAMTIDIGT med at man gror et lille menneske indeni sig. Usikkerheden bestod nok bare i, at jeg havde svært ved at fatte hvad der foregik. Og så var jeg bekymret for, om alt mon var normalt og om der nu også ville komme en rigtig, levende baby ud af det. Sådan havde jeg det faktisk længe. Sådan lidt: “Jaja, vi får se. Jeg vil se babyen, før jeg tror det!

Hvilke graviditetssymptomer oplevede du i løbet af det første trimester?

Se ovenfor. Senere i graviditeten døjede jeg en smule med halsbrand, næseblod, ondt i lænden, åndenød og bare god gammeldags selvmedlidenhed. De sidste uger var ikke specielt sjove, syntes jeg. I Guder, hvor følte jeg mig stor og tyk og bare… Klar til at komme videre!

Var der nogle bestemte tricks der afhjalp disse symptomer?

Kvalmen var både dengang og denne gang bare noget jeg skulle igennem. Æbler, knækbrød, dansk vand og ingefærslik hjalp lidt. Og så fungerede det bedst, hvis jeg ikke nåede at blive sulten, men sørgede for at spise en smule rimeligt ofte. Nårh jo, vi må ikke glemme Mathias’ hjælp og uovertrufne tålmodighed. Det var i øvrigt også ham, som sørgede for lændemassage, da det blev nødvendigt i slutningen af graviditeten. Vi lærte en rigtig god teknik til fødselsforberedelse med tennisbolde. Du kan finde et hav af forskellige instruktionsvideoer på Youtube Her er et eksempel.

Dyrkede du nogen form for motion under graviditeten?

Nope. Det ville være synd at sige. Jeg gjorde vist ikke engang et ærligt forsøg. Det der motion og mig… Vi er ikke så gode venner.

Besluttede du og din mand at finde ud af kønnet på barnet?

Ja. Jeg var SÅ nysgerrig. Jeg mener, at vi fandt ud af det til en scanning omkring uge… 18? Det må have været noget lignende den scanning, man kalder misdannelsesscanningen i Danmark. Her hedder den vist noget i retning af detailed anatomy scan. Denne gang fik jeg taget en blodprøve, som (blandt andet) afslørede kønnet og det var allerede i uge 12. Videnskaben nu til dags, ikke?!

Hvordan valgte du healthcare provider til din fødsel? Jordemoder/doula, almindelig OB/GYN eller noget andet?

Dette spørgsmål er nok mest relevant, hvis man bor i USA, hvor det er normen, at man selv vælger hvem der skal følge en igennem graviditet og fødsel. Fra vi flyttede til USA til jeg blev gravid, havde jeg aldrig haft brug for at gå til læge, så jeg skulle lige greje systemet. Jeg endte med at søge på læger i et register på nettet, hvor de hver især havde fået karakterer via anmeldelser af patienter. Jeg valgte en nydeligt udseende ældre herre, med praksis tæt på mit arbejde og gode karakterer. Efterfølgende lærte jeg, at hver enkelt læge er tilknyttet et hospital, hvorpå man derfor skal føde og min læge var tilknyttet NYU, hvilket jeg (efter en smule research) var glad for, da netop dette hospital er kendt for bl.a. at være såkaldt baby-friendly. Det betyder fx at man går ind for amning, hud-mod-hud, sen afnavling (hvis man ønsker det) og andre ting som sikkert er en selvfølge på de fleste danske barselsafsnit, men som langt fra er det i USA.
Så… Det blev til en OB/GYN og så valgte vi ydermere at hyre en såkaldt doula. En doula er en ikke-medicinsk fødselshjælper, hvis rolle er at støtte og vejlede den fødende og hjælpe hende til et godt fødselsforløb. Hun var guld værd og det er heldigvis lykkedes os at hyre hende igen, så hun er med os, når det igen bliver aktuelt i april næste år.

Ventetøj… Kunne du finde noget du kunne lide, eller havde du nogle favoritter fra dit almindelige klædeskab som kunne bruges?

Jeg gik i mit almindelige tøj rimeligt længe. Til jeg var cirka halvvejs, tror jeg. Så begyndte jeg at føle mig lidt akavet i det og måtte købe lidt at supplere med. Jeg købte omkring ti af de der dejligt elastiske toppe fra Samsøe & Samsøe og så yderligere en enkelt kjole og en enkelt nederdel fra Asos Maternity. Og de ting vaskede jeg så virkeligt ofte. Men jeg var nok lidt stædig. Syntes ikke, at det kunne passe, at jeg skulle bruge penge på tøj, som kun kunne bruges i få måneder. Næ, så hellere klare mig med lidt, men godt. Hvad jeg dog ikke helt forstår, er hvordan jeg kunne undvære graviditetsstrømpebukser. Sådan nogle har jeg nemlig anskaffet mig denne gang og de er jo ganske uundværlige. Forstår jeg nu.

Hvad var dine spisevaner under din graviditet? Var der noget du bare måtte have eller slet ikke kunne udstå?

I starten af graviditeten lagde kvalmen noget af en dæmper på min, ellers normalt helt udmærkede, appetit. Jeg tabte mig vist også lidt i begyndelsen, men det indhentede jeg senere. Jeg havde en kort periode, hvor flødekartofler var det bedste i hele verden. Avocado syntes jeg pludseligt var en virkelig uheldig grøntsag. Ellers havde jeg virkelig meget lyst til god, gammeldags dansk mad. Du ved, kød, sovs og kartofler. Sådan er det også denne gang. Jeg nævner i flæng: Karbonader, hakkebøffer, sennepsglaseret hamburgerryg, en hel stegt kylling. Og SOVS. Retter vi normalt ikke rigtigt får herhjemme og som jeg ikke kan huske at have fået siden jeg var barn. Jeg ved ikke, der skal vel nogle byggesten til at lave et helt nyt lille menneske? Anden forklaring har jeg ikke i ærmet.

Havde du nogen form for graviditetsrelaterede forskrækkelser under din graviditet?

Heldigvis ikke. Jeg havde nok af bekymringer, men set i bakspejlet havde jeg stort set ingen grund til at lægge energi i nogen af dem. Noget der dog fyldte uforholdsmæssigt meget var, at jeg faktisk slet ikke brød mig om den læge, jeg havde fundet. Det var nok et spørgsmål om kemi. Om det var usikkerhed over at være førstegangsfødende i et land, hvor jeg ikke kendte så meget til normerne, usikkerhed over at være nygravid i sig selv, usikkerhed omkring systemet og ikke mindst økonomien i det, jeg skal ikke kunne sige det, men faktum er i hvert fald, at jeg ikke kunne overskue at finde en anden istedet. Så jeg havde hele mit forløb hos ham (dog bortset fra selve fødselen, da han af personlige årsager måtte sende sin afløser netop den aften). Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, synes jeg, at det var dumt af mig at blive ved med at gå hos den samme læge (man er, så vidt jeg kan forstå, til en hel del flere tjek her end i Danmark), men det kan jo heller ikke hjælpe noget at gå og være vred på sig selv over det. Dog har jeg denne gang valgt en anden praksis med hele seks læger. Det betyder at jeg ikke ved hvilken af de seks jeg kommer til at føde med, men jeg kommer til at møde dem allesammen inden min termin. Foreløbigt har jeg mødt to og mavefornemmelsen har det godt.

Hvor meget tog du på i vægt i løbet af graviditeten?

Ih, det ved jeg faktisk ikke. En kombination af, at jeg aldrig har ejet en vægt derhjemme og at jeg til hver vejning hos lægen jo fik resultatet at vide i pund. Dét kan jeg til stadighed ikke forholde mig til. Hvad blev der af gode gamle gram og kilo? Og centimeter og meter? Næ, istedet spurgte jeg hver gang: “Er det normalt?” Og hver gang var svaret ja, så jeg gik ikke op i tallet. Jeg FØLTE mig dog stor hen mod slutningen. Eller ikke så meget stor, som bare TUNG. Jeg kan stadig huske følelsen, jeg havde dagen før jeg fødte, hvor jeg lå på sofaen og egentlig lige havde lyst til at vende mig om på den anden side. Men blev liggende, for dét var simpelthen for besværligt. Jaja, det gik over så snart jeg havde født.

Fødte du vaginalt eller ved kejsersnit?

Vaginalt. Om end jeg kan huske at tænke hen mod slutningen, at NU måtte de godt rulle mig ud og give mig et kejsersnit. Jeg havde fået nok af det der med at føde!

Fik du nogen form for smertelindring under fødselen?

De gav mig lidt ilt for at få babyens hjerterytme lidt op (tror jeg?) Ellers fik jeg ikke noget, men ilten var ret rar. Jeg spurgte, om jeg måtte få en epidural, da vi ankom til hospitalet, men på daværende tidspunkt var jeg fuldt udvidet og lægen sagde noget i retning af: “…so we’re hoping you’ll give birth before it starts working!” “Du er den ledeste læge i verden!“, tænkte jeg lige der, men bagefter havde jeg det godt med at have klaret mig uden.

Hvad målte og vejede dit barn ved fødselen?

Noah vejede 2720 g og målte… 49 cm, hvis jeg husker rigtigt. Han blev født små tre uger før termin.

Hvad er dit barns fulde navn? (Du kan udelade efternavnet, hvis du har det bedst med det).

Noah Jakobsen.

Hvordan valgte I navnet?

Jeg foreslog ret tidligt ét drengenavn og ét pigenavn. Og Mathias sagde bare “okay!” Da vi så fandt ud at, at babyen var en dreng, var det som om, at han allerede hed det og så blev det altså Noah. Det har været mere eller mindre samme frmgangsmåde denne gang, bortset fra at vi jo så lærte kønnet at kende noget tidligere, så lillesøster har på en måde haft sit navn i længere tid, selvom hun end ikke er født endnu. Efternavnet er Mathias’ efternavn og er primært valgt for at holde det simpelt, men vigtigere endnu: Det kan nogenlunde let udtales på engelsk. Det var ikke just tilfældet med de andre efternavne vi havde i navnehatten, så mit Skovbjerg var fx slet ikke på tale. Før lillesøster kommer, planlægger vi i øvrigt at ændre vore navne, så også vi forældre kun hedder Jakobsen til efternavn. Mere om navnelegen HER.

Ammede du eller gav flaske eller begge og hvor længe? Og hvordan var det for dig?

Jeg ammede i omkring 11 måneder. Jeg var glad og lettet over at det gik nogenlunde problemfrit og har nok, så længe det varede, været ret bevidst om, at det var heldigt, at det bare duede. Det er langt fra tilfældet med alle, selvom viljen og lysten er der. Cirka halvvejs følte jeg det dog som en ret stor begrænsning, primært fordi han var kommet til at forbinde amning med at falde i søvn, så jeg havde ikke mod på fx at gå ud om aftenen, fordi jeg var bange for, at jeg svigtede ham ved ikke at være der. Til rådighed. Men jeg er glad for at jeg gjorde det og blev ved så længe, at jeg på et tidspunkt kunne mærke, at nu var vi begge klar til at stoppe. Og det gik også nemt nok. Det blev til en kold tyrker og et par dage hvor jeg pumpede en lille smule ud og så var en æra ligesom forbi.

Hvad holdt du mest af ved denne graviditet?

Forventningens glæde, tror jeg. Jeg havde mange søde, lyserøde tanker og forestillinger om, hvordan det ville være at få en lille baby og at være en familie. Jeg havde naturligvis også det modsatte, men overordnet set, tror jeg nok, at det første fyldte mest. Og sådan bør det måske være? Nu kan jeg se, at man tidsnok kan få alle mulige bekymringer, så hvorfor belemre sig selv med tanker om søvnløse nætter, ens evner indenfor bleskift og frygten for kolik, når man helt ærligt ikke aner hvad (eller skulle man sige hvem) der kommer?

Er der en bog, app eller hjemmeside du havde gavn af da du var gravid, som du kan anbefale til andre gravide?

Jeg brugte primært diverse graviditetshjemmesider på nettet, ikke så meget bøger, hverken dengang eller nu. Med Noah var jeg dog glad for en lille bog, som min veninde havde sendt mig. Det er en, alle gravide der er tilknyttet Skejby Sygehus får udleveret. En slags håndbog. Jeg ved, at den ligger på nettet, men belejligt nok kan jeg kun finde udgaven Gravid Igen. Find den HER. Denne gang har jeg hentet app’en What to Expect, som er nem at bruge, og der er en lille video hver uge, som viser hvor langt fosteret er i dets udvikling. Den ser vi sammen hver søndag og efter hvert lille klip, roser Mathias mig imponeret for at være meget dygtig til at… Ruge på den lille mini-me.

Håber du at få flere børn i fremtiden?

Ja! Vi vil gerne have en stor familie. Forleden sagde Mathias faktisk, at han gerne vil have seks børn. Gulp! Det må vi lige snakke om, for i så fald synes jeg, at det lyder som en forfærdelig masse kvalme, der venter forude for mit vedkommende. Men sikkert også ubeskrivelig lykke. Så man skal aldrig sige aldrig. Foreløbigt håber jeg, at alt går vel med denne graviditet og at lillesøster er sund og rask når vi får lov at møde hende i april.

Hvis du skulle give ét råd videre til en som gerne vil være gravid eller lige har fundet ud af at hun er gravid, hvad ville det så være?

Du kan nok høre, at kvalmen har været ret dominerende i mit tilfælde, ikke? Jeg troede oprigtigt talt, at jeg umuligt kunne blive en god mor, så ufatteligt ringe jeg havde det. Noget i retning af: “Hvis jeg er SÅ dårlig til at være gravid, HVORDAN skal jeg så klare at være MOR?” Både Mathias og mine veninder var så gode til at støtte mig og forsikre mig om, at de to ting selvfølgelig ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Så da en veninde for nyligt var i samme båd, sendte jeg hende en besked med et miks af de ting, jeg fik at vide i sin tid. I en lettere redigeret udgave, tåler den godt at blive sendt videre til andre nygravide i dette forum. Så hvis du venter dig og er plaget af en fæl kvalme, så læs med her: “Kære ven! Jeg kan kun sige at jeg kan relatere til det hele. Du er ikke den eneste! Men søde, prøv nu at minde dig selv om, at det altså ikke er fordi du har fået en ny og nederen personlighed. Det er udelukkende hormoner der raser rundt i din krop og er hård ved dig. Det er ikke DIG. Du er for Guds skyld ved at bygge et lille bitte menneske. Er du klar over hvor unikt det er, at du kan det! Det er sgu da ret flot! Intet under at du er ramt, tænk hvad der kommer ud af det. Du må huske på, trods daglige gøremål og alt hvad du skal nå, at hver eneste dag du kommer igennem endnu en dag som gravid lige nu, så HAR du gjort præcis hvad du skulle. Så er du i mål den dag. Og næste dag skal du prøve at komme i mål igen. Og så er det en sejr når du går i seng og har klaret endnu en dag. Og det skal du have ros for, for det ER hårdt. Men husk også at det hele er med til at gøre dig til mor og din mand til far. Om ikke så længe, skal han alligevel sørge for det meste derhjemme, for du skal tage dig af babyen. Så den fordeling er måske kommet lidt tidligere end forventet nu, men sådan vil det alt andet lige være i et stykke tid. Så det I gør lige nu er faktisk bare at øve Jer og det er godt! Også for babyen, for så bliver I mere og mere klar!

Wow, det blev en længere smøre, men hvor var det hyggeligt at se tilbage på en, for mig, ret unik tid. Hvis du kom hele vejen igennem, så tak fordi du læste med. Og lige én ting mere:

Invitation: Jeg tænker at sende stafetten videre til nogle af de mor-bloggere, jeg selv følger med hos i løbet af de næste par dage. Hvis de griber den, skal jeg nok lige linke til dem, så du også kan læse deres version. Indtil da er du, kære læser, meget velkommen til selv at være med. Send enten dine svar til mig i en mail eller brug kommentarfeltet nedenfor.