_Tanker fra Moderskabet #603

Bortset fra nogle maveknebsramte timer hver dag, sover hun ret meget. På nyfødtmåden. Da Noah var spæd, var jeg nærmest konstant i hans nærhed, også selvom han sov. Højst et par meter væk. Så jeg kunne overvåge hans sagte vejrtrækning, som føltes så skrøbelig. Igår havde vi gæster og Noah krævede min opmærksomhed og jeg var sulten og tørstig og en veninde sagde noget spændende og-og-og! Jeg glemte hende næsten, som hun lå der i sin lift og sov så sødt. Så mærkede jeg en sær blanding af lettelse og dårlig samvittighed. For er det ikke godt, at man kan optages af noget andet end sin lille baby, når hun alligevel sover? På den anden side… Det lille væsen fortjener vel intet mindre end præcis den samme form for udelte opmærksomhed, som hendes bror fik? Den er svær med to børn. Udelt opmærksomhed altså. 

 

_Tanker fra Moderskabet #602

Et par veninder, som også er andengangsmødre, er kun en SMS væk når jeg koger over i spørgsmål à la: “Noah gjorde lige sådan og sådan. Tror du han føler sig svigtet af mig? HVAD BETYDER DET? Hva’hva’hva!?” Nogle griber til pædagogviden, andre mavefornemmelse. Beroligende er de på hver sin måde. Og når jeg så er faldet ned igen, kan det godt strejfe mig, at jeg jo ikke er den første, der er blevet mor til to (gudskelov!) og at der da må være skrevet tykke bøger om det her. Og så er det, at jeg kommer i tanker om, at jeg ikke har læst en bog i månedsvis. Det bliver heller ikke lige nu. Snarere noget learning by doing, tror jeg.

 

_Dagens Sidespor #285

Sad med babyen på skulderen og fulgte hendes blik skråt bagved mig. Fik øje på min egen skygge, syntes ikke om det jeg så og rettede øjeblikkeligt ryggen og sugede kinderne ind. Så skyggen tog sig lidt bedre ud. Så kom jeg i tanker om, at jeg sad med min lille datter i armene, et pigebarn som, om jeg vil det eller ej, kommer til at spejle sig i mig på så mange måder. Åh, hvilket ansvar der hviler på en mors skuldre.

Apropos ovenstående, så holdt jeg meget af dette indlæg på Sines Sider.

 

_5 fra barselsgangen på NYU

1. Da jeg 20 måneder tidligere fødte Noah på det selvsamme hospital, fik vi en velkomstpakke med de mest nødvendige ting til en baby, heri blandt andet bittesmå sutter. Denne gang var der ingen sutter i pakken, idet man i mellemtiden er kommet frem til, at sutter kan være med til at forhindre en god start på amningen. Da NYU er et såkaldt Baby-Friendly hospital, vægtes amningen meget højt (hvis man altså ønsker at amme) og man har fx mulighed for at gå til en breastfeeding class på barselsgangen dagen efter fødslen. Jeg sprang over denne gang, men var med dagen efter jeg havde født Noah.

2. Lige før vi skulle hjem fra hospitalet, skulle vi underskrive en masse udskrivningspapirer. Disse inkluderede blandt andet en formular vedrørende SBS (shaken baby syndrome). Jeg skulle skrive under på, at jeg forstod hvad det er og hvad konsekvenserne af det kan være. 

3. En børnelæge tilså Uma inden vi blev udskrevet og hun begyndte at græde midt i det hele. Lægen sagde i spøg: “Oh, don’t be such a baby!” Selvom det bare var et udtryk, begyndte mine læber nærmest at bæve og jeg var lige ved at sige med løvemorstemme: “Jamen, hun ER jo en lille bitte baby!” Hormoner, ikke!

4. Dagen efter fødslen fik jeg tilbudt gratis massage på min stue. Jeg syntes dog, at det var lidt fjollet, for massøren måtte af én eller anden grund ikke røre ved mine ben og holdt sig således til mine arme og hænder. Jeg forstod aldrig hvorfor hun ikke tog ved skuldre og nakke, for allerede på det tidspunkt, var det vældigt tiltrængt. På nuværende tidspunkt ville jeg tage varmt imod hende, lige gyldigt hvilke restriktioner hun arbejder under. Selv en kort lille omgang lillefingermassage lyder ret dejligt lige nu!

5. Vi valgte at takke nej til måltider denne gang, så længe vi var indlagt, fordi vi sidste gang endte med at smide en del mad ud. Hospitalsmenuen var simpelthen så ringe, at vi alligevel endte med at købe mad udefra. Min sygeplejerske overhørte det, da jeg takkede nej og sagde, med hvad der lød som lettelse på mine vegne i stemmen: “Good for you, you deserve a good meal!”
 

_Dagens Sidespor #284

Havde travet og travet og travet rundt på stuegulvet med en maveknebsramt baby på armen og hele min overkrop gjorde ondt af spændinger, som var nøjagtigt så gamle som babyen. Sukkede opgivende og så! Smilede hun sgu. Med både mund og øjne og timingen var perfekt, for alle ved jo, at en mors energi nulstilles ved ethvert babysmil:

P: ” De er altså smart lavet, sådan nogle babyer!
M: “Du må lige huske på, hvem der har lavet hende, når du siger sådan.
P: “Gud?!
M: “Ej P, det har du da!
 

_Tanker fra Moderskabet #599

Barnet har ikke just haft travlt med at begynde at tale. Først var det baby-pludren, siden en tumlings sludder for en sladder han var god for, men sjældent har der været “rigtige” ord involveret. Nu tager han åbenbart revanche og kører dobbelt op på nytillærte ord. Således hedder det åbenbart en bil-bil, et ben-ben og en… Mormor. Den sidste er især en vinder. Og hun kvitterer med rosiner, bagværk og ivrige bleskift. Det er både noget mor og barn kan forstå, skulle jeg hilse at sige.

 

_Tanker fra Moderskabet #598

Apropos det der med, at man ufatteligt hurtigt kan gå hen og synes at endnu en graviditet er en god ide, selvom man lige har haft travlt med at være dødtræt af konceptet: Lige da jeg havde født Noah, sagde jeg bestemt til Mathias, at “det her gør jeg ALDRIG igen!” Da jeg havde født Uma, sagde jeg: “Der skal lige gå noget tid, før jeg gider gøre det her igen.” Altså… Er det sådan man ender med en 7-8 børn og en virkeligt stor bil til at transportere dem allesammen i?!

 

_Tanker fra Moderskabet #596

Nåja, det er jo heller ikke meningen, at ens børn skal være ens. Eller behandles helt ens. Vel?! Således gik der over et år før Noah fattede interesse for en sut og Uma… Har fået en prakket på allerede nu, to uger gammel. Og! Alt farvestrålende, køb-lige-mor-et-par-minutter-Fisher-Price-Mamaroo-gejl lyder pludselig som en rigtig, rigtig god ide!

 

_Tanker fra Moderskabet #595

Bevares, ingen havde lovet mig, at det ville blive nemt, tværtimod. Men dét jeg gerne vil vide, er hvor jeg skal pakke mit stakkels, grædende moderhjerte hen, når det lille, store barn græder og klynger sig til mig, og samtidigt lettet vinker “bye bye” til den ellers velmenende mormor, når det ligesom var de to, som skulle sammen på legepladsen. Av av.

 

_Tanker fra Moderskabet #594

Ting jeg fortæller mig selv:

Nok er han vant til at være sammen med mig det meste af dagen, men det er ikke synd for ham, at han netop har haft to uger med sin fars fulde opmærksomhed.

Han er et barn der græder nogle gange. Han græder ikke altid fordi han har fået en lillesøster og savner sin mor, som ammer konstant.

Det er ikke synd for ham, at han har fået en lillesøster.
 

_Sådan kom Uma til verden

Utålmodigheden havde været enorm i ugevis. Selvmedlidenheden ligeså og hver aften var forudsigelig i den henseende, at jeg rodede mig ud i en lang rabler med samme overskrifter hver eneste gang: “Wow! Hvordan kan man være SÅ utålmodig? Øjjjjjj, jeg glæder mig til at møde hende. Mathias, jeg synes det stinker at være gravid. Jeg kan altså ikke love, at jeg gider at have flere børn efter hende her. Veer… Det må da være den eneste form for smerte, man ligefrem ser frem til! Gad vide om der er noget vi mangler at få købt? Mathias, tror du vi har alt klar? Skal jeg bestille flere bleer? Jeg føler mig bare så… Tung! Synes du at jeg klynker meget? Øv, hvor er det træls at være sådan en der bare klynker sin graviditet væk. Sådan gider jeg da ikke at være. Er det irriterende at høre på? Men jeg kan altså ikke selv gøre for det. Åh, det er jo heller ikke for at være utaknemmelig, vel! Alle siger at det er med at nyde den her tid. Ha! Nyde!? Jeg er træt nu, den gider ikke mere, den her krop. Er der nogen is i fryseren? Hvordan tror du fødslen kommer til at gå? Adr, du har dårlig ånde. Kan du ikke lige børste tænder. Og gå ud med skraldet? Og hente en pakke nede i pakkerummet. Jeg har købt nogle ting til babyen, som vi virkeligt manglede. Ih, jeg bruger sikkert også for mange penge lige nu. Hvor uansvarligt. Man kan da ikke være mor til to, når man er så uansvarlig som mig!? Kan man? Hva’hva’hva’!?!! Det er også synd for Noah at skulle trækkes med sådan en hval af en mor lige nu. Jeg orker jo ingenting. Tror du han mærker det? Mangler han noget? Keder han sig? Vores lille dreng! Tænk, at han skal være storebror lige om lidt. Så har vi to børn, Mathias, TO BØRN! Jeg tror altså bare jeg skal i seng nu, det har været en lang dag.

Og. Så. Videre. Point til Mathias for at lytte tålmodigt hver eneste gang. Og endda at have overskud til at komme med kærlig opmuntring og gang på gang minde mig om, at han syntes at jeg gjorde det rigtigt godt. 

Og så! Lige den her mandag havde bare været rigtig god. Min krop føltes anderledes. Lettere end den havde gjort længe og Noah og jeg røg på legepladsen allerede fra morgenstunden med kaffe i koppen, croissanter i maven og smil på læben. Ja, og solen skinnede endda. Senere skulle vi til musik og dans, Noah og jeg, og selvom vi var ved at komme for sent og jeg småløb derop med klapvognen, var jeg ikke ved at dejse om af plukkeveer for en gangs skyld. Hjemme igen fik vi os begge en god, lang lur og Mathias kom vist endda en anelse tidligere hjem end normalt. Før aftensmaden mærkede jeg pludselig en sær murren i kroppen og gik ind og lagde mig i ti minutter. Tænkte kort: “Er det nu?!” Men det gik i sig selv og det passede mig fint, for det kunne lige passe, at der skulle gå en bøf med bearnaise tabt, blot fordi mit barn havde besluttet sig for at ville se dagens lys før spisetid.

Mathias følte sig småsyg og ville tidligt i seng. Jeg sparede ham for en gangs skyld for aften-rableren, men kunne ikke selv finde ro nok til at gå i seng. Det var i øvrigt nok meget fint, at den kære mand fik lov at gå i seng uden at skulle forholde sig til mit tankemylder. Lige den aften var det nemlig tanker omkring hvorvidt han egentlig syntes, at jeg var blevet helt tyk og grim under graviditeten, der fyldte og lad os bare være ærlige; Ingen af parterne kan helt komme godt ud af en snak, der starter med, at en gravid kvinde spørger sin mand, om han synes hun er for tyk.

Det er nemt at komme og sige bagefter, men jeg havde altså på fornemmelsen, at der var noget under opsejling. Jeg havde sådan en sær trang til at ordne ting, men kunne ikke lige finde ud af hvad jeg skulle give mig til at ordne, der henad 22-tiden om aftenen. Var jo også søvnig. Så jeg gav mig til at besvare SMS’er og emails. Indboxen skulle i bund inden jeg havde ro nok til at lægge hovedet på puden.

Klip til midnatstide, hvor jeg vågnede ved at skulle på wc. Så vidste jeg godt, at der var ved at ske noget. Tænkte alligevel at der nok ventede en lang nat forude, så vraltede tilbage i seng og forsøgte at sove videre. Uden held. En lille time senere, tænkte jeg, at det nok ville være smart at vække Mathias, så han ligesom lige var orienteret om, at der var noget i gære. Derfra droppede jeg at ville snakke med nogen og overlod ansvaret til Mathias, som kort tid efter bad vores doula, Jordan, om at komme. Gudskelov at han fik den tanke et godt stykke tid før jeg selv kom til den konklusion, at hun hellere måtte komme, for da hun ankom lidt i tre, havde jeg pressetrang og vandet gik, i dobbeltsengen, få minutter efter. Blev ret forskrækket, det er altså en mærkelig følelse, også selvom man har prøvet det før.

En taxi blev kaldt og jeg syntes at der var uendeligt langt hen til elevatoren. Det strejfede mig, at det ville være mere belejligt at bede fødselsholdet om at komme hjem til os eller i det mindste ringe efter en ambulance, for så tænkte jeg, at de måske kunne lægge mig på en båre og så kunne jeg slippe for at gå nogen steder. Der var naturligvis ingen vej udenom og mens Mathias ordnede praktiske ting, støttede Jordan mig hele vejen. Vi måtte stoppe 3-4-5 gange pga veer, før vi nåede helt ned på gaden og hver gang bad Jordan mig om at hænge med armene om halsen på hende og lade som om jeg pustede et lys ud. Velsagtens for at undgå at jeg pressede med når veerne kom(?) Og du kan satme tro, at det lys blev pustet ud! Med propellyd på endda! Også hele vejen i taxien til NYU. Jeg var vildt bange for at komme til at føde i bilen, men Jordan forsikrede mig igen og igen, med myndig, men kærlig stemme: “We’ll get there. We have time. Now, blow that candle!” Stakkels taxichauffør, han må have følt sig en anelse presset i de 25-30 minutter turen tog.

Mathias måtte forresten blive hjemme indtil vores veninde kom, så der var nogen hos Noah. Hun ankom få minutter efter Jordan og jeg var kørt og Mathias sprang i en taxi kort efter.

Endeligt fremme på NYU og Jordan fandt en kørestol og transporterede mig hurtigt mod elevatoren til fødegangen. I lobbyen kastede en medarbejder et blik på mig og spurgte ængsteligt: “ER?” “No, Labor & Delivery!“, svarede Jordan kort og drønede videre med propel-mig.

Mathias havde ringet til fødegangen og varslet vores ankomst, så heldigvis kunne vi komme direkte ind på en fødestue. Ikke alt det der postyr med først at skulle undersøges ligesom sidste gang. Der var vist ingen tvivl om, at jeg var i aktiv fødsel. Heldigvis. Da var klokken cirka halv fire. Før det hele begyndte, var det nok pressefasen, jeg var mest nervøs for, siden den del tog så lang tid sidste gang. Denne gang var jeg ikke i tvivl om, hvad der foregik og jeg stoppede med at kæmpe imod i det øjeblik jeg kom op på sengen og fik bukserne af. Selv det de kalder “the ring of fire” føltes på en måde godt, for så vidste jeg, at der ikke var langt igen. Klokken 3.37 var hun ude, min læge huskede heldigvis, at jeg havde ønsket delayed cord clamping og Mathias trådte ind på stuen præcis tidsnok til spontant at klippe navlestrengen.

Det siges at man ikke ved præcist hvad det er, der sætter gang i fødslen, men at man mener, at det er babyen, som beslutter hvornår den er klar. Og det var næsten symbolsk, at hun kom til verden netop den dag, den 7. april, for det var den dag hendes farmor ville være fyldt år, havde hun været i live endnu, og således hænger tingene jo så fint sammen. Selvfølgelig. Vores lille Uma.
1

_Far til to

Jeg spurgte Mathias, om ikke han kunne interviewe sig selv om det med at være blevet far til to. Så skrev han det her mens han var ude at handle. Sådan er han… Ordner lige alting, imens jeg sidder derhjemme med alle følelserne. Det er godt nok.

Hvordan oplevede du Pernille under graviditeten? 

Jeg syntes Pernille tog det ret godt at være både gravid og passe en tumling på fuld tid. Jeg glædede mig altid til at holde weekend med min lille familie, men når det blev søndag aften så jeg altså også frem til en uges arbejde hvor man lidt bedre kan slappe af, planlægge sin egen tid og ikke altid er midt i at lave mad til nogen/tørre barn af/rydde op/lave mad til sig selv/skifte ble/lynhurtigt lige sluge noget mad/putte barn. 

Havde I nogen kriser? 

Ved ikke om det ligefrem var kriser, men Pernille kan jo godt lide at tænke langt frem. Ret langt. Fx når hun i første trimester funderer over hvad vi skal gøre, hvis vi nu fx skulle købe en ekstra Tripp Trapp stol til Uma (der først kan sidde i den om et år) fordi når Noah så er vokset fra sin om otte år, hvor skal vi så overhovedet opbevare den? Den slags spørgsmål kunne jeg altså ikke altid svare på. 

Hun bekymrede sig også om hypotetiske følelsesmæssige spørgsmål som fx “hvad hvis jeg ikke kan elske dem begge to nok?

Hvad skal man svare på sådan noget når der fortsat er mindst tre måneder til barnet bliver født? 

Men der var nu ikke noget som ikke kunne løses med en Magnum Double Caramel fra fryseren. 

Hvordan gik fødslen? 

Hurtigt! Meget hurtigt. Første ve var omkring midnat mens jeg lå og snork sov. Pernille vækkede mig kl 0:50 og mente at noget måske var under opsejling. Jeg forsøgte at hive mig selv ud af søvnen så jeg kunne finde ud af hvad der mon foregik. Pernille mener selv hun er dårlig til at håndtere smerte – at hun er lidt pjevset. Men åbenbart ikke når hun er i fødsel. Hun bliver bare meget stille og indadvendt. Jeg kunne ikke rigtigt få svar på mine spørgsmål (“jamen skat, tror du det er veer? Har du en ve nu?“) men hun møffede rundt i sengen og brummede lidt og ret hurtigt tænkte jeg: “Det her minder mig om noget jeg har set før.” 

Efter mine bedste forsøg på at måle det, så var hendes veer allerede blot ca 5 min fra hinanden og ret konsistente. 

Først ville jeg ikke ulejlige Jordan, vores doula, hvis det nu ikke var noget (det var kun ca 10 min siden Pernille havde vækket mig) men ca 1:15 sagde min mavefornemmelse at det var bedre bare at sige, at hun skulle komme. Jeg troede vi havde lidt tid at løbe på, så jeg sagde at hun ikke skulle skynde sig. Det er nok det eneste jeg fortryder.  

Da Jordan ankom kl 2:38 havde Pernille veer ca hvert andet minut og pressetrang og vandet gik ca samtidig. 

Vi pakkede så hurtigt vi kunne få dem afsted i en taxa fra Bushwick ca 2:57. Jeg måtte blive tilbage og vente på min veninde Sarah som skulle passe Noah. Hun ankom kort efter og jeg fik givet hende instruktioner og hoppede i den næste taxa. Da jeg trådte ind af døren 3:38 var det akkurat tid til at jeg kunne klippe navlestrengen. 

Hvordan er det så at være gift med Pernille, nu hvor hun er blevet mor for anden gang? 

Det er da for fedt. Men kan du måske være lidt mere specifik? 

Er der noget som er anderledes end første gang? 

Ja, hun er mere rolig. Det er vi vist begge to. Vi bekymrer os rigeligt, men i forhold til første gang, er vi en smule mindre panik-angste for at lukke øjnene og sove lidt. I går nat vågnede jeg af, at Uma lå og sagde nogle små lyde – men Pernille sov fra det. Det skete altså ikke med Noah. 

Er der noget som er det samme som sidst? 

Ja! Jeg kan fx tydeligt huske den følelsesmæssige rutschebanetur, som Pernille var på i ugerne efter fødslen med Noah og som hun gennemlever lige nu. Med kroppen pumpet fuld af de vildeste (naturlige) hormoner så går det lidt op og ned. Det ene øjeblik smiler hun som solen med Uma i armene og siger ting som: “Jeg er lykkelig lige nu” eller “er vi ikke bare de heldigste i hele verden?” Eller “vi har ALT!” Og der anes måske en diskret lille glædeståre i det ene øje. Og samme aften hænger hun med snuden, sukker og siger ting som “jeg synes ikke jeg er særligt glad” og “jeg har ondt i hele kroppen” og “jeg savner dig!”

Der er ikke så meget, jeg kan gøre andet end at lade være med at gå i panik hver gang hun dykker ned i et hul. Jeg ved jo, at det går over. 

Hvad er det sværeste? 

Det sværeste for mig, er at skifte mindset fra at være service-person og til at tage selvstændige beslutninger. Lad mig uddybe: fx om natten er det Pernille der har overblikket. Det er hende der vågner og ammer. Hvis der er brug for en ren ble vækker hun mig. I den situation skal jeg ikke prøve at tænke om det nu også er nødvendigt med en ren ble, for det er jo kun 5 min siden jeg lukkede øjnene… For i virkeligheden er det måske 3 timer siden. Eller når der er andre praktiske ting der bare skal gøres. 

Andre gange skal vi lægge planer sammen, fx tur til lægen, eller gæster der skal komme på besøg eller et telefonmøde med nogen fra mit arbejde der skal aftales. Det kræver et helt andet mindset og jeg har svært ved lige at skifte frem og tilbage, og så laver jeg dårlige planer, glemmer at fortælle Pernille om det og så opstår der misforståelser. Thank God at jeg ved hvordan man laver Pernilles livretter (fritter med bearnaise) og at der er Magnum is i fryseren!

Hvad er det bedste? 

Det bedste er, når jeg lader som om jeg sover og i smug holder øje med hvordan hun sidder med Uma om natten og ammer og snakker med hende og trøster hende og hele hendes kropssprog udstråler “jeg er din mor (og jeg er god til det) og jeg elsker dig overalt på jorden og du kan stole på at jeg er her for dig uanset hvad” – hun er uendeligt tålmodig og hviler 100% i sig selv – det er meget smukt at få lov at være vidne til.  

Hvordan er det for dig at være blevet far igen? 

Det er super fedt! Det kan godt være at jeg nu er rykket helt ned på en fjerdeplads på Pernilles prioritetsliste efter Uma, Noah og hendes soulmate (iPhone), men jeg føler mig super stærk og sej. Jeg oplever intet problem med at elske begge mine børn. Jeg oplever faktisk at jeg elsker Noah endnu mere nu hvor Uma også er der. Det er sejt.  

 

_Tanker fra Moderskabet #592

Havde været ude og drikke morgenkaffe, alle fire, og Mathias sad og havde et moment i solen, med Uma på armen og Noah i vognen ved siden af. Skulle jeg nå i bad inden der kom gæster, blev jeg nødt til at gå i forvejen. Huha, det var helt svært at gå fra dem. Magen til nøleri skal man lede længe efter. Jeg så mig nødsaget til, at få Mathias til at sværge, at han ville komme hjem med sig selv og begge børn i god behold og sjældent har jeg set mig SÅ godt for, da jeg krydsede en gade på vejen hjem.

 

_Tanker fra Moderskabet #590

Så græd jeg igen. Veninder.

I can’t imagine how lucky Noah and Uma are to have the coolest, most beautiful and amazingly 100% perfect hearted mother. I mean I can imagine it but living it everyday is probably mind blowing. So proud Pernille, always and with admiration.

Og tænkte på, om man bare er blevet for stort et mor-dyr, hvis ikke man kan komme på et større kompliment at få. Men jeg ER jo hoppet i med begge ben for fa’en!