_Far til to

17. april 2015

Jeg spurgte Mathias, om ikke han kunne interviewe sig selv om det med at være blevet far til to. Så skrev han det her mens han var ude at handle. Sådan er han… Ordner lige alting, imens jeg sidder derhjemme med alle følelserne. Det er godt nok.

Hvordan oplevede du Pernille under graviditeten? 

Jeg syntes Pernille tog det ret godt at være både gravid og passe en tumling på fuld tid. Jeg glædede mig altid til at holde weekend med min lille familie, men når det blev søndag aften så jeg altså også frem til en uges arbejde hvor man lidt bedre kan slappe af, planlægge sin egen tid og ikke altid er midt i at lave mad til nogen/tørre barn af/rydde op/lave mad til sig selv/skifte ble/lynhurtigt lige sluge noget mad/putte barn. 

Havde I nogen kriser? 

Ved ikke om det ligefrem var kriser, men Pernille kan jo godt lide at tænke langt frem. Ret langt. Fx når hun i første trimester funderer over hvad vi skal gøre, hvis vi nu fx skulle købe en ekstra Tripp Trapp stol til Uma (der først kan sidde i den om et år) fordi når Noah så er vokset fra sin om otte år, hvor skal vi så overhovedet opbevare den? Den slags spørgsmål kunne jeg altså ikke altid svare på. 

Hun bekymrede sig også om hypotetiske følelsesmæssige spørgsmål som fx “hvad hvis jeg ikke kan elske dem begge to nok?

Hvad skal man svare på sådan noget når der fortsat er mindst tre måneder til barnet bliver født? 

Men der var nu ikke noget som ikke kunne løses med en Magnum Double Caramel fra fryseren. 

Hvordan gik fødslen? 

Hurtigt! Meget hurtigt. Første ve var omkring midnat mens jeg lå og snork sov. Pernille vækkede mig kl 0:50 og mente at noget måske var under opsejling. Jeg forsøgte at hive mig selv ud af søvnen så jeg kunne finde ud af hvad der mon foregik. Pernille mener selv hun er dårlig til at håndtere smerte – at hun er lidt pjevset. Men åbenbart ikke når hun er i fødsel. Hun bliver bare meget stille og indadvendt. Jeg kunne ikke rigtigt få svar på mine spørgsmål (“jamen skat, tror du det er veer? Har du en ve nu?“) men hun møffede rundt i sengen og brummede lidt og ret hurtigt tænkte jeg: “Det her minder mig om noget jeg har set før.” 

Efter mine bedste forsøg på at måle det, så var hendes veer allerede blot ca 5 min fra hinanden og ret konsistente. 

Først ville jeg ikke ulejlige Jordan, vores doula, hvis det nu ikke var noget (det var kun ca 10 min siden Pernille havde vækket mig) men ca 1:15 sagde min mavefornemmelse at det var bedre bare at sige, at hun skulle komme. Jeg troede vi havde lidt tid at løbe på, så jeg sagde at hun ikke skulle skynde sig. Det er nok det eneste jeg fortryder.  

Da Jordan ankom kl 2:38 havde Pernille veer ca hvert andet minut og pressetrang og vandet gik ca samtidig. 

Vi pakkede så hurtigt vi kunne få dem afsted i en taxa fra Bushwick ca 2:57. Jeg måtte blive tilbage og vente på min veninde Sarah som skulle passe Noah. Hun ankom kort efter og jeg fik givet hende instruktioner og hoppede i den næste taxa. Da jeg trådte ind af døren 3:38 var det akkurat tid til at jeg kunne klippe navlestrengen. 

Hvordan er det så at være gift med Pernille, nu hvor hun er blevet mor for anden gang? 

Det er da for fedt. Men kan du måske være lidt mere specifik? 

Er der noget som er anderledes end første gang? 

Ja, hun er mere rolig. Det er vi vist begge to. Vi bekymrer os rigeligt, men i forhold til første gang, er vi en smule mindre panik-angste for at lukke øjnene og sove lidt. I går nat vågnede jeg af, at Uma lå og sagde nogle små lyde – men Pernille sov fra det. Det skete altså ikke med Noah. 

Er der noget som er det samme som sidst? 

Ja! Jeg kan fx tydeligt huske den følelsesmæssige rutschebanetur, som Pernille var på i ugerne efter fødslen med Noah og som hun gennemlever lige nu. Med kroppen pumpet fuld af de vildeste (naturlige) hormoner så går det lidt op og ned. Det ene øjeblik smiler hun som solen med Uma i armene og siger ting som: “Jeg er lykkelig lige nu” eller “er vi ikke bare de heldigste i hele verden?” Eller “vi har ALT!” Og der anes måske en diskret lille glædeståre i det ene øje. Og samme aften hænger hun med snuden, sukker og siger ting som “jeg synes ikke jeg er særligt glad” og “jeg har ondt i hele kroppen” og “jeg savner dig!”

Der er ikke så meget, jeg kan gøre andet end at lade være med at gå i panik hver gang hun dykker ned i et hul. Jeg ved jo, at det går over. 

Hvad er det sværeste? 

Det sværeste for mig, er at skifte mindset fra at være service-person og til at tage selvstændige beslutninger. Lad mig uddybe: fx om natten er det Pernille der har overblikket. Det er hende der vågner og ammer. Hvis der er brug for en ren ble vækker hun mig. I den situation skal jeg ikke prøve at tænke om det nu også er nødvendigt med en ren ble, for det er jo kun 5 min siden jeg lukkede øjnene… For i virkeligheden er det måske 3 timer siden. Eller når der er andre praktiske ting der bare skal gøres. 

Andre gange skal vi lægge planer sammen, fx tur til lægen, eller gæster der skal komme på besøg eller et telefonmøde med nogen fra mit arbejde der skal aftales. Det kræver et helt andet mindset og jeg har svært ved lige at skifte frem og tilbage, og så laver jeg dårlige planer, glemmer at fortælle Pernille om det og så opstår der misforståelser. Thank God at jeg ved hvordan man laver Pernilles livretter (fritter med bearnaise) og at der er Magnum is i fryseren!

Hvad er det bedste? 

Det bedste er, når jeg lader som om jeg sover og i smug holder øje med hvordan hun sidder med Uma om natten og ammer og snakker med hende og trøster hende og hele hendes kropssprog udstråler “jeg er din mor (og jeg er god til det) og jeg elsker dig overalt på jorden og du kan stole på at jeg er her for dig uanset hvad” – hun er uendeligt tålmodig og hviler 100% i sig selv – det er meget smukt at få lov at være vidne til.  

Hvordan er det for dig at være blevet far igen? 

Det er super fedt! Det kan godt være at jeg nu er rykket helt ned på en fjerdeplads på Pernilles prioritetsliste efter Uma, Noah og hendes soulmate (iPhone), men jeg føler mig super stærk og sej. Jeg oplever intet problem med at elske begge mine børn. Jeg oplever faktisk at jeg elsker Noah endnu mere nu hvor Uma også er der. Det er sejt.