_Sådan kom Uma til verden

18. april 2015

Utålmodigheden havde været enorm i ugevis. Selvmedlidenheden ligeså og hver aften var forudsigelig i den henseende, at jeg rodede mig ud i en lang rabler med samme overskrifter hver eneste gang: “Wow! Hvordan kan man være SÅ utålmodig? Øjjjjjj, jeg glæder mig til at møde hende. Mathias, jeg synes det stinker at være gravid. Jeg kan altså ikke love, at jeg gider at have flere børn efter hende her. Veer… Det må da være den eneste form for smerte, man ligefrem ser frem til! Gad vide om der er noget vi mangler at få købt? Mathias, tror du vi har alt klar? Skal jeg bestille flere bleer? Jeg føler mig bare så… Tung! Synes du at jeg klynker meget? Øv, hvor er det træls at være sådan en der bare klynker sin graviditet væk. Sådan gider jeg da ikke at være. Er det irriterende at høre på? Men jeg kan altså ikke selv gøre for det. Åh, det er jo heller ikke for at være utaknemmelig, vel! Alle siger at det er med at nyde den her tid. Ha! Nyde!? Jeg er træt nu, den gider ikke mere, den her krop. Er der nogen is i fryseren? Hvordan tror du fødslen kommer til at gå? Adr, du har dårlig ånde. Kan du ikke lige børste tænder. Og gå ud med skraldet? Og hente en pakke nede i pakkerummet. Jeg har købt nogle ting til babyen, som vi virkeligt manglede. Ih, jeg bruger sikkert også for mange penge lige nu. Hvor uansvarligt. Man kan da ikke være mor til to, når man er så uansvarlig som mig!? Kan man? Hva’hva’hva’!?!! Det er også synd for Noah at skulle trækkes med sådan en hval af en mor lige nu. Jeg orker jo ingenting. Tror du han mærker det? Mangler han noget? Keder han sig? Vores lille dreng! Tænk, at han skal være storebror lige om lidt. Så har vi to børn, Mathias, TO BØRN! Jeg tror altså bare jeg skal i seng nu, det har været en lang dag.

Og. Så. Videre. Point til Mathias for at lytte tålmodigt hver eneste gang. Og endda at have overskud til at komme med kærlig opmuntring og gang på gang minde mig om, at han syntes at jeg gjorde det rigtigt godt. 

Og så! Lige den her mandag havde bare været rigtig god. Min krop føltes anderledes. Lettere end den havde gjort længe og Noah og jeg røg på legepladsen allerede fra morgenstunden med kaffe i koppen, croissanter i maven og smil på læben. Ja, og solen skinnede endda. Senere skulle vi til musik og dans, Noah og jeg, og selvom vi var ved at komme for sent og jeg småløb derop med klapvognen, var jeg ikke ved at dejse om af plukkeveer for en gangs skyld. Hjemme igen fik vi os begge en god, lang lur og Mathias kom vist endda en anelse tidligere hjem end normalt. Før aftensmaden mærkede jeg pludselig en sær murren i kroppen og gik ind og lagde mig i ti minutter. Tænkte kort: “Er det nu?!” Men det gik i sig selv og det passede mig fint, for det kunne lige passe, at der skulle gå en bøf med bearnaise tabt, blot fordi mit barn havde besluttet sig for at ville se dagens lys før spisetid.

Mathias følte sig småsyg og ville tidligt i seng. Jeg sparede ham for en gangs skyld for aften-rableren, men kunne ikke selv finde ro nok til at gå i seng. Det var i øvrigt nok meget fint, at den kære mand fik lov at gå i seng uden at skulle forholde sig til mit tankemylder. Lige den aften var det nemlig tanker omkring hvorvidt han egentlig syntes, at jeg var blevet helt tyk og grim under graviditeten, der fyldte og lad os bare være ærlige; Ingen af parterne kan helt komme godt ud af en snak, der starter med, at en gravid kvinde spørger sin mand, om han synes hun er for tyk.

Det er nemt at komme og sige bagefter, men jeg havde altså på fornemmelsen, at der var noget under opsejling. Jeg havde sådan en sær trang til at ordne ting, men kunne ikke lige finde ud af hvad jeg skulle give mig til at ordne, der henad 22-tiden om aftenen. Var jo også søvnig. Så jeg gav mig til at besvare SMS’er og emails. Indboxen skulle i bund inden jeg havde ro nok til at lægge hovedet på puden.

Klip til midnatstide, hvor jeg vågnede ved at skulle på wc. Så vidste jeg godt, at der var ved at ske noget. Tænkte alligevel at der nok ventede en lang nat forude, så vraltede tilbage i seng og forsøgte at sove videre. Uden held. En lille time senere, tænkte jeg, at det nok ville være smart at vække Mathias, så han ligesom lige var orienteret om, at der var noget i gære. Derfra droppede jeg at ville snakke med nogen og overlod ansvaret til Mathias, som kort tid efter bad vores doula, Jordan, om at komme. Gudskelov at han fik den tanke et godt stykke tid før jeg selv kom til den konklusion, at hun hellere måtte komme, for da hun ankom lidt i tre, havde jeg pressetrang og vandet gik, i dobbeltsengen, få minutter efter. Blev ret forskrækket, det er altså en mærkelig følelse, også selvom man har prøvet det før.

En taxi blev kaldt og jeg syntes at der var uendeligt langt hen til elevatoren. Det strejfede mig, at det ville være mere belejligt at bede fødselsholdet om at komme hjem til os eller i det mindste ringe efter en ambulance, for så tænkte jeg, at de måske kunne lægge mig på en båre og så kunne jeg slippe for at gå nogen steder. Der var naturligvis ingen vej udenom og mens Mathias ordnede praktiske ting, støttede Jordan mig hele vejen. Vi måtte stoppe 3-4-5 gange pga veer, før vi nåede helt ned på gaden og hver gang bad Jordan mig om at hænge med armene om halsen på hende og lade som om jeg pustede et lys ud. Velsagtens for at undgå at jeg pressede med når veerne kom(?) Og du kan satme tro, at det lys blev pustet ud! Med propellyd på endda! Også hele vejen i taxien til NYU. Jeg var vildt bange for at komme til at føde i bilen, men Jordan forsikrede mig igen og igen, med myndig, men kærlig stemme: “We’ll get there. We have time. Now, blow that candle!” Stakkels taxichauffør, han må have følt sig en anelse presset i de 25-30 minutter turen tog.

Mathias måtte forresten blive hjemme indtil vores veninde kom, så der var nogen hos Noah. Hun ankom få minutter efter Jordan og jeg var kørt og Mathias sprang i en taxi kort efter.

Endeligt fremme på NYU og Jordan fandt en kørestol og transporterede mig hurtigt mod elevatoren til fødegangen. I lobbyen kastede en medarbejder et blik på mig og spurgte ængsteligt: “ER?” “No, Labor & Delivery!“, svarede Jordan kort og drønede videre med propel-mig.

Mathias havde ringet til fødegangen og varslet vores ankomst, så heldigvis kunne vi komme direkte ind på en fødestue. Ikke alt det der postyr med først at skulle undersøges ligesom sidste gang. Der var vist ingen tvivl om, at jeg var i aktiv fødsel. Heldigvis. Da var klokken cirka halv fire. Før det hele begyndte, var det nok pressefasen, jeg var mest nervøs for, siden den del tog så lang tid sidste gang. Denne gang var jeg ikke i tvivl om, hvad der foregik og jeg stoppede med at kæmpe imod i det øjeblik jeg kom op på sengen og fik bukserne af. Selv det de kalder “the ring of fire” føltes på en måde godt, for så vidste jeg, at der ikke var langt igen. Klokken 3.37 var hun ude, min læge huskede heldigvis, at jeg havde ønsket delayed cord clamping og Mathias trådte ind på stuen præcis tidsnok til spontant at klippe navlestrengen.

Det siges at man ikke ved præcist hvad det er, der sætter gang i fødslen, men at man mener, at det er babyen, som beslutter hvornår den er klar. Og det var næsten symbolsk, at hun kom til verden netop den dag, den 7. april, for det var den dag hendes farmor ville være fyldt år, havde hun været i live endnu, og således hænger tingene jo så fint sammen. Selvfølgelig. Vores lille Uma.
1