_Tanker fra Moderskabet #633

Uanset alder bliver man som hovedregel bedt om at vise ID, når man køber alkohol, her hvor vi bor. Men forleden var Mathias ude at handle, med dobbeltvognen, og blev for første gang i lang tid ikke bedt om at bevise, at han er over 21 år. Jeg tænker, at kassedamen må have tænkt, at hvis han er gammel nok til at have to børn, så er han nok også gammel nok til at drikke en øl. Eller også tænkte hun, at hvis man har to så små børn, så kan man godt få brug for at drikke en øl i ny og næ uanset alder.

 

_Tanker fra Moderskabet #632

Noah kopierer alt hvad vi gør i øjeblikket. Både i ord og handling så vidt det er ham muligt. Det er blot et spørgsmål om tid, før han begynder at bande lige så meget som sin mor. Hvilket selvfølgeligt er… Problematisk. Men mon ikke det går, når nu han heller ikke er sen til at give kys og knus, når han har set mor og far gøre det samme? “Monkey see, monkey do”, som Mathias siger. Næ, det der gør mig lidt tung om hjertet, er tanken om de familier som, i al beskedenhed, måske er knap så velfungerende som vores. Hvad ser de børn? Og hvad gør de så? Suk!

 

_Tanker fra Moderskabet #631

Når den lille, store dreng forsøger at sige “kat”, bliver det snarere til “tak”. Så nu går den stolte moder selvsagt og overvejer, hvorvidt barnet er udstyret med en intelligens udover det sædvanlige. Jeg mener… At stave ord bagfra før man har lært alfabetet at kende, det ER da pisseflot, ikke?!

 

_Tanker fra Moderskabet #630

Havde besøg af vores doula og måtte regne efter i hovedet, om det virkeligt kunne passe, at vi kun har mødt denne kvinde syv gange i alt. For at sidde overfor hende, var som at sidde overfor en god, gammel ven. Som Mathias sagde til hende: “It’s not so much what you do as who you are.” Og så fældede vi alle tre en tåre. Hun blev velsagtens rørt over komplimentet. Vi andre græd lykkeligt over hvor heldige vi har været med at invitere en vildfremmed med til nogle af vort livs største oplevelser. Da vores børn kom til verden. Det skulle være alle forundt.

Invitation: Hvem var til stede, da du fødte og hvordan bidrog de hver især til din oplevelse af at bringe et barn til verden?

 

_Tanker fra Moderskabet #629

Se, man skulle jo tro at alle ens bekymringer, som med tiden er gået hen og blevet til bagateller, kunne arkiveres under “erfaringer” og at man således kunne slappe lidt mere af denne anden gang. Men nej, where’s the fun in that, så hellere starte forfra og dagligt nærstudere det lille babyhovede for at vurdere, om det er ved at blive fladt eller skævt. Og for lige at gøre det ekstra sjovt for mig selv, husker jeg naturligvis også at dyrke den dårlige samvittighed over hvor lidt den lille nakke trænes på daglig basis. Ja, jeg er smart indrettet på den måde. Erfaringer, ha!, hvem har brug for dem?!!?

 

_Dagens Sidespor #290

Det faldt sådan, at vi ikke rigtigt, og med “ikke rigtigt” mener jeg overhovedet ikke, havde gjort rent i cirka to uger. Og jeg blev så træt af at vade rundt i de samme krummer fra noget morgenmad fra sidste uge, at jeg irriteret vrissede til mig selv: “Ja, og HVORNÅR kommer rengøringsdamen egentligt?!!!!” Og så fik vi slået det fast! Barselsboblen er intakt med dertilhørende selvbedrag og/eller ammehjerne, for sagen er den, at vi jo ligesom ikke har rengøringsdame. Så der kommer nok ikke nogen og ordner de krummer, vel!

 

_Tanker fra Moderskabet #627

Den dag vi tog hjem fra NYU med Uma, kørte vi med en virkelig rar taxichauffør. “Ah yes“, sukkede han med tyk spansk accent, “this is the life!” Og fortalte så hvordan han netop havde været til begravelse få dage tidligere. “And here you are with your new baby!” Jeg tænker tit på den sætning. Som fx forleden, hvor vi sad sent om aftenen, to trætte forældre, og lagde vasketøj sammen. “This IS the life!“, tænkte jeg. Eller imorges, da vi var gået ud for at drikke kaffe og solen skinnede og Noah havde en fest med noget gadekridt, imens vi stolt iagttog ham med kaffesmag i munden. Så tænkte jeg: “THIS is the life!” 

 

_Tanker fra Moderskabet #626

Lige en indrømmelse mere: Da jeg fandt ud af, at vi ventede en lille pige, blev jeg faktisk lidt skuffet. Akkurat som jeg var en smule skuffet, da jeg fandt ud af at Noah var en dreng. Dengang var det mest fordi, at jeg var overbevist om, at jeg ventede en pige, så skuffelsen jeg mærkede, var nok snarere en slags forvirring. Som i: “Nej vent, så KENDER jeg jo slet ikke mit barn!” Denne gang – og jeg kan godt selv se, at det er lidt fjollet – var det et spørgsmål om praktik: “Jamen, nu har vi alt det her meget drengede tøj liggende. Det havde da været smartere at få en dreng og så er hun simpelthen en pige?!” Og så skammende jeg mig jo selvfølgelig lidt over overhovedet at tænke sådan. Siden har jeg fundet ud af, at den der skuffelse, som man mere eller mindre kortvarigt mærker, åbenbart er meget udbredt og de fleste andre skammer sig også over at føle sådan. For man skal jo bare være taknemmelig uanset hvilket køn barnet i maven har. Man kalder det forresten for gender guilt. Siden dengang, omkring uge 14, er jeg blevet mere end okay med at Uma er en pige. Også når det kommer til hendes garderobe. Jeg tager mig selv i pludseligt at kunne se det smukke i Liberty-print, have præferencer indenfor nuancer af lilla og lyserød og igår gav jeg min lille datter en kjole på for første gang. Det var sødt, skulle jeg hilse at sige.

 

_Tanker fra Moderskabet #625

Mathias, som ellers ikke har en specielt sød tand, havde været alene hjemme med Noah en hel dag og om aftenen sagde han: “Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har haft lyst til kage hele dagen. Og lige nu kunne jeg godt spise en is!” Mit svar? “Jeg har tre ord til dig, min ven: Hjemmelivet med børn! Jeg har lyst til sukker HELE TIDEN!

 

_Tanker fra Moderskabet #624

Okay, indrømmet! Med Noah var jeg fuldstændigt forgabt i min lille baby fra allerførste øjeblik jeg så ham. Med Uma? Ikke helt det samme. Hun var ligesom bare ikke nær så…. Smuk?! Det har ikke noget med min kærlighed til hende at gøre, det er udelukkende på et overfladisk plan. Tænker stadig på hende som den lille sure nisse fordi… Sådan en ligner hun altså bare nogle gange. Hvilket vel egentligt også er ret nuttet?! Men se nu der, pludseligt er det som om, at der er åbnet en ny dør ind til det lille nye menneske. Hun er begyndt at smile. Dét håber jeg hun bliver ved med, for når de små babysmil titter frem, er der ingen tvivl i mit moderhjerte. Så er hun noget af det smukkeste jeg nogensinde har set.

 

_Dagens Sidespor #289

Talte med nogle veninder om knibeøvelser. Som jeg SELVFØLGELIG, host host, laver på jævnlig basis i øjeblikket, det er da klart. Man skal åbenbart forestille sig, at man har en pengeseddel siddende mellem ballerne. Prøvligeoghørherheltærligt, det er altså sværere end man tror! Jeg går i stå i det øjeblik, jeg begynder at spekulere på om jeg skal forestille mig $1, $5, $20 eller vildere endnu: $100! 

 

_Tanker fra Moderskabet #622

Hun startede med at sove i smørhullet. Jeg syntes, at det var så svært at høre hendes vejrtrækning ordentligt, når hun lå helt ovre i vuggen, som jo egentligt stod lige ved siden af sengen. Og jeg SKULLE kunne høre den lille sukkende vejrtrækning hele natten igennem. TÆNK hvis den pludseligt stoppede! Det ville være for stort et ansvar at bære, hvis det skyldtes, at jeg havde været uopmærksom blot fordi jeg var dykket ned i søvnen. Nej, så hellere ligge helt krampagtigt stille, ude på kanten af sengen, for ikke at komme til at rulle over hende i søvne. Sådan gik der et par uger. Måske fire. Nu sover hun det meste af natten i sin vugge. Og jeg sover bedre. Mindre nervøst. Men jeg har jo prøvet det før og forstår, at dette er et lille led i løsrivelsesprocessen. Av, det gider jeg ikke. Så nu ligger vi i arm i nogle timer hver aften, så jeg kan lytte lidt mere til hendes vejrtrækning. Og så står tiden stille et kort øjeblik.

 

_Tanker fra Moderskabet #620

Den stående joke herhjemme er, at os forældre aldrig modtager det memo, der annoncerer at børnene går ind i en ny fase. Det havde ellers været så nemt; bare en post-it på hoveddøren i ny og næ med korte beskeder à la: “Forvent 2-3 timers putninger de næste 14 dage” eller “lasagne er IKKE længere en livret. Pommes frites er dog stadig en sikker vinder!” Sjovt nok tror jeg, at begge børn har læst det memo, hvor der stod, at deres mor godt ville bede om en blid start på hverdagen. De opfører sig begge eksemplariske og jeg er ikke til at skyde igennem, når jeg lægger hovedet på puden om aftenen. Læg dertil at jeg har været alene på pinden siden søndag middag og regn selv ud hvor mange is, jeg har spist som belønning for egen sejhed. Hvornår stopper det forresten? Altså trangen til belønningsguf? Det er bare fordi, at jeg måske ikke tror, at det er super holdbart i længden, omend belejligt, hvis “jeg har jo født og ammet op til flere børn” ikke snart stopper med at køre på repeat oppe i ammehjernen.

 

_Tanker fra Moderskabet #619

Hvor belejligt, at han lærte ordet “min” netop omkring det tidspunkt, han fik en lillesøster. Netop som alt pludseligt ikke længere er hans. Således er der det vi nu kalder en babysut herhjemme – ikke at forveksle med en almindelig sut – og jeg går og prøver af HVOR irriterende udtrykket “sharing is caring” egentlig er i længden.

 

_Dagens Sidespor #288

Noah kan virkeligt godt lide et bestemt afsnit af Bamses Lille Bitte Billedbog på DR. Så… Det har vi set en hel del. En aften, da jeg var gået i seng, hørte jeg pludselig en uventet lyd og jeg sværger! Min første tanke var: “Åh nej, bare det ikke er Snupsedyret?!?!?!?!” Tid til at se noget andet!

Invitation: Hvilke programmer holdt dit barn af at se, da det var knapt to år gammel?

 

_Tanker fra Moderskabet #618

Det tog ham lige nogle uger at knække navne-koden. Nu går han og synger hendes navn i tide og utide: “Uhhhmaaaaaahhhh, Uhhhhhmaaaaahhhh!” Og når han gør det, kan jeg høre den glæde i hans stemme, som jeg havde håbet på, at han ville opleve når hun engang kom. Og jeg VED bare, at det passer, når man siger, at søskende er den største gave man kan give sine børn.

 

_Tanker fra Moderskabet #617

Det mærkelige var, at det end ikke havde strejfet mig, at det kunne blive – tør jeg sige det – nemt. Men det gik hverken værre eller bedre, end at mormoren lukkede kufferten og trillede ud af døren med retning mod EWR og så var jeg alene med mine to små børn. Sådan rigtigt alene, for Mathias var i Miami og ville først komme hjem sent om aftenen. Nåja, Uma opholdt sig primært på min arm de næste seks timer, men det viser sig, at lasagne fra fryseren snildt kan varmes i mikroovnen, selvom man kun har én ledig hånd at trylle med. Og det skulle jo ikke hedde sig, at den daglige oprydning blev forsømt, blot fordi jeg havde været alene med ungerne, så den ordnede jeg også med én hånd. Ned i knæ, op igen, læg på plads. Ned i knæ, op igen, læg på plads. Og så faldt hun simpelthen i søvn og jeg var så lettet. Og taknemmelig faktisk. For det var som om Universet bare vidste, hvor meget det betød for mig at få en god start. Og dét gjorde jeg. Og dagen efter var endda endnu bedre, for da var vi atter samlet som en familie på fire og se nu bare der! Jeg er pludseligt helt optimistisk anlagt omkring det der Projekt Hverdag.