_Tanker fra Moderskabet #679

Spørg mig med oprigtig interesse til mine børn og jeg skal give dig malende beskrivelser af de fineste små personligheder, fortælle anekdoter om ting de har sagt eller gjort uden at have anden pointe rede end “var det ikke sødt?” og dette højst sandsynligt akkompagneret af billed- eller videomateriale. Væbn dig med tålmod – for vi bliver helt sikkert afbrudt rigtigt, rigtigt mange gange – og stil nysgerrige spørgsmål til mit moderskab. Så skal du høre passionen i min stemme, se ærligheden, trætheden, den uendelige løvemorstyrke i mine øjne og mærke hvor meget jeg bare elsker-elsker-elsker. Alt det andet? Det der ikke har så meget med mit ét og alt at gøre lige nu? Den er svær… Jeg vil gerne, men jeg kan altså ikke lige nu.

1

_Tanker fra Moderskabet #678

Aftenen før han fyldte to år, kiggede jeg som sædvanligt ind til ham, før jeg selv listede i seng. Lige før jeg lukkede døren, mumlede han noget med en lille, søvndrukken stemme. Jeg måtte bede ham gentage et par gange, før jeg forstod. Så mange nye ord for tiden, at jeg knapt kan følge med. Han pegede på sig selv og sagde “boy!” Da flød hjertet over og øjnene ligeså. “Ja, min øjesten, du er en lille dreng. Men du vil altid være min baby.” To år! Tillykke kæreste barn!

1

_Dagens Sidespor #305

Så var jeg åbenbart blevet SÅDAN en mor. Som komplimenterede min venindes barns drikkedunk. Jeg gentager: En drikkedunk! Kunne godt selv se det, da jeg tænkte over det bagefter. Jeg er virkeligt hoppet i med begge ben i det her småbørnsmoderskab. Men hey, det var fordi der var en lastbil på, og jeg VED bare at min søde lille dreng elsker lastbiler. Så lægger man jo mærke til sådan noget, ikke! Ikke?

 

_Tanker fra Moderskabet #675

Hvordan gik det til, at man pludselig var blevet sådan en forhandlingsforælder. “Hvis du gør A, så må du godt B.” Altså nej! Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig, at jeg ville være. Kærlig, men principfast eller noget i den retning, var snarere det jeg havde tænkt. Nu føles det som om, at krukken med rosiner, eller skal vi kalde den Bestikkelseskrukken, hives ned fra hylden lidt vel ofte.

1

_Tanker fra Moderskabet #674

Kunne have forsvoret, at jeg gad at bruge en hel søndag formiddag på at lave op mod 100 vandballoner, som barnet smadrede lige så hurtigt som de blev fyldt. Mine fingre var jo næsten lige så forkrampede som sidste gang, jeg gav mig i kast med et håndskrevet brev (hvor tit gør man lige det efterhånden?!) Men så var det jo, at barnet tilsyneladende syntes, at det var sjovt og så var dén sag ligesom afgjort.

1

_Tanker fra Moderskabet #673

Det vides ikke med sikkerhed hvordan jeg gik fra: “Han ved jo knap nok hvad fødselsdag er. Jeg orker det ikke rigtigt. Kan man springe en fødselsdag over?” Til: “Man kan få paptallerkener med lastbiler og gravkøer på? Han ELSKER jo lastbiler og gravkøer! Min lille dreng! Han fylder jo også kun to år én gang. Det skal han da ha’!!!” Men det var det der skete.

2

_Tanker fra Moderskabet #671

Vi er muligvis de sidste i alle kongerigerne, men nu er det også sket for os; Vi er begyndt at se Game of Thrones. Det er lidt ligesom at blive forældre, folk siger nøjagtigt de samme ting til os, når de får det at vide: “Årh, så blev det også Jeres tur, hva’! Ej, hvor er det dejligt for Jer!” “Glæd Jer. Det bliver SÅ godt!” “Bare vent, når I først er igang, vil I bare have mere!” Og jeg kan konkludere, at selvom vi har en tre måneder gammel baby i huset, så er det absolut ikke hendes skyld, at nattesøvnen forkortes gevaldigt for tiden. DET ER JO MEGA SPÆNDENDE TV!

2

_Dagens Sidespor #303

Havde efterladt drengene derhjemme og taget på tur alene med Uma. Opdagede i panik, at jeg havde glemt snacks. Til min baby. Som endnu udelukkende ammer. Det var samme dag, hvor jeg pludseligt fik akut dårlig samvittighed over, at jeg fuldstændigt har glemt at børste hendes tænder. Fik jeg nævnt, at hun er tre måneder gammel? Mere kaffe?

2

_Tanker fra Moderskabet #669

Det er den slags øjeblikke, hvor jeg sidder i en akavet stilling, fordi lillesøster skal bøvses efter amning og storebror insisterer på at (holde i) “hånd! HÅND!” at jeg tænker, at det ikke ligefrem er nemt. Ej heller ideelt, men helt klart ladsiggørligt med to børn under to år. Det gad jeg godt at have været lidt mere ro-på-det-løser-sig-jo-sikker-på, da jeg var gravid. 

 

_Dagens Sidespor #302

Okay, det er virkeligt uheldigt det her. Han sagde F-ordet. Flere gange faktisk. Påtager mig det fulde ansvar, det er helt klart mit ikke-børnevenlige sprog, der giver bagslag nu. Men frygt ej! Jeg har allerede regnet ud, hvordan jeg forhindrer situationen i at blive pinlig, hvis vi er ude blandt bandeordsforskrækkede amerikanere og det sker igen: “Fork?! Flot skat, det er engelsk og betyder gaffel. Har du brug for sådan en? En fork, en gaffel? Sikke mange ord du kan, hva’!!!!

4

_Dagens Sidespor #301

I lang tid stirrede hun på sit legetøj med en blanding af komplet forfærdelse og nysgerrighed. Det var ikke helt til at greje hvilken af delene, der var tale om. Nu er det en anden sag og det står klart, at der faktisk var tale om en helt tredje følelse: misbilligelse. De moderigtige jordfarver og pasteller er skiftet ud med Lamaze og ungen er helt oppe at køre over det. Hvor kan jeg afhente min Årets Mor-præmie?!

 

_Tanker fra Moderskabet #668

Jeg er vild med hvordan den lille baby genopfinder sig selv konstant. Næsten som om hun kan læse tanker og pludseligt forstod, at jeg syntes at hun var lidt kedelig som helt spæd. Så kom smilene og det der hvalpede hvor-er-jeg-glad-for-se-dig-udtryk og nu lyder det seriøst som om, hun fortæller vittigheder når hun pludrer. Det er virkeligt slet ikke så tosset, det her med at have en lille datter. Slet, slet ikke.

3

_Tanker fra Moderskabet #667

Helt klichéagtigt hørte jeg slet ikke stilheden, fordi mine tanker buldrede løs allerede. Klokken var 7.20, begge børn sov endnu og Mathias konstaterede forundret: “Her er helt stille.” Så sad vi der og spiste en uforstyrret morgenmad og jeg gjorde mit bedste for at lytte til stilheden, for guderne skal vide, at den efterhånden er en sjælden gæst.

 

_Tanker fra Moderskabet #666

Det er så fint, hvordan andre forældres oplevelser kommer ligeså forudsigeligt som perler på en snor, også til os. Barnet, øhm, prøver virkeligt sit stemmebånd af for tiden, og jeg forstår pludseligt hvorfor min veninde konstant opfordrer sin datter til at bruge sin “inside voice“. Hvor irriterende den formaning så end er.

1