_Dagens Sidespor #320

Grubler stadig over, hvad det var ved sætningen “du må jo være helt vild med børn”, der gjorde mig småfornærmet. Jeg mener, jeg kan jo godt lide børn. Mest mine egne, men sådan har alle det vistnok. Var det den lidt ligegyldige du-ved-vist-ikke-hvad-du-skal-sige-antagelse eller det-kommer-faktisk-ikke-dig-ved-spørgsmålet, der kom bagefter om hvorvidt jeg allerede nu har “en kage mere i ovnen”? Jeg grubler lige lidt videre.

1

_Tanker fra Moderskabet #715

Som om det ikke var svært nok at lade som om, at jeg var helt okay indeni og smilende sige: “Mor går nu. Går bare lige en tur, ikke. Er tilbage før du ved det!” Så kom tårerne selvfølgeligt. Hans, ikke mine, for jeg lykkedes kortvarigt med at lade som om. Indtil jeg stod ude på trappen og hørte en af de store sige: “Mamas always come back. Always always!” Første gang var jeg væk i et kvarter. Anden gang i halvanden time. Jeg synes selv, vi gjorde det godt.

1

_Dagens Sidespor #320

Når nogen siger: “Hun bliver da også kønnere og kønnere!” og man først tænker: “Så du syntes også hun var lidt grim i starten? Det var altså ikke bare mig, der kunne se det?!” Og så: “HEY VENT! Jeg er den ENESTE der må synes, at mit barn ikke var gudesmukt fra dag et! STFU!!!

1

_Tanker fra Moderskabet #714

Kender du det der med, at turen ud næsten altid føles længere end turen hjem? For nu kender man vejen? Sådan har jeg det med amningen. Med Noah føltes det som om, jeg ammede for evigt. Timevis i den sofa, I’m telling you! Denne gang går det for hurtigt. Hun spiser grød nu og om lidt vil hun kun lade-som-om-amme, som en del af en leg, uden at kunne huske hvordan man gør. 

 

_Dagens Sidespor #319

Lettelsen da det gik op for mig – vel at mærke godt igang med at opfostre barn nummer to – at det ikke nødvendigvis gælder om at være i den hundrede percentil på vægt- og højdekurverne. Jeg var også lidt forvirret over, hvor let lægen tilsyneladende tog det, at min baby befandt sig i tyvende percentil på vægtkurven. Hvordan skulle jeg vide det. Hundrede procent plejer at være bedst og vi vil jo gerne vinde, ikke!

 

_Tanker fra Moderskabet #713

Syntes selv jeg neglede det der forældreskab meget godt, da jeg bad barnet, som ikke ville sove, om at lægge sig ned og kigge ud på nattehimlen for: “Hvis du kigger længe nok, Noah, så får du en supermåne at se på et tidspunkt!” Så gjorde han det skisme. På en måde fint, at han faldt i søvn ret hurtigt, for da det blev tid til at tjekke den ud senere for mit eget vedkommende, var det overskyet. Pyt, om 18 år igen, ikke! Til den tid formoder jeg i øvrigt, at jeg vil have nemmere ved at holde mig vågen efter klokken 21.00.

2

_Tanker fra Moderskabet #712

Vil du høre, hvad det mest paradoksale er, når det kommer til det der med “at miste sig selv til Moderskabet”? Jeg tror faktisk ikke, at jeg rigtigt fandt mig selv, før jeg gik derind. I Moderskabet altså. Nu er det så spørgsmålet, om der er andet at komme efter end… Moderlighed? Måske hvis jeg rigtigt kigger efter nede på bunden. Men det er så svært at bukke sig ned med en baby på armen, ikke! Mathias foreslog, at det nok ville være meget godt for mig, at lave noget uden børnene på slæb. Men det er jo dét, der er så mærkeligt. Jeg har ikke lyst til at være dem foruden. Ikke Uma i hvert fald. Snart et halvt år gammel, det kan ligesom godt lade sig gøre, men jeg har ikke lyst til at savne hende endnu. Hun skal helst være lige dér. Sovende ville være at foretrække, men det er en anden historie.

4

_Dagens Sidespor #318

Da jeg ud af det blå fik virkeligt ondt i armen, kun kunne komme på én sandsynlig årsag og brødebetynget tænkte: “Okay søster lystig, skru lige en tand ned for dit Instagramforbrug, vil du!” For nogle dage efter at konstatere, at den døde arm blot skyldtes, at babyen var kommet i op-op-op-konstant-og-vil-godt-være-med-til-alt-alderen. Sikken lettelse, hva’!

Det er forresten mig med alle børnebillederne ovre på teambrooklynbabies.

2

_Tanker fra Moderskabet #710

Hvordan det gik op for mig, at jeg heller ikke med dette barn kommer til at praktisere BLW? Da min venindes barn på nogle få uovervågede minutter havde arrangeret sig med sin madpakke på mit stuegulv og glad råbte: “Picnic!!!” Der var gang i en overmoden banan og en yoghurt uden ske. Og så var hun også lige ved at pille et æg. Barnet var tre år gammelt, det kommer ikke til at ske med min baby. Så rummelig er jeg ikke. Mor fører skeen herhjemme!

3

_Tanker fra Moderskabet #709

Vi sad nede i gårdhaven, da et par kom gående mod parkeringspladsen, med en lille baby i en autostol. Moren gik sådan lidt forsigtigt, du ved, hun havde stadig ondt i skrævet. De stoppede op ved os, så jeg kunne beundre den lille ny og fortalte, at hun var bare fem dage gammel. “Åh, jeg har også en lille bitte…“, begyndte jeg og stoppede mig selv. Min baby var næsten fem måneder gammel på det tidspunkt. For sådan et par nyslåede førstegangsforældre, kunne jeg lige så godt have sagt, at jeg havde en teenager. Ligesom dengang Universet hev sin telefon frem, sagde: “Wanna see a picture of my baby?” og viste mig et billede af en voksen mand, som netop var begyndt på college. Sådan bliver jeg også om 20 år, jeg ved det bare!

1

_Tanker fra Moderskabet #708

Sådan en aften, hvor jeg virkeligt burde lægge mig til at sove, så snart hovedet ramte puden. Alligevel blev jeg ved med at vende og dreje mig. Hvad der holdt mig vågen? Erkendelsen af at der kommer en dag, hvor jeg absolut intet har at skulle have sagt. Hvad hvis Uma pludseligt synes, det kunne være vildt fedt at tomle tværs over USA? Eller hvis Noah vil være korrespondent i en krigszone? Eller gisp! Hvad hvis de flytter til et andet kontinent og forfølger lykken der? Man siger jo, at æblet ikke falder langt fra stammen. Må man godt sige til sine børn, at de skal ringe hjem til deres mor hele tiden? Jeg skal vist lige have ringet til min mor!

1

_Tanker fra Moderskabet #707

Hvor var det jeg hørte, at man endeligt ikke må give sin baby dårlige vaner? Nå, men på én eller anden måde, er det gået hverken værre eller bedre end, at den måde hun nu bedst falder i søvn på, er pande mod pande, den ene hånd på min kind og den anden fiflende med mit pandehår. Hvordan kommer man ud af den? Vil man ud af den?

2

_Dagens Sidespor #316

Da min baby vitterligt gav sig til at græde ved synet af mig og mit sørgelige forsøg på at komme i et par jeans for første gang i… Nogle år. Godt den store ikke var til stede, han spørger så meget lige for tiden. “What’s this?!” konstant, ikke, og så ville jeg jo nok blive nødt til at forklare: “Det der, min ven, kaldes en muffin top! Og mor ved ikke lige hvordan hun skal slippe af med den igen!”

3

_Dagens Sidespor #315

Lettelsen da det gik op for mig, at det barnet i virkeligheden forsøger at sige, når han bruger F-ordet er “frugt”. Den er også svær. Nu skal jeg bare lige have regnet ud, hvordan vi kommer udenom den imorgen, hvor han har første dag i daycare og det eneste måltid, vi skal være der til, er formiddagssnack som jo nok er… Frugt.

1

_Dagens Sidespor #314

Da jeg deltog i en konkurrence om en middag med Hillary Clinton og først var helt sådan: “Det kunne da være for fedt. Jeg mener… Det er jo Hillary!” Og så begyndte at trække i land, for ærligt, jeg ved jo ikke en døjt om politik og den middag ville nok ende med, at jeg ville tvangsindlægge præsidentkandidaten til at se billeder af mine børn og måske forsøge at få hende til at trække i nogle tråde, så mine børn kan komme på nogle gode skoler i NYC. Hey vent, måske skal jeg alligevel krydse fingre for, at jeg vinder?!

1

_Far til to II 

Kender du det der med, at man som mor bare FØLER så meget hele tiden? Så meget at man næsten helt kan glemme, at faren nok også går og tænker og føler ting? Uma er fem måneder gammel om få dage og det er blevet tid til at tjekke ind med faren til to. Han har endnu engang interviewet sig selv. Første interview finder du HER.

Du er for nylig blevet far til endnu et barn. Fortæl. Hvordan er det?
Ja, det er faktisk ikke så nemt. På den ene side er det vildt sejt og overvældende og trættende og på den anden side er det bare det mest naturlige i verden. Da jeg kom hjem her til aften føltes det først som en lidt uoverskuelig maraton (som så ofte): madlavning, spise (prøve at tygge maden, og måske smage på hver anden mundfuld), begge børn i bad, rydde op, vaske op, læse godnathistorie, putte osv. The usual ordeal. Men så da jeg havde sunget godnat for Noah og klokken var 19:45 så følte jeg mig pludselig helt fri og let og besluttede vakst at gøre rent på begge badeværelser. Ja, nu lyder det måske som om jeg har lidt for meget overskud, men jeg fortæller denne historie fordi den afviger fra den normale følelse af bare at ville kollapse på sofaen. 

Men altså, Uma er halt fantastisk. Hun smiler næsten hele tiden. Bortset fra når hun sover. Sidste weekend lå jeg ved siden af hende en morgen hvor hun lå og smilede i søvne. Først små smil. Og så gradvist større. Indtil hun vågnede bogstaveligt talt med et smil. Hun er mega god til at ligge på maven. Det gad Noah altså ikke. Men hun ligger der og kigger og holder øje med Noah. 

Jeg er også vild med at se hvordan Noah bliver storebror. Han er meget kærlig og omsorgsfuld overfor sine tøjdyr nu. Uma synes også han er spændende. Nogle gange slår han ud efter hende, men jeg tror bare det er fordi han gerne vil have en reaktion. Lidt ligesom når min far kan finde på at stå på hænder, synge og lave mærkelige ansigter på samme tid: han vil også bare gerne have en reaktion. 

Hvad drømmer du om i fremtiden? 

Jeg elsker at drømme om fremtiden. Især at drømme præcist men uforpligtende. At lege med forskellige mulige scenarier. Jeg kan fx forestille mig at vi kunne få flere børn endnu. Måske fire i alt? Jeg kan se os bo i en dejlig lejlighed. Måske trangt at være så mange, men med hjerterum. Men jeg kan også se en fremtid i Californien i et hus og med en bil og sådan noget. Jeg ved ikke hvilken fremtid jeg er mest tiltrukket af. Men jeg glæder mig til at opleve hvad der vil ske. Jeg forestiller mig nogle gange at livet er en slags film som vi selv har skrevet manuskriptet til, engang før vi blev født, og så spørger jeg mig selv “hvorfor mon jeg skrev historien sådan her?” Og så prøver jeg at forestille mig hvilke narrative overvejelser jeg mon gjorde mig dengang. 

Hvad er det sværeste?

Der er to ting som jeg synes er svære for tiden. Det ene er at holde min egen balance mellem at være engageret i mit arbejdsliv men uden at overbebyrde mig selv med bekymringer og stress. Jeg har ikke oplevet at være stresset i mange år men for nylig havde jeg pludselig symptomer som jeg straks kunne genkende. Så er det med at få sagt fra og skåret ned og prioriteret. 

Den anden ting er at finde og skabe tid og overskud til at være gode kærester. Jeg synes vi er gode til at forstå hinanden og især hinandens forskellige kærlighedssprog, men det er altså også bare utroligt meget hverdag og indkøb og tøjvask og madlavning og tøjvask og indkøb. 

Hvad er du mest stolt over? 

Jeg er skide hamrende stolt over at være far til to smukke, raske og kærlige små væsner. Jeg er stolt over at være med til at skabe rammerne for hvordan vi alle kan trives og udvikle os som en familie. 

Og så er jeg også stolt over mit arbejde. Jeg rejser nogle gange og er væk fra min familie og jeg ved at Noah savner mig. Men jeg ved også at jeg gør noget som jeg synes er vigtigt og at jeg er en god far som en rollemodel. 

Hvordan oplever du så Pernille som mor til to?

Jeg oplever at hun har en fantastisk evne til at være i begge ender af et spektrum fra “totalt udmattet” til “ekstatisk lykkelig” på samme tid. Det er noget kvantemekanik tror jeg. Niels Bohr ville være interesseret. 

Men det jeg mest oplever, er hvordan hun hele tiden folder sig mere og mere ud i rollen som mor. Prøver ting af. Hun er uendeligt tålmodig med Noah og Uma og det er som om hun formår at forstå dem på et andet plan. Jeg lærer meget af at se hvordan hun er sammen med dem. I går fortalte hun mig om hvordan Uma og Noah havde grinet sammen for første gang. Hun så helt lykkelig ud og hendes øjne smilede og strålede. Bagefter ville hun gerne snakke “om fremtiden” hvilket typisk bestyder at vi skal snakke om hvornår vi evt skal have flere børn. Så talte vi om det i et par timer. 

Hvad glæder du dig til lige nu?

Ærlig talt? En god nattesøvn. Jeg sover heldigvis fra næsten al Umas natteroderi så det er dejligt. Stakkels P. Sådan er det vist bare lige for tiden.  

2