_Dagens Sidespor #323

Da jeg i tankerne beskrev en med-mor: “Det er noget med træsko. Knælang denimnederdel. Rimeligt store tænder. OG HUN ER IKKE PÅ FACEBOOK!” Godt så. Så fik jeg vist det mest nødvendige med. Jep!

Invitation: Hvordan tror du, andre mødre ville beskrive dig? Hilsen Pernille. Meget små tænder og ret meget på Facebook.

1

_Dagens Sidespor #322

Vi havde netop sat os til bordet, klar til at spise. Mere end klar faktisk, blodsukkeret var nok lidt lavt for de flestes vedkommende, så det havde været vældigt belejligt, hvis barnet havde gidet at spise dagens menu. Det gad han ikke. Istedet rynkede han på næsen og gav sig til at sidde og råbe på “burg” og “majNÆS”, hvilket i hans verden betyder burgerbolle og mayonnaise. Og tænk dig! Det fik han så! Jeg kunne simpelthen have forsvoret, at mit barns aftensmad skulle komme til at bestå af en brioche fra fryseren og nok mayonnaise til at holde ham beskæftiget, imens vi andre spiste i nogenlunde ro og mag. Men sådan kan man jo lære så mange ting om sig selv og sin mand i rollen som forældre.

Invitation: Hvad i alverden vil dit barn æde? Og tror vi, at man kan blive et nogenlunde fornuftigt voksent menneske engang, hvis man primært har spist rugbrødsmadder og virkeligt mærkelige aftensmåltider det meste af sin barndom?

 

_Dagens Sidespor #321

Da jeg oprigtigt overvejede at ringe til den restaurant, som jeg havde bestilt mad fra, for at klage over, at der var oliven med sten i min salat. Jeg mener, STEN?! Hvilken form for tid, tror de jeg har? Kunne man forestille sig, at grunden til at jeg havde bestilt mad udefra i første omgang var, at jeg som græsenke for Gud-ved-hvilken-dag, ikke kunne lyn-æde flere hurtigtsmurte ostemadder over køkkenvasken? Fordi, det ved jeg ikke, babyen vil bæres konstant og det er sygt svært at bikse et bare nogenlunde velafbalanceret måltid sammen med én hånd? Så en lækker salat var en slags luksus, der både var sund og, you guessed it, nem at have med at gøre? At jeg havde valgt en salat, for den ville jeg kunne skovle ind i gabet med én hånd, imens jeg sad med babyen på skødet og superviserede den stores aftensmad sideløbende? STEN?! Nej, det kommer ikke til at ske igen foreløbigt. Oliven altså. Næste gang vælger jeg hakkede mandler istedet. Det kan man vel for fanden ikke gå galt i byen med?

1

_Tanker fra Moderskabet #718

Var ude uden begge børn for første gang og trods silende regn, var jeg faretruende tæt på at bryde ud i noget Celine Dion “I’m Alive”. På vej til frisør i Williamsburg. HOLD KÆFT DET VAR DEJLIGT! Det gik fint nok så længe jeg var optaget i stolen, jeg kan virkeligt godt lide det musik, de spiller i salonen. Jeg skrev kun én besked hjem undervejs og spurgte hvordan de havde det. Og havde det godt med det. Men så snart jeg var på vej hjem, begyndte jeg at få sådan en nagende fornemmelse i maven og først da jeg svingede om hjørnet, og ramte min egen blok, forduftede den så småt igen. Nu forstår jeg, hvad det gik ud på. Jeg følte mig ekstra udsat uden børnene. For med dem ved min side, kan andre se at jeg er sådan en, man skal passe på. Jeg er vigtig, jeg er nogens mor. Uden dem føltes det som om, jeg kunne være enhver anden Brooklyn-borger, og det var bare et spørgsmål om tid, før én eller anden klaphat på skateboard ville køre mig ned. Jeg har ikke været ude uden børnene siden. Den arbejder jeg lidt på, okay.

4

_Nostalgiske Noter #122

En venindes fødsel sendte mig tilbage til erindringerne om de første øjeblikke på fødsels- og barselsgangen. Hvordan lyset føltes så skarpt, og Jordan lagde sit lette, kølige tørklæde over øjnene på mig, så jeg kunne lukke rummet ude. Hun havde stadig jakke på, der havde ikke været tid til at tage den af. Følelsen af både smerte og lettelse, da det gik op for mig, at NU skete det, nu kom hun ud. Hvordan det fyldte uendeligt lidt, at Mathias først nåede frem bagefter. Hvordan jeg klaprede tænder af kulde på grund af hormonrusen lige bagefter og alverdens tæpper og sokker ikke var nok til at give mig varmen. Overraskelsen over hendes mørke hår og hvor meget der var af det. Det er faldet af efterfølgende. Grimassen jeg vist lavede, da lægen høfligt spurgte, om jeg ville se moderkagen. Eller var det hvorvidt jeg ville have den med hjem? Smagen af den proteinbar, jeg spiste bagefter. Banan og nødder. Underligt sødt. Hvordan jeg spurgte Mathias om, hvad folk havde svaret, da han skrev nyheden til de nærmeste på SMS. Og hvordan jeg blev underligt skuffet, da han svarede, at de fleste havde skrevet en variant af “tillykke”. Tillykke. Det er et lille, fattigt ord når det kommer til noget så hjerte-eksplosions-stort som et lille nyt liv, ikke. Hvordan jeg virkeligt skulle tisse lige pludseligt, men afslog at få lov at tisse i en bakke, selvom jeg var usikker på, om jeg kunne stå på mine ben lige der. Portøren og elevatorvagtens søvnige konstatering til hinanden af, hvor lang en arbejdsdag, det havde været. Panikken da det gik op for mig, at de ville tage hende fra mig kortvarigt, for at foretage nogle rutineundersøgelser i et andet rum. Tårer og besvær ved at finde nogle forklarende ord på engelsk. Og en forstående sygeplejerske, der rullede min kørestol hen til døren, så jeg kunne kigge med gennem et vindue. Mathias der beroligede mig med “de ved hvad de laver” og bekymringen for, om hun mon frøs, det lille menneske. Lysten til at løbe ind og flå hende ud af armene på sygeplejersken og lettelsen, da hun igen lå i mine arme. Sygeplejerskens bemærkning: “Uma! She has long legs just like her mommy!“, som jeg studsede over, for jeg er ikke specielt høj. Men hvordan det også føltes som en slags kompliment. Hvordan sygeplejersken hjalp mig med at omgå reglen om ikke at sove med babyen i sengen, ved at binde et lagen om både mig og babyen på en bestemt måde, så vi kunne ligge trygt og godt sammen i de første timer. Det underlige i at skulle beskrive sit smerteniveau på en skala fra 1 til 10, når man blev tilbudt smertestillende. Efterveerne. Av-av-av!!! De modsætningsfyldte følelser i, at have lyst til at fortælle hele verden, at nu var hun kommet og trangen til at gemme sig i en mørk lille babyhule på ubestemt tid. Tårerne. Flere tårer. Skrækken da hun pludseligt var blå i hovedet og sygeplejerskens hurtige og kompetente håndtering af både babyen og os forældre, som må have haft “hvad-betyder-det-mister-vi-hende?” malet i ansigterne og de efterfølgende “det-er-helt-normalt-don’t-worry!”-forsikringer, som man næsten ikke turde stole på. Følelsen af at være så træt, at der helt sikkert måtte være sand i øjnene og frygten for at lægge sig til at sove. Desorienteringen når man alligevel havde blundet. Havde vi virkeligt lige fået endnu et lille vidunder? 3 timer gammel. 5 timer. 9 timer. Et helt lille døgn. Forvirringen over om man burde føle mere. Eller måske mindre? Lettelsen over at få lov til bare at være som man var. Ny mor. Igen.

Invitation: Vil du dele nogle af de første indtryk, du kan huske, fra øjeblikkene efter din fødsel?

12

_Tanker fra Moderskabet #717

Pædagoger der er så respektfulde, sådan i øjenhøjde med børnene, så intuitive på en måde, man ville ønske man selv kunne være som forælder, at det strejfer en, hvorvidt de egentligt overhovedet befinder sig godt i selskab med andre voksne. Han taler om dem, hver gang vi skal ud af døren. Også selvom vi ikke skal derhen. Han ser klapvognen og udbryder glad: “Mike!!!” Tænk, hvilket privilegium. At et lille menneske taler om dig. Ofte. Det er sgu da sødt!

3

_Tanker fra Moderskabet #716

Jeg blev overraskende glad, da han spurgte til status på babyens forstoppelse, selvom han havde haft en lang dag på arbejdet og sikkert havde alle mulige andre ting i hovedet. Som en slags anerkendelse af, at en baby der ikke skider som den skal, er ligeså virkeligt et problem hjemme i hulen, som en overfyldt mailboks eller en akavet kollega. Nogle gange skal der ikke så meget til, vel.

1