_Dagens Sidespor #326

Gårsdagens højdepunkt var nok, da jeg fandt barnet med både bukser og (lorte)ble nede om anklerne inde i stuen, hvor han spørgende bad om at “go potty?” *Klapsalver* Hurtigt ud og installere ham på badeværelset og så drøne tilbage ind i stuen til Uma, som var en kende utilfreds med at være blevet efterladt på gulvet. Hvorfor ved jeg ikke, for hun møffer så fint rundt og får også fart på, hvis hun får øje på noget, hun vil have fingrene i. Noah kaldte på mig, og jeg registrerede i farten, at Uma gik målrettet efter et blad der lå og flød på stuegulvet. Hun putter jo alting i munden, så jeg greb det lige med to fingre på vejen. Det var ikke et blad. Det var en lille lort. Det her pottetræning bliver SÅ fedt, kan jeg allerede mærke.

1

_Dagens Sidespor #325

Jeg sad med en hagesmæk på, for at vise det gode eksempel, og viftede med en gaffel under bordet. For der sad barnet, som mente at være færdig med at sidde på sin stol. Jeg husker det som om, at han sagde, at han var et egern. “Bare lige én bid mere, Noah!” Aftensmaden var i øvrigt grøntsagslasagne. Med blendede grøntsager naturligvis, for det er virkeligt tidskrævende at sidde og hjælpe en toårig, der pludseligt ikke kan lide aubergine, med at pille pastaen fra grøntsagerne. “Har vi så tabt nu, Mathias?“, spurgte jeg. “Åh, jeg tror det er længe siden!“, svarede han. Det var en slags skal-jeg-grine-eller-græde-situation, som jeg heldigvis godt kunne grine af.

1

_Tanker fra Moderskabet #723

Bedsteforældrebesøget var et klasseeksempel på “vandren ind i hinandens hjerter”. Moderhjertet svulmede ved synet af børn og bedsteforældre som, i fem dage i træk, gik rundt med smil på læberne og hjerter i øjnene. For første gang blev jeg i tvivl om, om vi frarøver vores børn noget, ved at bo så langt væk fra familien. Av. Så det græd jeg lidt over. 

 

_Tanker fra Moderskabet #722

Babyen var snotforkølet og jeg endte med at sidde op og sove med hende i armene en hel nat. Så fik i det mindste hun en smule hvile. Det kunne man jo sige, var en oplagt mulighed for sådan virkeligt at øve sig i at være i nuet. Nyde den lille krop, der hvilede tungt ind mod min. Lytte til hendes forkølede vejrtrækning og små grynt og sætte pris på, at det lykkedes mig at give hende både ro og tryghed, mens hun havde det skidt. Det lykkedes mig måske i sammenlagt fem minutter. Højst! Resten af natten sad jeg og skulede over på genboens oplyste stue og forsøgte at begribe hvorfor i alverden vedkommende ikke gik i seng. Havde lyst til at stille mig op og vifte med armene og råbe: “SOV MENS DU KAN! RED DIG SELV! GÅ I SENG OMGÅENDE!

3

_Beslutninger, beslutninger

Engang imellem stiger småbørnslivet mig til hovedet og jeg tænker: “Det her er jo for hårdt! Hvordan gør de det? Andre forældre?!” Og selvom vi er enige om, at vi drømmer om flere børn på et tidspunkt, kan jeg godt finde på at proklamere, at det er slut! Ikke flere børn til os! Men så kommer der sådan en stille stund, hvor begge børn sover sødt og samtalen helt af sig selv kommer til at dreje sig om vores vidunderlige børn. Om noget sødt de gjorde. Eller hvor smukke, vi synes de er. Eller noget sjovt de (okay mest Noah) sagde. Og så begynder jeg gerne at trække i land: “Okay, vi skal helt klart have mindst én mere!” “Hvad skal de så hedde?“, spørger han med et glimt i øjet, min søde og tålmodige mand, som godt ved, at det er mit yndlingsemne og den sikre vej til at vække entusiasmen omkring familieforøgelse på ny. Og navnelegen ér jo altid sjov at lege. “Jo, jeg ønsker mig stadig en Esther“, siger jeg så.Men det kan jo også sagtens være, at vi får en lillebror. Ja, eller en lillesøster som bare ikke virker som om, hun er en Esther.” Ester uden H er min farmor og hun er virkeligt skøn. Hvorfor jeg ønsker mig en Esther med H i, ved jeg ikke. Er det pænere med det ekstra bogstav? Der er ingen særlig historie bag navnene Noah eller Uma, andet end at vi kunne lide dem. Begge navne er besluttet endnu inden vi kendte kønnet på dem hver især. Det var noget med mavefornemmelse, tror jeg. Eller hjertefornemmelse måske? Der er flest pigenavne på min liste; Maya, Leah, Selma, Björk. Uma var kortvarigt en Cleo, men jeg tror nok det er et guldfiskenavn, så det blev hurtigt kasseret igen. Brygger på drengenavne. Jeg er en planlæggertype. Jeg kan godt lide at vide hvad der skal ske. Det er ingen underdrivelse at sige, at jeg har spekuleret dagligt, siden Uma kom til verden, hvornår det ville give mening at få et barn mere. Såfremt vi altså selv kan bestemme det. Nogle dage tænker jeg, at det ville være ideelt at få vores børn sådan trip-trap-træsko. Andre dage er jeg så energiforladt, at jeg umuligt kan forestille mig at have ansvaret for et helt lille menneske mere. Nu skal livet jo heller ikke gå hen at blive til en tjekliste, vel? Vel?! Men så igen… Planlæggertype, du ved. Beslutninger, beslutninger. 


Invitation: Hvor langt er der imellem dine børn og hvad ser du af fordele og ulemper ved aldersforskellen? Nåja, og… Hvilke navne har du på listen lige nu?

5

_Tanker fra Moderskabet #721

Ting man tænker, at man da selvfølgeligt vil kunne huske, men der er allerede så mange små detaljer, som er gået i glemmebogen. Prøver at lagre dem. Hvordan han kalder mig “mommy” når han vil have min opmærksomhed, men altid “mor” når han trænger til trøst. Hvordan Se Den Lille Kattekilling er blevet til “sang om tat” i hans lille hovede. Hvordan alle billeder af babyer åbenbart er Uma for ham, også selvom hudfarven er adskillige nuancer mørkere end hans lille, lyse søster. Hvordan stemmen går i falset hver gang han ser en hund eller en kat. Eller et andet pelsdyr. Det kan også bare være en pelskvast på en hue. Hvordan alt legetøj pludseligt er “MINE!!!” i det øjeblik Uma viser interesse for det. Hvordan intet dyt eller båt ude på gaden går hans næse forbi og hvordan han kan kende forskel på lyden af sirenerne fra en ambulance og en brandbil. Hvordan han altid nikker alvorligt, når jeg inden sengetid fortæller ham, at jeg elsker ham. Hvordan han af alle dyr i kassen med plastikdyr, har valgt tre pandaer og tre elefanter til at stå på sengekanten. Og der har de stået i månedsvis. Hvordan han simpelthen så let kan lokke mig til at købe lækkerier til ham, af den simple årsag, at jeg synes det lyder nuttet, når han siger “babyccino”. Hvordan han pludseligt er optaget af farver og spotter blå alle vegne. Og tal. 4-taller især. Hvordan han konsekvent udtaler “elefant” som “ejfam”, men “motorcykel” helt korrekt. Hvordan han sjældent giver hverken knus eller kys, med mindre man gør et ihærdigt forsøg på overtalelse, men udviser den største ømhed overfor sine bamser. Især isbjørnen. Hvordan han forventningsfuldt råber på pizza, hver gang ovnen er tændt. Hvordan han foretrækker kølige bade og som regel når at få helt kolde hænder, før han kommer op, fordi han bare så gerne vil “lege i vand”. Tænk, alle de her små detaljer føles vigtige lige nu. Hvor meget har jeg allerede glemt?

4