_Tanker fra Moderskabet #730

Af og til kigger jeg på ham og studser over hvad jeg ser. Den lille ranke ryg, hovedet på skrå, den selvfølgelighed hvormed han forventer, at jeg lytter til, hvad han har på hjerte. Uspoleret selvværd. Hvor ofte ser man egentligt det i voksne mennesker? Uden at synes, at de er en smule irriterende, opmærksomhedskrævende, bombastiske? Åh, men må hans ryg altid være så rank som nu!

3

_Tanker fra Moderskabet #728

Juleferien sidste år føltes som ét langt, tiltrængt kram i vores hedengangne trekløver, så selvom et afbræk fra hverdagen var mindst ligeså tiltrængt i år, kunne jeg umuligt se, hvordan dette års ferie skulle kunne leve op til sidste års lykkeboble. Det er trods alt begrænset, hvor meget man sådan kan gå at lade op, når ens baby dag efter dag er lysvågen mellem klokken 4.00 og 6.00, ikke. Men hey, måske er det bare noget med at justere ens forventninger. Således har jeg stadig svært ved at vurdere, om mit yndlingsøjeblik indtil videre, var da vi alle fire sad samlet om en eftermiddagshyggestund med æbleskiver på bordet og Noah spiste så mange han kunne, imens Uma smagte jordbær for første gang. Eller! Måske var det da jeg, bag to lukkede døre og en tændt hårtørrer, konstaterede at selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke høre nogen form for gråd i flere minutter af gangen. Ahh!

Rigtig glædelig jul til dig og dine og mange tak fordi du læser med.

5

_Tanker fra Moderskabet #726

Midt om natten. Babyen var så ked af det. Jeg vuggede, trøstede, sang vistnok. Endte med at sidde med hende i favnen og håbede, at hun kunne finde ro ved lyden af mit hjerteslag. Det er noget med, at de kan genkende lyden fra tiden inde i maven. Troede Mathias sov, han er ret god til at sove fra nætternes uroligheder, men næste morgen sagde han, nærmest sådan helt forelsket: “Hvis bare du kunne se dig selv gennem mine øjne lige der, så ville du aldrig nogensinde mere have dårlig selvtillid.” Moderlig styrke, siger jeg dig, dét kan noget.

7