_Dagens Sidespor #329

Da babyen havde en fest med at bruge en metalskål som hat og syntes, at det var vildt sjovt, når den faldt af og hamrede ned i gulvet, måtte jeg anstrenge mig virkeligt meget for at ignorere, at jeg godt ved, at underboen arbejder hjemmefra. Jeg har jo læst ovre hos Miriam, hvor irriterende det er at bo under en børnefamilie. Havde bare LIGE sat mig for at spise frokost. Du ved, på en stol. Ved spisebordet. Endda med noget mad, der tilnærmelsesvist var sundt. Er du klar over hvor sjældent det sker efterhånden?!

6

_Tanker fra Moderskabet #736

I en park vi kommer i dagligt, er der altid en gruppe hjemløse, heriblandt et par kvinder. Jeg formoder de er stofmisbrugere, de virker som regel påvirkede. Jeg er begyndt at hilse når vi lige får øjenkontakt. Blikkene kan være slørede, men ansigterne kan jeg efterhånden genkende. Idag sad en af dem med scanningsbilleder i hånden. Og en cigaret i den anden. Alle følelser i spil. Mine, ikke hendes; Hun sad lidt i sin egen verden. Trangen til at *gøre noget* var stor, men selv en forsigtig lykkeønskning syntes at ville virke voldsomt invaderende og så græd ét af mine egne børn og jeg opdagede, at jeg ikke engang havde sænket farten.

4

_Tanker fra Moderskabet #734

Fandt en note i gemmerne. “Ting man gør for at spare sekunder: Går rundt kun iført ammebh og ruller wc-papir af rullen mens man tisser, IKKE efter! Man er godt kørende når: Kun én ud af to græder.” 

Jeg kan godt huske hvordan det føltes i kroppen meget af tiden at have en næsten-toårig og en nyfødt. Det var vel en slags stress? Alligevel har jeg så sent som igår sagt til en veninde, at det da ville være ganske belejligt, hvis man kunne være så heldig at få tvillinger næste gang. Da kunne jeg godt få lyst til at give mig selv en lammer. Har jeg virkeligt ingenting lært?!!

4

_Tanker fra Moderskabet #733

God bless you” hilste en ældre mand på vejen hjem fra skole og jeg svarede som altid – for det er jævnligt at vi får dén hilsen med på vejen -“thank you” og drønede videre med dobbeltvognen. Men den lille Spørge-Jørgen var som altid på pletten med sit “what’s this?” og jeg forklarede: “Han sagde God bless you. Det betyder… Ja, hvad betyder det egentligt…” Afbrød mig selv og fik næsten en klump i halsen, da jeg dvælede ved sætningen. En vildfremmed som blot ved at kaste et blik på mig og mit dyrebareste, fandt det i sit hjerte at ønske os alt det bedste i verden. Og det helt uden krav eller forventninger af nogen art. Venner, jeg tror altså, at der er håb for menneskeheden!

5

_Tanker fra Moderskabet #732

En helt almindelig tirsdag aften gav jeg mig til at grundgræde over én eller anden banal logistisk udfordring, som jeg så ofte før har løst med den-klarer-jeg-for-det-skal-jeg-hatten på. Jeg græd og græd som om de sidste mange måneders træthed, angst og ensomhed kunne skylles bort blot ved at lade tårerne strømme. Bagefter var jeg træt. Men dagen efter føltes det som om en tåge var lettet og for første gang i månedsvis, var jeg ikke komplet udmattet når Nirvana indfandt sig. Her og der opstod der små lommer af harmoni og vi kiggede lykkeligt på hinanden over børnenes hoveder med “mærker du også det her?”- spørgsmålstegn i blikkene. “Du klarer det fantastisk”, siger mange om mit moderskab til to små børn og hver gang er jeg tilbøjelig til at tænke “jamen jeg gør jo bare det jeg skal?!” Nu forstår jeg, at det ikke er en selvfølge at lykkedes med at holde hovedet koldt og hjertet varmt og for dét, giver jeg mig selv en kæmpe medalje.

6

_Tanker fra Moderskabet #731

I snakken om familieforøgelse, er troen på egne evner tilsyneladende ladet med utvetydig optimisme: 

Pernille: “Tror du ikke, at det er mega hårdt at have tre små børn?

Mathias: “Man kan ikke spå om fremtiden, Pernille. Vi ved ikke hvordan Noah er om et år. Hvordan Uma er om et år. Hvordan de er sammen. Vi ved ikke hvordan jeg er. Vi ved ikke hvordan du er.

Pernille: “Njah, eller… Altså… Rimeligt badass, må man formode. Ikke!?

5