_Tanker fra Moderskabet #749

Sproggrænserne er sådan lidt flydende her i udenlandsdanskerland og for det meste tænker jeg ikke over, om jeg taler dansk eller engelsk eller hvilket af de to sprog, der bliver talt, hvis jeg fx lytter til en podcast eller lignende. Men igår kom jeg til at lytte-lytte til mit barn og konstaterede, at jeg tror faktisk, at han taler mere engelsk end dansk. Og det er på trods af, at han er i engelsktalende institution blot 9 timer om ugen og at vi udelukkende taler dansk herhjemme. Så hvis du skulle havne i en situation, hvor din samtalepartner bedyrer, at de der flygtninge og invandrere (for det har jo alle dage været gavnligt at skære netop de grupper over én kam?) *bare* skal se at få lært dansk, så kan du eventuelt bringe en historie fra det virkelige liv på banen, henvise til min søn og fortælle, at dansk måske ikke er det nemmeste sprog i verden at lære. 

 

_Dagens Sidespor #333

Da jeg vurderede sammenhængen mellem det faktum, at jeg siden efteråret 2012 – den lader vi lige stå et øjeblik – har været enten gravid eller ammende og mit daglige kalorieindtag. Lad os bare sige, at chokolade og jeg er rigtigt fine venner. Slyngveninder nærmest. Jeg overvejer lige, om jeg skal se mindre til slyngveninden efter ammestoppet for nyligt. Overvejer, sagde jeg. Overvejer.

3

_Tanker fra Moderskabet #748

En slags status lige nu:

Hvordan jeg blev klar over, at en af Noahs små venners mor, helt klart har venskabspotentiale? Hun bruger emojis nøjagtigt ligeså ofte og overvældende i sms’er, som jeg selv gør.

Hvordan det stod klart, at vi kun med få undtagelser har formået at sidde alle fire samlet omkring et hyggeligt og roligt(!) morgenbord i løbet af det sidste år? Da jeg satte et tændt stearinlys på bordet igår morges og Noah bestemt mente, at der måtte være nogen, der havde fødselsdag.

Hvornår det gik op for mig, at mine børn intet problem har med, at jeg forlader dem? Da jeg var på vej ud af døren og Uma vinkede ligegyldigt til mig, mens Noah sagde “bye bye mor.” Og tilføjede formanende: “DON’T take the stroller!” 

2

_Tanker fra Moderskabet #747

Mathias: “Hvad har du brug for?
Pernille: “Jeg vil bare gerne have noget mere… Anerkendelse!

Det der føles så mærkeligt, er visheden om at ALLE andre gør det samme som mig. Alle andre forældre klarer det jo. Eller de fleste gør i hvert fald. Holder deres børn i live, glade det meste af tiden og velfungerende i en grad, så de er ordenligt klædt på til at møde verden med oprejst pande. Men selvom alle andre gør det, føler jeg alligevel lidt at *jeg* fortjener en medalje for min indsats. Betyder det så at alle andre også burde få en? Eller skal jeg lede efter en tudekiks? Eller! Måske blive bedre til at rose mine med-mødre? Man kan jo øve sig: Kære dig derude… Du gør det fandme godt! Go get ‘em!

7

_Tanker fra Moderskabet #746

Det var vældigt belejligt, at der skulle handles ind, for efter en dag der føltes længere end den var, havde jeg en stærk impuls til simpelthen at skride fra mand og børn. “Jeg går nok en omvej“, sagde jeg en kende sammenbidt og Mathias svarede godmodigt, at hvis jeg endte på en bar, ville han godt bede om adressen. Så han kunne komme på et tidspunkt og eskortere sin berusede kone sikkert hjem. Jeg gik ikke på bar, men efter at have handlet, gik jeg op på tagterrassen og satte mig i en gyngestol med et virkeligt dybt suk, som mest føltes som en påmindelse om den mavepine jeg havde haft det meste af dagen fordi… Fordi to børn. Hele tiden. Altså HELE TIDEN!

Oppe fra taget kan man se Manhattan og den udsigt er en glimrende påmindelse om, at der trods det her altoverskyggende babyliv, ér et liv udenfor hjem og familie og der kommer en tid igen, hvor jeg skal genfinde min plads der.

Og ved du hvad? Som jeg sad der i gyngestolen, kom der en vind, som fik stolen til at gynge. Og det føltes som om, at jeg for en gangs skyld var den der blev vugget og jeg kom i tanker om, at nogle gange (altid? For det meste?) skal man huske sin egen iltmaske, før man hjælper andre med deres.

7

_Tanker fra Moderskabet #745

Den første lille fødselsdag er idag. På det her tidspunkt for et år siden, lå vi på NYU og var helt kulrede og helt trætte og helt glade. Alligevel græd jeg næsten hele tiden. Af lykke, smerte, angst, taknemmelighed, tror jeg. Det var så fint, da en veninde mindede mig om, at det var okay at føle lige det, jeg følte. Så var det som om, jeg fik tilladelse til bare at være i det. 

Jeg skrev om fødslen af vores elskede Uma HER. Engang imellem, når det har været en lidt svær dag her i hjemmemor-land, læser jeg den igen. Var jeg nogensinde i tvivl – træthed kan vist godt forveksles med tvivl?! – så bliver jeg lynhurtigt mindet om, at hun er det hele værd. Og mere til.

 

_Tanker fra Moderskabet #744

Mangen en gang har jeg spekuleret på, om jeg nu også har nydt nok. Ser du, jeg har vistnok ikke dvælet så meget i løbet af det seneste år og hver eneste gang en medmor har udbredt sig om, hvor meget hun har suget til sig af babyduft, babysmil, babytid, har jeg mærket et stik af dårlig samvittighed. Om jeg ikke er taknemmelig? Jo for fanden! Men nostalgisk omkring hvor hurtigt tiden går og ønsker om at lade den gå i stå? Meget lidt. Først for nyligt gik det op for mig hvorfor. Det var jo fordi, jeg ikke turde stole på, at hun var kommet for at blive. Når andre mister, kan man selv gå hen at blive rædselsslagen for at miste også. Og hvis tiden går i stå med en lille baby, er noget så ikke gået frygteligt galt? Det føltes som en slags logik, især når jeg lå søvnløs. Måske er mit lod, med min lille datter, at jeg altid vil længes efter den næste milepæl, for netop disse er beviserne på, at hun vil og kan livet.

2