_Tanker fra Moderskabet #754

Jeg havde ellers lige fulgt med i Brandon Stantons bevægende serie om kræftsyge børn og med hjertet helt oppe i halsen, lovet-lovet mig selv at blive bedre til at være i nuet og nyde mine unger som de er. Så skete der bare det, at alle fik det forkerte ben ud af sengen mandag morgen og det gik hverken værre eller bedre end, at jeg umuligt kunne få begge børn til at samarbejde længe nok til at vi kunne blive klar og komme ud af døren. Som i overhovedet ikke. Det værste var ikke, at begge børn først holdt op med at hyle, da jeg selv gav mig til at græde i ren og skær afmagt og Noah med store øjne tilbød mig både sin sut og en bamse, imens Uma så på med lige dele undring og usikkerhed. Ja, mor græder sgu. Nej, det værste ved det hele var, at jeg syntes, jeg hørte en skeptisk stemme, der spurgte “og hvordan *i alverden* havde du lige tænkt dig, at du skulle kunne tage dig af endnu et barn, når du tydeligvis ikke kan håndtere de to, du allerede har?!” Og det kan man jo passende spørge sig selv om, når drømmen om en tre’er er begyndt at spire. Hvordan? Altså når man kun har to hænder? Er det noget med at hvile i, at hjertet i det mindste er stort nok?

7

_Tanker fra Moderskabet #753

Kære Hjemmegående Far med de venlige øjne og afslappede attitude. Jeg kan godt selv se det. Det var sgu lidt akavet, sådan som jeg åbenbart lige pludseligt havde behov for at plapre løs om, hvordan det jo også er godt for ungerne at lege i jord og få skidt op under neglene. Unødvendigt at udbrede mig om vigtigheden af, at vores bybørn kommer i nærkontakt med bakterier. Og sådan noget. Jeg kunne sagtens høre, at du var helt enig og at du uden tøven lod din datter tage skovlen i egen hånd og gå igang med at grave huller ved siden af mit barn. Det er mig, ikke dig. Ser du, det er egentligt bare fordi, at der er en anden mor, som vi ses meget med, som af uvisse årsager ikke kan fordrage, at hendes søn altid vil grave i jord, når de leger med os. For det er Noahs yndlingsaktivitet og har været det i månedsvis. Okay, der var den der ene uheldige gang med en hundelort, men det var tydeligvis værst for hende og udover det, virker det mest som om, ungerne virkeligt nyder det. Men hun er helt sådan “oh my god, not again” og “I don’t know why he wants this!” imens hun med et misbilligende udtryk forsøger af aflede sin søns opmærksomhed, så han ikke bliver for beskidt. Og så tør jeg altså ikke at sige hende imod. For hun er virkeligt pæn. Altså *modelpæn*. Og flink. Og man gider jo heller ikke være den mærkelige mor, der ligefrem opfordrer sit barn til at gøre noget, der er ulækkert. Vel? Så kære Hjemmegående Far med de venlige øjne og afslappede attitude, det beklager jeg altså. At du sådan lige gik hen og blev genstand for min usikkerhed. Hvis vi ses igen, skal jeg nok holde min mund og bare lade ungerne grave løs. Det synes jeg nemlig, at de skal have lov til. 

1

_Dagens Sidespor #336

Skulle hilse at sige, at der ikke er noget, der kan få én til at trække maven ind prompte, som en toårig der, ved synet af sin mors slappe mavemuskler, spørger bekymret: “Du har lidt ondt i maven, mor?” Ville ønske jeg kunne sige, at det kun var sket en enkelt gang.

4

_Dagens Sidespor #335

P: “Mathias, ved du hvad jeg synes, vi mangler?

M: “

P: “Sådan nogle små, yndige kopper med hank og underkop.

M: “

P: “Jo, fordi, hvis man drikker sin te af en lille yndig kop, som i virkeligheden er for lille, så er man nok mere tilbøjelig til at lave en kande og sidde og hygge sig med den og rigtigt nyde den.

M: “

P: “Men okay… Hvor tit sidder vi lige stille længe nok til at sidde og hælde op igen og igen. Det er måske lidt et drømmescenarie, jeg har gang i der.

M: “Jeg kom sjovt nok frem til præcis det samme.

P: “Så… Ingen nye kopper?

4

_Dagens Sidespor #334

Funderer lidt over, hvad folk egentligt mener, når de siger, at man *sagtens* kan gå på toilettet alene selvom man har børn. Igår forsøgte jeg fx at tisse, imens den mindste stod ved siden af med udstrakte arme og græd, fordi hun absolut ikke kunne se pointen i at bruge sine egne ben mellem 12.00 og 14.00.
Og på den anden side, stod den største og forsøgte at putte et LEGO-egern ind i mit øre og først da han bad om at komme op at sidde på mit skød (imens jeg tissede) sagde jeg “nej, jeg vil egentlig gerne have lov til at tisse i fred!” Det virker som om, det ikke nødvendigvis er så simpelt som at lukke døren?

2

_Tanker fra Moderskabet #752

Jeg vil godt lige indrømme noget. Et lidet flatterende karaktertræk, som jeg indtil nu kun modvilligt har villet være ved, idet jeg jo ellers synes, at jeg er et menneske, der som regel har hjertet på rette sted. Sagen er den, at hver eneste gang en veninde bliver gravid eller føder en lille baby, så bliver jeg først oprigtigt glad. Men lige derefter bliver jeg dødmisundelig. Hver gang. Igår fødte en veninde sin lille dreng, og da jeg først havde jublet via SMS og sukket over hvor perfekt han så ud og sagt “måske man skulle lave én mere! Ej, ikke lige nu sgu da!” til Mathias, så blev jeg sådan helt tung om hjertet og tænksom. Som bekendt havde jeg for engangs skyld tid og rum til at gå lidt i tænkeboks, uden den vanlige strøm af afbrydelser, som hverdagen med børnene byder og således grublede jeg mig altså frem til følgende:

Førstegangsgravide har den der ubestemmelige glød. De har ikke oparbejdet et massivt søvnunderskud. De har ikke bekymret sig om deres børn spiser/sover/snakker/leger normalt. De har ikke mumlet sammenbidte formaninger til deres kæreste midt om natten. De er ikke blevet barselsensomme. De har ikke bekymret sig om det febersyge barn mon nogensinde vil blive sig selv og smile igen. De er ikke blevet skuffede af venner eller familie over manglende interesse i poden eller været ved at eksplodere indeni fordi selv samme rendte dem på døren konstant. De har ikke elsket så meget, at hjertet næsten brister.

Og se, nu forstår jeg, at misundelsen ikke drejer sig om babyen. Det er uvidenheden, jeg misunder disse vordende og nye mødre og nåja, den savner jeg bare af og til. Det spørgsmål, jeg drømmende stillede Mathias oftest de gange, jeg ventede mig, var “hvem tror du h*n er?” Og det er jeg så priviligeret, at jeg er ved at finde ud af nu, men uvidenheden, forventningens glæde er nu også noget helt særligt.

3

_Tanker fra Moderskabet #751

Jeg meddelte Mathias, at jeg godt kunne tænke mig at spendere Mors Dag helt og aldeles alene fordi, du ved, at tage tingene i mit eget tempo og at være væk hjemmefra uden at have en bagkant, er den største luksus for mig i øjeblikket. Nølede hele morgenen og gik og ryddede op og lagde vasketøj sammen og skulle baaaare liiiiige. Det er jo sådan en rar følelse at efterlade hjemmet pænt og ryddeligt, ikke. Først da Mathias påpegede, at han ikke kunne garantere, at jeg ville komme hjem til et ligeså pænt opryddet hjem, gik det op for mig, at det nok ville være gavnligt for alle parter, hvis jeg slap tøjlerne og skred. Mage til morkliché er jeg sikker på, at man skal lede længe efter!

Glædelig Mors Dag til dig, der læser med. Tak for dig!

3

_Tanker fra Moderskabet #750

Jeg havde hængt med mulen hele ugen. Tilsyneladende uden grund. Dagevis med heldagsregn var det eneste, jeg kunne komme på, som kunne være forklaringen på mit grå humør. Dét og så følelsen af, endnu engang at blive ramt af en massiv følelse af… Kedsomhed? Når man, som jeg, gerne vil give børnene en hverdag med nogenlunde faste rutiner og tryg forudsigelighed, lader konsekvensen til at være dræbende monotoni. Dagene ligner hinanden til forveksling og selvom jeg sætter stor pris på, at jeg har muligheden for at være sammen med mine børn, imens de er helt små, så er børnepasning også uendeligt kedsommeligt. Er det OK at sige? Så tager jeg mig selv i at se frem til den næste weekend, den næste helligdag, den næste ferie. Bare ét eller andet, der er anderledes end Hverdagen. Og det er sværere end man skulle tro at ryste posen, synes jeg, når dagene er indrettet efter mine arvingers sove- og spisetider. Så måske skal ændringen komme indefra? Jeg læste et citat, som talte til mig. Jeg læste det på det helt rette tidspunkt og syntes, det var så smukt: “How we spend our days is, of course, how we spend our lives.” 

Jeg læste det hos @mamawatters. Hende skal du i øvrigt følge på Instagram, hvis du vil have lidt poetisk hverdagsrealisme à la en SAHM i Midtvesten ind i dit feed.

3