_Tanker fra Moderskabet #763

Vi har den samme putterutine hver aften; en sang, snakke om dagen og sige tak. Når jeg spørger ham, om der er noget han gerne vil sige tak for, er han begyndt at svare: “YOU can sige tak, mor!” Og dét kan jeg. Vi har så meget at være taknemmelige for, men lige i aften vil jeg takke ham for, at han gjorde mig til mor. 3 år idag med min fineste titel!

3

_Tanker fra Moderskabet #762

For nyligt tog Mathias til Australien i arbejdsøjemed og jeg var alene med børnene i længere tid end jeg nogensinde havde prøvet før. Som altid synes jeg, det er en smule pinligt at synes græsenkelivet er hårdt, fordi jeg kommer i tanker om de tusinder og atter tusinder af enlige forældre, som er alene om deres yngel hver eneste dag (i en sidebemærkning: hvis man har en deleordning med den anden forælder, hvis der er en sådan, er det så hårdest at være alene med børnene eller at undvære dem, når de ikke er hjemme?) Men hvis jeg nu skal pille lidt i min egen navle, så kan jeg berette, at jeg i dén grad nåede min grænse denne gang. Mathias fik indtil flere rødglødende SMS’er med beskeder à la: “Jeg siger op! Det her pis gider jeg FANDME ikke mere!” Eller den ligeså charmerende: “De er nogle pisse røvhuller! Begge to! RØVHULLER!” Og vi har ellers aftalt, at man ikke må kalde sine egne børn for røvhuller. Men fik jeg nævnt, at vi har noget selvstændighedsalder kørende for fuld udblæsning i øjeblikket? Og en 1-årig som gerne vil være hos sin mor konstant? Fed kombi, skulle jeg hilse at sige. Hvorom alting er: En aften ringede jeg til min søde mand og græd min udmattelse og frustration ud. Stakkels mand, han sad vitterligt på den anden side af jorden og hvad skulle han lige stille op? Så han lyttede. Hvilket jeg naturligvis blev skidesur over, for hvorfor havde han ikke lige 5-6 konstruktive løsningsforslag i ærmet? Hvis der i øvrigt er én mere, der siger noget i retning af “husk nu at bede om hjælp”, så vapper jeg dem en! Alle ved jo, at hjælpen ikke er der, når det hele brænder sammen. Det er jo derfor det brænder sammen. Ikke. For nogle år siden, hørte jeg første gang om De 5 Kærlighedssprog. Heldigvis er jeg gift med en mand som ved, at selvom jeg siger, at jeg bare gerne vil have noget “tid til hinanden”, så er det, jeg responderer bedst på “gaver”. Hvorfor han bookede en hotelovernatning til mig dagen efter, han kom hjem fra Australien og i øvrigt ikke belemrede mig med detaljerne omkring hvordan i alverden han ville få arbejde og børnepasning til at hænge sammen. Dét var noget jeg kunne forstå og jeg kan med glæde berette, at jeg sammenlagt brugte flere penge på room service end selve opholdet og at jeg så mere Keeping Up With the Kardashians end jeg har set i *årevis*. Mit yndlingsøjeblik i løbet af de 24 timer, jeg var væk, var dog da det gik op for mig, at der ikke ville komme nogen og forstyrre mig. Altså overhovedet. Den luksus kan end ikke den mest pertentligt redte hotelseng hamle op med.

5

_Tanker fra Moderskabet #760

En ny-mor-veninde spurgte for nyligt: “(…) how do you handle figuring things out? Sometimes there is so much info and so much one could do and I kind of feel overwhelmed by it all.” Jeg trak på skuldrene og tænkte “finder man nogensinde svaret på det?” Ja, jeg øver mig til stadighed. Dog har det ændret sig med tiden, skulle jeg mene. Hvor det i starten primært handlede om at holde barnet og sig selv i live, er det nu snarere noget med at prøve at finde ud af, hvad for en form for forælder, jeg gerne vil være. Hvordan vil jeg opdrage, hvilken form for skolegang ønsker jeg for mine børn, hvilke værdier håber jeg at videregive. Er jeg i tvivl, er det jo oplagt at dykke direkte ned i egen bagage og sortere fra med hård hånd. Hævede stemmer og råberi for eksempel. Noget der er mere aktuelt end nogensinde med en treårig i huset. Se, min far må være lidt af en skabsitaliener. Han råbte aldrig af os børn, men jøsses han kunne blive arrig på… Hækkeklipperen, VHS-maskinen, opvasken. Så idag, som voksen, bryder jeg mig meget lidt om når folk så meget som hæver stemmen. Hvilket nok må siges at være den direkte årsag til, at jeg selv bevidst undgår råberi. Men alternativet? Mig der er ved at få rygende fis i kasketten af frustration, imens jeg med ild i øjnene og kontrolleret, bestemt stemme hvisler: “Dét der! Det skal du stoppe med LIGE NU!” Jeg kan allerede se for mig hvordan Noah, i et skænderi med en fremtidig kæreste, opgivende slår ud med armene og siger: “Gid du i det mindste ville råbe af mig. Den der lave, rasende stemme minder mig *virkeligt* om min mor!

5

_Dagens Sidespor #340

Øjeblikke hvor jeg føler, at jeg gør noget rigtigt: Når den eneste sang, min 1-årige selv tager initiativ til at synge, er Beyonces Single Ladies. “Oh oh oh.” Hun gør også den der bevægelse med hånden, du ved.

Øjeblikke hvor jeg er knap så sikker: Når jeg, i er anfald af nostalgi, sætter Landet For Længe Siden på for min 3-årige og som resultat får et barn, som insisterer på, at han er en stor, brølende “Sharptooth”, der naturligvis brøler så højt, at den mindste ikke kan sove og resten af eftermiddagen følgelig går op i hat og freaking briller.

4

_Tanker fra Moderskabet #759

Dagdrømmerier fra græsenkeland:

Man tænker “gad vide hvad børnene laver, der er så stille“, går ind på værelset og finder dem i stille leg ved siden af hinanden. Nej vent! I stille leg med hinanden!

Ens børn går forbi en og siger henkastet: “Mor, jeg går lige på WC.” Og det er den eneste interaktion man har omkring deres behov for at træde af på naturens vegne. Inger bleer, ingen vådservietter, ingen potte, ingen diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at vaske hænder.

Man har lavet sig en kop te og sat sig ned et øjeblik for at nyde den og et barn kommer for at få hjælp til noget, ser koppen på bordet, bakker væk og siger: “Jeg kan se, du er optaget, mor, jeg ville ikke noget vigtigt. Det kan vente.” Kunne være dejligt, hvis det også gjaldt samtlige måltider.

Man siger “så unger, nu skal vi til at være færdige og ud af døren!” Og bliver mødt med et godmodigt “nå for Søren, jamen så må jeg jo hellere se at få tøj på.

Man kommer i tanke om, at der måske har været lidt vel meget skærmtid i løbet af dagen og skal til at konfiskere iPaden, idet man opdager, at den allerede ligger slukket og forladt og børnene er helt opslugt af leg. Med hinanden.

5