_Tanker fra Moderskabet #762

26. juli 2016

For nyligt tog Mathias til Australien i arbejdsøjemed og jeg var alene med børnene i længere tid end jeg nogensinde havde prøvet før. Som altid synes jeg, det er en smule pinligt at synes græsenkelivet er hårdt, fordi jeg kommer i tanker om de tusinder og atter tusinder af enlige forældre, som er alene om deres yngel hver eneste dag (i en sidebemærkning: hvis man har en deleordning med den anden forælder, hvis der er en sådan, er det så hårdest at være alene med børnene eller at undvære dem, når de ikke er hjemme?) Men hvis jeg nu skal pille lidt i min egen navle, så kan jeg berette, at jeg i dén grad nåede min grænse denne gang. Mathias fik indtil flere rødglødende SMS’er med beskeder à la: “Jeg siger op! Det her pis gider jeg FANDME ikke mere!” Eller den ligeså charmerende: “De er nogle pisse røvhuller! Begge to! RØVHULLER!” Og vi har ellers aftalt, at man ikke må kalde sine egne børn for røvhuller. Men fik jeg nævnt, at vi har noget selvstændighedsalder kørende for fuld udblæsning i øjeblikket? Og en 1-årig som gerne vil være hos sin mor konstant? Fed kombi, skulle jeg hilse at sige. Hvorom alting er: En aften ringede jeg til min søde mand og græd min udmattelse og frustration ud. Stakkels mand, han sad vitterligt på den anden side af jorden og hvad skulle han lige stille op? Så han lyttede. Hvilket jeg naturligvis blev skidesur over, for hvorfor havde han ikke lige 5-6 konstruktive løsningsforslag i ærmet? Hvis der i øvrigt er én mere, der siger noget i retning af “husk nu at bede om hjælp”, så vapper jeg dem en! Alle ved jo, at hjælpen ikke er der, når det hele brænder sammen. Det er jo derfor det brænder sammen. Ikke. For nogle år siden, hørte jeg første gang om De 5 Kærlighedssprog. Heldigvis er jeg gift med en mand som ved, at selvom jeg siger, at jeg bare gerne vil have noget “tid til hinanden”, så er det, jeg responderer bedst på “gaver”. Hvorfor han bookede en hotelovernatning til mig dagen efter, han kom hjem fra Australien og i øvrigt ikke belemrede mig med detaljerne omkring hvordan i alverden han ville få arbejde og børnepasning til at hænge sammen. Dét var noget jeg kunne forstå og jeg kan med glæde berette, at jeg sammenlagt brugte flere penge på room service end selve opholdet og at jeg så mere Keeping Up With the Kardashians end jeg har set i *årevis*. Mit yndlingsøjeblik i løbet af de 24 timer, jeg var væk, var dog da det gik op for mig, at der ikke ville komme nogen og forstyrre mig. Altså overhovedet. Den luksus kan end ikke den mest pertentligt redte hotelseng hamle op med.

5