_Tanker fra Moderskabet #762

For nyligt tog Mathias til Australien i arbejdsøjemed og jeg var alene med børnene i længere tid end jeg nogensinde havde prøvet før. Som altid synes jeg, det er en smule pinligt at synes græsenkelivet er hårdt, fordi jeg kommer i tanker om de tusinder og atter tusinder af enlige forældre, som er alene om deres yngel hver eneste dag (i en sidebemærkning: hvis man har en deleordning med den anden forælder, hvis der er en sådan, er det så hårdest at være alene med børnene eller at undvære dem, når de ikke er hjemme?) Men hvis jeg nu skal pille lidt i min egen navle, så kan jeg berette, at jeg i dén grad nåede min grænse denne gang. Mathias fik indtil flere rødglødende SMS’er med beskeder à la: “Jeg siger op! Det her pis gider jeg FANDME ikke mere!” Eller den ligeså charmerende: “De er nogle pisse røvhuller! Begge to! RØVHULLER!” Og vi har ellers aftalt, at man ikke må kalde sine egne børn for røvhuller. Men fik jeg nævnt, at vi har noget selvstændighedsalder kørende for fuld udblæsning i øjeblikket? Og en 1-årig som gerne vil være hos sin mor konstant? Fed kombi, skulle jeg hilse at sige. Hvorom alting er: En aften ringede jeg til min søde mand og græd min udmattelse og frustration ud. Stakkels mand, han sad vitterligt på den anden side af jorden og hvad skulle han lige stille op? Så han lyttede. Hvilket jeg naturligvis blev skidesur over, for hvorfor havde han ikke lige 5-6 konstruktive løsningsforslag i ærmet? Hvis der i øvrigt er én mere, der siger noget i retning af “husk nu at bede om hjælp”, så vapper jeg dem en! Alle ved jo, at hjælpen ikke er der, når det hele brænder sammen. Det er jo derfor det brænder sammen. Ikke. For nogle år siden, hørte jeg første gang om De 5 Kærlighedssprog. Heldigvis er jeg gift med en mand som ved, at selvom jeg siger, at jeg bare gerne vil have noget “tid til hinanden”, så er det, jeg responderer bedst på “gaver”. Hvorfor han bookede en hotelovernatning til mig dagen efter, han kom hjem fra Australien og i øvrigt ikke belemrede mig med detaljerne omkring hvordan i alverden han ville få arbejde og børnepasning til at hænge sammen. Dét var noget jeg kunne forstå og jeg kan med glæde berette, at jeg sammenlagt brugte flere penge på room service end selve opholdet og at jeg så mere Keeping Up With the Kardashians end jeg har set i *årevis*. Mit yndlingsøjeblik i løbet af de 24 timer, jeg var væk, var dog da det gik op for mig, at der ikke ville komme nogen og forstyrre mig. Altså overhovedet. Den luksus kan end ikke den mest pertentligt redte hotelseng hamle op med.

5

11 thoughts on “_Tanker fra Moderskabet #762”

  1. Mine unger er fandme også nogle røvhuller ind i mellem (host*hver dag*). Seriøst. Det er fandme hårdt. Fedest med hotel. Gid det var mig! Du er sej, at du kunne være alene med dem så længe. Jeg er imponeret.

  2. Nøøøj, jeg kender det! Både frustrationen, trangen til at kalde små mennesker for røvhuller, selvom de vist bare er helt normale i opførelsen, og ikke mindst den dårlige samvittighed over at synes, det er hårdt.
    Men hey, det ER effing hårdt at være alene med børn! Og alle har brug for aflastning, ud fra hvad jeg lige kan læse og høre på dem, der står med det alene.

    Det handler sikkert om tilvænning og indstilling, men jeg har besluttet mig for, at det er okay (for mig) at bande og være sur, når jeg er alene. For det hjælper lidt.
    Jeg vænner mig først nogenlunde til de nye vaner efter to uger alene. Derfor er det stadig hårdt (og ja, selvom folk er søde til at hjælpe i dagtimer, når det lige passer ind i deres skema, som sjældent er, når det hele brænder på. Og så er det stadig ikke rigtig en hjælp, når det ikke er faren, fordi man så stadig er “på”, uanfægtet at andre måske laver mad eller leger lidt med den ene yndling… Synes jeg ;))

    Jeg har sagt det før, men altså… Ham har du været heldig med! Det er godt, han er god ved dig på den måde, du forstår bedst 🙂 Så er det lettere at tilgive <3

    1. Dét synes jeg også, jeg har ❤️
      Og respekt! Har endnu til gode at være alene i 2+ uger. Det lyder nærmest som en overmenneskelig præstation i mine ører!!! Hvordan gør du det?!??

  3. Dejligt indlæg – forstå mig ret :o) Er helt enig med dig, det er sku hårdt at være alene med to små. Hvilket også er en af grundene til at minimal rejseaktivitet, står ret højt på listen, nu hvor min mand leder efter nyt job. Godt formuleret mht. hjælp og hvornår det hele brænder sammen, sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Selvom vores børn oftest er i vuggestue/børnehave til kl. 15, så kan det jo sagtens brænde sammen kl. 15.45, selvom jeg har haft “fri fra dem” (må man sige det?) hele formiddagen. 24 timer helt alene med mad, tv og en seng lyder helt fantastisk og velfortjent! Så har man ligesom energi til at tage en omgang til :o)

    1. Tusind tak, Christina! Ja, jeg var faktisk på nippet til at forbyde rejseaktivitet fremover. Hvilket så ikke er helt realistisk, hvis vi både skal have smør på brødet og en glad mand og far, men altså… Jeg tænkte tanken 😉
      Hvordan mon det går med jobsøgningen? Tænker I stadig USA?

      1. Ja, det er vel den evige balance – spaendende arbejdsliv samtidig med at familielivet fungerer. Ang. job i USA, saa har der vaeret interesse fra to firmaer, men begge gange har vores manglende visum sat en stopper for det. Faktisk ville begge firmaer gerne hjaelpe med visum, men det lader til, at disse visa kun gives i april med virke fra september… og hverken firmaerne eller os kan vente et aar… Saa det lader til, at EU er vores bedste chance lige nu, lidt aergeligt naar vi stadig droemmer om USA… Lige nu nyder vi tiden i Danmark, og saa dukker der helt sikkert noget spaendende op. Taalmodighed er bare ikke min staerke side.

        1. Tålmodighed er heller ikke just min bedste ven! Lad os krydse fingre for, at I vil trives der hvor I skal “mellemlande” og at USA lykkes snarest så! Pøj pøj med det hele og giv da lige lyd når I flytter 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *