_Praktisk, økonomisk, følelsesmæssigt eller all of the above

Jeg er en trofast lytter af Mads & Monopolet. Engang hørte jeg programmet så snart podcasten var tilgængelig og naturligvis i ét stræk. Nu tager det mig mindst en uge at komme igennem det, fordi jeg insisterer på at ville høre det hele og derfor slukker hver gang, jeg bliver afbrudt. Hvilket jo sker konstant. Hvorom alting er, så har jeg opdaget, at jeg virkeligt ofte kommer i tanker om et dilemma fra programmet, når jeg selv går og spekulerer over en given ting. Som fx det dilemma, som handlede om en mor, der havde store kvaler ved at tage en forlænget weekend til London med sin mand. Hendes datter var to år gammel, men hun havde aldrig været væk fra hende. Da jeg hørte det for efterhånden mange år siden, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det da var noget pjat og måske vigtigere endnu: Sådan ville jeg ikke selv være, når jeg engang blev mor. Well! Af både praktiske, økonomiske og følelsesmæssige årsager, kan jeg nu blot konstatere, at jeg er havnet nogenlunde lige oveni føromtalte mors sko; De eneste gange, jeg har været væk fra børnene, var da jeg tog på hospitalet for at føde den ene og da jeg lidt over et år efter tog en vældigt tiltrængt hotelovernatning alene. Det er okay, det med ikke at have været væk fra dem så mange gange. Jeg har med begge børn truffet nogle valg omkring amning, som gjorde mig aldeles uundværlig i næsten et år efter de hver især kom til verden. Hvad jeg har lidt sværere ved at komme overens med er, at tiden simpelthen er løbet fra mig og at jeg ikke har været i Danmark i tæt på 2.5 år. En veninde sagde engang til mig, at jeg endelig skulle følge mine drømme i udlandet og alt det dér, men jeg skulle altså komme hjem mindst hvert andet år. Det giver så god mening! 2.5 år er for længe at være væk, det kan jeg tydeligt mærke nu. Men! På onsdag har jeg en aftale på posthuset, hvor jeg skal søge om (amerikansk) pas og SÅ skal der tjekkes flybilletter og SÅ skal jeg hjem på ferie og se, om der er nogle veninder tilbage med tålmodigheden i behold. Fik jeg sagt, at det bliver en soloferie? Har endnu ingen kvaler ved tanken! Mon Monopolet ville give mig deres opbakning med på vejen? Det tror jeg.

1

_Tanker fra Moderskabet #769

Det virker lidt fjollet nu, men før sommerferien, troede jeg måske, at barnet ville glemme alt sit engelske. 2.5 måned er immervæk lang tid, når man blot er 3 år gammel. Jeg ved ikke hvad jeg havde troet? At vi ville barrikadere os indendøre i al tiden, ikke se andre mennesker overhovedet og i øvrigt forbyde Peppa Pig og andet yndlings-TV? Nej. Istedet hører jeg ham påbegynde sætninger på dansk, og lynhurtigt rette sig selv, så han istedet formulerer sig på engelsk. Det er lige dele fascinerende og trist at være vidne til. Fascinerende fordi jeg er så stolt af hans sproglige kunnen, trist fordi jeg pludseligt er blevet ret bevidst om, at det der med at tale dansk og at lære det rigtigt-rigtigt måske ikke kommer af sig selv. Ja, og at vi som forældre står med et vældigt ansvar på skuldrene i den forbindelse. Faktisk – en lille sidebemærkning – var netop det med at lære sine børn sit modersmål, én af de formaninger jeg fik med på vejen, da jeg for nyligt havde fornøjelsen af at deltage i en stor ceremoni og officielt blive amerikansk statsborger. Så da jeg idag hørte ham sige, at noget var træls på godt århusiansk, måtte jeg trække lidt på smilebåndet. Jeg tror alligevel, vi har fat i den lange ende.

2

_Dagens Sidespor #346

Så, som de fleste småbørnsmødre, har jeg lidt meget at se til for tiden. Det har jeg indtryk af, er helt efter bogen. Hvad jeg måske synes, er en smule alarmerede er at jeg, om aftenen når børnene er puttet, finder umådelig stor tilfredsstillelse ved at benytte den her sorte og orange satan til at likvidere de fluer, som i dagens løb har forvildet sig ind i min stue. Bør jeg tale med nogen om det?