_22+6

Jeg havde sådan en søndag, som startede helt fantastisk og jeg iagttog min smukke familie og følte mig helt, helt lykkelig. Pludseligt, opad formiddagen, gik luften fuldstændigt af ballonen og det føltes vitterligt som om al min energi røg ned i maven. Som om jeg bogstaveligt talt måtte bruge alle mine kræfter på at lade det lille væsen i maven vokse. Selvom jeg egentligt syntes, at det var en fin tanke, at også hun har brug for min fulde opmærksomhed, sneg melankolien sig ind på mig alligevel. Jeg mærkede hvor lidt overskud jeg havde til at være til stede og fik flashbacks til dengang hvor Uma var spæd og det føltes som om, der hele tiden var nogen der græd. Noah, Uma eller mig. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste, følte jeg ikke, at jeg slog til og der var mange, lange dage med et lidt for stresset åndedræt og længsel efter nætterne, som nok var søvnløse, men der var som regel kun ét barn, der havde brug for mig.
Mathias gjorde alt det rigtige. Tog sig af børnene, lod mig sove, hvile, lavede en kæmpe portion flødepasta, som blev serveret i dynerne. Tidligt i seng. Alligevel sidder melankolien stadig i mig idag. Det føles aldeles utaknemmeligt at forventningens glæde til den her baby er så flygtig – hvorfor kan den ikke være en forsikrende konstant? – og jeg kan mærke, at jeg virkeligt håber, at det hele vil give mening så snart hun er her.

 

_Tanker fra Moderskabet #774

Mig: “Det er dejligt at være hjemme ved Jer igen.
Noah: “Det er dejligt at være hjemme ved dig igen too.

Da jeg var i Århus på ferie, spurgte alle “flytter I nogensinde hjem igen?” Og hvad skulle jeg svare? Måske. Det tror jeg ikke. Man skal aldrig sige aldrig. Hvad er et godt svar egentligt på det spørgsmål? Ét er sikkert: Hjem er dér hvor vi er sammen.

2

_Tanker fra Moderskabet #773

Noget af det sidste, jeg hørte Noah sige, før jeg gik ud af døren for at begive mig mod lufthavnen og tage på min længe ventede soloferie var: “Jeg vil gerne smage mere øl.” Her kunne man selvfølgelig blive bekymret, men jeg må nok indrømme, at den mest dominerende følelse jeg havde var misundelse. Børnenes far har jo tydeligvis regnet det med børnepasning ud. Og jeg? Taget min profession i betragtning, drikker jeg vist alt, alt for lidt i dagtimerne.

1

_20+2

Samtaler vi var forskånede for at have første gang, han blev storebror:

Noah: “Din baby kommer ud igennem maven?

Okay P, tænk hurtigt. Han er tre år gammel. Det duer ikke at lyve. Fortæl ham det som det er.

Mig: “Øh nej, faktisk kommer den ud gennem tissekonen.

Noah: “Babyen kommer ud af tissekonen? Har du ikke en tissemand? Jeg tror din baby kommer ud af din mund!

Mig: “Ha, nej, haha, det gør den nu ikke. Munden ville jo også være et alt for lille hul.” Okay, stop dig selv. Nu er du ved at rode dig ud i noget point-of-no-return! “Må jeg se hvor hurtigt, du kan løbe hen og tage din bold?