_28+3

Det er så sødt, hvordan det amerikanske ikke-spørgsmål “how are you?” er blevet til det omsorgsfulde “how are you feeling?” i takt med, at maven bliver større. Når folk så topper den op med “you look great”, bliver min dag med ét 100% bedre.

2

_Tanker fra Moderskabet #776

Havde brugt en hel eftermiddag på at sige “nej” og “stop med det der lige nu” og “vær nu sød at samarbejde med mig, okay!” Så frem til at de begge sov i en sådan grad, at jeg blev helt i tvivl, om min moderfølelse nu også sidder på rette sted. Og gudhjælpemig om ikke jeg, i det øjeblik deres sagte vejrtrækning indfandt sig, nærmest begyndte at tænke i ellers ekstremt irriterende hashtags som #mitguld og #elskerelskerelsker. For det gør jeg jo. Elsker elsker elsker mit guld. Dog tilsyneladende allerhøjest når de sover?!

1

_Tanker fra Moderskabet #775

Af og til falder jeg i sammenligningsfælden og synes pludseligt at *alle* andre lader til at have meget mere end mig. Det fede job, den fede lejlighed, den fede garderobe. Især i en by som New York, hvor der er så mange, som har rigtigt, rigtigt meget. Så kan jeg slet ikke få øje på hvad jeg selv kan. Hvad jeg gør. Udretter. Forleden måtte jeg decideret minde mig selv om, at jeg fyldte 28 år blot to uger efter, at Noah kom til verden og når jeg har termin med tredje barn i april, vil jeg være 31 år gammel. Så er det en anelse lettere at se, hvad tiden går med. Den går nemlig med at være.

 

_26+4

Dengang Mathias og jeg var nygifte, omtalte jeg ham stadig ofte som min kæreste. “Min mand” lød så fjollet. Så voksent. Lidt uvirkeligt. Kan man godt finde sit livs kærlighed i gymnasiet? Da jeg for nyligt sad i en butik og prøvede sko, måtte jeg bede om et nummer større end normalt – er mine fødder egentligt også gravide? – og ekspedienten spurgte om det var mit første barn og jeg hørte mig selv svare “no, it’s my third“. Det lød lige så uvirkeligt som dengang. Ægteskabet har aldrig føltes mere rigtigt end lige nu. Det tredje ønskebarn? Jeg glæder mig over, at hvert lille spark sparker mig i retningen af den samme følelse.

 

_25+2

Hentede Noah og faldt i snak med en anden mor nede på gaden. Hun vidste ikke, at jeg er gravid igen og var ved at gå bagover, da jeg fortalte hende det. “Wow, three kids in the city! That’s crazy! Wow! How are you gonna do it? I can’t even handle one kid. Three kids! Wow!” Og. Så. Videre. Jeg fik lyst til at bede hende om at styre sig. Bevares, hun ønskede mig da tillykke et par gange og det var tydeligt, at hendes udbrud handlede meget mere om hende selv end om mig og min kommende familieforøgelse. Men jeg syntes bare, at det var upassende. Som om jeg ikke selv har nok af tanker omkring, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. Både praktisk og følelsesmæssigt. Men så igen… Jeg kender det jo faktisk godt fra mig selv. Når folk skal have pseudotvillinger og min første tanke er “pyyyha, I får *sørme* nok at se til!” Og jeg tænker ved mig selv, om de nu også har gennemtænkt, hvad det at have to så små børn egentligt indebærer. Som om man kan begribe det på forhånd?! Så jeg stod og blev lidt modløs, der på gaden, midt i en bidende kold januarvind og heldigvis brokkede børnene sig over at måtte vente og vi trillede hjemad. Pludseligt kunne jeg tydeligt huske en drøm, jeg drømte i nat. Om en vidunderlig lille bitte baby, som var min og jeg var så stolt og helt fyldt med den der voldsomt overvældende beskyttertrang, som man mærker i det øjeblik, man første gang møder sit barn. Dét glæder jeg mig til.