_Tanker fra Moderskabet #778

Min lille, store er en… mundfuld for tiden. 3.5 år. Den alder er der skrevet mange bøger om, men jeg får ikke læst nogen af dem, så Mathias tog en snak med en psykolog for at blive klogere på, om vi mon gør alt forkert eller om barnet faktisk blot gør alt rigtigt. Da han genfortalte, hvad de havde været inde på og opsummerede snakken med psykologens ord “he’s figuring out who he’s becoming” blev jeg komplet overvældet. Min lille dreng! Som allerede er, men i særdeleshed er ved at blive. Selvfølgelig.

1

_Tanker fra Moderskabet #779

Da jeg var teenager græd jeg, for at være ærlig, nok mest ulykkelige tårer. Når jeg altså græd. Så da en veninde dengang selvfølgeligt nævnte noget med at græde af lykke og “kender I ikke godt det?!”, syntes jeg, at det var en anelse højtravende og måske endda… skabet? Igår lå jeg og hvilede med babyspark i maven, imens Uma tullede rundt og snakkede og far og søn krammede og dansede tæt. Til noget pisse Coldplay! Om jeg græd af lykke lige der? Jaha! Men ved du hvad, apropos kernefamilie, jeg græd nok mest ved tanken om at høre til. At være lige dér, hvor det åbenbart hele tiden var meningen, at jeg skulle havne her i livet. Så kan jeg egentligt godt leve med, at jeg ikke græd så mange lykkelige tårer som teenager.

2

_Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

Som jeg skrev for nyligt, kan jeg godt nogle gange være lidt slem til at komme til at sammenligne mig selv med andre. Andre gange lykkes det mig at spejle mig i alt det gode, andre har at byde på, heriblandt særligt mine veninder. Og ofte dem med børn, da det af gode grunde fylder meget (næsten alt?) i disse år. Mette har fået tre børn med nogenlunde samme interval, som der bliver imellem mine tre, blot et år før mig og det er vitterligt guld værd at have hende ved hånden (bogstaveligt talt, vi holder kontakten via SMS), når jeg igen-igen søger råd om dette og hint eller blot har brug for opmuntring midt i hverdagssuppen med børn. Sidste år fik Mette en lille datter, Elin, og hun har været så rar at dele sin fødselsberetning med os igen-igen-igen. Jeg holder især af hendes kælenavn Lille-Lin, fordi hun har verdens måske rundeste kinder (billedbeviser HER). Du finder beretningerne om Aske HER og om Ole HER.

Graviditeten med Elin var en overraskelse. For det første fordi vi jo ikke troede at vi kunne få børn. For det andet fordi jeg faktisk godt kunne mærke at jeg var gravid, men tog en negativ test 3 dage over tid hos lægen, og derfor blev overbevist om, at jeg bare bildte mig ting ind. Men efter 10 dages massiv kvalme tog jeg endnu en test, og endnu en mirakelbaby var på vej.

Graviditeten var anderledes på alle måder. Fx var der daglig opkast gennem næsten hele graviditeten. I 2. trimester var der heldigvis en periode hvor jeg kun kastede op hvis jeg anstrengte mig. Hvilket desværre sker ret hyppigt når man er mor til en på 3.5 år, en på 1.5 år og arbejder med udviklingshæmmede. Men altså. Desuden fik jeg plukkeveer allerede fra 12. uge, og efterhånden blev de så kraftige at jeg måtte sygemeldes fra uge 30. Til misdannelsesscanningen fik vi så forklaringen på de mange opkastninger: Baby var en pige. En hvad for noget, siger du? Ja, vi kan åbenbart også lave piger. Også fødslen skulle blive en del anderledes end med drengene.

Læs mere _Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

1

_30+1

Jeg syntes ellers, det gik meget godt med at holde utålmodigheden stangen. Utallige gange i denne graviditet har jeg høfligt mindet mig selv om, at hvor stor en velsignelse endnu et barn end er, så var det en ret stor mundfuld sidste gang at blive mor igen og hvis jeg sådan skal se helt nøgternt på det, så er min tilværelse blevet en anelse mere krævende med hvert barn, jeg har sat i verden. Det er okay, det er vist meningen. Men det har også betydet, at jeg denne gang har øvet mig mere i bare at være i graviditetens nu, fremfor konstant at se frem mod fødslen og at møde det lille menneske. Forleden gik det dog op for mig, at det ikke blot er en mental øvelse; min krop skal jo også være med på den. Og således følte jeg mig en anelse forrådt, da jeg et par dage i træk slet og ret måtte sætte tempoet heeeelt ned, fordi min krop bad om det. Lænden værkede og plukkeveerne var lidt vel hyppige. Heldigvis intet alarmerende, men det var nok til, at april føltes rigtigt langt ude i fremtiden. Derfor blev jeg så glad, da en gravid veninde skrev “jeg synes det er fantastisk dejligt at være gravid og mærke liv”, for det hev mig lige tilbage til nuet for en stund. Men ikke bare det. Lidt ligesom dengang, en veninde spurgte mig, om ikke jeg glædede mig til fødslen, gav det mig en følelse af “nåja, sådan kan jeg jo også tænke på det” og dét er guld værd, for hvis det går som sidste gang, så vil den følelse blive hos mig helt til mit barns fødselsdag.

 

_Tanker fra Moderskabet #777

Jeg glædes dagligt over børnenes blomstrende sprog. Jeg er evigt imponeret over deres nysgerrighed og ihærdighed på det område. Især fordi de skal lære to sprog, hvilket giver processen en ekstra finurlig dimension. Uma er som en lille maskine i øjeblikket, der er programmeret til at blive ved og ved til hun kan det. Således ligger hun gerne og snakker sig selv i søvn ved at gentage ord igen og igen. Forleden var det “happy, hap-py, haaaaappy, happy” indtil der blev ro. Igår? “Øj’blik. Øøøøjeblik. Øjeblik.” Tjah, du kan selv regne ud, hvor hun mon har dét fra.

 

_29+3

Hvordan jeg kan mærke, at jeg nu er i tredje trimester? Altså udover hyppigere plukkeveer, træt krop, begyndende redebyggertrang og ingen selvkontrol, når det kommer til mit chokoladeindtag? Igår glemte Mathias at fortælle mig, at han tog en drink med en kollega efter arbejde. Istedet for bare at få fat på ham, så snart jeg blev bekymret, lagde jeg vitterligt en slagplan for “hvad hvis han er død og aldrig kommer hjem igen og jeg skal være alenemor til tre børn!” Liv og død-tanker. Av.