_Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

Som jeg skrev for nyligt, kan jeg godt nogle gange være lidt slem til at komme til at sammenligne mig selv med andre. Andre gange lykkes det mig at spejle mig i alt det gode, andre har at byde på, heriblandt særligt mine veninder. Og ofte dem med børn, da det af gode grunde fylder meget (næsten alt?) i disse år. Mette har fået tre børn med nogenlunde samme interval, som der bliver imellem mine tre, blot et år før mig og det er vitterligt guld værd at have hende ved hånden (bogstaveligt talt, vi holder kontakten via SMS), når jeg igen-igen søger råd om dette og hint eller blot har brug for opmuntring midt i hverdagssuppen med børn. Sidste år fik Mette en lille datter, Elin, og hun har været så rar at dele sin fødselsberetning med os igen-igen-igen. Jeg holder især af hendes kælenavn Lille-Lin, fordi hun har verdens måske rundeste kinder (billedbeviser HER). Du finder beretningerne om Aske HER og om Ole HER.

Graviditeten med Elin var en overraskelse. For det første fordi vi jo ikke troede at vi kunne få børn. For det andet fordi jeg faktisk godt kunne mærke at jeg var gravid, men tog en negativ test 3 dage over tid hos lægen, og derfor blev overbevist om, at jeg bare bildte mig ting ind. Men efter 10 dages massiv kvalme tog jeg endnu en test, og endnu en mirakelbaby var på vej.

Graviditeten var anderledes på alle måder. Fx var der daglig opkast gennem næsten hele graviditeten. I 2. trimester var der heldigvis en periode hvor jeg kun kastede op hvis jeg anstrengte mig. Hvilket desværre sker ret hyppigt når man er mor til en på 3.5 år, en på 1.5 år og arbejder med udviklingshæmmede. Men altså. Desuden fik jeg plukkeveer allerede fra 12. uge, og efterhånden blev de så kraftige at jeg måtte sygemeldes fra uge 30. Til misdannelsesscanningen fik vi så forklaringen på de mange opkastninger: Baby var en pige. En hvad for noget, siger du? Ja, vi kan åbenbart også lave piger. Også fødslen skulle blive en del anderledes end med drengene.

Terminen var 9/6. Altså 2 dage efter Oles 2 års fødselsdag og 3 dage før Askes 4 års fødselsdag. Det stressede mig lidt, for jeg ville så nødigt føde på en af deres fødselsdage. Både fordi jeg ikke ville gå glip af at være sammen med dem på fødselsdagen, og fordi jeg ikke ville at de skulle dele dagen for altid. En ting var hvis Aske og Ole var født samme dag, og vi ikke havde flere børn. Så var det jo bare sådan. Ligesom med tvillinger. Men jeg var ked af hvis to skulle dele dagen og en havde en dag for sig selv. Derfor besluttede jeg mig også for, at jeg helst ville føde på Oles fødselsdag hvis det absolut skulle være, fordi Askes fødselsdag i forvejen ligger på vores bryllupsdag. På den måde ville der være to ting at fejre på begge dage. Nå, så da Oles fødselsdag kom og gik uden en fødsel, blev jeg ret desperat for at få hende ud før vi nåede Askes fødselsdag.

Heldigvis forholder det sig sådan, at en af mine bedste veninder er jordemoder. Trine. Og til min store glæde var både Kristian og Trine med på at det var hende der skulle tage imod Elin. Tanken om at den første der nogensinde skulle røre ved Elin uden for maven var en hun faktisk skulle have et forhold til i fremtiden, var både så god og smuk. Nå, og når man har en aftale med sin egen private jordemoder, kan mange smarte ting lade sig gøre. Så på terminen tog drengene i sommerhus med mormor og morfar, Trine ankom til Trustrup, og jeg fik en hindeløsning mens jeg lå i min egen seng. Luksus! Selve hindeløsningen var en meget speciel oplevelse. Kunne mærke hånden oppe i min livmoder, og selvom det gjorde ondt, var det så surrealistisk at jeg ikke kunne lade være med at grine. Det er åbenbart ikke den normale reaktion på en hindeløsning…

Derefter gik vi ud på terrassen hvor jeg fik vestimulerende akupunktur, mens Kristian nussede rundt i køkkenet og bagte banankage. Se, det havde ikke været muligt hvis vi havde været hos en jordemoder på sygehuset. Men der kom ingen veer på trods af Trines ihærdige indsats. Så til sidst kørte hun hjem med uforrettet sag. Kristian og jeg besluttede os for at udnytte drengenes sommerhustur til en sidste kæresteaften inden vi igen i lang tid ville have en konstant nærværende baby. Som højgravid er der dog ikke energi til det store, så vi så bare en film der ikke var børnevenlig og spiste foran fjernsynet. Og så gik vi tidligt i seng.

Kl. 1 om natten vågnende jeg af at vandet gik. Som en skylle der væltede ud af mig. De andre gange er vandet først gået i den første presseve, så dette var en ganske anderledes situation. Det første jeg gjorde var at vække Kristian, og derefter ringede jeg til Trine kl 1.30. Vi blev enige om at jeg skulle få fat i fødegangen som skulle sende en jordemoder ud til fødslen af forsikringshensyn, og så ellers få sovet indtil der kom veer. Men vandet blev ved med at pøle ud af mig, og hverken natbind, sugelagner eller håndklæder kunne stoppe følelsen af at være våd. Så jeg fik ingen søvn. Og selvom veerne hverken var smertefulde eller regelmæssige, var de hyppige nok til at forstyrre mig i mine søvnforsøg. Jeg noterede ned for at se om de blev hyppigere og regelmæssige: 01.55, 02.22, 02.35, 02.48, 03.08, 03.22. Klokken 3 ankom Trine. Hun kunne alligevel heller ikke sove mere (endnu en interessant detalje ved at have sin veninde som jordemoder).

Da Trine ankom, havde Kristian allerede fundet fødekar, afdækning osv frem. Vist nok mest fordi jeg havde krævet det. Man gør jo som den gravide siger. Trine undersøgte mig, og jeg var kun 2-3 cm åben. Fostervandet var klart og hjertelyden normal. Så vi besluttede at lave endnu en hindeløsning for at sætte gang i sagerne. Og så prøvede hun at give mig en klyx, men graviditeten havde givet mig så mange små hæmorider, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Men veerne tog til, så ved 4-tiden ringede vi til den jordemoder fra fødegangen der var on call (“Tillykke Kristina”, sagde jeg. “Du har vundet en hjemmefødsel”) og omkring 4.30 ringede vi til mine søstre der skulle hjælpe med det praktiske ved fødslen.

Mine veer gik lidt i stå, så vi blev enige om at Kristian og jeg skulle prøve at få lidt søvn. Vi lagde os ind i sengen, hvor Kristian straks faldt i søvn. Jeg var så træt at jeg døsede hen mellem veerne, men de blev sjovt nok både hyppigere og kraftigere nærmest i det øjeblik vi lagde os. Så det blev ikke rigtig til noget søvn til mig.

Da vi stod op undersøgte Trine mig igen, og jeg var nu 6-7 cm åben. Det hører med til historien, at da Trine og jeg tidligere havde planlagt fødslen, fortalte jeg hende at der var en tendens til at jeg begyndte at bande over veerne ved 7 cm. Og ganske rigtigt, kort efter mumlede jeg alverdens ukvemsord hver gang der kom en ve. De andre begyndte at fylde karret, og det var som ved de første to fødsler ren spa at komme op i det varme vand. Men ak, denne gang gik veerne lidt i stå. Måske af det varme vand, måske bare fordi fødsler åbenbart godt kan gøre sådan. Det tog Trine dog ikke så tungt. Faktisk var jeg åbenbart et skoleeksempel på en klassisk fødsel, hvilket hun og Kristina var vældigt begejstrede for. Nå, men jeg blev så hevet op af karret, og skulle skifte stilling en masse. Så vidt jeg forstod var det for at hjælpe Elin ordentligt ned i bækkenet og få gang i nogle gode veer. Jeg fik desuden et par vestimulernede akupunkturnåle i hænderne og på indersiden af læggen af Kristina. Så fik jeg begyndende pressetrang og kom op i karret igen.

Trine undersøgte mig endnu engang, men der var stadig en lille kant fortil (som var en lille “flig” af livmodermunden der ikke rigtig trækker sig op forbi barnets hoved), som ikke ville flytte sig. Der gik noget tid med at vi ventede på at den skulle gå væk, men jeg var efterhånden dødtræt pga manglende nattesøvn og frustreret fordi det gik så langsomt i forhold til mine tidligere fødsler. Så Trine fik ondt af mig, og stak derfor hånden op og skubbede kanten væk (at reponere kanten, hedder det åbenbart). Det blev jeg mega sur over, og skældte nok en del mere ud end jeg havde gjort hvis jordemoderen havde været en fremmed. Men altså, Trine var cool og tog det vældig pænt. Og det hjalp!

Men. Der er jo altid et men. Jeg havde født de andre i liggende stilling i karret. så det forestillede jeg mig også at jeg skulle med Elin. Men mine veer var bare så ineffektive. De hjalp mig ikke. De var ikke kraftige nok til at jeg ikke kunne lade være med at presse. Og jeg var så udmattet efterhånden, at jeg egentlig ikke havde det store behov for finde gemte kræfter frem for at presse og derved fremkalde mere smerte. Så sådan sad jeg i en halv times tid indtil Trine fik mig overbevist om at jeg skulle op på knæ. Og så kom de rigtige presseveer som jeg husker dem fra særligt Oles fødsel: Kraftige, umulige at modstå og hurtige efter hinanden.  3 stk, så var Elin ude. Trine, der sad bag ved mig og tog imod Elin, skubbede hende blidt så hun svømmede ind i mellem mine ben og om til mig og Kristian der sad ved mit ansigt. Trine sagde at jeg kunne tage min baby op nu, men jeg følte mig så svag at jeg var bange for at tabe hende. Så var det ret smart at have hele to jordemødre, for Kristina stod jo lige ved siden af Kristian. Så jeg kiggede bare op på hende, og hviskede “vil du hjælpe mig?”. Og så kom min baby op i mine arme. Endelig! Klokken var 11.21, og der var altså gået 10 ½ time siden vandet gik, hvilket var 4 ½ time længere end min hidtil længste fødsel.

Jeg lænede mig tilbage i karret med min baby, og Trine spurgte, om vi ikke lige skulle tjekke om det nu virkelig var en pige. Vi syntes jo alle at det var lidt skørt at Kristian og jeg skulle forestille at kunne lave andet end drenge. Så Trine løftede op i Elins ene ben, og kunne derefter forsikre alle de tilstedeværende om, at det virkelig var en lillesøster vi havde produceret. Fantastisk!

Elin og jeg fik vores indsprøjtninger, og Elin fik fuld apgar score. Jeg kom på land og fødte moderkagen, mens Kristian bar Elin rundt i huset for at vise hende hendes nye hjem uden for maven. Trine har efterfølgende fortalt mig, at hun syntes netop denne del var så sød, at hun havde svært ved at holde tårerne tilbage. Endnu en anderledes detalje ved at have sin veninde som jordemoder. For ikke at tale om, at da jeg var vasket og Kristian kom tilbage med Elin, hoppede Trine over og gav babyen et smækkys. Det plejer jordemoderen ikke lige at gøre. Og jeg er vild med at Elins start på livet blev med jordemoderkys!

Kristian var nået at blive bekymret i løbet af fødslen. Fordi jeg blev opgivende undervejs, og ikke bare grinte mig igennem ligesom de to første gange. Fordi jeg stadig ikke havde fået ordentlige presseveer da vi nåede til det tidspunkt på døgnet hvor vi havde forventet at jeg for længst ville have født. Men alt var heldigvis helt normalt, og vi endnu en kærlighedsbaby ud af det.

Og så var det tid til at drikke kaffe og spise boller mens jeg ammede Elin for allerførste gang. Verdens bedste Elin. Kristian og jeg var enige om, at hun var meget mindre og finere i trækkene end drengene, og helt tydeligt en pige. Indtil Trine vejede hende, og det viste sig at hun vejede 4 kg, altså et helt halvt kilo mere end drengene gjorde ved fødslen. Der kan man se.

Verdens bedste, tykkeste Elin. Tak fordi du kom som verdens bedste overraskelse. Tak fordi du aldrig er eller gør som man forventer. Tak for dig, og velkommen til livet og verden.

1

3 tanker om “_Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *