_Dagens Sidespor #351

Da jeg fortalte mit barn, at vejrudsigten lovede forårsvejr med højt solskin og det hele og han lyste op i et stort, taknemmeligt smil og udbrød “THANK YOU, MOMMY!” Jeg fik endda også knus og kys. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at end ikke mødre kan kontrollere vejret.

 

_37+0

Ting jeg gør for tiden:

– Står lidt længere under bruseren om morgenen. Dagene med bade helt i eget tempo må alt andet lige være talte i øjeblikket.

– Lader Mathias om alle børnenes natlige opvågninger, fordi maven er så rund, jeg føler mig så tung OG hvis der er et regnskab, så tænker jeg at tage revanche med alle de kommende natamninger.

– Kører irriterende meget i ring både oppe i hovedet og i samtaler: “Alt bliver nemmere lige om lidt. Nej vent, alt bliver sikkert sværere lige om lidt! Nemmere eller sværere? Nemmere eller sværere? Hva’?!?” Repeat. Og: “Noah blev jo født i uge 37 og Uma i uge 39, så jeg kan jo føde hvert øjeblik. Jeg regner helt klart med, at det sker snart. Måske allerede imorgen? Men der kan jo også gå 3-4 uger endnu. Gid man kunne planlægge den slags.” Og forfra.

– Drikker hindbærbladte. Har hørt det skulle være godt. Smager udmærket. Især med chokolade til. Helst med chokolade til.

– Køber lidt mere babytøj, fordi… Gylp og manglende trang til at vaske tøj dagligt. Hvis hun ikke er en gylpebaby – ligesom de andre – har vi ret mange unødvendige bodyer liggende, kan jeg se på det hele.

– Fylder unødvendige ting i hospitalstasken. Der ligger nu et par afsindigt grimme lyserøde hjemmesko, 4 flasker ice tea og en æske grovkiks. Og noget babytøj. Alt det der er rigtigt nødvendigt, kan jeg ikke helt forholde mig til at pakke endnu.

– Glæder mig over mine naboers velvillighed. Da Mathias tog til San Francisco i halvandet døgn i sidste uge, luftede jeg en lille bekymring over en eventuel tidlig fødsel. Svaret var “we’re here for you.

– Spiser uden skam rigeligt med søde sager og også gerne natmad. Min jordemoderveninde nævnte at cirka ni kilos vægtøgning er at betragte som okay beskedent og opfordrede, med et glimt i øjet, til mere chokolade. Jeg undlod at nævne, at mindst syv af de kilo nok er havnet på lår og baller (og måske knæ?) og at jeg ikke helt ved, hvor smart det kommer til at se ud, når maven ikke længere stjæler billedet.

– Prøver at finde balancen mellem at dvæle ved vores lille familie, som den er lige nu og mærke den lille sorg, det trods alt er, at dens tid, som vi kender den, snart er forbi.

– Overvejer om jeg er typen, der vil savne babyspark i maven (okay, føles jo mere som om der bliver ommøbleret for fulde gardiner på nuværende tidspunkt) og hvordan ved man *egentligt* hvornår man har fået den sidste baby?

 

_36+4

Han er ligesom bare ikke typen, der selv holder øje med, hvilken frugt eller grøntsag babyen er på størrelse med. Massage af den ømme lænd skal man selv bede om og han bruger væsentligt mere tankekraft på at hive arbejdsprojekter ombord (jeg mener, gudskelov, det er faktisk den arbejdsfordeling, vi har herhjemme) end drømmende at udbrede sig om sine forestillinger om familielivet for fem. Jeg har måske nævnt det før, i hvert fald ofte tænkt det; det kan godt være en lidt ensom oplevelse at være den gravide i parforholdet. Det er en allestedsnærværende tilstand i mere end én forstand. Jeg tænker på det, selvom jeg ikke tænker på det. Hvis du forstår? Hvordan kan jeg alligevel mærke, at han vil det 110%?

M: “Er der noget, du mangler?

P: “Jeg tænkte faktisk på, at det vist er blevet ice cream o’ clock!” (Jeg ved det, hvem siger også sådan?!)

M: “Trænger du til at strække benene eller skal jeg hente det til dig?

P: “Altsååååå…. Gider du?

M: “Værs’go! Hvis der ikke er nok, kan jeg løbe ned at købe mere.

 

_Dagens Sidespor #349

Situationer hvor man lige skal lede lidt efter det rigtige svar: Efter en to timers putning, hvor det lykkedes en selv at kæmpe imod søvnen og man i takt med, at barnets vejrtrækning blev tungere og tungere, lå og fantaserede om hvilken belønning man skulle have for det næsten-gennemførte maraton (en skål is? Te og chokolade? De der syrlige vingummibamser? Det hele? Men ellers går jeg selvfølgelig ikke ind for trøstespisning!) og barnet, der pludselig, med lysvågen og klar barnerøst, siger: “Mommy, I’m sleeping with my eyes closed.Nirvana var SÅ tæt på!

 

_35+6

Jeg går og bliver ramt af momentvis melankoli og forvirres over det, for hvorfor dog? Har jeg ikke meget at glæde mig over? Og endnu mere at glæde mig til? Idag gik det op for mig, ha, det er næsten morsomt og himmelråbende indlysende, især når man kender mig: Forandringer! Jeg har det vist ikke så godt med forandringer. Især ikke de livsomvæltende af slagsen. Vanemenneske, tryghednarkoman. Du kender sikkert typen og det er mig. Som en veninde skrev i et virkeligt fint essay for nyligt: “(…) I must stick to a schedule for my own sanity.” Hvilket meget fint opsummerer min tilværelse med børn. Men som alle ved, bliver der jo vendt op og ned på alle rutiner jævnligt, når man har en nyfødt i huset. Det er faktisk lidt angstprovokerende. Folk spørger hele tiden “er I klar?” “Har I styr på udstyr og grej osv?” Jeg ved ikke om man kan blive mere klar end vi er. Er der ikke altid flere ting, man kan købe? Men jeg ved nu, at jeg nok har brug for at give mig selv lov til at dvæle en smule ved de kommende forandringer og hvad tanken om dem gør ved mig.

I øvrigt! Tak for alle fine kommentarer og beskeder, mit indlæg forleden gav anledning til. Da jeg genlæste min venindes essay, bed jeg især mærke i følgende: “I’ve let go of the fact that I can somehow be a perfect mother. It’s already decided: I won’t be, I’ll certainly fuck it up, and he’ll get to spend his life untangling the particular cosmic patterns of DNA and timing and culture and parenting that print their words into his being. It’s his journey and I cannot map it in advance or even take full ownership over it. That’s not how it works.” Guderne skal vide, at jeg (alt for) ofte tænker “hvad i alverden har jeg gang i her! Jeg ved jo intet!” Men det skal nemlig nok gå alligevel. Hvis bare jeg så havde haft dén liggende klar på tungen i sidste uge, men… “That’s not how it works.

1

_Tanker fra Moderskabet #780

Forleden eftermiddag kom jeg hjem med to trætte ulveunger og den ene gav sig til at hyle over at ville have overtøjet af allerede ved elevatoren og den anden gav sig til at hyle endnu højere, fordi hun måtte vente. Selv havde jeg vand i øjnene som resultat af en blære på overarbejde. En nabo stak hovedet ud og var mildt sagt overordentligt utilfreds med støjniveauet. Da der var kommet ro på, gik jeg tilbage for at undskylde for spektaklet og blev til min store forfærdelse mødt af det største møgfald, jeg har fået i årevis. Faktisk fik hun, i utvetydige vendinger, fortalt mig hvilken elendig mor jeg tydeligvis er, hvor lidt styr på mine børn jeg har og sluttede af med at proklamere, at mine børn burde blive fjernet. Helt paf, chokeret vel, gik jeg hjem og græd i tæt på en time af ren og skær ydmygelse. Tænk at blive kaldt en dårlig mor! Udover sygdom og død kan jeg næsten ikke komme på noget værre. (På plussiden glæder jeg mig over at have to empatiske børn, som vældigt gerne ville trøste og tørre tårer væk.) Om aftenen spurgte Mathias om jeg, i tankerne, havde brygget på snappy comebacks. Han sagde at han spurgte for at finde ud af, om jeg tog den på mig selv eller om jeg godt kunne se, at det var hende, som var galt afmarcheret. Min impuls var at gå hen med en flaske vin og håbet om forsoning og i øvrigt græde mig selv i søvn. For sådan er jeg. Åbenbart? Idag, et par dage senere, kunne jeg godt have lyst til at spørge hende, om hun kan huske hvordan det er at være næsten 2 år gammel. Eller hvad med 3.5? Nej? Hvad så med at være mor til to så små børn? Heller ikke? Okay sidste spørgsmål: hvad med at være mor til to små børn OG gravid i 8. måned med nummer tre? Didn’t think so. Bitch!