_Tanker fra Moderskabet #780

15. marts 2017

Forleden eftermiddag kom jeg hjem med to trætte ulveunger og den ene gav sig til at hyle over at ville have overtøjet af allerede ved elevatoren og den anden gav sig til at hyle endnu højere, fordi hun måtte vente. Selv havde jeg vand i øjnene som resultat af en blære på overarbejde. En nabo stak hovedet ud og var mildt sagt overordentligt utilfreds med støjniveauet. Da der var kommet ro på, gik jeg tilbage for at undskylde for spektaklet og blev til min store forfærdelse mødt af det største møgfald, jeg har fået i årevis. Faktisk fik hun, i utvetydige vendinger, fortalt mig hvilken elendig mor jeg tydeligvis er, hvor lidt styr på mine børn jeg har og sluttede af med at proklamere, at mine børn burde blive fjernet. Helt paf, chokeret vel, gik jeg hjem og græd i tæt på en time af ren og skær ydmygelse. Tænk at blive kaldt en dårlig mor! Udover sygdom og død kan jeg næsten ikke komme på noget værre. (På plussiden glæder jeg mig over at have to empatiske børn, som vældigt gerne ville trøste og tørre tårer væk.) Om aftenen spurgte Mathias om jeg, i tankerne, havde brygget på snappy comebacks. Han sagde at han spurgte for at finde ud af, om jeg tog den på mig selv eller om jeg godt kunne se, at det var hende, som var galt afmarcheret. Min impuls var at gå hen med en flaske vin og håbet om forsoning og i øvrigt græde mig selv i søvn. For sådan er jeg. Åbenbart? Idag, et par dage senere, kunne jeg godt have lyst til at spørge hende, om hun kan huske hvordan det er at være næsten 2 år gammel. Eller hvad med 3.5? Nej? Hvad så med at være mor til to så små børn? Heller ikke? Okay sidste spørgsmål: hvad med at være mor til to små børn OG gravid i 8. måned med nummer tre? Didn’t think so. Bitch!