_Dagens Sidespor #353

Da jeg fik en besked, hvor afsenderen spurgte til, hvorvidt jeg havde lyst til at Skype næste gang jeg havde “alenetid”, fordi det kunne være dejligt med en “voksensnak”, var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Legede i tankerne med noget i retning af følgende:

– Lad mig lige opremse mine børns alder for dig: 3.5 år, 2 år og 3 uger. Er det svar nok?

– Det er næsten sødt, som du formår at beskrive “alenetid” som noget man må formode, jeg har udsigt til at få indenfor nær fremtid.

– [Alle de sure emojis]

– [Alle de skuffede emojis]

– Næste gang jeg har “alenetid”, påtænker jeg at gå i bad. Eller på Instagram. Eller i slikskabet. Sandsynligvis i omvendt rækkefølge.

– Din besked giver mig lyst til at begynde udelukkende at kommunikere i GIFs.

– Jeg formår knapt at føre hele samtaler med min mand i øjeblikket, så… “voksensnak”?!

– Ja, det vil jeg rigtigt gerne. Hvad med engang i år 2027? Alternativt i år 2037 hvis vi vil være nogenlunde sikre på ikke at blive afbrudt.

– “Voksensnak” siger du? Betyder det at man ikke må snakke om børn? For det er jeg faktisk usikker på, om jeg er i stand til i øjeblikket.

– [Alle de overraskede og/eller forfærdede emojis]

– Du er sjov! Tak, jeg havde virkeligt brug for et godt grin efter (endnu) en nat med meget sparsom søvn. Det var da en joke, ikke? Ikke!

– Jeg er lidt i tvivl om, om jeg skal grine eller græde lige nu?!

– Alt ved din besked afslører, at det er 30+ år siden, at du selv havde små børn. Alene af den grund skal jeg forsøge at tilgive din klodsede måde at formulere dig på. Måske.

Det lykkedes mig vist at sende et svar, som kun var en lille smule spydigt. Det var naturligvis søvnmanglen der talte. Den veludhvilede Pernille er både høflig og rummelig.

 

_Dagens Sidespor #352 – 12 timer senere

M: “Så du har seriøst allerede overvejet, om du gerne vil have et barn nummer fire?

P: “Altså.. ja?!

M: “Selvom jeg synes, det har været en fucked up dag, er jeg såmænd ikke afvisende overfor idéen.

For the record fandt den her samtale sted, da to ud af tre børn sov sødt. Og hvad kan vi så konkludere? Vi ER vist ved at blive sindssyge.

 

_Kære Juno

Mathias sagde senere: “du vidste det bare.” Min egen fortolkning er snarere, at jeg havde besluttet mig. For at føde den aften altså. Jeg googlede endda “hvordan sætter man selv gang i fødsel?” Fandt svar der primært gik på stærk mad (gælder en brisket banh mi med jalapeños, for det var det, jeg havde spist til aftensmad?!) og motion og/eller sex. Det sidste havde jeg kun latter til overs for, som jeg lå der, strandet på min seng og ventede på, at Mathias fik lullet børnene i søvn og sneget sig ud af børneværelsets mørke, så vi kunne se sæsonfinalen af Homeland sammen. Jeg mener, det var godt nok vores bryllupsdag, men på det tidspunkt skulle jeg have haft betaling for at knalde min egen mand! Jeg var lige ved at dokumentere via Snapchat, hvordan jeg ved 21-tiden havde tænkt “fuck this shit” og sat hospitalstasken klar ved døren, men lod være fordi jeg alligevel syntes, det ville være for fjollet, når jeg vågnede næste morgen uden at have født. Henad klokken 21.30, halvvejs i Homeland-afsnittet, bad jeg Mathias om at slukke fjernsynet. Jeg havde talt 3-4 veer på den halve time, programmet havde kørt og tænkte, at det måtte indikere at “noget var anderledes”, hvilket jeg havde fået besked på, skulle være min rettesnor for at underrette både vores doula Jordan og lægen Dr. Scheinfeld. 

Jordan ankom med sit rolige, kompetente gemyt og blide stemme og jeg følte mig i trygge hænder. De andre gange nåede hun først frem, da fødslerne var så fremskredne, at hun nærmest kun nåede at være med på taxituren og på hospitalet. Jeg havde dog svært ved at slappe af. Var det her snydeveer eller den ægte vare? Det var først da Mathias mindede mig om, at jeg ikke skulle præstere noget, hverken en hurtig eller langsom fødsel, bare forsøge at være i det, at jeg begyndte at slappe af. De lod mig være alene i soveværelset en tid og jeg tænkte flere gange “men hvad er planen? Hvornår skal vi afsted?” Mathias kom endda ind til mig på et tidspunkt og begyndte at slukke lys og rulle gardiner ned. Opfordrede vist endda til at vi sov lidt. Samtidigt tænkte jeg “undskyld, er du idiot, jeg skal jo føde lige om lidt, vi kan da ikke gå i seng!” Så det skældte jeg ud over, men han forsvarede sig med, at jeg slet ikke gav lyd fra mig, så det var svært at greje hvad der skete med de veer. Noah vågnede et par gange og Mathias måtte ind at se til ham, så vi aftalte, at jeg begyndte at tage tid på veerne og jeg var lettet over at opdage, at de var regelmæssige på det tidspunkt. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle ud af døren, imens Noah var vågen, men da der var ro igen inde på børneværelset, følte jeg mig klar til at skulle videre i teksten. Mathias sagde bagefter, at det først var der, det stod klart for ham, at det var nu, for jeg begyndte ar udstikke ordre: Ring efter Anne, tøm skraldespanden, red op på sofaen, put det og det i hospitalstasken, glem ikke det vasketøj, som ligger i blød på badeværelset, aflys barnepigen imorgen, hvad med min 10.30 aftale? Jaja, man mister jo ikke sin personlighed, blot fordi man skal føde, vel?!

Taxien kom og Mathias og chaufføren diskuterede hvilken rute til hospitalet, der ville være bedst. Mathias lød irriteret. Jeg spekulerede på, om chaufføren fangede, at jeg havde veer. Var der nogen, der fortalte ham det? Ellers må han virkeligt have tænkt sit. Hvert bump på vejen gik lige i kroppen og gjorde de ellers ganske udholdelige veer værre end de var. Jeg spurgte Mathias, om hun ville komme i nat. “Ja“, svarede han, “snart skal du møde din lille Juno.” Så græd jeg. Af lettelse over at ventetiden var forbi. Jeg græd også, da mit blik faldt på bilens ur og det gik op for mig, at klokken var over tolv. Hun ville få fødselsdag den 11. April, ikke dagen før, som ville have været en alt for følsom dato for mig at bringe nyt liv til verden. I det hele taget græd jeg en del på turen til Manhattan og jeg tænkte, at de andre nok gik ud fra, at jeg græd af smerte. Men det var bare lettelsen, jeg græd ud.

Det var ren déjà-vu hvordan jeg med en smule tilløb kom ud af taxien og over i en kørestol, gennem hospitalets lobby og med elevatoren op til fødegangen. Det var næsten præcist to år siden sidst. Jeg hørte Jordan nævne, at det var mit tredje barn og at det gik hurtigt sidste gang, så det var nok derfor, at vi fik en stue næsten med det samme. Alt hvad jeg havde lyst til, var at kravle op på briksen og lægge mig i fosterstilling, men sygeplejerskerne insisterede på, at jeg tog mit eget tøj af og fik en hospitalsskjorte på. Jeg undrede mig over vigtigheden af det og gjorde modstand, men fik ikke lov. Havde på forhånd instrueret Mathias i, at jeg ikke ville have bare fødder under fødslen og hørte ham heldigvis sige “socks stay on!” med bestemt stemme. Selv spillede jeg sprogkortet og svarede kun sporadisk på de mange spørgsmål, sygeplejerskerne fyrede af. Det var en lettelse at høre Mathias og Jordan svare på mine vegne, de vidste at jeg havde brug for at gå ind i mig selv under hver ve, som nu var mere hyppige. 

Mathias var så sød og god, men af uransagelige årsager syntes jeg, at han var jordens mest irriterende menneske lige der. Jeg mindes at hvæse af ham, at han havde dårlig ånde og bad ham klappe i (altså nej, jeg snarere hvislede “HOLD SÅ KÆFT!“), når han sagde, at jeg gjorde det godt. På et tidspunkt stod han og børstede tænder. Godt tænkt.

Ved de to andre fødsler, ville lægerne have mig om på ryggen i en “klassisk fødestilling”, men denne gang lod lægen mig ligge på siden så længe jeg havde lyst og foreslog sidenhen, at jeg kom op på alle fire. Jeg mærkede et par presseveer, som jeg lod passere, for ingen havde jo fortalt mig, at jeg godt måtte begynde at presse. Jeg ved ikke hvorfor jeg ventede på tilladelse? Det var dumt for efter dem kom der ikke flere. Jeg blev forvirret over lægens gentagne “Pernille, when you feel like you have to go to the bathroom, go ahead and push the baby out“, for den følelse udeblev ligesom og det eneste jeg kunne tænke var “ja, jeg er klar over, at det er sådan man gør, men jeg får ligesom ikke noget at arbejde med her.” Så det var en ret forvirrende affære, som tilsyneladende stressede babyen og lægen sagde snart venligt, men bestemt “Pernille, you’re suffering too much and the baby needs to come out now, I need you to push the baby out.” Jeg kom om på ryggen og gjorde hvad der måtte gøres. Jeg husker ikke andet end at det gjorde utroligt ondt og at da hovedet endeligt var ude, syntes jeg det ville være fint, hvis de bare gad at tage ved og hive hende ud. Altså, hvorfor egentligt ikke? Og så! En lille time efter, at vi var ankommet til hospitalet. Endeligt var hun lige dér på min mave og en sygeplejerske fik travlt med at gnide hende tør og få et lille vræl ud af hende. Først der gik det rigtigt op for mig, at lægen mente det, da han gentagne gange få minutter tidligere havde sagt, at hun skulle ud NU. 

Og jeg kiggede på hende og syntes hverken hun var pæn eller grim. Bare lille bitte. Og min. Min kære Juno.

1

_Tanker fra Moderskabet #782

Den første tur udenfor efter fødslen. Vi kan vist konkludere at jeg 1) er langt mere bakterieforskrækket end jeg går og tror og at jeg 2) bander virkeligt meget inde i hovedet:

Okay! Så så man lige mig med barn nummer tre. Eneste bagage: babyen i slyngen, en ble og vådservietter i håndtasken. Flot! Var aldrig gået udenfor en dør med så lidt grej første gang. Jeg har måske lært lidt trods alt?

Hvad er egentligt passende påklædning for en nyfødt i april? For en der lige har født? Ser det ud til at skulle regne? Shit, hvad hvis det bliver regnvejr ud af det blå og vi bliver fanget i det og babyen bliver drivvåd og pissesyg og det hele er min skyld?!

Vi mangler tandpasta, mælk og frugt. Det køber jeg lige på vejen hjem. No problem.

Endelig! Let’s do this! Det er også kun 8 dage siden, vi kom hjem(!) Ærgerligt at mit første ærinde ude er så kedeligt (urinprøve hos læge). Ville da hellere trille rundt med barnevognen og drikke kaffe udenfor. Snart?

Hvorfor rynker hun brynene? Er det for meget for hende at være ude på den her måde? Alt ok, lille menneske?

Ved togstationen. Adr, behøver jeg at røre ved dørhåndtagene? Hvad hvis jeg glemmer at have rørt ved dem og kommer til at røre ved babyen bagefter og hun bliver syg af alskens klamme New York-bakterier?

WOW-WOW-WOW! Er lyden fra toget, der kører ind på perronen ikke ekstremt høj? Hvem har designet det lort, de har jo tydeligvis ikke tænkt på små babyer. Eller nye mødres nerver.

Av min nakke og skuldre! Nu kan jeg huske hvorfor jeg foretrækker barnevognen fremfor slyngen. Sådan en baby vejer jo det samme som en døende stjerne!

Åh nej, jeg kan se det på hende, ældre, nysgerrig dame på vej LIGE i min retning: “Es un bebé? Oh how BEAUTIFUL!” Hvad fuck laver du, dame, nallerne væk fra mit barn! “Is it a girl or a boy?” En pige, okay, grønt lys, “god bless her“, thank you thank you. Pyyyyyha! Freak!

Shit, jeg er tørstig!

Okay. Vi nåede frem. Hvordan i alverden tisser man i et bæger med en baby i slynge? Jeg giver altså ikke mit barn til en fremmed at holde imens jeg er på wc!

Shit, jeg er tørstig. Jeg skal ikke have noget fra den automat der. Bakterier, bakterier, bakterier alle vegne!

Nå, det kan man jo snildt. Tisse i et bæger med en baby på maven. Vi klarer den da meget godt, os to. Altså en dygtig lille baby, jeg har her.

Lægesekretæren: “Awwwww, 10 days old! Is she comfortable in there?” Øh nej, jeg har med fuldt overlæg valgt et produkt, som er direkte skadeligt for mit barn at befinde sig i. HVAD TROR DU SELV?! 

Det var de indkøb. Er det at friste skæbnen? Hun grynter godt nok en hel del. Har du tænkt dig at vågne nu, min lille Juno?

Jordbær, mango… Hvor er mælken? Jeg dropper tandpastaen. Uh, syrlige vingummibamser. Og chokolade!!! Med havsalt. Er det så ikke næsten sådan lidt helseagtigt? 

I kø. Gå du bare foran, ældre dame, jaja overskuddet fejler intet lige nu. “You have a baby in there? A real baby?” Nej, jeg går rundt med en dukke, hvad i alverden forestiller du dig?! “So it must be your first baby?” Øh nej, tredje! Ser jeg SÅ presset ud lige nu? Gav jeg dig ikke lige en forlomme her i køen? Fedt! Tusind tak!

Øj, der er alligevel mange smarte typer her i Brooklyn på sådan en helt almindelig fredag eftermiddag. Godt man ikke er særligt forfængeligt anlagt(!) Folk kan nok også godt se på en, at man er ny mor. Så synes de nok, at man ser godt ud sådan per definition, ikke? Eller noget?

Den er godt nok lang, den trappe der! Det kvalificerer jo nærmest som motion at bestige den. Sagde lægen egentligt ikke noget om ingen motion de næste seks uger? Seks uger er jo ingenting. Hvorfor er der ikke nogen, der giver nye mødre fripas de første tolv måneder? “We recommend no exercise for at least a year and remember the importance of eating plenty of chocolate.” Nej?!

Okay. På toget hjem. Præmiebabyen sover endnu. Sikke en lettelse. Puha, man sidder sørme tæt i sådan et tog. Håber ikke at der er nogen, der hoster!

UNDSKYLD, HVAD HAR DU GANG I?! Jeg sidder her med en nyfødt! Manden overfor hostede lige. Han har sikkert også en kønssygdom. Føj!

Åh, er hun ved at vågne alligevel? Eller er det luft i maven? Jeg ammer altså ikke her på toget. Okay, det var vist bare luft. 

HVORFOR I ALVERDEN HOLDER VI STILLE? Jeg skal hjem i min hule med min lille baby!

Øh, av mit skræv. Jeg burde da ikke kunne mærke sådan et enkelt lille sting på den måde på nuværende tidspunkt, hva’? Eller er det den blærebetændelse der snakker? Måske skulle jeg alligevel have taget elevatoren før? Tag den bare med ro. Ikke noget med at skynde sig. Bare gå langsomt hjemad fra stationen.

Åh Gud! Alt gør ondt. Aldrig har der været så langt fra stationen og hjem. Jeg har lyst til at sove i 10 timer nu. Måske kan jeg snige mig til en lur senere. Nå nej, de to andre børn! Who am I kidding!

Hjemme! Nårh, lille baby. Det klarede vi da godt sammen, os to. Og se, vi fik ikke engang brug for den ene ble, jeg havde pakket. 10 dage gammel. Herregud, hun er jo lille bitte. Åh altså, er der nogen der gider stoppe tiden, jeg kommer aldrig til at kunne sige igen, at hun er blot ti dage gammel!

1

_I begyndelsen af Efter

Man kan selvfølgelig altid tale om et Før og et Efter. Men særligt er det at være lige i begyndelsen af Efter, hvor Før stadig er nærværende på så mange måder. Den åbne mælk i køleskabet er købt Før. Vasketøjet, som jeg lige har lagt sammen, kom i vasketøjskurven Før. Posten i den fyldte postkasse blev leveret Før. Især er det særligt at være i begyndelsen af Efter fordi jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg knapt kan forestille mig, at der nogensinde var et Før.

Den 11. April 2017 klokken 2.09 om natten kom vores lille Juno til verden. Nu er vi fem!

 

_38+2

Pudsigt som man i løbet af få timer kan gå fra “Uge 38? Super! Jeg er SÅ klar til at føde. Hvad med i nat? Fordømt at jeg intet, absolut intet, har at skulle have sagt i den her sammenhæng!” Til “Føde? Nej, det kan ikke komme på tale, mit barn har lige kastet op, ham er jeg jo nødt til at være der for. Nope, kommer ikke til at ske. Spørg mig igen imorgen!

 

_Tanker fra Moderskabet #781

Jeg gik og tømte opvaskemaskine og kunne pludseligt mærke, uden at have set mig selv i spejlet, at jeg havde det der irritable, bestemte drag om munden. Jeg vidste godt, hvad det kom af. Jeg havde lige bedt mine abeunger om, ikke at sidde oppe på spisebordet. Jeg vidste også godt, hvor jeg havde set det før. Mange gange endda. På min mor! Der er så mange ting, der giver irriterende meget mening henad vejen!

 

_38+0

“Har du veer?”

Med to uger til termin, er det åbenbart mere aktuelt end nogensinde at forsøge at kontrollere sin heftige vejrtrækning, når man vender sig i sengen om natten.