_Kære Juno

Mathias sagde senere: “du vidste det bare.” Min egen fortolkning er snarere, at jeg havde besluttet mig. For at føde den aften altså. Jeg googlede endda “hvordan sætter man selv gang i fødsel?” Fandt svar der primært gik på stærk mad (gælder en brisket banh mi med jalapeños, for det var det, jeg havde spist til aftensmad?!) og motion og/eller sex. Det sidste havde jeg kun latter til overs for, som jeg lå der, strandet på min seng og ventede på, at Mathias fik lullet børnene i søvn og sneget sig ud af børneværelsets mørke, så vi kunne se sæsonfinalen af Homeland sammen. Jeg mener, det var godt nok vores bryllupsdag, men på det tidspunkt skulle jeg have haft betaling for at knalde min egen mand! Jeg var lige ved at dokumentere via Snapchat, hvordan jeg ved 21-tiden havde tænkt “fuck this shit” og sat hospitalstasken klar ved døren, men lod være fordi jeg alligevel syntes, det ville være for fjollet, når jeg vågnede næste morgen uden at have født. Henad klokken 21.30, halvvejs i Homeland-afsnittet, bad jeg Mathias om at slukke fjernsynet. Jeg havde talt 3-4 veer på den halve time, programmet havde kørt og tænkte, at det måtte indikere at “noget var anderledes”, hvilket jeg havde fået besked på, skulle være min rettesnor for at underrette både vores doula Jordan og lægen Dr. Scheinfeld. 

Jordan ankom med sit rolige, kompetente gemyt og blide stemme og jeg følte mig i trygge hænder. De andre gange nåede hun først frem, da fødslerne var så fremskredne, at hun nærmest kun nåede at være med på taxituren og på hospitalet. Jeg havde dog svært ved at slappe af. Var det her snydeveer eller den ægte vare? Det var først da Mathias mindede mig om, at jeg ikke skulle præstere noget, hverken en hurtig eller langsom fødsel, bare forsøge at være i det, at jeg begyndte at slappe af. De lod mig være alene i soveværelset en tid og jeg tænkte flere gange “men hvad er planen? Hvornår skal vi afsted?” Mathias kom endda ind til mig på et tidspunkt og begyndte at slukke lys og rulle gardiner ned. Opfordrede vist endda til at vi sov lidt. Samtidigt tænkte jeg “undskyld, er du idiot, jeg skal jo føde lige om lidt, vi kan da ikke gå i seng!” Så det skældte jeg ud over, men han forsvarede sig med, at jeg slet ikke gav lyd fra mig, så det var svært at greje hvad der skete med de veer. Noah vågnede et par gange og Mathias måtte ind at se til ham, så vi aftalte, at jeg begyndte at tage tid på veerne og jeg var lettet over at opdage, at de var regelmæssige på det tidspunkt. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle ud af døren, imens Noah var vågen, men da der var ro igen inde på børneværelset, følte jeg mig klar til at skulle videre i teksten. Mathias sagde bagefter, at det først var der, det stod klart for ham, at det var nu, for jeg begyndte ar udstikke ordre: Ring efter Anne, tøm skraldespanden, red op på sofaen, put det og det i hospitalstasken, glem ikke det vasketøj, som ligger i blød på badeværelset, aflys barnepigen imorgen, hvad med min 10.30 aftale? Jaja, man mister jo ikke sin personlighed, blot fordi man skal føde, vel?!

Taxien kom og Mathias og chaufføren diskuterede hvilken rute til hospitalet, der ville være bedst. Mathias lød irriteret. Jeg spekulerede på, om chaufføren fangede, at jeg havde veer. Var der nogen, der fortalte ham det? Ellers må han virkeligt have tænkt sit. Hvert bump på vejen gik lige i kroppen og gjorde de ellers ganske udholdelige veer værre end de var. Jeg spurgte Mathias, om hun ville komme i nat. “Ja“, svarede han, “snart skal du møde din lille Juno.” Så græd jeg. Af lettelse over at ventetiden var forbi. Jeg græd også, da mit blik faldt på bilens ur og det gik op for mig, at klokken var over tolv. Hun ville få fødselsdag den 11. April, ikke dagen før, som ville have været en alt for følsom dato for mig at bringe nyt liv til verden. I det hele taget græd jeg en del på turen til Manhattan og jeg tænkte, at de andre nok gik ud fra, at jeg græd af smerte. Men det var bare lettelsen, jeg græd ud.

Det var ren déjà-vu hvordan jeg med en smule tilløb kom ud af taxien og over i en kørestol, gennem hospitalets lobby og med elevatoren op til fødegangen. Det var næsten præcist to år siden sidst. Jeg hørte Jordan nævne, at det var mit tredje barn og at det gik hurtigt sidste gang, så det var nok derfor, at vi fik en stue næsten med det samme. Alt hvad jeg havde lyst til, var at kravle op på briksen og lægge mig i fosterstilling, men sygeplejerskerne insisterede på, at jeg tog mit eget tøj af og fik en hospitalsskjorte på. Jeg undrede mig over vigtigheden af det og gjorde modstand, men fik ikke lov. Havde på forhånd instrueret Mathias i, at jeg ikke ville have bare fødder under fødslen og hørte ham heldigvis sige “socks stay on!” med bestemt stemme. Selv spillede jeg sprogkortet og svarede kun sporadisk på de mange spørgsmål, sygeplejerskerne fyrede af. Det var en lettelse at høre Mathias og Jordan svare på mine vegne, de vidste at jeg havde brug for at gå ind i mig selv under hver ve, som nu var mere hyppige. 

Mathias var så sød og god, men af uransagelige årsager syntes jeg, at han var jordens mest irriterende menneske lige der. Jeg mindes at hvæse af ham, at han havde dårlig ånde og bad ham klappe i (altså nej, jeg snarere hvislede “HOLD SÅ KÆFT!“), når han sagde, at jeg gjorde det godt. På et tidspunkt stod han og børstede tænder. Godt tænkt.

Ved de to andre fødsler, ville lægerne have mig om på ryggen i en “klassisk fødestilling”, men denne gang lod lægen mig ligge på siden så længe jeg havde lyst og foreslog sidenhen, at jeg kom op på alle fire. Jeg mærkede et par presseveer, som jeg lod passere, for ingen havde jo fortalt mig, at jeg godt måtte begynde at presse. Jeg ved ikke hvorfor jeg ventede på tilladelse? Det var dumt for efter dem kom der ikke flere. Jeg blev forvirret over lægens gentagne “Pernille, when you feel like you have to go to the bathroom, go ahead and push the baby out“, for den følelse udeblev ligesom og det eneste jeg kunne tænke var “ja, jeg er klar over, at det er sådan man gør, men jeg får ligesom ikke noget at arbejde med her.” Så det var en ret forvirrende affære, som tilsyneladende stressede babyen og lægen sagde snart venligt, men bestemt “Pernille, you’re suffering too much and the baby needs to come out now, I need you to push the baby out.” Jeg kom om på ryggen og gjorde hvad der måtte gøres. Jeg husker ikke andet end at det gjorde utroligt ondt og at da hovedet endeligt var ude, syntes jeg det ville være fint, hvis de bare gad at tage ved og hive hende ud. Altså, hvorfor egentligt ikke? Og så! En lille time efter, at vi var ankommet til hospitalet. Endeligt var hun lige dér på min mave og en sygeplejerske fik travlt med at gnide hende tør og få et lille vræl ud af hende. Først der gik det rigtigt op for mig, at lægen mente det, da han gentagne gange få minutter tidligere havde sagt, at hun skulle ud NU. 

Og jeg kiggede på hende og syntes hverken hun var pæn eller grim. Bare lille bitte. Og min. Min kære Juno.

1

6 tanker om “_Kære Juno”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *