_Dagens Sidespor #355

Da jeg helt morstolt tænkte ved mig selv, at den yngste slet ikke har tendens til at give op og lægge sig til at sove under nakketræning, ligesom hendes ældre søskende begge havde for vane at gøre. Indtil jeg kom i tanker om, at det nok skyldes, at nakketræning ikke er noget, jeg sådan rigtigt har husket at prioritere endnu. Hun er 7 uger gammel idag. Yes.

1

_5 mere fra barselsgangen på NYU

1. Da jeg var indlagt med henholdsvis Noah og Uma, kom jeg ikke meget længere end halvvejs igennem opholdets første måltid, før jeg skuffet konstaterede, at maden var ganske elendig. Altså, jeg er selv en værre kræsenpind, men selv Mathias takkede nej efter at have smagt det. Derefter bestilte vi mad udefra, så længe vi var indlagt. Der kan ske meget på to år; denne gang fik man udleveret et menukort og en medarbejder tog ens bestilling på en iPad. Og maden var ganske udmærket. Der var fx Häagen-Dazs is til dessert. Så det bestilte jeg naturligvis til både frokost og aftensmad.

2. Hvis du har læst med siden begyndelsen ved du, at jeg syntes, det var en kende mærkeligt, at mine værelseskammerater de andre gange, lod sygeplejerskerne om at passe deres babyer i et nursery, frem for at have dem hos sig på værelset. Hud mod hud og alt det dér, du ved. Nuvel, denne gang benyttede jeg mig (som følge af venlig, men bestemt overtalelse fra en læge) af tilbuddet. Det gik nemlig hverken værre eller bedre end, at jeg som følge af at have født natten til tirsdag og en meget vågen og sulten baby hele natten til onsdag, pludseligt ikke havde sovet i et par dage – sådan overhovedet – og jeg fandt mig selv hulkende “I’m so tired” når blot personalet kiggede på mig. Jeg var alene, da Mathias var hjemme hos de to store meget af tiden. Jeg var vældigt nervøs for, at min lille baby skulle føle sig svigtet ved ikke at være hos mig. De magiske ord: “Don’t worry, we’re not gonna let your baby cry. We’ll bring her right back to you when she needs you.” Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig? At de praktiserede CIO på én dag gamle babyer?!

3. Efter fødslen kommer man efter nogle timer automatisk op på en stue med to senge og man får således en værelseskammerat enten før eller siden. Man kan også ønske et “private room”, men sådan et får man kun mod betaling og kun hvis der bliver et ledigt imens man er indlagt. Da jeg, dagen efter fødslen, fandt ud af, at Mathias havde skrevet os op til en enestue, fnøs jeg nærmest og sagde, at dét gad jeg sørme ikke betale for. Det kunne ikke komme på tale. Klip til præcis et døgn senere, hvor min baby netop havde skreget sig igennem min værelseskammerats forsøg på at præsentere deres lille ny for familien derhjemme via FaceTime og en sygeplejerske tilfældigvis få minutter senere stak hovedet ind for at sige, at et værelse var blevet ledigt og om jeg ville have det. Jeg lider af udpræget må-ikke-være-til-besvær-syndrom, så aldrig har jeg pakket mine ting så hurtigt sammen. Min puls faldt betydeligt i samme øjeblik, jeg lukkede døren bag mig på det nye værelse og resten af opholdet var anderledes roligt for både mig og min baby.

4. Det var lidt tricky med en baby, som helst ville spise konstant og som absolut ikke ville sove i sin vugge. Ser du, man måtte ikke sove med sin baby i sengen, hvorfor jeg bl.a. var blevet så udmattet i første omgang. Min sygeplejerske om natten lukkede øjnene for dén regel og lod mig blunde med Juno i sengen med et lagen bundet om os “kangaroo style”. Men sygeplejersken om dagen var anderledes regelret. Hendes løsning var at skaffe en sut til Juno. Men eftersom man på NYU går vældigt op i at få amningen godt igang (hvis man altså ønsker at amme) havde de afskaffet sutter på barselsafdelingen og hun måtte derfor hente en til os på neonatalafdelingen. Efterfølgende spurgte vitterligt hver eneste sygeplejerske og læge overrasket “where did you get that one from?” når de så sutten ligge i vuggen. Ubrugt, selvfølgelig, for Juno kunne ikke se fidusen i den.

5. Inden udskrivning kom der en børnelæge og så til Juno. Da han hørte, at hun var vores tredje barn sagde han: “Well, then I can’t tell you anything. She’s perfect. Except: Take pictures! I expect you to take one a day. I see you have a fancy phone, there’s no excuses. I’m the third child and there’s no pictures of me. Look at me, I’m 65 and I still talk about it!” Hvis du følger mig på Instagram, vil du vide, at jeg tager hans formaninger ganske alvorligt.

 

_Tanker fra Moderskabet #783

Vi havde vitterligt lige lagt os i ske for det, der vistnok var første gang siden fødslen. For knap en måned siden. Det er jeg lidt ærgerlig over at erkende, men man kan godt komme til at glemme den slags når man mere eller mindre konstant har en baby i armene, ikke. Juno vågnede i samme sekund, Mathias lagde armen om mig og det er på mange måder et vældigt godt billede på, hvor meget han og jeg får kigget hinanden dybt i øjnene lige for tiden. Det er okay, vi har prøvet det før og ved, at både liggen-i-ske og søvn og samtale kommer igen på et tidspunkt. Men derfor er det nu alligevel så dejligt, når det lige lykkedes os at huske hinanden. Som imorges, da Mathias lavede en kop kaffe til os hver, uden at spørge mig om jeg egentligt havde lyst til kaffe, og serverede den i de der MOR og FAR-kopper, som engang var så moderne, at jeg absolut måtte eje dem. Og så drak vi hver vores mor -og farkaffe og vi vidste, at vi var på samme hold og klar til, at en ny uge kunne begynde.

 

_Dagens Sidespor #354

Når man er i tvivl om, om den overvældende trang til søde sager, kan tilskrives en art ammeappetit (og derfor naturligvis er helt legal) eller om der snarere er tale om god gammeldags trøstespisning, fordi tre børn under fire år trods alt er en stor mundfuld.