_Tanker fra Moderskabet #788

Hvor mange gange har jeg ikke befundet mig på det børneværelse, dengang der kun var to børn, og været igang med en langtrukken putning og tænkt “hvordan i alverden skal jeg gøre det her med tre børn?” Typisk har jeg sat mig derind og ammet og håbet, at de stores vilde før-jeg-kan-finde-ro-og-overgive-mig-til-søvnen-energi ikke stressede babyen. Og så var der igår, hvor Juno faldt i søvn før sine søskende og jeg lå stille ved siden af Noah og tænkte, at sådan havde jeg ikke ligget siden før Juno blev født og Noah sagde “mom, I love you” og jeg blev glad, men også lidt trist over, at han pludseligt er så meget større end sidst vi lå sådan. Og lettet over at opdage, at jeg slet ikke behøvede at have spekuleret så meget, dengang der kun var to børn, for svaret gav sig selv. Nogle dage gør man ét, andre dage noget andet. Og jeg svarede, at jeg også elsker ham, mere end han nogensinde vil forstå og tænkte på, at jeg er glad for, at jeg kan finde ud af at sige “jeg elsker dig” til mine børn, når nu jeg ikke selv er vokset op med, at det var noget man gik og sagde til hinanden, for ved du hvad, det tror jeg faktisk ikke er en selvfølgelighed.

 

_Tanker fra Moderskabet #787

Ting jeg nok bør stoppe med:

– At tænke på chips som mad. Jeg ender bare hele tiden bagi køen mht behov, der skal dækkes og da viser det sig ikke sjældent, at jeg åbenbart tror, at chips er et fint lille måltid.

– At kalde min baby for Flæske. Jeg synes bare, det er vildt herligt at have fået en baby med deller denne gang.

– At sige “fuck” når noget går galt. De er virkeligt lærenemme, mine børn.

– At bekymre mig om at rejse alene med Juno om en uge. Hypotetisk spørgsmål: Hvis DU så en mega presset mor med en lille baby i en lufthavn eller på et fly, så ville du da tilbyde en hjælpende hånd, IKKE?

– At rede seng. Mine børn har en impuls til øjeblikkeligt at rode noget til, som lige var så pænt.

– At drikke kaffe. Forleden havde jeg hovedpine. Den gik væk efter én kop kaffe. Jeg tror ikke, det er et godt tegn? Eller er det?

– At være vred på lår og mave. Seriøst, jeg er SÅ glad for, at den her krop har skænket mig tre sunde og raske børn. Og at jeg har spist alt det chokolade jeg gad undervejs. Og at der ikke er nogen, som er begyndt at kalde mig Flæske. Endnu.

– At have dårlig samvittighed over min manglende interesse i at lave mad. Det kommer måske engang. Indtil da kan børnene vel fint spise rugbrødsmadder, når deres far ikke er hjemme. Ikke?

– At ærgre mig over min babys lidt flade baghoved. Når lægen siger, at det nok skal gå, så er det meningen, at man skal tro på det. 

– At se true crime programmer på Netflix (senest The Keepers) og at følge alle mulige forskellige nyhedsmedier på Facebook (børnekidnapning i Aarhus?!?!). Jeg ved alt for meget om, hvad der foregår af uhyrlige ting ude i verden i betragtning af, at jeg har små børn og er skrækslagen for, at nogle af uhyrlighederne skal overgå netop mine børn. No really, hvordan sover I andre om natten?

 

_Tanker fra Moderskabet #786

Jeg tænker tit på, om mine børn græder mere end andres børn. Især efter episoden med min nabo og det faktum, at jeg er blevet irriterende bevidst om, at deres skrig og skrål kan høres langt nedad gangen, når de virkeligt skruer op for volumen. Hvilket de som regel gør. Ingen stille gråd herhjemme. De græder når er trætte, når de *overhovedet* ikke er trætte, når de ikke må få en kage, når de ikke må få kage nummer to, når de må vente på, at det bliver deres tur, når noget gør ondt, når noget som ikke burde gøre ondt, gør ondt, når de bliver mindet om nødvendigheden af at vaske hænder, når de bliver mindet om at spare på vandet, når de hellere vil lege med LEGO end at gå på legepladsen, når vi ikke har tid til at gå på legepladsen. Og. Så. Videre. Forleden ankom jeg til Noahs institution med sved på overlæben, stresspletter på halsen og en baby, som havde grædt det meste af vejen derhen. Jeg sagde til en anden mor, at jeg nok aldrig bliver god til at håndtere den der babygråd, hvor det lyder som om, at deres verden er ved at gå under. “Really?“, sagde hun, “I think it’s way worse now. Now their crying is just so… whiny!” Det passer jo. Det meste af det er ren klynk. De er utilfredse med noget. Dét kombineret med en andens udtalelse om, at gråd i deres alder ikke altid er “a sign of distress”, men blot en del af deres sprog, var en kærkommen påmindelse. En del af deres sprog? Jøsses, de har meget på hjerte for tiden!

 

_Tanker fra Moderskabet #785

Han har alle dage kaldt mig “mor” eller “mommy”. Jeg kan ikke huske, hvornår han sidst har brugt “mor”. Dansk er i det hele taget lidt svært at få ham til at tale i øjeblikket, men “mommy” klinger også dejligt i mine ører. Det er en rar lyd, han er min og jeg er hans. Fra den ene dag til den anden, begyndte han at kalde mig “mom”. Som om han pludseligt blev bevidst om, at “mommy” er for små børn at kalde deres mor. Christ, hvad bliver det næste? At han kalder mig ved navn?

 

_Dagens Sidespor #356

Da Noahs pædagog spurgte til navnet på hans nye lillesøster:

Noah: “You know.

Hank: “Uhm no, I don’t know. Would you like to tell me?

Noah: “You know!

Hank: “No buddy, I promise you, I don’t know. What’s her name?

Noah: “YOU-KNO’!

Hank: “

Det er heller ikke nemt med de her navne, som udtales forskelligt på dansk og engelsk.