_Tanker fra Moderskabet #787

Ting jeg nok bør stoppe med:

– At tænke på chips som mad. Jeg ender bare hele tiden bagi køen mht behov, der skal dækkes og da viser det sig ikke sjældent, at jeg åbenbart tror, at chips er et fint lille måltid.

– At kalde min baby for Flæske. Jeg synes bare, det er vildt herligt at have fået en baby med deller denne gang.

– At sige “fuck” når noget går galt. De er virkeligt lærenemme, mine børn.

– At bekymre mig om at rejse alene med Juno om en uge. Hypotetisk spørgsmål: Hvis DU så en mega presset mor med en lille baby i en lufthavn eller på et fly, så ville du da tilbyde en hjælpende hånd, IKKE?

– At rede seng. Mine børn har en impuls til øjeblikkeligt at rode noget til, som lige var så pænt.

– At drikke kaffe. Forleden havde jeg hovedpine. Den gik væk efter én kop kaffe. Jeg tror ikke, det er et godt tegn? Eller er det?

– At være vred på lår og mave. Seriøst, jeg er SÅ glad for, at den her krop har skænket mig tre sunde og raske børn. Og at jeg har spist alt det chokolade jeg gad undervejs. Og at der ikke er nogen, som er begyndt at kalde mig Flæske. Endnu.

– At have dårlig samvittighed over min manglende interesse i at lave mad. Det kommer måske engang. Indtil da kan børnene vel fint spise rugbrødsmadder, når deres far ikke er hjemme. Ikke?

– At ærgre mig over min babys lidt flade baghoved. Når lægen siger, at det nok skal gå, så er det meningen, at man skal tro på det. 

– At se true crime programmer på Netflix (senest The Keepers) og at følge alle mulige forskellige nyhedsmedier på Facebook (børnekidnapning i Aarhus?!?!). Jeg ved alt for meget om, hvad der foregår af uhyrlige ting ude i verden i betragtning af, at jeg har små børn og er skrækslagen for, at nogle af uhyrlighederne skal overgå netop mine børn. No really, hvordan sover I andre om natten?

 

6 tanker om “_Tanker fra Moderskabet #787”

  1. Altså:

    —Chips ER mad!
    —Jamen hun er jo en lille flæske-bolle…
    —Hvad fanden skulle du sige hvis du ikke sagde “fuck”? “Ih for søren” ??? ej, ærligt talt..
    —Jeg fatter stadig ikke hvordan du rejste alene med en baby!
    —Ja, stop med at rede seng…ej, jeg nyder det faktisk også…
    —Det er kun et problem hvis dit behov for kaffe er så stort at du har hovedpine hver morgen indtil du har drukket en hel kande…
    —De klarer sig fint med (hjemmebagt) rugbrød…

  2. Kæft jeg er fan af din blog P.
    Mathias sendte mig lige linket. Jeg sidder og griner højt i parken og prøver at lade være med at vække Olga. Du er sjov og klog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *