_Tanker fra Moderskabet #788

Hvor mange gange har jeg ikke befundet mig på det børneværelse, dengang der kun var to børn, og været igang med en langtrukken putning og tænkt “hvordan i alverden skal jeg gøre det her med tre børn?” Typisk har jeg sat mig derind og ammet og håbet, at de stores vilde før-jeg-kan-finde-ro-og-overgive-mig-til-søvnen-energi ikke stressede babyen. Og så var der igår, hvor Juno faldt i søvn før sine søskende og jeg lå stille ved siden af Noah og tænkte, at sådan havde jeg ikke ligget siden før Juno blev født og Noah sagde “mom, I love you” og jeg blev glad, men også lidt trist over, at han pludseligt er så meget større end sidst vi lå sådan. Og lettet over at opdage, at jeg slet ikke behøvede at have spekuleret så meget, dengang der kun var to børn, for svaret gav sig selv. Nogle dage gør man ét, andre dage noget andet. Og jeg svarede, at jeg også elsker ham, mere end han nogensinde vil forstå og tænkte på, at jeg er glad for, at jeg kan finde ud af at sige “jeg elsker dig” til mine børn, når nu jeg ikke selv er vokset op med, at det var noget man gik og sagde til hinanden, for ved du hvad, det tror jeg faktisk ikke er en selvfølgelighed.

 

6 thoughts on “_Tanker fra Moderskabet #788”

  1. Jeg er også vokset op med at mine forældre sagde (og stadig siger), at de elsker mig. Min mand er ikke vokset op på samme måde, han “vidste det bare”, siger han. Men det er ikke helt det samme, så man skal bestemt ikke tage det for givet. Vi siger det tit og ofte til vores datter, og jeg tror at det er godt og sundt for børn at få det at vide.

    1. Helt enig. Min familie er ligesom din mands på det punkt, hvilket jeg vist først er blevet bevidst om, efter at jeg selv fik børn og opdagede impulsen til at sige det, ofte, selvom jeg ikke var vant til det. Udover til Mathias altså, men måske er det anderledes med ens partner? Jeg oplever som sagt impulsen til det, men kan fx bedst lide at sige det, hvis jeg er alene med dem. Som om det er for intimt at lade andre være vidne til. Det vil jeg gerne til livs, for manner, hvor skal kærlighed da både mærkes, høres og udtrykkes med ord ❤️

  2. Hej Pernille.
    Nu jeg sidder om natten og ammer og bøvser af og venter på Astrid er faldet nok i søvn til jeg kan lægge hende fra mig. Da læser jeg dine gode indlæg og nyder dem. Så tak
    Til dette indlæg – jeg er ej heller vokset op med forældre som var gode til at udtrykke deres følelser (sådan er det jo nok med folk fra Vestjylland – generalisering?) Anyway – kan huske jeg som barn, måske omkring de 8 år, længes efter verbal anerkendelse fra mine forældre fx. jeg elsker dig.
    Derfor siger jeg det meget ofte til mine piger omend de måske er for små til helt at begribe hvad det betyder endnu. Men en dag.

    1. Lykke! Hvor skønt, at du finder tid til at læse med. Gid jeg fandt tid til at skrive mere. Har tit tænkt på, at jeg ville sende dig en hilsen efter brylluppet i sommer. En fornøjelse at sidde sammen med Jer søde mennesker ❤️
      Og hvilken fin kommentar. Du ved, begge mine forældre er jo også fra Vestjylland, måske er der noget om snakken?! Jeg tror, børnene forstår, at det er noget rart. Det er en god start, ikke? Knus!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *