_Far til tre fortæller

Så har jeg endnu engang bedt Mathias om at interviewe sig selv til bloggen. Det kom der nedenstående ud af:

HVORDAN ER DET SÅ AT VÆRE FAR TIL TRE?
Overordnet set er det helt fantastisk. Jeg elsker at se hvordan Uma og Noah finder tættere sammen nu hvor både jeg og P har mere at se til med Juno. De rotter sig sammen både når de skal lege og når Noah prøver at få Uma lokket med på at lave ulykker og ting som de udmærket ved at de ikke må. Jeg elsker også at se hvordan Juno de seneste uger er kommet ud af den der baby-tåge som de fleste babyer er i de første måneder. Hun er virkelig blevet opmærksom og interagerer med alle omkring hende. Det er naturligvis særlig dejligt at se Pernilles smil og lykkelige øjne når hun sidder og endnu engang er helt fortabt i sin lille nye datter. 

ER DET MERE HÅRDT AT HAVE TRE END TO? HVOR MEGET MERE?
Det er svært at sige om det er mere “hårdt” for hvad vil det egentlig sige at noget er “hårdt”? Det er den logiske konklusion når man tænker at et barn er svært nok, og to børn er sværere så må tre børn være endnu sværere. Men jeg tror ikke man kan generalisere så bredt. Som jeg ser det, så er der øjeblikke (som kan vare op til et par timer) hvor alle tre børn har brug for vidt forskellige ting. En har brug for ro. Den anden vil gerne lege vildt og slås og den sidste er sulten. Og Pernille er alene hjemme og hun kan ikke give nogen af dem hvad de reelt har brug for, for hvis hun leger vildt med den ene kalder den anden og vil have mad og den tredje græder fordi den er træt. I de perioder tror jeg bestemt det er hårdere at have tre børn fordi man simpelthen føler at man fejler fuldstændig. I mange andre øjeblikke tror jeg faktisk ikke det er sværere at have tre. Jeg tror ofte vi glemmer at alt det man har lært med nr. 1 og nr. 2 stadig er med en, og at man derfor har flere resourcer. Det føles bare ikke altid sådan. 

HVORDAN SYNES DU EGENTLIG PERNILLE KLARER DET AT VÆRE MOR TIL TRE? JEG MENER, FÅR DE IKKE LIDT VEL MANGE SNACKS OG IS OG SÅDAN NOGET?
Ingen skal dømme en hjemmegående mor og hendes valg. Jeg har prøvet at være alene hjemme med 2 af vores børn i en uge og jeg havde flere dage hvor jeg lå i fosterstilling i køkkenet og hulkede fordi det blev for meget for mig. Pernille er alene hjemme med tre, hvoraf en skal ammes og bæres konstant. Det lyder måske lidt voldsomt at sige, men jeg er altså lykkelig hver dag når jeg kommer hjem og de alle fire stadig er i live. Der er ingen børn som har taget skade af at få en ekstra is. 

HVORFOR FØLES DET OFTE SOM OM DET BARE ER OP AD BAKKE MED UNGERNE?
Godt spørgsmål. Pernille spurgte om præcis det samme den anden dag. Jeg tror der er en meget enkel forklaring: overvej alternativet. Alternativet er at lade ungerne selv bestemme alt. Så ville de kun spise is og se iPad hele dagen. Så ville det være nedad bakke. Pointen er at for at vokse så skal man overkomme diverse forhindringer. Der skal være noget friktion. Og det er forældrenes opgave at skabe den friktion sådan at børnene kan lære gradvist at overkomme den. Gennem gentagelse lærer de at selvom det måske ikke er sjovt at skulle have solcreme og tøj på, så bliver det sjovt bagefter når de kommer hen på legepladsen. Det føles som op ad bakke netop fordi det er den virkelighed vi har valgt at skabe for vores børn. Uden den ville de nok aldrig komme udenfor. 

HVAD ER DET EGENTLIG DU LAVER, ALTSÅ SOM ARBEJDE?
Ja, det er jo altid et godt spørgsmål. Det seneste års tid har jeg primært lavet to ting: jeg har undervist på Parsons og arbejdet i et konsulenthus kaldet SYPartners (udtales Es-Wy-Partners, eller bare Es-Wy-Pee). Er det nok? Eller vil du også gerne vide hvad jeg lavede der? Ok, jamen, jeg blev oprindeligt hyret til at hjælpe firmaet med at udvikle en ny model for hvordan medarbejderne kan lære og udvikle sig selv i deres arbejde. De fleste kender til at man kommer på kursus når man skal lære noget nyt, fx et nyt it system. Store virksomheder laver deres egen kursusafdeling. Små virksomheder køber kurser fra kursusleverandører. SYPartners var interesseret i at finde en anden måde at lære på, som ikke kræver at folk skal være væk i dagevis, og hvor læringen er tættere knyttet til det arbejde vi laver hver dag. Senere blev jeg også sat til at hjælpe med projekter for vores kunder, bl.a. et stort teknologifirma fra Californien som satser stort på kunstig intelligens og søgning (ja, det gør de allesammen). 

OG HVAD ER DET SÅ DU UNDERVISER I?
Jeg underviser i hvordan man kombinerer design og strategi. Strategi er kunsten at sætte specifikke mål for en organisation og lave planer der hjælper med at nå dem. Planer definerer hvad der skal gøres hvornår og hvordan. Uber vil (tilsyneladende) dominere alt hvad der kan betegnes som “on demand” — det er deres mål. Deres plan var at starte med sorte VIP limo service, dernæst at brede sig til almindelig taxa, dernæst at ekspandere eksplosivt globalts osv. Design er at skabe ting som løser et problem. Et problem kan være at en taxachauffør har besluttet at han vil være hjemme fra arbejde kl 17. Men det går imod Ubers ønske om at levere en god service til brugerne. Designs opgave ved Uber var at lave chaufførens app så vanedannende at han ville droppe at tage hjem kl 17 og køre et par ekstra timer. De fleste studerende på Parsons er vant til kun at tænke på den ene af disse to. 

TILBAGE TIL EMNER, SOM ER RELEVANTE HER PÅ BLOGGEN. HVOR MANGE BØRN SKAL I EGENTLIG HAVE? HVOR MANGE VIL DU GERNE HAVE?
Jeg er jo ikke den som er gravid og ammer, så jeg synes det korrekte må være at det er hende som gør, der bestemmer hvor mange børn vi skal have. Jeg er åben for at få så mange børn som Pernille er villig til at være gravid og amme, og samtidig er jeg uendeligt taknemmelig for præcis de børn vi faktisk har. Jeg oplever at hver gang vi har fået endnu et barn så har jeg også fået en opgraderet version af Pernille. Hun bliver både smukkere, stærkere, sejere, skarpere, har mere selvtillid og samtidig er mere ydmyg, kan klare sig mere selv og samtidig bliver bedre til at bede om hjælp. Jeg syntes hun var rimelig sej da jeg mødte hende for mange år siden men det er jo ingenting i forhold til den kvinde jeg lever med nu. For et par uger siden rejste hun alene med en baby til Danmark i en uge. Siden Juno blev født har hun kun ringet én gang og grædt i telefonen og sagt at jeg skulle komme direkte hjem med det samme. Det gjorde jeg naturligvis med glæde. Jeg forstår ærlig talt ikke hvordan hun klarer det alle de andre dage hvor hun ikke ringer. Pernille siger at vi nok skal have endnu et barn. Det vil jeg glæde mig til. 

KAN MAN GODT HAVE FAMILIE I NEW YORK? ER DET IKKE EN MEGET STOR BY OG ER DET IKKE VILDT DYRT MED SKOLE, SYGESIKRING OG SÅDAN NOGET?
Selvfølgelig kan man have familie i NY. Dem som taler mest om hvor dyrt det er, er typisk dem der har flest penge. Folk der betaler $7000+ i månedlig husleje og har deres 3 børn i privatskole synes det er meget dyrt, og det kan man jo godt synes at de har ret i. Vores tidligere underbo fra Ecuador havde tre børn i en 1 værelses lejlighed. Han var tømrer og cyklede hver dag ind til Manhatten for at lave finesse renovationer på fine hoteller. Han tjente typisk omkring $4000 om måneden. Han var en glad mand. Han fortalte mig stolt at hans søn nu gik til karate hver uge. Det kostede omkring $100 om måneden. Han beklagede sig aldrig over at NY var dyr. Han fokuserede på de muligheder han havde. I deres gamle bil kunne de køre upstate i weekenderne og besøge noget familie han havde der. Han er en af mine helte. Det betyder ikke at jeg synes at det amerikanske samfund er rigtigt. Han havde ikke råd til privat sygesikring men kunne formentlig få Medicaid fra regeringen. Men det er ikke det historien handler om for mig. Det handler om at man kan vælge hvad man vil fokusere på. I det arbejde jeg laver er lønningerne i NY formentlig væsentligt højere end de er i en forstad udenfor Denver. Men selv det er jo egentlig underordnet: det afgørende er at vi er her, og at vi får det til at hænge sammen med det vi ønsker og det vi har. 

HVILKE FORSKELLE SER DU MELLEM DANSKE OG AMERIKANSKE FORÆLDRE?
Jeg synes det er hårdt at kategorisere alle amerikanske forældre og alle danske forældre i hver sin boks. Det er mere nuanceret end det. Men jeg oplever at der en stor interesse i Nordic Parenting. Forældre på legepladsen kan finde på at spørge ind til det når de finder ud af at vi er fra danmark. En mor betroede mig at hun så os som “the gold standard of parenting” hvilket jeg syntes var en meget flot kompliment, og jeg øver mig i ikke at lade min skandinaviske beskedenhed prøve at negligere det (“hun ser jo heller ikke alt det lort der sker derhjemme så det er klart.. hun ser kun når de leger godt på legepladsen…”) og bare tage imod det som en anerkendelse af at hun i hvert fald ser noget som er værdifuldt og inspirerende for hende. Jeg synes ofte andre forældre misforstår hvordan børn lærer og udvikler sig. Fx når de er på en legeplads så ser jeg tit forældre som kravler med op på et klatrestativ sammen med deres børn og de holder dem i hånden hele vejen. Dvs at hver gang barnet er ved at falde så hænger de bare i mors eller fars arm. Jeg ser også forældre som forsøger at hjælpe deres børn til success, fx hvis barnet prøver at klatre op ad en stige som måske er lidt for svær for barnets motoriske evner. Så hjælper forældrene ved at støtte hver fod så barnet når til tops og får en oplevelse af “success” som desuden bliver fejret med klapsalver og “you did so well!” men det barnet reelt mister er en fornemmelse af sine egne grænser. I stedet lærer barnet at mor altid er der og støtter. Det betyder ikke at jeg bare vil lade Uma eller Noah falde ned fra flere meters højde. Når de prøver grænser står jeg bestemt klar til at gribe. Men jeg støtter dem ikke før de falder. Jeg griber dem hvis de falder. 99% af gangene så mærker de selv at de har nået deres grænse, og måske at de endda er lige lidt udover grænsen. Så kan de godt græde og brokke sig lidt og råbe af mig at jeg skal hjælpe dem ned. Og det lyder nok lidt hårdt, men jeg nægter at hjælpe dem ned. Jeg vil sikre mig at de mærker den frustration og frygt for at falde, så de husker hvor deres grænser går. Når de er færdige med at brokke sig, så kravler de ned igen uden at falde. Så prøver de igen. Og når grænsen. Og ned igen. De gentager øvelsen 100-vis af gange. Til sidst kan de. Og faktum er at 99% af de gange hvor de kommer til skade, sker når de laver helt almindelige ting og derfor er mindre forsigtige end når de prøver grænser af. Noah og Uma snubler ca. dagligt over deres egne fødder mens de løber eller går og får mange skrammer på knæene. Sidst Noah faldt på et klatrestativ er to år siden. Der endte han selvfølgelig også med benet i gips, men faktum er at selve faldet var meget beskedent. 

Jeg ved ikke om det er særlig “dansk” eller bare noget klatreaben Mathias har fundet på. Jeg anerkender også at alle børn er forskellige og at min pædagogik måske ikke ville virke på samme måde på alle børn. Og jeg ønsker sådan set ikke at dømme andre forældre for jeg ved jo ikke hvilke oplevelser og traumer de har med i baggagen. 

HVAD ER DIN HOLDNING TIL ALKOHOL?
De fleste af livets problemer bliver kun værre med alkohol. Men som forælder synes jeg der er en række situationer hvor vi burde drikke lidt mere. Altså ærlig talt. Der er mange situationer hvor min naturlige indstilling er at ville have kontrol over situationen. Og det er ikke nødvendigvis godt for børnenes udvikling. Min attitude på legepladsen kan jeg ikke altid overføre derhjemme hvor jeg synes det er frustrerende at Uma igen vælter sin kop med mælk som jeg så må tørre op, igen. Det hjælper mig tit at drikke en øl (eller bare dele en øl med P) for så slapper jeg lidt mere af. Jeg kan bedre lade dem have deres egne konflikter, og tro på at de en dag gradvist også vil lære at løse dem (et andet område hvor jeg ser amerikanske forældre træde ind som mæglere i konflikten endnu tidligere end jeg selv synes er passende). Jeg kan ikke huske hvor jeg stødte på begrebet “benign neglect” (ubetydelig forsømmelse) men jeg har taget det til mig som et forældreprincip. 

ER DER ANDET DU HAR LYST TIL AT DELE?
Jeg synes denne blog er helt fantastisk og jeg er virkelig glad og beæret over at få lov at bidrage med lidt af mine perspektiver. Jeg synes det er et fantastisk eksempel på hvordan internettet kan skabe en lillebitte forum for en gruppe af mennesker, hvor der kan deles åbent og ærligt om de ting der betyder noget. Om de fejl vi alle laver. Hele tiden. Om det der føles fedt. Og mærke at vi aldrig er helt alene.

2

4 tanker om “_Far til tre fortæller”

  1. Tak for dette virkelig fine indlæg, Mathias. Der er mange ting, jeg vil tænke lidt videre over – og ikke mindst mange ting, jeg er meget enig i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *