_Tanker fra Moderskabet #791

Nogle gange kan jeg ikke begribe hvilket cirkus vi står midt i. Jeg synes, det er pinligt, at jeg kan komme i tvivl om, om jeg med ønsket om tre børn så tæt i alder har gabt over for meget. Det er forvirrende, at mit et og alt også er dem der – uden sammenligning – hurtigst og oftest kan få mit pis i kog. Jeg køber alle mulige ting på Amazon, pakke efter pakke henter Mathias til mig, med ting som måske kan gøre hverdagen lettere; en vikle til at bære babyen så jeg nogle gange har hænderne fri, engangspusleunderlag fordi det er nemmere at kassere fremfor at vaske babylort af tusindvis af stofbleer, nye sko for at kompensere for de bløde lår. 

Jeg tog babyen med ind i soveværelset idag og låste døren. Det har jeg læst, at man skal gøre, hvis man pludseligt ikke kan overskue sine børn. Det føltes ikke særligt godt, men det føltes med garanti heller ikke særligt godt at blive midt i det kaos, de store hele tiden skaber. De skændes og slås. Det er helt normalt og aldeles udmattende. “Søskende er en gave.” Siger man. Den mellemste er kun lige fyldt to år og spejler sig tilsyneladende så meget i sin storebror, at hun helt har droppet at sove eftermiddagslur. Og vi ved jo alle hvor meget søvnen betyder for moderens forstand, så go figure.

Min mor fortalte mig engang, helt brødebetynget, om en episode da jeg var tre og min lillebror var baby, hvor hun vredt havde bedt mig gå væk, fordi hun ikke kunne få ro til at made min lillebror. Og jeg måtte smile og sige “kære mor, det kan jeg altså ikke huske.” Lige nu synes jeg dagligt, der er episoder som den, som jeg håber mine børn tilgiver og har glemt om 30 år. De snakker hele tiden. Hele. Tiden. Og hvis jeg siger “mor kan ikke lytte mere lige nu“, så svarer de “but mommy!” Med helt uforrettet stemme og jeg vil jo gerne, at vi har børn som føler sig både set og hørt, ikke.

Det er sommerferietid og jeg hører andre forældre sukke over, at tiden med deres børn kan synes lang. Det er sgu alligevel hårdt at være sammen med dem hele tiden og jeg tænker småarrogant, at de tydeligvis ikke har prøvet at gå hjemme med deres børn. Sådan 24/7/365. Men så igen, hvad vil jeg have? Medlidenhed? Nej for Søren! Jeg har selv valgt det. Jeg nægter at tro på, at jeg kommer til at fortryde al den tid, jeg har haft sammen med dem i deres tidlige år. “Du er en god mor“, siger Mathias til mig og jeg tænker, at jeg nok snarere er god nok. Og så spekulerer jeg på, om dét er nok.

 

8 tanker om “_Tanker fra Moderskabet #791”

  1. Du er god NOK – ved du hvorfor? Fordi du spekulerer på, om du er nok.
    Jeg har det fuldstændig, som du beskriver det. Og jeg har endda kun to. I dag blev jeg liggende i sengen til klokken 10, fordi jeg simpelthen ikke orkede at stå op og tage del i det der cirkus. Så jeg synes, det er skønt, når barnefaderen har ferie

    1. Tænk, jeg fik samme indskydelse, da jeg skrev det; “er det ikke noget med, at man er rimeligt godt kørende, når blot man er typen, der kommer så langt som overhovedet at tænke tanken?” Det føles lidt letkøbt, men jeg håber det.

    1. Fornøjelsen er helt på min side. Og tænk, idag er pudsigt nok 100 gange lettere. Skulle jeg bare have luft? Måske!

  2. Jeg har børn på 5, 3 og 1 og kan sagtens genkende det du beskriver 🙂 det ER hårdt at have mange små børn, og nogen gange er det det, der fylder mest.
    Ved egentlig ikke helt hvad jeg vil sige med det her, nok bare, at du ikke er alene. Og jeg har på fornemmelsen, at du gør det ret godt!

    1. Tak Freja! Du ved, når jeg af og til føler mig lidt selvmedlidende, forfalder jeg nemt til at “der er heller ingen der FORSTÅR!” For selv hvis man har tre børn, vil det være anderledes hvis blot aldersforskellen mellem børnene er større. Men jeg kan se, at med dine børns aldre, så FORSTÅR du. Så tak 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *