_Dagens Sidespor #360

Har skrevet mig bag øret, at jeg lige skal huske at oversætte, næste gang vi har amerikanske venner på besøg og vores børn tumler. I morges hørte jeg Uma sige til Juno, med begejstret drillestemme, “I’m gonna kild’ youuuuuuuu!

2

_Dagens Sidespor #359

1. Da jeg, til spørgsmålet “when does it get easier?” rodede mig ud i et svar à la: “Ha! Lettere?! Det bliver kun sværere! Seriøst, at have en baby er jo en dans på roser i forhold til at have en 4-årig! Eller blot en 2-årig for den sags skyld.” Spørgerens tvillinger er blot 6 uger gamle. Jeg ved intet om at have tvillinger, men hvorfor denne trang til ærlighed? Kunne jeg ikke have nøjedes med et forsikrende “snart, min ven, snart.”

2. Da jeg indenfor en uges tid fortalte 2-3 fremmede, at jeg nok gerne vil have en baby mere på et tidspunkt. Kombinationen af flotte mænd, der roser mine smukke børn og selv fortæller, at de har fire børn, giver mig tilsyneladende akut trang til at snakke familieplanlægning uanset hvor få sekunder, vi har kendt hinanden.

3. Da jeg indså det lidt mærkelige i, at jeg har fået for vane at sige “godnaaaat Brooklyn!” når jeg ruller gardinerne ned om aftenen. Jeg er heldig, hvis Juno så småt begynder at fatte, at hun har sit eget navn. New Yorks forskellige boroughs er nok at stramme den lidt på nuværende tidspunkt. 

 

_Tanker fra Moderskabet #792

Ved du hvad jeg kom til at tænke på forleden? Da jeg var yngre, sov jeg bedst helt tæt ind til Mathias. I ske eller med hovedet på hans bryst. Vi har i mange år haft et udtryk, som vi bruger internt, “jeg er lille indeni lige nu.” Jeg tror måske, at jeg lidt for ofte var lille indeni dengang. Nu? Nu sover jeg bedst strukket helt ud, nogle gange helt i søstjerne, og helst i min egen side af sengen. Og jeg tænker, at Mathias nok har ret, når han siger, at jeg bliver stærkere, sejere, modigere for hvert barn vi får. Det viser sig på de mest uventede måder.

 

_Dagens Sidespor #358

1. Da jeg fik den gode idé at forære min dreng et legetøjssværd i 4 års fødselsdagsgave. Jeg ved ikke hvad jeg havde troet? At han ville stille sig over i et hjørne og fægte sådan lidt forsigtigt med det? Der gik nøjagtigt halvandet sekund fra han fik det i hånden, til han havde spiddet Uma. “I’m a knight.” Man fristes til at tænke, at jeg i det mindste kunne have købt en 2-pak, så hun havde haft chancen for at forsvare sig.

2. Da begge piger, helt uventet, tog en lur samtidigt (halleluja) og jeg satte mig på en bænk i en park med udsigt til en legeplads. Og det pludseligt gik op for mig, at de børn, der løb og legede, jo for fa’en var børnene fra den “art camp”, Noah var på i den pågældende uge og dér, der var han sørme! Om jeg rejste mig og gik, for ikke at forvirre ham med min blotte tilstedeværelse, skulle han opdage mig? Nej, jeg tænkte lynhurtigt og valgte simpelthen at synke en anelse sammen på bænken, tage hat og solbriller på og iagttage ham på afstand. Yes.

3. Da Noah talte hvor mange børn jeg har (“børn og børn og børn og børn“) og jeg rettede ham og sagde “altså, jeg har jo kun tre” og han svarede “no, because you have daddy too!

1