_3 om graviditetsantræk

28. januar 2014

1. Det meste af mit tøj er rimeligt rummeligt, så der gik et stykke tid, før jeg følte trang til at anskaffe mig egentligt graviditetstøj. En dag følte jeg mig dog pludselig helt tyk og grim og større end jeg egentlig var i alt tøj, der ikke sad nogenlunde stramt, og på en ferie i Danmark, købte jeg 8 lange toppe fra Samsøe & Samsøe, som jeg brugte som kjoler. Dem har jeg mere eller mindre gået i konstant siden april sidste år. De er nemlig også geniale når man ammer! På nuværende tidspunkt ser jeg dog meget frem til at få min krop for mig selv igen. Måske skal jeg endda snart prøve at tage den der pæne, stramme buksedragt på, som skal knappes i ryggen, men som sikkert er blevet for lille. Nej vent… Jeg er ikke klar endnu!

2. Toppene fra Samsøe & Samsøe var vildt gode, men jeg havde bare lige glemt at overveje, at når maven voksede, ville de lange toppe krybe op og før jeg vidste af det, var der lidt mere Den Lille Sorte over dem, end jeg havde tænkt. Men jeg var stædig og ville ikke bruge penge på en helt ny garderobe, bare fordi jeg var lidt rund i nogle måneder, så jeg købte én nederdel og én kjole fra ASOS Maternity, som blev vasket hele tiden.

3. På et tidspunkt begyndte jeg at døje med ondt i lænden en del, og købte et par Nike sneakers. Big deal, jeg går jo ikke i sportsko! Men åh, de var så behagelige og jeg spurgte ængsteligt Mathias, hvad vi dog skulle gøre, hvis jeg blev sådan en der hele tiden gik med grimme sko. Han svarede, at så måtte han jo binde mig til en stol foran mit skoskab, indtil jeg kom på bedre tanker! Det var i sommer sidste år. For tiden går jeg uhyggeligt meget i UGG støvler og tanken om støvler og sko med hæl er sådan lidt vild.

Mange spurgte efter billeder af mig og maven, da jeg var gravid, men jeg havde egentlig ikke den store trang til at blive fotograferet i den lidt uvante tilstand. Jeg er ikke rigtigt den fotogene type heller og jeg kunne ikke lige se for mig hvordan det skulle gøres, så det blev nogle billeder, som jeg ville have lyst til at tage frem igen senere. Men en dag (den 26. juni 2013) , før jeg skulle på arbejde, tog Mathias lige hurtigt nogle billeder, jeg kunne sende hjem og flere nåede vi ikke, før jeg fødte den 31. juli 2013. Men nu er jeg glad for i det mindste at have et enkelt mavebillede i albummet:

IMG_0243

Invitation: Hvordan klædte du dig, da du var gravid, og hvordan havde du det med at komme gående med maven først? Og har du fået taget de ofte efterspurgte mavebilleder? Enten privat eller professionelt?

1

_Store knus og “er vi glade?”-blikke

19. februar 2014

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid på en tirsdag i starten af december. Jeg havde fri fra arbejde og var alene hjemme og tog en test fordi jeg havde en fornemmelse. Jeg har altid haft totalt styr på min cyklus, så på den måde vidste jeg udmærket godt hvornår det var tid til at tisse på den pind, hvis jeg ville vide det. Den type test jeg tog, viste ikke streger, men sagde enten “pregnant” eller “not pregnant”. Tidligere havde jeg taget et par tests. Den ene lidt for at prøve det, den anden fordi jeg var usædvanligt sent på den, men begge gange havde den vist “not pregnant”. Så da der pludselig stod “pregnant” i det lille digitale display, blev jeg på en måde ret overrasket og vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af det. Beviset. På film og TV virker det som om, at kvinderne altid tager en håndfuld tests som de arrangerer nydeligt på stuebordet og stolt viser frem for deres mand når nyheden skal overleveres. Den tanke syntes jeg bare var lidt ærgerlig, for jeg havde jo tisset på den! Men på det tidspunkt, føltes det nærmest som om, at graviditeten kun eksisterede så længe jeg havde pinden liggende, så jeg endte med at lægge den i vasken og tage et billede af den for en sikkerheds skyld. I tilfælde af at displayet døde og blev blankt igen(?) Jeg kan faktisk knapt huske præcis hvordan jeg fortalte Mathias det, men det er måske fordi, at der ikke blev sagt så meget. Det var vist noget med at være blevet nærmest mundlam, tage ham i hånden, da han kom hjem og hive ham ud på badeværelset og pege ned i vasken. Og så nogle store knus og “er vi glade?”-blikke. Totalt vildt at tænke tilbage på. Og så på sådan en helt almindelig tirsdag.

Om fredagen i samme uge som den tirsdag, havde vi besøg af nogle venner og deres lille datter. Og som det ofte går, når to nye forældre sidder overfor et kærestepar uden børn, kom spørgsmålet selvfølgelig: “So… When are you guys going to start a family?” Jeg blev helt befippet og fremstammede noget i retning af: “Snart! Eller… Hvem ved! Måske! Det vil tiden vise!” Jeg havde vist nævnt det for en enkelt veninde på det tidspunkt, men udover det, var jeg kun nået så langt, som til at tænke, at jeg ikke ville fortælle det til flere foreløbigt. Men da de spurgte, kunne jeg heller ikke finde ud af at lyve og da den ene spurgte forvirret: “What do you mean maybe? Are you pregnant right now???”, svarede jeg rødmende ja. Det var et underligt intimt spørgsmål at besvare, men det hænger nok sammen med, at begge parter jo godt ved, at hvis man er nygravid, så har man lige knaldet og det er altså meget få mennesker jeg snakker om mit sexliv med. Ja det, og så selvfølgelig det der med, at man godt lige vil se tiden an og finde ud af om graviditeten er kommet for at blive.

I julen fortalte vi den glade nyhed til familierne. Vi kunne slet ikke lade være. I hvert fald jeg, tænkte jo på det næsten hele tiden. Men åh, jeg ville ønske, at vi havde ventet. Omkring jul begyndte graviditetskvalmen for fulde gardiner og den varede ved de næste 3-4 måneder og jeg orkede ikke andet end at gå på arbejde og gå hjem og ligge på sofaen. Jeg meldte mig bare ud og svarede stort set ikke på emails og beskeder fra søde venner og familiemedlemmer derhjemme i lang, lang tid. Når mit vækkeur ringede om morgenen, spurgte jeg gerne Mathias med lille stemme, om jeg godt måtte bede om nogle æble- og knækbrødstykker. Mundrette bider, så jeg kunne ligge i sengen og spise med lukkede øjne, indtil kvalmen var nogenlunde tålelig og jeg kunne gå ud i bad. Jeg afskyede at skulle i bad om morgenen, for det var altid ude på badeværelset, at jeg fik det skidt igen. Nogen gange kastede jeg op, men for det meste føltes det bare som om jeg skulle det, hvilket næsten var værre end bare at gøre det. Hvor har jeg tit siddet i toget på vej på arbejde og visualiseret friskt rislende vand, mens jeg tænkte: “ikke kaste op, ikke kaste op, ikke kaste op!” Jeg planlagde min morgen sådan, at jeg havde tid til at ligge på sofaen i fem minutter inden jeg skulle afsted på arbejde, og når jeg nåede frem, lagde jeg mig gerne ned i et 5-10 minutter, mens jeg spiste nogle flere æblestykker og samlede kræfter til at gå igang med mine opgaver, inden mine kolleger mødte ind. Æbler, knækbrød og danskvand var det eneste der duede og jeg glemmer aldrig den gang, Mathias havde været nede i den lokale kiosk og købe alt det danskvand han kunne bære. Han forstod tidligt, at nok var det min opgave, at sørge for at babyen trivedes i maven, men hans opgave var, at passe på mig. Jeg var så ked af, at føle mig så svag hele tiden og var helt bekymret for, hvad det betød for min evne til at være mor. “Hvis jeg er så skidt nu”, græd jeg, “hvad skal jeg så gøre når jeg skal tage mig af et lille barn?” På det tidspunkt, havde jeg helt glemt, at graviditetsgener som regel forsvinder efter at man har født! Mathias var tålmodig, skænkede mere danskvand op og mindede mig om, at jeg jo gjorde min del af arbejdet hver eneste dag blot ved at være til. “Du kommer i mål hver aften”, sagde han. Og i mål kom jeg jo som bekendt. (Indsæt lettet smiley).

Invitation: Kan du huske den dag, du fandt ud af, at du var gravid? Og hvornår fortalte I det til familie og venner? Og hvad med kvalme, var der noget af det?

2

_12 sekunder

25. februar 2014

Den der gravide mave… Det føles helt naturligt, at den er væk nu. Også selvom jeg nærmest ikke kunne forestille mig, at den skulle forsvinde, da jeg stadig havde den. På den måde var begrænsningerne meget nærværende dengang. Jeg kan stadig huske engang, hvor jeg var på vej til at krydse en fodgængerovergang og jeg kunne se et skilt, hvor der stod at der var 12 sekunder til at det blev rødt. “Det når jeg ikke!“, tænkte jeg og blev stående. Omvendt havde jeg en periode, hvor jeg konstant gik ind i ting med maven først, fordi jeg simpelthen ikke havde fattet at den var blevet så stor.

Invitation: Hvilke begrænsninger oplevede du som gravid og hvis du har været gravid flere gange, var der så forskel på hvad du orkede de forskellige gange?

1

_And how is your sex life, stranger?

2. marts 2014

Jeg læste denne artikel om hvordan man som gravid ofte bliver spurgt om det var planlagt. Da jeg var gravid, fik jeg også spørgsmålet et par gange, og selvom jeg ikke efterfølgende gik og bandt unødig energi i det, kan jeg alligevel godt huske, at jeg studsede over spørgsmålet. For kommer det egentlig nogen ved? Og hvad præcist kan spørgeren lige bruge svaret til?
Selv er jeg nok sådan en, som synes at alt der har med graviditet og fødsel at gøre er vildt spændende. Men jeg forstår også godt, at for mange er netop de emner pænt private og jeg forsøger derfor at træde varsomt, så jeg både kan få min nysgerrighed stillet og samtidig være bare en smule hensynsfuld.
Udover det med hvorvidt guldklumpen var planlagt, har jeg faktisk primært fået graviditets-relaterede spørgsmål, som jeg gladeligt besvarede. Fx hvordan det føltes, når han sparkede inde i maven, hvor stor mon han var på et givent tidspunkt eller mere specifikt omkring mit velbefindende.

Invitation: Hvilke spørgsmål ville du ønske folk IKKE havde stillet dig, da du var gravid og omvendt: Var der en sød Spørge Jørgen som fik kys og klare svar på sine spørgsmål?

1

_Er der flere chips?

28. marts 2014

Da jeg var gravid gik der en rum tid med at have kvalme og ikke have lyst til særligt meget mad sådan generelt. Jeg husker alt for godt hvordan æbler, knækbrød og danskvand var en fast del af min daglige diæt i lang tid. Efter 3-4 måneder aftog kvalmen og jeg fik appetitten igen. Aldrig i mit liv, er jeg blevet opfordret så ofte til at forfølge det, hvis jeg havde trang til ét eller andet specielt. “Du spiser jo for to!” Eller: “Du er GRAVID, så må man altså godt!” På arbejdet blev jeg behandlet som en dronning, som bar nationens kommende arving, og jeg skulle nærmest bare tænke tanken “blueberry muffin“, så var en af mine kolleger løbet ud for at købe en til mig. På et tidspunkt var jeg til et almindeligt lægetjek og min læge mente vist, at jeg tog lidt vel hurtigt på. I hvert fald fik han sagt noget med at: “You know, it’s the same foods that makes you gain weight when you’re pregnant as when you’re not pregnant!” Jeg smilede forlegent, men i virkeligheden tænkte jeg: “Prøvligeoghørher Dr. F*cking Kaplan, når du ikke har haft lyst til mad i tre måneder i streg og i øvrigt været konstant nervøs for om det lidt du åd, røg op igen, SÅ kan vi tage os en sludder om sund mad!” Senere i min graviditet fik jeg ofte spørgsmål om hvorvidt jeg havde trang til noget særligt mad og jeg svarede næsten altid nej. “Jeg har altid haft en… Sund appetit!” Men det kan vel ikke have været helt tilfældigt, at jeg på et tidspunkt måske, måske ikke, to aftenener i træk spiste en hel pakke Pringles med dild-dip til. Eller at det eneste der duede i over en uge, da jeg var otte måneder henne, var omeletter? Og jeg kan ellers ikke rigtigt lide æg?! Og her er klichéen over dem alle: Før jeg blev gravid, havde jeg aldrig spist pickles, men gæt hvad jeg pludselig rigtigt, rigtigt godt kunne lide!

Invitation: Hvad havde du trang til, da du var gravid og lagde du bånd på dig selv når det kom til søde sager og fedtede lækkerier eller gik du hele vejen?

2

_3 tilbageblik

4. juli 2014

Med juli måneds komme, kom også nostalgien og minder fra samme tid sidste år. Forventningens glæde fyldte og jeg var så spændt på at møde vores lille søn. Fordi det var så varmt, lå jeg en hel del på sofaen og i sengen og dampede med kølig aircondition kørende. I BH og trusser og stor, bar mave. Især kan jeg huske en formiddag, hvor jeg lå der og bare kiggede på min store mave. Åh, jeg under alle gravide tiden til bare at ligge og… Være. Ja, og jeg under alle mødre tiden til at dvæle bare en smule ved hvad der forhåbentligt var en sød ventetid. Her er tre tilbageblik:

1: 16. juli 2013: Jeg havde sidste arbejdsdag på mit arbejde og det var både vemodigt at skulle videre og det helt rette tidspunkt. Allerede længe før jeg blev gravid, kaldte mange af mine kolleger mig for mommy. Sådan kan man jo gå hen og blive en slags moderfigur for små kyllinger, der alle var ved at finde deres ben i storbyen og igang med at tage deres bid af vores allesammens store æble. Nu var det skisme for real og jeg plantede benene solidt i Moderskabet få uger senere.

2: 24. juli 2013: Min mor ringede og fortalte, at min mormor var sovet stille ind i sin egen seng. Jeg blev ked af det. Fordi min mor var ked af det. Men mest mærkede jeg lettelsen over, at hun havde fået fred og min mor og jeg blev enige om, at jeg ikke skulle komme hjem til begravelsen. Flyveturen over Atlanten virkede ganske uoverkommelig for mig som højgravid og vi nøjedes med at tale sammen i telefon flere gange i løbet af de næste dage. Da jeg fødte præcist en uge senere, dagen efter begravelsen, sagde min moster til min mor: “Så er det som det skal være. Nu er der igen en mormor i familien.

3: 28. juli 2013: Jeg spiste brunch med en veninde i Greenpoint og morede mig over den særbehandling man får som gravid. Normalt kan man endelig ikke få et bord, før hele ens selskab er ankommet, så med min altid-sent-på-den-veninde, havde jeg udsigt til at stå og blomstre i baren med stor mave og øm lænd. Men ikke idag, tjeneren kastede et blik på min vom og fandt øjeblikkeligt et ledigt bord til mig. Med byens bedste panderkager i maven, slentrede vi nogle timer efter ned gennem Williamsburg og skiltes med et: “Lad os lige ses igen inden du føder, der er jo god tid!” Ved samme tid tre dage senere, havde jeg travlt med at klemme benene sammen, så jeg ikke kom til at føde i en taxi i Brooklyn.

Invitation: Hvilke minder fra tiden op til din fødsel står tydeligst for dig?

 

3

_4+0

15. oktober 2014

P: “Jeg tænkte på, om du gider at handle senere?
M: “Ja, det kan jeg da godt.
P: “Godt, så kan du måske købe… Det ved jeg ikke… Knækbrød, danskvand og æbler!?
M: “Øh okay… Mangler vi da de ting?
P: “Nej ikke lige nu… Men vi kommer nok til at mangle dem.
M: “Får vi da gæster senere?
P: “Nej… Mathias, hvornår var det nu lige at vi sidst havde brug for de ting?
M: “
P: “
M: “HVAD!!!!? ER DET RIGTIGT!!!????

Jo, den er god nok. Om alt går vel, bliver vi forældre igen til april næste år. Hjerte hjerte.

8

_4+1

15. oktober 2014

Den dag jeg opdagede min anden graviditet, havde jeg pludselig et kæmpe behov for at vise min dreng, at han kan regne med mig. Vi lagde os ind i hans lille tipi, mig med benene et godt stykke udenfor og ham krøllet sammen på tæppet derinde, og lå begge og kiggede opad en tid. Det var bare stueloftet, man kunne ane gennem tipiens åbning, men det kunne ligeså godt have været en uendelig himmel. “Ved du godt, at du er min øjesten?“, sagde jeg. Han svarede selvfølgelig ikke, men rullede ind i min ske. Det var et magisk øjeblik.

3

_4+4

16. oktober 2014

Indre dialog på en kvalme-ramt søndag:

Der er noget der lugter! Puha! Kvalmt plastik! Hvad er det? DUPLO! Duplo stinker jo når det er nyt! Er det lovligt? Hvad mon det er lavet af? Det er jo lavet til børn! Hvor mange gange har Noah ikke haft det i munden?! Puha nej, jeg kan ikke være med i den her leg. Duplo-lugt. Adradradr!!!

1

_4+5

16. oktober 2014

P: Jeg føler, at jeg svigter ham.
M: Svigter ham hvordan?
P: Ved at være så tappet for energi og skidt hele tiden. Han keder sig sikkert helt vildt sammen med mig.
M: Pernille, han har så meget fint legetøj og han bliver aldrig mere kreativ end han er lige nu. Elsker du ham?
P: Ja, selvfølgelig!
M: Det er det eneste der betyder noget lige nu. Det er nok.

3

_4+6

17. oktober 2014

Kvalme og febervarmt barn på maven. Det var faktisk helt perfekt at mærke barnet helt tæt på samtidigt med at den nye baby var noget så nærværende i form af kvalmen. Så var det nemlig som om, at jeg for første gang den dag formåede at være der for både barn, baby og mig selv.

2

_4+7

17. oktober 2014

I graviditetens første uger, kunne jeg godt finde på at melde afbud til aftaler med Noah som undskyldning. “Ja, det er de tænder igen. Han har feber, så vi kan desværre ikke komme idag!” Det var ikke hele sandheden, men heller ikke altid helt løgn. Fordømt at man som regel holder nygraviditen for sig selv, selvom man netop der har allermest brug for andres sympati.

2

_5+0

17. oktober 2014

Veninde: Pernille, kan du huske dengang vi var gravide sammen sidst og vi begge to gik hen og blev i tvivl om vi bare var sådan nogle lade typer, der ikke gad andet end at ligge på sofaen og have ondt af os selv? Og så gik kvalmen væk, og vi opdagede at vi bare var almindelige mennesker der havde haft det skidt og det var derfor at vi ikke havde kunnet overskue noget som helst.
P: Ja!
Veninde: Det skal du huske på nu!

2

_6+2

18. oktober 2014

Mathias kyssede min mave på vordende far-måden og hviskede: “Kan du høre mig derinde?” Og jeg kom i tanker om, at jeg totalt havde glemt, at det ikke bare er mig der bliver mor igen, men at han jo også bliver far igen.

3

_6+3

18. oktober 2014

Havde bedt Mathias om at handle ind til “PRÆCIS det vi fik i tirsdags, det er det ENESTE jeg har lyst til lige nu!” Da han stod og lavede mad, hev han en pose svampe frem: “Jeg tror ikke, at du spiste de svampe, der var på bordet i tirsdags, men jeg købte nogen alligevel. Jeg ville ikke risikere at det var DEM der var det vigtigste!

3

_6+4

18. oktober 2014

Havde sneget mig til et par minutter med lukkede øjne, før Mathias skulle på arbejde. Morgenkvalme var denne dag rent faktisk en morgenting. Han listede forbi mig med Noah på armen og jeg hørte ham sige: “Mor er ved at lave en lillesøster eller lillebror. Det kræver meget koncentration!

5

_6+5

18. oktober 2014

Havde hørt at man kan være heldig at mærke liv endnu tidligere i anden graviditet end i første. Velsagtens fordi man nu ved hvordan det føles. Troede lige det var dét jeg mærkede… Indtil jeg kom i tanker om at den vistnok hverken har arme eller ben endnu.

2

_7+3

18. oktober 2014

Om eftermiddagen:
Quesadilla!!! Skidegod idé!!! Nøøøj, hvor LÆKKERT! Med avocado og salsa til… Mmmhmmm!
Dagen efter:
Årh adr, SALSA?! ADRADRADRADR!

1

_8+1

19. oktober 2014

P: Vi bliver nødt til at finde på et tegn, vi lige kan give hinanden når det brænder på, men vi er okay med hinanden alligevel. Jeg er konstant bange for, at du synes jeg er en røv fordi jeg ikke laver noget som helst lige nu!
M: Pernille, nogle gange synes jeg, at du er en røv, fordi du ER en røv lige der. Men kun i få minutter ad gangen. Så kommer jeg i tanker om, at du er gravid. Og så bliver jeg god igen! Og så kigger jeg på Noah og tænker “hvis hun kan lave sådan en dér, så kan der da KUN komme noget godt ud af det!”

6

_8+4

19. oktober 2014

Havde brugt adskillige dage på at have ondt af mig selv. “Why oh why er jeg så hårdt ramt?“, tænkte jeg. Og sms’ede med veninder i håb om at de havde svaret. De opmuntrede så godt de kunne, men det fik jo ikke just kvalmen til at fordufte. Så var der lige nogle timer (måske var det bare tre dejlige kvarter, hvem ved?!) hvor jeg var frisk som bare pokker og faren og barnet var endda ude. Aldrig har jeg været så glad for at tømme skraldespanden og gå og rydde op. Det var… Befriende! Lagde mig naturligvis vandret lige bagefter, ikke noget med at friste skæbnen.

4

_9+3

19. oktober 2014

Var hundesyg med maveinfluenza og tænkte midt i min egen elendighed, at jeg umuligt kunne forestille mig at føde et barn, når nu jeg blev så sølle af at ligge og kaste op den halve nat. Men rettede hurtigt mig selv: “Nej vent! Jeg vil til enhver tid hellere føde et barn end jeg vil vende vrangen på mig selv én gang mere!” Den forsøger jeg lige at huske, når terminsdagen oprinder.

4

_9+5

20. oktober 2014

Klokken var 17.00 og pludselig fik jeg en altoverskyggende trang til boeuf bearnaise. Så det sms’ede jeg naturligvis til min mand, som end ikke var nået hjem fra arbejde endnu. Og se, det er her at mænd kan deles op i to typer. Den ene ville svare noget à la: “Jamen du har jo lige haft maveinfluenza og skulle du nu ikke passe lidt på dig selv og hvad med at vi holdte os til madplanen?” Og den anden: “Den fikser jeg!” Min mand hører til sidstnævnte. Heldigvis.

3

_10+0

20. oktober 2014

Igår var første gang, at jeg rigtigt mærkede, at jeg glædede mig. Pludselig så jeg det for mig. Det er en lille baby der kommer! Lille bitte. Og den er vores. Det er jo kæmpe stort!!!

4

_10+1

20. oktober 2014

P: Ej, jeg så lige et stjerneskud!!!
M: Huskede du at ønske?
P: Ja!
M: Ønskede du en dreng eller en pige?
P: Faktisk bare at den er sund og rask. Helt klichéagtigt.

3

_10+2

21. oktober 2014

Man kan få sådan nogle håndklæder, hvor ens navn er broderet på. Vi har en stak med Noahs fulde navn på og da jeg fik muligheden, bestilte jeg nogle flere til os forældre. Men ikke med vores navne på, bare “MOR” og “FAR”. Syntes ligesom at nu hvor vi skal være en familie på fire, så mener man det seriøst det med at være en familie. Og nærmest symbolsk, fik jeg efterfølgende en mail om at håndklæderne leveres i foråret næste år. Med storken?

4

_10+3

21. oktober 2014

En veninde sagde glad: “Man kan allerede se det!” Og jeg nænnede ikke at sige, at det nok bare var fordi, at jeg har et riiiimeligt afslappet forhold til mine mavemuskler.

2

_10+5

21. oktober 2014

Havde sådan en virkelig effektiv morgen, hvor jeg fik ordnet en hel masse derhjemme endnu inden klokken slog ni. Følte mig ustoppelig og HELT ovenpå og tænkte: “NÅRH JA! Det er SÅDAN her det er at føle sig på 100%. Kvalmen er fortid, I’M BACK IN BUSINESS!

3

_10+6

22. oktober 2014

Var ude og se på en barnevogn til to børn. Sådan en smart en med lift i den ene side og klapvognssæde i den anden. Den var ENORM! Altså sammenlignet med den vi har i forvejen. Følte at jeg kørte rundt med et mindre fort inde i butikken. Var faktisk ret okay. Mor til to. “They see me rollin’!

4

_11+1

22. oktober 2014

Læste et eller andet sted noget i retning af: “Allerede nu vil det være en god ide, hvis du kan hvile dig lidt i løbet af dagen“, og jeg tænkte : “Undskyld hvad? HVEM kan det? HVEM har TID til det?” Det viser sig… Mig! Hjemmegående andengangsmor med et barn, der stadig sover to lure om dagen. JEG kan rent faktisk hvile mig. Winning!

3

_11+4

23. oktober 2014

Sikke et underligt vakuum. Kvalmen er, gudskelov, forsvundet, men nu føles det bare som om der er… Ingenting? Kvalmen var jo også en påmindelse om, at der sker en hel masse indeni i min krop lige nu, men nu føles det bare som om, at jeg er mig selv igen. Med en masse tanker. Og lidt rundere mave. Jeg var da ikke så rund for tre måneder siden, var jeg?!

1

_11+5

23. oktober 2014

Så går jeg her og prøver at fatte, at min lille dreng faktisk bliver den store. Ubegribeligt… Han er jo så lille! Og så snart han er storebror, ja så… Så vil han altid være den store lige meget hvor lille han måske føler sig. Åh, jeg må lige kysse lidt på ham nu!

1

_11+6

23. oktober 2014

Helt klichéagtigt købte jeg idag et glas pickles og Mathias udbrød: “Nå! Er det dér vi er nu?!” Så forudsigeligt! Den fase var jeg også igennem sidst og jeg spiser ellers aldrig pickles!

1

_12+1

23. oktober 2014

Med nakkefoldsscanningen vel overstået spurgte jeg med spænding i stemmen om de nu kunne fortælle mig kønnet på babyen. Noget en blodprøve, som jeg havde fået taget to uger tidligere skulle kunne afsløre. Men nej, denne klinik havde ikke modtaget de oplysninger, så dem skulle jeg have fra min egen OB/GYN. Jeg KUNNE vente yderligere to uger på at få svaret personligt til min næste aftale. Men jeg KUNNE jo også ringe derned og spørge om jeg kunne få resultatet over telefonen. Gjorde selvfølgelig det sidste, men traf ikke lægen. Sekretæren lovede at få lægen til at ringe tilbage og jeg gik mod toget på 34th Street. Bedst som jeg gik henad 32nd Street, ringede lægen tilbage og jeg nærmest sprang ind i den nærmeste butik for at undgå for meget gadestøj. Næsten symbolsk var det fro-yo-kæden Pink Berry, jeg havde søgt tilflugt i. “It’s a girl!“, sagde lægen og jeg gentog bare hvad hun havde sagt. “It’s a girl?!!!! Are you sure? Is it for sure? Are you sure you looked at the right file?” Lægen forsikrede mig om, at hun rent faktisk havde min journal i hænderne og sagde at det er 99% sikkert. En lille pige!!!

3

_12+4

24. oktober 2014

Det er bare… Alt tøjet vi har liggende er jo fandme blåt! Tror endda jeg har en dragt med “mommy’s little man” printet på maven. Det går vel ikke, at hun skal arve det hele? Spekulerer på hvor meget shopping der mon kan retfærdiggøres alene på grund af kønnet. En hel del, ikke?!

1

_12+5

24. oktober 2014

Vi talte om, om man mon bliver bedre til at kapere den der lille nyfødte øgle-gråd, når man er andengangsforældre, eller om den er nøjagtigt lige så hård ved hjertet anden gang. Mit bud var, at man muligvis bliver bedre til at holde ud hvis den store græder, men det er jo heller ikke ligefrem optimalt.

1

_13+4

24. oktober 2014

Så gik jeg der og hvirvlede mig selv ind i bekymringer om hvordan i alverden det skal lykkes mig at jonglere to små børn, sørge for at de begge får opfyldt de behov de hver især har og samtidigt prøve at nyde dem. Minde mig selv om at “tiden går så hurtigt og de er små i så kort tid” og alt det der som andre siger. Genså Beyonces Life is but a dream-dokumentar, hvor hun blandt andet taler om sin graviditet. Der var åbenbart nogle rygter om, at hun var falskt gravid og i virkeligheden havde hyret en surrogat. Og hun sagde noget i retning af, at hvis man er så heldig (tror endda hun sagde velsignet) at få lov at være gravid og føde et barn, så skulle man være et skarn hvis man ikke bare… Nød det. Okay, det var min tolkning. Men for fanden! Det er jo rigtigt! Måtte lige stoppe op og minde mig selv om hvor pisse hamrende heldig jeg er. Og så trække vejret dybt nogle gange.

4

_13+5

25. oktober 2014

Så en højgravid mor til en tumling i en butik og var målløs over med hvilken lethed hun løftede barnet rundt på trods af sine enorme mave. Se, en slags rollemodeller dukker op når man mindst venter det.

2

_14+3

25. oktober 2014

Hos lægen:
Any other questions for me today?
No. Not really. Except maybe… Hvordan ved jeg, at hun ikke lige pludselig ligger og er død inde i maven?
Wait, what? What makes you say that?“, spurgte Dr. Feldman med sådan en blanding af lægelig indignation og/eller forvirring over om jeg mon havde tilbageholdt oplysninger om min historik. Dét og en anelse utålmodighed i stemmen. Endnu en bekymret og tydeligt hormonel gravid kvinde. Nåja, har lidt let til tårer i tiden. Tsk tsk.
Listen, you are doing everything right. You don’t need to worry about those things. What do you say we get you an ultrasound so you can see her today? See that everything’s just fine? Huh?
Så lå hun jo der og var så fin. Og helt klart levende. Selvfølgelig.

3

_15+3

25. oktober 2014

Mindedes hvor forventningsfuld og spændt jeg i sin tid var på at se hvad det var for en lille dreng jeg ventede på. Og kom i tanker om vigtigheden af at nyde netop det.
Dansede fjollet med Noah på stuegulvet efter frokost og han grinede så dejligt. Kom i tanker om, at jeg hellere må minde mig selv om at nyde de her måneder, hvor det bare er ham og mig i hverdagen. Ingen grund til utålmodighed efter at ville møde den lille nye baby, hun kommer jo helt af sig selv på et tidspunkt.

2

_15+5

26. oktober 2014

Jeg burde vide bedre og alligevel falder jeg i engang imellem. Det er lidt ligesom at komme til at Google ting (det skal man vist generelt bare holde sig fra at gøre for ofte), bare hvor man sidder overfor hinanden og afbryder hinanden med “jeg har hørt at…“, “jeg læste lige at…” og “jeg kender faktisk en som…” Således kom jeg til at sidde og snakke med en om alt fra for tidligt fødte børn til meget syge børn og jeg gik i seng med mavepine og bekymringer flyvende rundt i hovedet. Hvad hvis hun alligevel har en virkelig alvorlig kromosomfejl? Eller hvad hvis jeg føder alt for tidligt og hun bare er en lille stakkels, hjælpeløs fugleunge uden en chance her i livet? Mathias og jeg havde netop snakket om, hvorfor mon vi aldrig bare har haft Noah sovende i smørhullet for hyggens skyld. Han er altid kun endt der, hvis der var noget der plagede ham og så sov mindst to af os ganske elendigt. Hvorfor ikke tage ham over og bare nyde den lille perfekte dreng ligge der og boble fredfyldt imellem os? Perfekt timing! Det var lige hvad jeg havde brug for. Der er ikke noget som et lille sovende barn, der kan bringe en tilbage til nuet og minde en om hvor heldig man er. Lige nu.

4

_15+6

27. oktober 2014

Apropos musik. Jeg griner lidt af mig selv for tiden. For det ER da sjovt hvordan man gennemgår mange af de samme faser i forskellige graviditeter. Sidste gang vågnede jeg op en morgen og havde Spice Girls’ Mama på hjernen. Jeg kunne umuligt komme videre med dagen, før jeg havde hørt lige dén sang en 5-10 gange. Og der er vi så igen nu. Lidt synd for Mathias og Noah, at de skal tvangsindlægges til den slags, hvorfor vi også engang har indført en regel herhjemme om, at sange kun må høres på repeat op til tre gange. Da var der vist tale om noget Mariah Carey. Men lad nu det ligge.

3

_16+2

29. oktober 2014

Jeg er rimeligt sikker på, at både min læge har nævnt det. Og at jeg har læst det flere gange. Det med at at man vokser hurtigere anden gang man er gravid. Men så blev jeg alligevel i tvivl og igår slog det mig: Det er sgu da noget en flok andengangsgravide har fundet på!!! Så man kan spise mere med god samvittighed. I så fald kan jeg godt leve med det, alle tror jo på det alligevel. Bon appetit!

4

_16+3

30. oktober 2014

Det sødeste er, når Mathias siger: “Kom her I to!” Så får jeg og min lille mave et knus og det er den bedste og ærligste påmindelse om, at han også glæder sig.

3

_16+4

31. oktober 2014

Ud af det blå kom jeg i tanker om, hvordan Noah en dag i sommer, pludselig var meget opsat på, at hjælpe en af de andre børn i mødregruppen med hendes drikkedunk. Nogen tog det sødeste billede af dem, hvor Noah holder drikkedunken for hende, mens han aer hende på hovedet. Den dag tænkte jeg, at han var klar til at blive storebror. To uger efter blev jeg gravid.

7

_16+5

1. november 2014

Fredag aften og den stod på boeuf bernaise. Igen. Mathias gik forbi Les Halles for at købe bernaisen med på vej hjem fra arbejde. De kiggede lidt underligt på ham og han sagde: “I’m making the rest at home!” Medarbejderen var vist stadig lidt forvirret over, at han kun skulle have sovs. “Pregnant wife!“, forsøgte han sig så forklarende. “AHA! Say no more!“, svarede medarbejderen og sendte straks ordren videre til køkkenet.

6

_17+2

5. november 2014

Havde været til endnu en scanning og ultralydsteknikeren sagde med tyk østeuropæisk accent: “So you know the gender already, or…?” Jeg svarede ja, og spurgte om hun stadig var en pige. Jeg mener, de KUNNE vel have taget fejl tidligere. Men den var god nok. Hun ER en lille pige. Så jeg købte en lille kjole til hende samme eftermiddag. Som er virkelig pæn. MEN! I størrelse 18-24 måneder, fordi jeg har hørt, at små babyer i kjoler er noget værre bøvl og man er vel praktisk anlagt.

5

_17+3

5. november 2014

Tror endelig jeg er ved at være der hvor jeg virkelig tør at glæde mig. Dasker til Mathias og siger ting som: “Det er en lille bitte pige!!! Kan du næsten fatte det?! Vi skal være en familie på fire!!!!” Sikke ufatteligt heldige vi er!

4

_17+4

6. november 2014

Havde troet at det ville være anderledes her anden gang, men akkurat lige som sidst, har jeg de sidste par uger gransket hver en lille boblende fornemmelse og tænkt: “Var dét et spark? Eller bare luft?! Nå, det var nok bare luft.” Men igår mærkede jeg det altså. Og så kunne jeg pludselig huske hvordan det føltes sidst. Så er man ikke i tvivl. Var lige ved at gå ud at fortælle det til Mathias, men så lå jeg bare så godt under dynen. Og der blev jeg altså liggende.

4

_18+1

10. november 2014

Har bare tænkt over… Hvorfor siger folk: “Vi er gravide!“? Er det ikke per definition kun kvinden der er gravid? Siger det bare fordi… Jeg kan såmænd godt lide at tage 100% af æren for at have brygget på en baby i månedsvis. Det ER altså kun mig, der tager mig af lige den opgave. Ikke?!

1

_18+3

12. november 2014

Tænker lidt på den forestående fødsel. Det er lidt tricky, synes jeg, for med blot en enkelt fødsel i bagagen, er det virkeligt nemt at komme til at gå ud fra at “det er nok sådan jeg føder.” Og Noahs fødsel var (heldigvis) en god oplevelse. Ikke mere langtrukken end man kunne forvente og selvom det fandme gjorde nuller naller, klarede jeg mig uden nævneværdig smertelindring og var (i hvert fald oppe i hovedet) klar til at planlægge den næste familieforøgelse blot en uges tid efter Noah var kommet til verden. Tak til efter-fødselshormoner! Før jeg fødte var jeg heller ikke overdrevet bange for det. Liiidt nervøs ved tanken var jeg da, men overordnet set havde jeg en rimelig klar fornemmelse af at: “Det KAN jeg, for det SKAL jeg!
Men hvad så?! Nu skal jeg så gøre det igen. Er det rimeligt at forvente et lignende forløb og på den måde slappe lidt af og tage det som det kommer? Eller er det bedre at indstille sig mentalt på, at det kan gå helt, helt anderledes anden gang og det måske endda med negativt fortegn? Dét synes jeg er lidt svært at gennemskue. Det handler vel dybest set om at ville kontrollere noget som ikke kan kontrolleres?!

Invitation: Hvad gjorde du for at forberede dig mentalt på din anden (eller tredje) fødsel? Og kom forløbene til at ligne hinanden eller var de vidt forskellige?

2

_18+5

14. november 2014

Hver uge lytter jeg til podcasten Pregnancy Perfect. Lidt poppet program, men hyggeligt nok at følge med i. Værten interviewer mødre om at være gravid og stiller altid mødrene de samme spørgsmål. Som fx: “Describe your first trimester in three words“. 4 ud af 5 svarer typisk noget i retning af “nauseated, exhausted, hungry“. Tror jeg havde svaret nøjagtigt det samme. Gudskelov at jeg er vel inde i andet trimester nu!

2

_19+1

17. november 2014

Her er planen: Næste gang vi tager på hospitalet for at bringe et barn til verden, så skal hospitalstasken være pakket på forhånd. OG mine tånegle har set en pedicurist forinden. Bum!

3

_De gode råd?

18. november 2014

En som står mig nær, venter sit første barn. Jeg nævnte for hende halvt i spøg, at jeg virkelig skulle lægge bånd på mig selv, for ikke at overdynge hende med alle mine gode råd. For jeg VED jo så meget nu, ikke(!), her knapt halvandet år efter at jeg selv blev medlem af morklubben. Til min store overraskelse, svarede hun noget i retning af: “Kom endelig med dem, jeg ved jo INGENTING!” Det passer nu ikke helt, for sagen er den, at jeg tror på at de fleste ved lige præcis nok. Og resten skal man nok finde ud af, ved at give sig tid til at lære sit barn at kende og stole på sin intuition. Men derfor kan den vældigt erfarne moder i mig jo godt lide at blive spurgt til råds alligevel, og så kom jeg i tanker om at andre måske har det på samme måde. At de gerne vil dele ud af deres erfaringer. Så byd gerne ind nedenfor. Til en start (måske kommer der flere med tiden) kommer der her tre råd, som jeg enten selv har haft gavn af, eller gerne ville have haft på forhånd.

Fødsel
Til fødselsforberedelse lærte jeg to vigtige ting, som jeg aldrig har glemt. Det ene var, at jo tættere på fødslen man kommer, jo oftere vil man sandsynligvis opleve, at andre mere eller mindre uopfordret giver sig til at fortælle om (negative) fødselsoplevelser eller ud af det blå siger negativt ladede ting som “er du ikke bange for at føde?” eller “har du egentlig tænkt på hvor mange der får en fødselsdepression?” Sjovt nok mindes jeg, at det ofte var kvinder som endnu ikke selv havde født, som havde travlt med at dele de mest horrible historier, som jo så bare var nogle de havde hørt om og ikke oplevet på egen krop.

Vores underviser lagde vægt på, at det er helt okay at kommunikere klart, at man ønsker en positiv tilgang til det at føde. Og at negative historier er uvelkomne. Altså at skabe en positiv boble omkring sig selv og sin kommende fødsel.
Det andet guldkorn, som jeg har tænkt en del over, var da underviseren sagde: ” When it comes to the birth of a child there can be no failure. But there can be disappointment.” Jeg tolkede det sådan, at man kan ikke være dårlig til at føde, barnet skal nok komme ud. Men det er okay at opleve skuffelse hvis tingene ikke forløber som man havde håbet.

Babyboblen og besøg
Undervurder ikke værdien af tresomheden lige efter fødselen. Hvem siger egentlig at familie og venner skal komme på besøg allerede på hospitalet? Mon ikke vidunderet er præcis lige så vidunderligt efter nogle få dage og kan vises frem derhjemme istedet? I nogle kulturer isolerer mor og barn sig i op til 40 dage efter fødselen, bl.a for at skabe ro og nærvær. Det lyder måske af længe og er sikkert utænkeligt i mange familier, men det er da værd at overveje værdien af ro i de første uger, hvor man er ved at lære hinanden at kende som lille ny familie. Vores omstændigheder var en anelse anderledes end for mange andre, da vores familie bor på et andet kontinent. Da Noah kom tre uger før termin, og familiens flybilletter var booket på forhånd, så de ham ikke før han var omkring seks uger gammel. Vi fandt hurtigt ud af, at aftenerne ikke fungerede til besøg, fordi Noah ofte havde et par timer med mavepine i en periode og således var det faktisk primært i weekenderne, at vi så vores venner i den første tid. På den måde fik vi ved et tilfælde rigtigt meget ro i starten, og jeg må indrømme, at jeg er af den klare opfattelse, at det var medvirkende til at han var en ret rolig baby.
Øv dig i at mærke, hvad dit behov er når det kommer til besøg. Måske oplever du, at det er sværere at fornemme din babys behov, hvis den konstant er på nogle andres arm? Insister på at få lov at sidde med dit eget barn så. Du er moren, ergo ved du bedst og bed faren om at bakke dig op, hvis du ikke bryder dig om at komme til at virke som ét stort mordyr. Han kan snildt være den der siger: “Nu er det vist ved at være tid til, at baby skal tilbage til sin mor!” Skab klare rammer for besøgene. Hvis det fx går op for dig, at du ikke kan rumme at besøg varer mere end en time eller halvanden, så sig det til dine gæster på forhånd. Folk kan som regel godt lide at vide hvad rammerne er og de fleste vil respektere dine grænser, hvis du selv formår at sætte ord på dem. Selv ville jeg ønske, at jeg havde sagt bedre fra overfor forsinkede gæster. Der var jo en grund til at jeg havde sagt, at det ville passe os godt klokken 13.00 og ikke klokken 14.30, men folk kan have en forskellig opfattelse af tid, når det “bare” drejer sig om et lille hyggebesøg hos nybagte forældre, som vel ikke har andet end tid?! Tænk i øvrigt også på, at de færreste forventer, at du er en god værtinde som nybagt mor. Det er okay at sige: “Du er velkommen til at komme klokken tolv til et par timers hygge, der er kaffe/te/vand, gider du tage et rugbrød/pålæg/en kage/noget andet med, så ville det være skønt?

Gode (uvelkomne) råd
Som ny mor vil man uværgerligt komme i situationer, hvor andre ganske uopfordret giver en gode råd. I starten kom jeg ofte i en situation, hvor folk spurgte ind til noget babyrelateret og gerne liiige ville dele deres viden med mig, selvom jeg faktisk ikke havde behov for det eller ikke kunne rumme det. Så kom jeg nemt til at “forsvare” mig med “jeg har ellers læst at…” eller “vores læge siger faktisk at…” eller “jeg har hørt at…” Sagen er bare den, at “jeg har hørt“-råd nemt kan trumfes af andre “jeg har hørt“-råd. Efter noget tid begyndte jeg, på Mathias’ opfordring, at øve mig i at sige: “vi har valgt” fremfor fx “lægen siger“. Et valg er alt andet lige sværere at modsige, især når det drejer sig om børn, for sagen er jo den, at barnet er dit! Og dermed har du automatisk lov til at træffe valg på dit barns vegne.

Min udfordring? At huske på disse råd til foråret. Eller hvad? Er det helt andre råd, som er relevante, når man venter barn nummer to? Del gerne, flerbørnsmødre!

2

_19+3

19. november 2014

Læste følgende engang i starten af denne graviditet: “Hvis barnet voksede med den samme hastighed gennem hele graviditeten, som det har gjort indtil nu, ville det være lige så stort som solen ved fødslen.Holy shit! Godt det går en anelse langsommere nu, ellers kan det nok være at jeg måtte melde pas på det der med at føde igen!

3

_19+4

20. november 2014

Da jeg var 20-21 år, havde jeg en kollega, der blev gravid og som en dag lettet sagde, hvor dejligt det var, at hun ikke længere behøvede at gå og suge maven ind. Nu var den rund med god grund. Om jeg ikke kendte det?! Altså det med at gå og måtte holde vejret for at have en nogenlunde flad mave. “Ikke rigtigt!“, kan jeg huske, at jeg tænkte, selvom jeg nok svarede noget i retning af: “Helt sikkert!!!” Lad os bare sige, at det med tiden også her er blevet ganske befriende, at maven ikke længere kan trækkes ind, det er den dog for rund til nu. Havde man bare vidst hvor stram man var dengang, hva’!

5

_19+6

22. november 2014

Det er nok meget naturligt, at det er sådan med barn nummer to, men alligevel kan jeg godt få en lille smule dårlig samvittighed overfor den lille baby. Jeg mener, når jeg tænker på, hvor meget opmærksomhed Noah fik allerede før han blev født, så er det til sammenligning meget lidt, at jeg dvæler ved maven denne gang. Så var jeg ude på cafe alene og sad og nød en kop te. Og så sparkede hun et par gange. Som om: “Mor, det er bare os to lige nu. For en gangs skyld.” Det var godt nok hyggeligt. Og så blev jeg også lidt rørt. Altså da… En lille bitte baby!

5

_20+3

26. november 2014

Har endelig fået anskaffet mig ventestrømpebukser. Hvorfor jeg ikke gjorde det sidst, er mig en gåde. De er jo – udover diverse joggingtøj – muligvis det mest behagelige stykke beklædning jeg nogensinde har iført mig. Win!

5

_20+5

28. november 2014

Jeg havde faktisk glædet mig til at få rund mave. Det er som om, at man er en anelse mere rigtigt gravid, hvis man rent faktisk har rund mave. Udover almindelig oppustethed. Så lige pludseligt, over en uges tid, blev den ret meget større end den havde været længe og det kom faktisk bag på mig, at jeg syntes at den var i vejen, da jeg for Gud-ved-hvilken-gang samlede noget mad op fra gulvet efter barnets frokost. Så blev jeg sendt lige tilbage til sidste gang, hvor jeg i de sidste uger fx helst undgik snøresko eller måtte bede Mathias om hjælp til at få dem på, fordi der bare var så langt ned til mine fødder. Det siges, at man ofte bliver større anden gang, men nu hvor jeg endnu kun er halvvejs, synes jeg godt nok alligevel, at det er en anelse tidligt at få den slags flashbacks.

3

_21+2

2. december 2014

En veninde sagde: “Jeg har bare på fornemmelsen, at din næste fødsel bliver en rigtig, rigtig god oplevelse.” Dagens fedeste kommentar! Som i øvrigt var afledt af: “Glæder du dig ikke til at føde igen?” Positiv energi, dét kan jeg lide! Tommelfingeren op!

7

_21+4

4. december 2014

Okay, hej graviditetshormoner! Igår kom jeg til at hyle lidt, fordi jeg ikke kunne få ungen til at sove og jeg havde bare sådan glædet mig til at spise æbleskiver og sludre med nogle veninder. I fred og ro, ikke! Idag fældede jeg en tåre fordi… En veninde skrev og fortalte hvor glad hun var blevet for det julekort, jeg havde sendt hende. Ih altså!

3

_21+6

6. december 2014

Tog et par dage helt uden planer. Aflyste de få aftaler jeg havde og sov lure på sofaen, når Noah sov. Og spiste rigtig mange klementiner. Og chokolade. Og hjemmebag fra fryseren. Det virker lidt dumt, ikke?! Sådan at gå i hi, når det er nu vi allerbedst kan udnytte, hvor nemt det er bare at have et enkelt barn. Og han er virkelig nem for tiden. Og helt uendeligt sød. Får kys næsten hver gang, jeg spørger om det. Men mavefornemmelsen siger sofatid. Og kalenderlys. Og duften af juletræet i stuen, som skal nydes. Det må altså betyde noget.

4

_22+5

13. december 2014

Er jo nok lidt hård ved mig selv for tiden. Er så træt, så træt og vil helst sove hver gang Noah sover. Og det synes jeg bare ikke selv er godt nok, vel!? Tilmed er maven blevet rundere end jeg havde regnet med hurtigere end ventet og det er snarere normen end undtagelsen, at jeg går jeg i seng om aftenen og føler mig som en oppustet nar der knapt kan få vejret. Og SÅ stor er jeg altså ikke endnu! Har let til tårer og således lå jeg forleden inden sengetid og snøftede selvmedlidende til Mathias:

P: “Jeg er bare så….
M: “Gravid?!

Ja… Det er jo nok dét der er forklaringen. Det må være okay, ikke!

2

_22+6

13. december 2014

Nu sagde jeg det med, at jeg har let til tårer, ikke! Det er ikke kun skidt. Det er godt at græde lidt. Hver dag danser mine bedste to en stille dans om morgenen. I morges var det tilmed til en følsom Michael Jackson sang. Havde helt glemt ham, hvorfor lytter man ikke noget mere til MJ?! Så skal jeg lige love for, at der blev åbnet for sluserne og det er i øjeblikke som dem, at jeg er overbevist om, at JEG er verdens heldigste. Hjerte hjerte.

2

_23+0

15. december 2014

Havde en to timer lang togtur hjem fra en julefrokost i New Jersey og det med tre forskellige tog. Tvivlsomme toiletter i tog og på stationer er udelukket, kan du nok forstå, så det var en laaang tur. Da jeg endelig nåede tilbage til Manhattan og gik fra Penn Station til 34th Street havde jeg virkelig vand i øjnene, så meget skulle jeg tisse. I togene kommer der med jævnlige mellemrum besked om, at man bør rejse sig op for ældre og gravide. Var overbevist om, at tissetrangen ville blive mindre, hvis bare jeg fik lov at sidde ned. Så var det faktisk, at jeg for en gangs skyld godt kunne have ønsket, at maven var større, for der var jo ingen der tilbød mig deres plads, som jeg stod der og gemte vommen inde under min vinterfrakke. Næste gang knapper jeg op og strutter uden skam i livet!

2

_23+2

17. december 2014

Nå, men det skal nok blive interessant, det her… Hver gang jeg så meget som viser et andet barn en smule opmærksomhed, så er han der. Med en blanding af: “MOR MOR MOR, hvad laver du? Har du GLEMT mig?” og “Du kan godt glemme det, dit lille svin, hende dér, hun er MIN mor!

1

_23+3

17. december 2014

Jeg er egentlig glad for min korthårsfrisure. Men den kræver rimeligt hyppige frisørbesøg. Helst hver 6. uge, men jeg kan godt strække den til 8 uger. Men så er jeg også træt af mit eget spejlbillede til den tid. I et lille glimt, så jeg for mig, hvordan vi (åh gru!) måske får sådan en lille ked-af-det-baby, som ikke tillader os at gøre så meget andet end at overleve de første måneder. Har jeg jinxet det nu?! Nå men, så vokser håret sig jo nok langt. Eller længere i hvert fald. Det er til at forstå, for hvis man ikke har tid til at gå til frisøren, så bliver man ligesom ikke klippet. Men det forklarer ikke alle de mødre med langt hår, som pludselig klipper det af? Mere praktisk?

1

_Én kvinde, én graviditet

18. december 2014

IMG_0294Fra min fødselsdag i august 2013 med en blot 18 dage gammel baby på armen. Åh, så lille bitte. Hjerte. Hjerte.

Hver uge lytter jeg til podcasten Pregnancy Perfect med Anabell Ingleton. Selvom det er en anelse poppet og værtinden er lidt vel californisk at høre på til min smag, så hygger jeg mig med det. “Nu håber jeg ikke, at du bliver stresset af at lytte til det program“, spurgte min jordemoderveninde mig, underforstået at hun ikke håbede, at jeg sammelignede mig selv for meget med de kvinder der bliver interviewet i programmet. Alle kvinder er forskellige. Alle graviditeter er forskellige. Ingen stress her, tværtimod faktisk. Jeg synes, at det er noget så bekræftende, hvor mange ting man sådan kan gå at have tilfælles med andre gravide og det er egentligt meget betryggende at høre hvor udbredt det er med begynderkvalme, nysgerrigheden efter at kende kønnet på barnet og trangen til rent faktisk at spise for to. Hvert interview er bygget op på nøjagtigt samme måde med de samme spørgsmål og jeg kom på, at det kunne være sjovt at besvare alle spørgsmålene som en slags graviditets-blå bog her på bloggen.

Tre hurtige, opvarmende spørgsmål:

Fortæl lidt om dig selv, så som hvor du er fra, din alder og lidt om din familie.

Jeg er 29 år, født og opvokset i Århus og har siden 2011 boet i Brooklyn, New York i USA sammen med min mand Mathias. I  juli 2013 fødte jeg vores første barn, Noah, herovre og kort forinden havde jeg derfor sagt mit job op for at blive hjemmegående husmor på fuld tid. Til april næste år venter vi vores andet barn, en lille pige.

Hvad spiste du til aftensmad igår aftes?

Bum bum bum… Måtte lige kigge på madplanen, for jeg var helt blank. Ja, vi kører med madplan for tiden, det fungerer vildt godt for os. Jeg laver den, Mathias handler OG laver maden. I’m a lucky woman! Vi fik en simpel kålsalat med rødkål, granatæble, avocado og fetaost med asiatisk inspirerede kødboller til à la den her opskrift. Havde selv skrevet det på planen og syntes selv, at det var en god idé. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke rigtigt udholde tanken om kød og endte med at sidde og tygge mig igennem den ene portion salat efter den anden. Jeg er uforudsigelig på den måde. Gravid eller ej.

Hvilken app kigger du først på hver morgen?

Whatsapp. Det er den app jeg bruger til at skrive beskeder med familie og venner i Danmark og ofte er der tikket flere ind, mens jeg har ligget og sovet og dagen i fædrelandet er begyndt. Det er rigtigt hyggeligt og jeg kan godt lide at ligge og vågne, mens jeg læser dem. Jeg får dog sjældent svaret tilbage før flere timer, somme tider dage, senere for med en tumling i huset, er det ikke mange minutter jeg kan tillade mig at ligge og blinke søvnen ud af øjnene.

Og nu til sagen:

Hvilken graviditet vil du fortælle om?

Da jeg kun er lidt over halvvejs i min anden graviditet, bliver det min første. Den med Noah.

Hvilken alder havde du, da du fandt ud af, at du var gravid?

Det var i….November eller december 2012. Da var jeg 27 år.

Var det en planlagt graviditet eller en overvældende overraskelse?

Sjovt hvordan det ofte er ét af de første spørgsmål man får, når man annoncerer at man venter sig. Det kommer jo egentligt ikke andre ved. Men der skal mere nærgående spørgsmål til for at overskride mine grænser så: Det var planlagt.

Hvilken metode brugte I til at blive gravid?

Nu skal man nok have hørt programmet for at vide, at værtinden ved dette spørgsmål altid refererer til diverse metoder, man kan blive gravid på. Noget med at holde øje med sin cyklus, bare krydse fingrene og håbe at man var heldig, kunstig befrugtning osv. Uden at invitere Jer alt for langt med ind i soveværelset, (det er jeg trods alt for genert til), kan jeg sige, at der var tale om et godt gammeldags knald. Jævnligt.

Havde du nogle symptomer der fik dig til at tage en graviditetstest?

Ikke så vidt jeg husker. Men jeg vidste jo, at jeg gerne ville være gravid og jeg har altid haft en utroligt regelmæssig cyklus, så jeg skulle bare kaste et enkelt blik i min kalender, så vidste jeg, at det var tid til at tage en test.

Hvordan fortalte du din mand, at du var gravid?

Jeg sagde vist ikke så meget. Havde åbenbart svært ved lige at finde de rigtige ord. Viste ham bare testen, som jeg havde ladet ligge i vasken ude på badeværelset. Jeg skrev lidt om det tilbage i februar. Læs HER.

Delte I nyheden på en bestemt måde? Personligt, på sociale medier eller andet?

Vi fejrede jul i NY det år og havde alligevel aftalt med vores familier, at vi skulle Skype juleaften. Så selvom det var tidligt i forløbet, virkede det oplagt at dele nyheden på det tidspunkt. Vi var jo så glade og spændte. Skæbnen ville dog, at jeg kun holdt til at Skype med min egen familie, Mathias måtte overbringe den gode nyhed alene til sin familie, idet jeg kapitulerede på grund af kvalme og gik i seng. Der blev jeg det meste af julen. Det var en… Lidt underlig jul. Jeg annoncerede det ikke som sådan på fx Facebook, men nævnte vist noget med det i nogle få opdateringer. Anderledes var det denne gang, for jeg har siden dengang opdaget Instagram og valgte at lægge en lille video op som afslørede kønnet. Mit profilnavn er @teambrooklynbabies.

Beskriv dit første trimester med tre ord og fortæl hvorfor.

Kvalme, træthed og usikkerhed. Kvalmen var meget dominerende hele det første trimester og jeg syntes, at det var utroligt hårdt. Det var noget med at spise en smule i sengen, endnu inden jeg stod op, skynde mig ud i bad, hvor jeg som regel blev dårlig. Så enten kaste op eller sidde lidt på wc’et og samle mod til at komme videre i programmet og få tøj på. Hvis der var tid, ville jeg ligge på sofaen i 5-10 minutter og så gå mod toget. I toget ville jeg som regel stå eller sidde og gentage for mig selv igen og igen at jeg ikke måtte kaste op og samtidigt prøvede jeg at visualisere rindende vand. En flod, en lille bjergkilde eller måske et friskt springvand. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men det virkede. Hvis jeg var i god tid, kunne jeg godt finde på at lægge mig med lukkede øjne nogle minutter på arbejdet. Og når de andre så mødte ind lod jeg som ingenting. Måske derfor at jeg var så udmattet om aftenen? Det er hårdt at spille skuespil en hel dag SAMTIDIGT med at man gror et lille menneske indeni sig. Usikkerheden bestod nok bare i, at jeg havde svært ved at fatte hvad der foregik. Og så var jeg bekymret for, om alt mon var normalt og om der nu også ville komme en rigtig, levende baby ud af det. Sådan havde jeg det faktisk længe. Sådan lidt: “Jaja, vi får se. Jeg vil se babyen, før jeg tror det!

Hvilke graviditetssymptomer oplevede du i løbet af det første trimester?

Se ovenfor. Senere i graviditeten døjede jeg en smule med halsbrand, næseblod, ondt i lænden, åndenød og bare god gammeldags selvmedlidenhed. De sidste uger var ikke specielt sjove, syntes jeg. I Guder, hvor følte jeg mig stor og tyk og bare… Klar til at komme videre!

Var der nogle bestemte tricks der afhjalp disse symptomer?

Kvalmen var både dengang og denne gang bare noget jeg skulle igennem. Æbler, knækbrød, dansk vand og ingefærslik hjalp lidt. Og så fungerede det bedst, hvis jeg ikke nåede at blive sulten, men sørgede for at spise en smule rimeligt ofte. Nårh jo, vi må ikke glemme Mathias’ hjælp og uovertrufne tålmodighed. Det var i øvrigt også ham, som sørgede for lændemassage, da det blev nødvendigt i slutningen af graviditeten. Vi lærte en rigtig god teknik til fødselsforberedelse med tennisbolde. Du kan finde et hav af forskellige instruktionsvideoer på Youtube Her er et eksempel.

Dyrkede du nogen form for motion under graviditeten?

Nope. Det ville være synd at sige. Jeg gjorde vist ikke engang et ærligt forsøg. Det der motion og mig… Vi er ikke så gode venner.

Besluttede du og din mand at finde ud af kønnet på barnet?

Ja. Jeg var SÅ nysgerrig. Jeg mener, at vi fandt ud af det til en scanning omkring uge… 18? Det må have været noget lignende den scanning, man kalder misdannelsesscanningen i Danmark. Her hedder den vist noget i retning af detailed anatomy scan. Denne gang fik jeg taget en blodprøve, som (blandt andet) afslørede kønnet og det var allerede i uge 12. Videnskaben nu til dags, ikke?!

Hvordan valgte du healthcare provider til din fødsel? Jordemoder/doula, almindelig OB/GYN eller noget andet?

Dette spørgsmål er nok mest relevant, hvis man bor i USA, hvor det er normen, at man selv vælger hvem der skal følge en igennem graviditet og fødsel. Fra vi flyttede til USA til jeg blev gravid, havde jeg aldrig haft brug for at gå til læge, så jeg skulle lige greje systemet. Jeg endte med at søge på læger i et register på nettet, hvor de hver især havde fået karakterer via anmeldelser af patienter. Jeg valgte en nydeligt udseende ældre herre, med praksis tæt på mit arbejde og gode karakterer. Efterfølgende lærte jeg, at hver enkelt læge er tilknyttet et hospital, hvorpå man derfor skal føde og min læge var tilknyttet NYU, hvilket jeg (efter en smule research) var glad for, da netop dette hospital er kendt for bl.a. at være såkaldt baby-friendly. Det betyder fx at man går ind for amning, hud-mod-hud, sen afnavling (hvis man ønsker det) og andre ting som sikkert er en selvfølge på de fleste danske barselsafsnit, men som langt fra er det i USA.
Så… Det blev til en OB/GYN og så valgte vi ydermere at hyre en såkaldt doula. En doula er en ikke-medicinsk fødselshjælper, hvis rolle er at støtte og vejlede den fødende og hjælpe hende til et godt fødselsforløb. Hun var guld værd og det er heldigvis lykkedes os at hyre hende igen, så hun er med os, når det igen bliver aktuelt i april næste år.

Ventetøj… Kunne du finde noget du kunne lide, eller havde du nogle favoritter fra dit almindelige klædeskab som kunne bruges?

Jeg gik i mit almindelige tøj rimeligt længe. Til jeg var cirka halvvejs, tror jeg. Så begyndte jeg at føle mig lidt akavet i det og måtte købe lidt at supplere med. Jeg købte omkring ti af de der dejligt elastiske toppe fra Samsøe & Samsøe og så yderligere en enkelt kjole og en enkelt nederdel fra Asos Maternity. Og de ting vaskede jeg så virkeligt ofte. Men jeg var nok lidt stædig. Syntes ikke, at det kunne passe, at jeg skulle bruge penge på tøj, som kun kunne bruges i få måneder. Næ, så hellere klare mig med lidt, men godt. Hvad jeg dog ikke helt forstår, er hvordan jeg kunne undvære graviditetsstrømpebukser. Sådan nogle har jeg nemlig anskaffet mig denne gang og de er jo ganske uundværlige. Forstår jeg nu.

Hvad var dine spisevaner under din graviditet? Var der noget du bare måtte have eller slet ikke kunne udstå?

I starten af graviditeten lagde kvalmen noget af en dæmper på min, ellers normalt helt udmærkede, appetit. Jeg tabte mig vist også lidt i begyndelsen, men det indhentede jeg senere. Jeg havde en kort periode, hvor flødekartofler var det bedste i hele verden. Avocado syntes jeg pludseligt var en virkelig uheldig grøntsag. Ellers havde jeg virkelig meget lyst til god, gammeldags dansk mad. Du ved, kød, sovs og kartofler. Sådan er det også denne gang. Jeg nævner i flæng: Karbonader, hakkebøffer, sennepsglaseret hamburgerryg, en hel stegt kylling. Og SOVS. Retter vi normalt ikke rigtigt får herhjemme og som jeg ikke kan huske at have fået siden jeg var barn. Jeg ved ikke, der skal vel nogle byggesten til at lave et helt nyt lille menneske? Anden forklaring har jeg ikke i ærmet.

Havde du nogen form for graviditetsrelaterede forskrækkelser under din graviditet?

Heldigvis ikke. Jeg havde nok af bekymringer, men set i bakspejlet havde jeg stort set ingen grund til at lægge energi i nogen af dem. Noget der dog fyldte uforholdsmæssigt meget var, at jeg faktisk slet ikke brød mig om den læge, jeg havde fundet. Det var nok et spørgsmål om kemi. Om det var usikkerhed over at være førstegangsfødende i et land, hvor jeg ikke kendte så meget til normerne, usikkerhed over at være nygravid i sig selv, usikkerhed omkring systemet og ikke mindst økonomien i det, jeg skal ikke kunne sige det, men faktum er i hvert fald, at jeg ikke kunne overskue at finde en anden istedet. Så jeg havde hele mit forløb hos ham (dog bortset fra selve fødselen, da han af personlige årsager måtte sende sin afløser netop den aften). Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, synes jeg, at det var dumt af mig at blive ved med at gå hos den samme læge (man er, så vidt jeg kan forstå, til en hel del flere tjek her end i Danmark), men det kan jo heller ikke hjælpe noget at gå og være vred på sig selv over det. Dog har jeg denne gang valgt en anden praksis med hele seks læger. Det betyder at jeg ikke ved hvilken af de seks jeg kommer til at føde med, men jeg kommer til at møde dem allesammen inden min termin. Foreløbigt har jeg mødt to og mavefornemmelsen har det godt.

Hvor meget tog du på i vægt i løbet af graviditeten?

Ih, det ved jeg faktisk ikke. En kombination af, at jeg aldrig har ejet en vægt derhjemme og at jeg til hver vejning hos lægen jo fik resultatet at vide i pund. Dét kan jeg til stadighed ikke forholde mig til. Hvad blev der af gode gamle gram og kilo? Og centimeter og meter? Næ, istedet spurgte jeg hver gang: “Er det normalt?” Og hver gang var svaret ja, så jeg gik ikke op i tallet. Jeg FØLTE mig dog stor hen mod slutningen. Eller ikke så meget stor, som bare TUNG. Jeg kan stadig huske følelsen, jeg havde dagen før jeg fødte, hvor jeg lå på sofaen og egentlig lige havde lyst til at vende mig om på den anden side. Men blev liggende, for dét var simpelthen for besværligt. Jaja, det gik over så snart jeg havde født.

Fødte du vaginalt eller ved kejsersnit?

Vaginalt. Om end jeg kan huske at tænke hen mod slutningen, at NU måtte de godt rulle mig ud og give mig et kejsersnit. Jeg havde fået nok af det der med at føde!

Fik du nogen form for smertelindring under fødselen?

De gav mig lidt ilt for at få babyens hjerterytme lidt op (tror jeg?) Ellers fik jeg ikke noget, men ilten var ret rar. Jeg spurgte, om jeg måtte få en epidural, da vi ankom til hospitalet, men på daværende tidspunkt var jeg fuldt udvidet og lægen sagde noget i retning af: “…so we’re hoping you’ll give birth before it starts working!” “Du er den ledeste læge i verden!“, tænkte jeg lige der, men bagefter havde jeg det godt med at have klaret mig uden.

Hvad målte og vejede dit barn ved fødselen?

Noah vejede 2720 g og målte… 49 cm, hvis jeg husker rigtigt. Han blev født små tre uger før termin.

Hvad er dit barns fulde navn? (Du kan udelade efternavnet, hvis du har det bedst med det).

Noah Jakobsen.

Hvordan valgte I navnet?

Jeg foreslog ret tidligt ét drengenavn og ét pigenavn. Og Mathias sagde bare “okay!” Da vi så fandt ud at, at babyen var en dreng, var det som om, at han allerede hed det og så blev det altså Noah. Det har været mere eller mindre samme frmgangsmåde denne gang, bortset fra at vi jo så lærte kønnet at kende noget tidligere, så lillesøster har på en måde haft sit navn i længere tid, selvom hun end ikke er født endnu. Efternavnet er Mathias’ efternavn og er primært valgt for at holde det simpelt, men vigtigere endnu: Det kan nogenlunde let udtales på engelsk. Det var ikke just tilfældet med de andre efternavne vi havde i navnehatten, så mit Skovbjerg var fx slet ikke på tale. Før lillesøster kommer, planlægger vi i øvrigt at ændre vore navne, så også vi forældre kun hedder Jakobsen til efternavn. Mere om navnelegen HER.

Ammede du eller gav flaske eller begge og hvor længe? Og hvordan var det for dig?

Jeg ammede i omkring 11 måneder. Jeg var glad og lettet over at det gik nogenlunde problemfrit og har nok, så længe det varede, været ret bevidst om, at det var heldigt, at det bare duede. Det er langt fra tilfældet med alle, selvom viljen og lysten er der. Cirka halvvejs følte jeg det dog som en ret stor begrænsning, primært fordi han var kommet til at forbinde amning med at falde i søvn, så jeg havde ikke mod på fx at gå ud om aftenen, fordi jeg var bange for, at jeg svigtede ham ved ikke at være der. Til rådighed. Men jeg er glad for at jeg gjorde det og blev ved så længe, at jeg på et tidspunkt kunne mærke, at nu var vi begge klar til at stoppe. Og det gik også nemt nok. Det blev til en kold tyrker og et par dage hvor jeg pumpede en lille smule ud og så var en æra ligesom forbi.

Hvad holdt du mest af ved denne graviditet?

Forventningens glæde, tror jeg. Jeg havde mange søde, lyserøde tanker og forestillinger om, hvordan det ville være at få en lille baby og at være en familie. Jeg havde naturligvis også det modsatte, men overordnet set, tror jeg nok, at det første fyldte mest. Og sådan bør det måske være? Nu kan jeg se, at man tidsnok kan få alle mulige bekymringer, så hvorfor belemre sig selv med tanker om søvnløse nætter, ens evner indenfor bleskift og frygten for kolik, når man helt ærligt ikke aner hvad (eller skulle man sige hvem) der kommer?

Er der en bog, app eller hjemmeside du havde gavn af da du var gravid, som du kan anbefale til andre gravide?

Jeg brugte primært diverse graviditetshjemmesider på nettet, ikke så meget bøger, hverken dengang eller nu. Med Noah var jeg dog glad for en lille bog, som min veninde havde sendt mig. Det er en, alle gravide der er tilknyttet Skejby Sygehus får udleveret. En slags håndbog. Jeg ved, at den ligger på nettet, men belejligt nok kan jeg kun finde udgaven Gravid Igen. Find den HER. Denne gang har jeg hentet app’en What to Expect, som er nem at bruge, og der er en lille video hver uge, som viser hvor langt fosteret er i dets udvikling. Den ser vi sammen hver søndag og efter hvert lille klip, roser Mathias mig imponeret for at være meget dygtig til at… Ruge på den lille mini-me.

Håber du at få flere børn i fremtiden?

Ja! Vi vil gerne have en stor familie. Forleden sagde Mathias faktisk, at han gerne vil have seks børn. Gulp! Det må vi lige snakke om, for i så fald synes jeg, at det lyder som en forfærdelig masse kvalme, der venter forude for mit vedkommende. Men sikkert også ubeskrivelig lykke. Så man skal aldrig sige aldrig. Foreløbigt håber jeg, at alt går vel med denne graviditet og at lillesøster er sund og rask når vi får lov at møde hende i april.

Hvis du skulle give ét råd videre til en som gerne vil være gravid eller lige har fundet ud af at hun er gravid, hvad ville det så være?

Du kan nok høre, at kvalmen har været ret dominerende i mit tilfælde, ikke? Jeg troede oprigtigt talt, at jeg umuligt kunne blive en god mor, så ufatteligt ringe jeg havde det. Noget i retning af: “Hvis jeg er SÅ dårlig til at være gravid, HVORDAN skal jeg så klare at være MOR?” Både Mathias og mine veninder var så gode til at støtte mig og forsikre mig om, at de to ting selvfølgelig ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Så da en veninde for nyligt var i samme båd, sendte jeg hende en besked med et miks af de ting, jeg fik at vide i sin tid. I en lettere redigeret udgave, tåler den godt at blive sendt videre til andre nygravide i dette forum. Så hvis du venter dig og er plaget af en fæl kvalme, så læs med her: “Kære ven! Jeg kan kun sige at jeg kan relatere til det hele. Du er ikke den eneste! Men søde, prøv nu at minde dig selv om, at det altså ikke er fordi du har fået en ny og nederen personlighed. Det er udelukkende hormoner der raser rundt i din krop og er hård ved dig. Det er ikke DIG. Du er for Guds skyld ved at bygge et lille bitte menneske. Er du klar over hvor unikt det er, at du kan det! Det er sgu da ret flot! Intet under at du er ramt, tænk hvad der kommer ud af det. Du må huske på, trods daglige gøremål og alt hvad du skal nå, at hver eneste dag du kommer igennem endnu en dag som gravid lige nu, så HAR du gjort præcis hvad du skulle. Så er du i mål den dag. Og næste dag skal du prøve at komme i mål igen. Og så er det en sejr når du går i seng og har klaret endnu en dag. Og det skal du have ros for, for det ER hårdt. Men husk også at det hele er med til at gøre dig til mor og din mand til far. Om ikke så længe, skal han alligevel sørge for det meste derhjemme, for du skal tage dig af babyen. Så den fordeling er måske kommet lidt tidligere end forventet nu, men sådan vil det alt andet lige være i et stykke tid. Så det I gør lige nu er faktisk bare at øve Jer og det er godt! Også for babyen, for så bliver I mere og mere klar!

Wow, det blev en længere smøre, men hvor var det hyggeligt at se tilbage på en, for mig, ret unik tid. Hvis du kom hele vejen igennem, så tak fordi du læste med. Og lige én ting mere:

Invitation: Jeg tænker at sende stafetten videre til nogle af de mor-bloggere, jeg selv følger med hos i løbet af de næste par dage. Hvis de griber den, skal jeg nok lige linke til dem, så du også kan læse deres version. Indtil da er du, kære læser, meget velkommen til selv at være med. Send enten dine svar til mig i en mail eller brug kommentarfeltet nedenfor.

 

_24+0

21. december 2014

Så vidt jeg kan forstå, kan babyen på nuværende tidspunkt høre vore stemmer. Lidt akavet tidspunkt, da det for tiden drejer sig en del om at prøve grænser af herhjemme. Således må hun have en klar forestilling om, at hendes mor er lidt den skrappe type og i øvrigt undre sig over, hvem ham der Noah-Nej er, og hvorfor han skal have den samme besked så mange gange om dagen. Man skulle jo tro, at det var nok med en enkelt gang, men måske er han lidt glemsom?!

 

_24+6

27. december 2014

Den der redebyggertrang, som man taler om… Jeg tror den er kommet tidligere til mig end sidste gang. Idag gennemgik jeg fx alt Noahs babytøj. Der er godt nok overraskende meget, som er rimeligt neutralt i farverne og som derfor snildt kan genbruges når lillesøster melder sin ankomst. Hvis man altså går op i sådan noget med farver. Og det har jeg opdaget, at jeg gør! Men så slog det mig, at måske handler det ikke BARE om, om en lille pige kan gå med blåt, for selvfølgelig kan hun det, og det er jo ikke engang sikkert at liberty og gammelrosa klæder hende, vel?! Nej, jeg kom til at tænke på, at når jeg pludselig synes, at vi må og skal anskaffe os mere feminine gevandter til vores kommende datter, så må det være fordi, at det er en vældig konkret måde at indstille sig på, at der kommer et nyt barn ind i familien. Ikke bare et barn mere, en tro kopi af Noah, nej, et helt nyt lille menneske som er helt sin egen og som vi skal lære at kende, fuldstændigt som da vi skulle lære Noah at kende.

Ja, det var ét bud. Det KAN også godt have noget at gøre med, at der findes virkeligt meget pænt pigetøj derude. Jeg skal ikke udelukke muligheden, jeg er jo som sagt blevet ramt af den famøse reddebyggertrang!

 

_25+0

28. december 2014

Snakkede om den kommende familieforøgelse:

P: “Hvad hvis han tror, at jeg elsker ham mindre til den tid?
M: “Jamen det er jo kun din opmærksomhed der bliver halveret. Din kærlighed bliver fordoblet!
P: “Hæhæ! Hvor dybt sagt!
M: “Jaeh… De kalder mig lommefilosoffen!

 

_25+1

29. december 2014

Apropos at være et vrælende vrag… Den her får mig (også) hver gang for tiden. Hver evig eneste gang faktisk. Således kneb jeg igen en tåre forleden, da vi alle tre gik hjem fra legepladsen i strålende solskin, og vi passerede en bil, som spillede den for fulde gardiner. Lykken kommer når man mindst venter det, også på en tilfældig gade i Brooklyn med USAs største power couple som soundtrack. Jeg ka’ li’ det!

 

_25+3

1. januar 2015

M: “Har jeg sagt, at du er virkeligt flot gravid?
P: “Næ, det tror jeg ikke…
M: “Du bærer det virkeligt flot! Den lille mave der… Helt perfekt!
P sagde: “Tak, det er jeg glad for, at du synes!
P tænkte: “PYHA! Så KAN jeg ikke være blevet så rund endnu, som jeg selv går og synes!

 

_Én kvinde, én graviditet – Østfronten

1. januar 2015

Kender du bloggen Østfronten? Stine blogger fra Østerbro i København om livet som mor og alt hvad det medfører af kæmpestore tanker og små søde lykkeglimt i børnehøjde. Hun har netop udgivet sin version af en graviditets-blå bog og kunne du lide min lille fortælling om samme emne, vil du helt sikkert også hygge dig med at læse hendes. Find den HER.

Invitation: Hvis du har lyst til at dele din egen version, vil jeg meget gerne læse den. Kopier blot spørgsmålene og besvar dem i kommentarfeltet eller send dem til mig på mail. Alternativt kan du også lave en mini-version og blot udvælge 3-5 spørgsmål, som du besvarer. Og hey: Godt nytår!

 

_Én kvinde, én graviditet – Blondinemor

4. januar 2015

Læser du med hos Blondinemor? Henriette blogger om løst og fast, men mest om livet som mor til to i Hjørring og dét med en vis portion humor og (selv)ironisk distance til sine to små unger, Laurits og Villum. De opfører sig nemlig ikke altid helt på pictureperfect-pasteller-på-Instagram-måden, men hvad gør det, når der er kaffe i koppen og et frirum på bloggen! Henriette har netop delt sin version af en graviditets-blå bog og den kan findes lige HER.

 

_25+5

4. januar 2015

Opdagede hvad jeg troede var et strækmærke LIGE ved siden af navlen. ØV ØV ØV! Det var dog væk dagen efter?! Men nåede lige at gå og hænge med næbbet over det i en halv dags tid og beklage mig til Mathias hver gang jeg kom i tanker om det. “Jeg synes, det er strengt, hvis jeg skal have sådan nogle! Det gider jeg IKKE!!!” Men han er egentlig meget god, ham jeg har giftet mig med, for han trak bare på skuldrene og sagde: “Ja, jeg har hørt, at det er noget kvinder er vildt trætte af… Men jeg har altså aldrig mødt en mand, der syntes at det var noget stort problem, at hans kone fik sådan nogle. De minder jo bare en om, at hun har lavet et barn!” Okay okay, point taken, manden har vel en pointe!

 

_26+0

5. januar 2015

Ikke sjældent sidder jeg med halsbrand om aftenen for tiden og tænker noget i retning af: “Okay! Det er fint! SÅ har jeg også prøvet at være gravid i denne omgang. Skal vi se at blive færdige og få den baby ud. Nu?!” Men så kommer jeg straks i tanker om, at hun stadig bare er lille bitte og slet ikke klar og så kan jeg godt finde på lige at vende blikket opad og tænke: “Nejnejnej, det mente jeg SELVFØLGELIG ikke! Jeg vil MEGET gerne bede om en færdigbagt baby! Please!

 

_26+3

7. januar 2015

Døjer lidt med at jeg får næseblod ud af det blå for tiden. Ikke ofte, men typisk aldrig på et særligt belejligt tidspunkt. Senest i morges, lige før jeg skulle ud af døren og med toget. Så sad jeg der på toget og håbede, at det ikke ville komme igen. Har nemlig sådan en irrationel frygt for, at folk vil tro, at jeg er stofmisbruger med problemer med næsen. For sådan en ligner jeg jo?!??! “Nej, det VED jeg da godt, men tænk nu hvis de ALLIGEVEL troede det og endda også lagde mærke til, at jeg er gravid. Virkelig uheldig kombi!!!!

 

_26+4

8. januar 2015

Havde ellers lige gået og tænkt på, at det jo måtte have konsekvenser med al den gode mad og søde sager i december. Jeg er ikke rigtigt typen der kan finde ud af at nøjes, vel! Så efter en vejning hos lægen, spurgte jeg ængsteligt hvordan min vægt efterhånden så ud. “Oh it’s good! You’re doing great!” Nå?!!!? Jamen okay! Så var jeg lige en smut i Dean & Deluca på vejen hjem og købe frokost. En sandwich og én af de der absurd lækre coconut cream donuts fra Doughnut Plant. Og ved du så hvad jeg Gud-hjælpe-mig hørte mig selv sige til ekspedienten? “If I can have one of the really big ones, that’d be great. Then I can share it with someone!” Ha! Sikke en LØGN! Med mindre det gælder som at dele, når man “spiser for to”?

 

_27+1

12. januar 2015

Tænk, i virkeligt lang tid, har jeg gået og sagt at vi skulle være forældre igen til næste forår. April næste år. Hele tiden noget med “næste år”. Nu er vi jo inde i det år, hvor hun kommer. 2015 jo! Om tre måneder! Ih, hvor jeg glæder mig til at møde hende!

 

_27+2

13. januar 2015

Siden jeg aldrig laver mad, men vi alligevel forsøger at køre en rimeligt struktureret hverdag med madplan og faste spisetider, ender det ofte med, at Mathias forbereder morgendagens aftensmad aftenen før. Så kan Noah og jeg spise stille og roligt inden han kommer hjem fra arbejde om aftenen og på den måde får vi alle tre det bedste ud af en tid på dagen, som ellers godt kan føles lidt lang for alle parter. Og her er det så jeg kan opsummere hele forskellen på første og andet trimester. Igår aftes gik Mathias igang med at lave spaghetti med kødsovs klokken 21.00. I første trimester havde jeg højst sandsynligt tænkt noget i retning af: “ARJ, det kan du ikke mene! Steger du løg? ADR ADR ADR! Puuuuha, kan vi lige lufte lidt ud!? Og du prøver sikkert bare at være på forkant, ikke, men FØØØØØJ, jeg kan love dig for, at jeg IKKE skal have noget af den kødsovs imorgen, sådan som det lugter i hele huset nu! Arjjj, kvalme!” Nu, her i slutningen af andet trimester: “Mmmmmhhhhh, det dufter GODT! Er jeg lidt sulten lige nu?! Jeg ku’ godt lige… Årh hvad, det bliver lækkert. Jeg glæder mig allerede til imorgen aften!

 

_27+3

14. januar 2015

Jeg har ellers tænkt, at Noah ikke forstår hvad der skal ske. Har prøvet at sige det til ham nogle gange: “Ved du godt, at du skal være storebror?” Men han forstår det jo ikke. Det ville også være lidt meget at forlange, han er knapt 18 måneder gammel nu. Men de sidste par dage er han begyndt at lægge mærke til maven. Fniser sådan lidt fjantet som i: “Ej mor, din mave er helt tyk og din navle ser da helt fjollet ud!” Eller “For realz mor, ligger der en baby derinde?!!!?” Én ting er sikker, jeg bliver overrasket over hvor meget han forstår på daglig basis lige nu, så måske har han fanget det med den kommende lillesøster alligevel?!

 

_Én kvinde, én graviditet – Iværksættermor

15. januar 2015

Endnu en mor-blogger har grebet stafetten og udgivet sin graviditets-blå bog på sin blog. Det er Jelena fra Iværksættermor. Læser du forresten med hos hende? Jelena virker til at være lidt af en superkvinde, for hun jonglerer såmænd både hverdag, familie med mand og tre børn, hvoraf de to er pseudotvillinger og den store er et bonusbarn, OG egen virksomhed. Tjek evt. Sejedrenge.dk ud, hvis du mangler nyt gear til dine unger. Jeg sagde jo, at hun virker sej! Og så er hun tilmed flink! Find indlægget HER.

Der er links til de andre graviditets-blå bøger, som andre mor-bloggere har udgivet, i kategorien Godt Gravid, herunder også min egen, som er lige HER.

 

_27+4

15. januar 2015

I et splitsekund må jeg have glemt, at jeg er gravid, for jeg kiggede ned på min mave og tænkte: “Whaaaaaaat, hvad sker der for vommen?!!?!! Tid til at suge maven ind!” Og fik øjeblikkeligt dårlig samvittighed, for jeg havde LIGE skrevet til Mathias og sagt, at jeg havde lyst til en Big Mac fra McDonalds. Og spurgt om han kunne købe den med på vejen hjem fra arbejde. HELDIGVIS kom jeg lynhurtigt i tanker om grunden til den runde mave, ellers kunne jeg måske have fundet på at gøre noget drastisk. Som fx at aflyse Big Mac’en(!)

 

_Én kvinde, én graviditet – Skalotteløg

21. januar 2015

Så er der mere graviditetslæsning at finde i mommy-blogland. Charlotte fra Skalotteløg, har også netop udgivet sin graviditets-blå bog. Charlotte er journalist og for nyligt blevet mor til en lille bitte, sød dreng og dét er en vindende kombination. Jeg er vild med hendes skrivestil! Tjek indlægget ud HER.

Invitation: Pssst. Hvis du selv har lyst til at dele din graviditets-blå bog, er du stadig mere end velkommen. Kopier blot spørgsmålene fra mit eget indlæg om emnet og send dem til mig på mail eller vælg et par stykker ud og fyr løs i kommentarfeltet.

 

_28+3

22. januar 2015

Nu er jeg da vist gået hen og blevet helt lallelykkelig! Noah fik noget shampoo i øjnene og græd ulykkeligt og mens Mathias trøstede, tænkte jeg glad: “Ja!!! Og lige om lidt er der TO af dem! Og så får de begge to shampoo i øjnene engang imellem og så græder de sikkert begge to og hvor HELDIGE er vi så ikke lige alligevel!?

 

_28+4

22. januar 2015

Bestilte en frisørtid to uger før termin og syntes selv, at det var lidt vovet. Noah kom nemlig tre uger før termin, men man ved jo ikke hvordan det vil gå denne gang. Kan bare godt lide tanken om at være nybagt mor med pænt hår! Man må godt være lidt forfængelig, selvom man går rundt og er småtyk, ikke!?

 

_29+4

29. januar 2015

Utålmodighed… Dét fylder en del her i starten af sidste trimester. Kan hun ikke bare komme ud nu, hva’hva’hva’!?

 

_Én kvinde, én graviditet – Villa Villekulla

31. januar 2015

Jeanette fra bloggen Villa Villekulla har taget imod min invitation og netop udgivet sin graviditets-blå bog. Du kan tro, at det er hyggelig læsning og jeg labber –  ikke overraskende –  den slags i mig for tiden. Find indlægget HER. Omdrejningspunktet for de fleste af Jeanettes skrivelser er hendes to børn, som er lige en tand ældre end min egen dreng, så jeg nyder især at læse med, når hun udgiver ungernes guldkorn og sjove anekdoter fra hverdagen. En fin påmindelse om alt det gode man har i vente i takt med at ens dyrebareste bliver ældre.

 

_29+6

31. januar 2015

Fra den ene dag til den anden er sparkene blevet mere insisterende. Som om hun virkeligt strækker sig derinde og de små fødder går tur på indersiden af mit maveskind. Meget sødt. Og meget underligt. Så kom jeg pludseligt i tanker om, at Mathias har fortalt mig, at jeg åbenbart undersøgte Noahs fødder meget grundigt lige efter at han var blevet født. Det står lidt som i en tåge for mig, men tilsyneladende spurgte sygeplejerskerne forundret ind til hvorfor jeg mon kiggede så intenst på de små fusser, hvortil Mathias svarede, at det jo nok skyldtes at det var lige nøjagtigt de små fusser, som havde holdt mig vågen om aftenen de sidste par måneder inden fødslen. Vildt at være lige dér igen nu!

 

_30+1

2. februar 2015

Prøvligeoghørherheltærligt! Vidste DU måske at der findes Milky Way is? Det kan godt gå hen og blive et ret intenst forhold! De kommer i pakker à seks styk, hvis du skulle spørge fra nogen. Jep.

 

_30+2

3. februar 2015

Så… Nu er jeg i uge 30, ikke! Og har netop været til tjek hos lægen idag. Der fik jeg besked på at komme igen om to uger. Og derefter om to uger igen. Og så fra uge 36 skal jeg komme hver uge indtil jeg har født. De holder godt øje med en herovre, kan du godt høre. Men altså… Det er bare det, at ritualet er følgende: Lægetjek og derefter frokost fra Dean & Deluca. Og det er noget med den gode sandwich, den gode kage og måske en lille ekstra lækkerbisken. Nu hvor jeg er der. Så det kan godt gå hen at blive smådyrt de næste par måneder, kan du godt forstå.

 

_31+1

9. februar 2015

Redebyggeriet og trangen til samme fortsætter. Der er styr på det meste. Eller… Hvor tidligt er FOR tidligt at købe bleer i størrelse nyfødt fx?! Jeg kan bare godt lide at der er styr på tingene, ikke! Således står der lige nu (af alle ting) en suttesnor øverst på listen af ting jeg mener, at vi mangler at anskaffe os. Hvilket er lidt dumt. Noah begyndte ikke at bruge sut før han var cirka et år gammel. Det kan nok vente. Eller kan det?! Næ, jeg kan vældigt godt lide at sætte flueben på mine lister.

Tip: Går du i øvrigt også og har en suttesnor på må-have-listen, så tjek denne Etsy-sælger ud. Jeg købte i sin tid én til Noah og den er så pæn, så pæn og hun tager gerne imod ønsker til farver.

 

_31+3

11. februar 2015

Bar en stor pose vasketøj op fra vores vaskerum. Og med det, mener jeg at jeg bar den 20-30 meter fra vaskerum til elevator. Og så fra elevator til lejlighed. Ikke langt, vel. En kvinde i elevatoren sagde bekymret, mens hun nikkede til min mave: “You know, you really shouldn’t be carrying that!” Jeg ved egentlig godt, at det kom fra et godt sted, nemlig omsorg, men blev alligevel irriteret. Den slags må man vel selv vurdere? Ikke at der ikke er opgaver, der for tiden forekommer mig uoverkommelige, men jeg vil nu altså nødigt gøres mere skrøbelig end jeg er, tak.

 

_Én kvinde, én graviditet – Elskede Elise

12. februar 2015

Læser du med hos Cecilie på Elskede Elise? Det er der god grund til at gøre hvis du, som jeg, egentligt ret godt kan lide hverdagen og netop derfor holder af at høre om hvordan den udspiller sig hjemme hos andre familier. Cecilie skriver om stort og småt, og det som regel med sin lille nuttede datter, Elise, i fokus. Helt sikkert værd at tjekke ud og nu også fordi hun netop har udgivet sin graviditets-blå bog. Find den HER.

 

_31+4

12. februar 2015

Kom til at snakke om, at det egentligt er lidt pudsigt som de fleste kvinder (nåja, i hvert fald jeg) forlanger at få at vide hvad faren egentligt har tænkt sig at stille op, skulle man give sig til at føde derhjemme eller i bilen på vej til hospitalet. Altså… JEG ved ikke engang hvordan jeg skal forholde mig, hvis babyen pludselig bare vil ud, hvordan skulle HAN så vide det?

M: “Det er noget med, at det vigtigste er at gribe barnets hoved.
P: “Hvad?! Hvordan ved du lige sådan noget?
M: “Det har min kammerat fortalt mig. Han slog det op engang. Det er godt at have styr på den slags jo.

Okay. Point til farmand.

 

_31+5

13. februar 2015

Engang i efteråret læste jeg en bekendts statusopdatering på Facebook, som lød nogenlunde sådan her: “Premiere på Fifty Shades of Grey den 12. Februar 2015! Krydset i kalenderen er hermed sat!!!” Dengang tænkte jeg småsippet at A) Dét var alligevel en noget bramfri statusopdatering. Jeg mener, kan man så ikke lige så godt annoncere offentligt at man glæder sig for vildt til at gå hjem og knalde sin kæreste (efter filmen) på en bestemt dato? Og B) Det kan jeg overhovedet ikke forholde mig til, til den tid er jeg jo godt og vel hele syv måneder henne. Så oprandt den 12. februar sørme og jeg kan stadig hverken forholde mig til hypen omkring filmen eller det faktum at jeg nu er 1/3 inde i sidste trimester. Det lakker mod enden. Men det kunne da være at man skulle fordrive ventetiden med at få set den film?!

 

_32+3

18. februar 2015

Jeg synes egentligt, at det er lidt synd for ham, at JEG bliver irriteret på HAM når han ikke lige samarbejder specielt meget, her imens jeg er lidt ekstra rund om livet. Det er jo ikke ligefrem fordi han selv har fået lov at beslutte hvornår han skal være storebror, vel. Det er det forbandede overtøj igen nu. Igår tog det mig en hel freaking halv time at få ham i tøjet. Og vi var kun ude i kort tid fordi… Ja, det er jo helt vildt koldt at lege i sne, når man nægter at have vanter på, ikke! Og det var lige så besværligt at få tøjet af ham igen, for nu var han jo tilmed blevet snydetræt. Kom til at hyle lidt da han var puttet. Og jeg hyler ellers meget sjældent når jeg er alene. Med mindre det er af lykke. Skrev til Mathias, at jeg godt ville bede om carte blanche til at klynke så meget jeg vil de næste to måneder. Det fik jeg. Prompte. Hvis det så blev nemmere af den grund, ville det jo være fint.

 

_32+6

23. februar 2015

En graviditet er vel egentlig én lang nedtælling. Men nu føles det som om nedtællingen for alvor er igang. Til lillesøsters fødselsdag. Således kan jeg tilsyneladende flette den kommende fødsel ind i alle samtaler. Da jeg spurgte noget familie, hvornår de skal flytte her i foråret og de sagde “midt i april”, svarede jeg derfor (super relevant): “Til den tid har jeg en datter!” Mathias gør det også lidt. Igår sagde han: “Ja… Nu er det snart marts, så skal jeg en uge til Vancouver og en uge til Buenos Aires og så skal jeg ikke ud at flyve igen før jeg er far til to!” En datter! Far til to! Hey, det er altså lidt vildt!

 

_33+1

23. februar 2015

Pudsigt som en fødsel på en måde handler meget lidt om den baby der skal fødes. Første gang handlede det så meget om mig. Om hvordan jeg mon ville håndtere det hele. Og med det hele, mener jeg mest bare smerten. Jeg forventede af mig selv, at jeg ville være “dårlig” til at føde. At jeg ville klynke mig igennem hele forløbet og måske endda komme til at modarbejde processen ved bare at give op. Heldigvis overraskede jeg mig selv på den front. Nok beklagede jeg mig gentagne gange og dét i en meget bestemt tone, men skal man tro Mathias i den sammenhæng, så var det hele indeni mit hovede. Beklagelserne kom tilsyneladende sjældent over mine læber. Denne gang… Ja, da er det faktisk mest Noah der fylder i mine tanker, når jeg tænker på fødslen. Hvordan vil det være for ham, at jeg er væk fra ham i flere dage. Vil han savne mig? Forstå at jeg kommer hjem igen? Og hvordan vil han reagere på, at vi har et nyt familiemedlem med os, når vi træder ind af hoveddøren? En lillesøster. Den største gave? Mon han vil forstå det? Forhåbentligt med tiden.

 

_33+3

25. februar 2015

Apropos trangen til at sørge for den kommende storebror, når lillesøster melder sin ankomst… Tænkte at det ville være smart at notere Noahs daglige rutiner ned. Hvornår han plejer at sove, spise osv. Så veninden der skal passe ham har noget at gå ud fra og tiden jeg er fra ham ikke bliver meget anderledes end normalt. Men så var det, at jeg kom i tanker om, at han ikke har været konsistent overhovedet de sidste tre dage. Og det går jo nok ikke at notere noget i retning af: “Han sover typisk fra 9-12. Men nogle gange nægter han at sove før 10.30 og så kan han vågne igen mellem 12 og 13.30. Så skal han spise frokost. Bare giv ham en rugbrød med humus. Nej vent, nogle gange kan han åbenbart ikke lide rugbrød. Banan virker altid i øvrigt.” Ja… Indtil videre er det eneste på listen: “Banan er en sikker vinder!

 

_33+4

26. februar 2015

Det der akavede øjeblik, hvor man får øjenkontakt med en på toget, som ser ud til at kunne bruge en siddeplads, men man ooooorker ikke at rejse sig og det virker også bare en anelse for demonstrativt at knappe vinterjakken op for at lade maven komme til syne. 

 

_33+6

28. februar 2015

Sær følelse, det der med at være sulten, men alligevel ikke have plads til mad i maven. Det må være det der menes, når man siger, at man har en baby helt oppe i halsen. Cirka seks uger tilbage. Det skal blive godt at få min krop igen. I hvilken stand jeg så end får den igen i. Men! Nu skal du ikke bekymre dig, bare fordi pladsen efterhånden er trang i maveregionen, så sulter jeg altså ikke. Imorges klemte jeg således snildt både en bagel, en croissant og en cappuccino ned. Man har jo også en slags forpligtelse til at fylde energi på maskineriet, ikke!

 

_34+0

1. marts 2015

Hver aften omkring sengetid er der gang i sparkeriet. Det er helt så jeg knapt kan falde i søvn med alle de der insisterende puf jeg åbenbart skal have i siden. Så kan jeg godt blive en lille smule utålmodig og tænke: “Shhhyyy, lille baby, nu skal vi altså sove!” Men det paradoksale er, at når jeg vågner i løbet af natten, kan jeg ikke rigtigt finde ro før hun lige har givet sig til kende igen. Som om jeg helst lige skal sikre mig, at hun stadig er der.

 

_34+1

2. marts 2015

Vi havde besøg af vores doula, Jordan. Hun var også med, da jeg fødte Noah og gensynet var så glædeligt. Tænk, det er lidt ligesom at have sin egen personlige cheerleader. Som ved en ting eller to om at føde børn. Sikke en luksus! Før glædede jeg mig bare til at komme om på den anden side. Altså den side hvor vi er blevet til en familie på fire. Nu glæder jeg mig næsten til selve fødslen. Yeah!

 

_34+2

3. marts 2015

Googlede hvor mange måneder 34 ugers graviditet egentlig er, og stødte flere steder på noget i retning af: “Altså hvis man går ud fra, at en graviditet jo egentligt er 10 måneder lang, så…” Og jeg tænkte: “Åhåhåhåhå! Nænej! Bare NEJNEJNEJ! Aftalen er at man er gravid i 9 måneder. Ikke?! Det ved alle da! IKKE?!

 

_34+3

4. marts 2015

Spurgte en veninde, om vi må ringe til hende, hvis vi får brug for en back-up løsning i forhold til Noah, når jeg engang får veer. Hun svarede: “I’d be happy to help. No wait, I’d be HONORED!” Godt svar. Gode venner FTW!

 

_34+5

6. marts 2015

Endnu en aften lige før sengetid med en meget aktiv baby, der sparkede derudad. Funderede lidt over, hvordan i alverden hun kan virke SÅ stærk og slagkraftig inde i maven, når nu man ved, at der kommer sådan en lille mere eller mindre hjælpeløs fugleunge ud?! Beats me!

 

_34+6

7. marts 2015

Oh dear! Igår opdagede jeg, at de sælger Snøfler (eller i hvert fald noget der ligner og smager gevaldigt ligesom Snøfler) i IKEA. Behøver jeg at sige mere?! Er næsten 8 (eller er det 9, jeg forstår ikke hvordan man regner det ud?!) måneder gravid og har først lige fundet ud af det. Fordømt at jeg kun købte en enkelt pakke! Det tager halvanden time at komme i IKEA hjemmefra os! Og det største dilemma består faktisk i, at jeg har giftet mig med en mand som ville smutte derned i det øjeblik, jeg kommer til at sige højt at jeg altså virkelig, virkelig har lyst til flere Snøfler. Så skal man ligesom vurdere om trangen er så stor, at man hellere vil undvære ham i to gange halvanden time på en weekend, mens man selv hænger på ungen eller om trangen kan kureres på anden vis. Ja, eller selv tage derned. Men to gange halvanden time, ikke. Not gonna happen! Men manner! Det er jo Snøfler!!!

 

_35+3

11. marts 2015

Jeg er virkelig glad for en god bernaise sauce. Helst hjemmelavet, naturligvis. Så da vi satte os til bords forleden aften og menuen stod på boeuf bernaise, var jeg en meget glad tyksak. Så glad, at jeg for en stund glemte alle bekymringer om den forestående uge som græsenke og højgravidstræthed. Noget der ellers på det seneste har givet anledning til, at jeg gentagne gange har sagt noget i retning af, at jeg altså ikke kan love, at jeg orker at blive gravid igen en anden gang. Men som jeg, glad og tilfreds, sad der og spiste mig mæt, og sagde: “Ihhhh, kan vi ikke godt få det her noget oftere?!“, svarede Mathias prompte: “Jo, dét kan vi!!! Tror du så godt, at vi kan få et par børn mere?!” Og jeg VED bare, at med de rette mængder bernaise, bliver jeg ikke svær at overtale en anden gang. Børn og bernaise, det hænger så fint sammen, ikke!?

 

_35+6

14. marts 2015

Det der med at tisse af en 2-3 gange før sengetid og alligevel ligge, få minutter efter at være gået i seng, og tænke: “Skal jeg tisse? Nej, ikke igen! Det er bare babyen der trykker. Jo, jeg skal altså! Nej, stop nu! Ej, så tisser jeg jo i bukserne! STOP NU! F it, jeg skal altså virkelig tisse!

 

_36+1

16. marts 2015

Man ved, at det er ved at være på tide, at ens almindelige garderobe igen er tilgængelig, når man begynder at lægge joggingbukser på plads på hylden med det almindelige tøj. For… Der er jo nogle joggingbukser, der er pænere end andre i skabet, ikke!? Sidespor, lillemor, sidespor!

 

_36+3

18. marts 2015

Det lakker mod enden, når man begynder at regne på hvilken dag i uge 37 det nu lige var, at den kommende storebror kom til verden. Og man tjekker kalenderen og gør sig en mental note om, hvilke dage der sådan ville være mere eller mindre belejlige engang i næste uge. Jeg har da også overvejet, hvilke datoer der sådan er “pæne” datoer. Du kan nok høre, at jeg har det sådan lidt træls med, at man ikke selv kan beslutte den slags, ikke!

 

_37+2

24. marts 2015

Jeg har regnet på det. Noah kom hvad der svarer til idag. Så deeeeet! Nogen der har hørt, om det der ve-støv virker? Og hvor kan man i så fald købe det?!

 

_37+3

26. marts 2015

Hver gang nogen har kommenteret på min maves størrelse og sagt hvor lille og fin den var, har jeg tænkt: “Åh, øhm tak, tror jeg?! Men du har vist ikke været i mine hval-sko for nyligt, for det er sådan jeg føler mig!” Havde hørt, at man endelig ikke må sige til en gravid kvinde, at hun ser enten stor eller lille ud, men har da hele tiden tænkt, at det var en slags kompliment at få at vide, at man så lille ud. Indtil lægen bemærkede det samme ved flere tjek. Nu forstår jeg. Man bliver jo i tvivl om hvorvidt babyen er for lille! Det skulle hun, FYI, efter sigende ikke være. For lille altså. Bare “petite”, hvilket ultralydsteknikeren bemærkede kan komme til min fordel. Siden det ligesom er mig, der skal føde hende. Jojo.

 

_37+4

26. marts 2015

Ud af det blå gik det op for mig hvorfor jeg er SÅ utålmodig allerede nu! Jeg har jo aldrig prøvet at være gravid “så længe”. Ved den her tid sidste gang, var vi på vej hjem fra hospitalet, helt lykkelige og nyforældrebekymrede på én gang. Så! Jeg har besluttet, at det er OK at føle det som om, at jeg allerede nu er gået over termin. Så har jeg det ligesom lidt bedre med mig selv. Hvilket man godt kan få brug for, når man småbittert konstaterer, at ens datter vistnok allerede er en fars pige, som hørte efter, da hun fik at vide, at det var vældigt ubelejligt, hvis hun kom i løbet af denne uge for: “Far har travlt på arbejdet!” Hrmf!

 

_37+5

27. marts 2015

Nej, NU rabler det! Jeg kunne have svoret, at jeg hørte en lille bitte spædbarnsgråd, på et tidspunkt hvor der virkeligt ikke var nogle babyer i nærheden, og i et nanosekund tænkte jeg: “Kom det fra min baby? Kan hun det allerede? Inde i maven?! Har jeg født uden at fatte det? HVAD FOREGÅR DER?!” Ha! Har man kendt mage! Født uden at fatte det? Dét tror jeg så aldrig rigtigt er sket før.

 

_37+6

28. marts 2015

Det blev sådan en uge, hvor jeg selv var syg først og dernæst barnet. Problemet var at jeg var så forhippet på at ville føde, at jeg tolkede symptomerne som tegn på en snarlig fødsel. Som udeblev. Så lå jeg der og havde umådeligt ondt af mig selv, samtidigt med at jeg klynkede til alle der ville lytte OG fortalte mig selv, at jeg var dårlig til at være gravid. Meget… Ukonstruktivt. Men det var ikke det værste. For jeg blev faktisk også lidt sur på babyen. Som om: “Hvad bilder hun sig ind sådan at komme og overtage min krop på den måde, smadre rundt i min bug på tidspunkter af døgnet hvor os almindelige mennesker gerne bare vil hvile og i øvrigt blive boende længere end forventet!? STRENGT!” Og så kom den dårlige samvittighed. Naturligvis, for sådan er jeg åbenbart indrettet. Men hey, er det ikke som om, at man ikke rigtigt må synes, at det er ufedt at være gravid, for “en graviditet er jo noget smukt og godt og livets største gave!” Eller hvad? Nu er jeg ovenpå igen og læner mig, næsten uden dårlig samvittighed, op af en medsøsters svar på hvad hun holdt mest af ved sin graviditet: “When it was over!” Enig! Til alt held har jeg prøvet det før, og ved med sikkerhed, at den sande gave er babyen og HENDE! Årh! Hende glæder jeg mig heldigvis til at møde.

 

_38+0

29. marts 2015

Læser du med ovre hos Dines? Hvis ikke, så stik derover LIGE NU! Hendes skriverier er sådan en slags… Ordslik. Og nu venter hun sig også, så er det på en måde ekstra lækkert at læse med. Især hvis man har fulgt med i et stykke tid. Hvorom alting er… Hun skrev noget i retning af, ikke helt at følge normen, når det kom til redebyggeri, med alt hvad det indebærer af indretning af børneværelse, forhåndsvask af babytøj og noget gravidgoogling af åndedrætsteknikker. Og jeg kom i tanker om, at det bedste råd jeg nogensinde har fået, siger den vordende andengangsmor, var noget med, at man ikke skal købe noget til babyen før man rent faktisk har brug for det. Der er nærmest ikke noget, faren ikke kan løbe ud at købe, mens moren sidder og ammer og hælder chokolade indenbords. Så det giver totalt god mening. Og jeg har naturligvis slet ikke fulgt det råd – overhovedet – hverken første gang eller denne gang. Faktisk, og nu må der gerne grines, har jeg netop her til formiddag fnugrullet lagnet i vuggen. For der var jo blevet støvet deri, siden der har været redt op i et par måneder nu. Ja.

Ps. Kan du ikke læse alt indholdet på Dines’ blog? Send hende en besked via Facebook og få en kode og vupti! Så er du også indviet.

 

_38+1

30. marts 2015

P: “Ej, hvad hvis hun er helt vildt grim?!

M: “Det tror jeg altså ikke, at hun er.

P: “Det kan man da ikke vide. Hun så da ikke for køn ud på det seneste scanningsbillede, hva’!

M: “Jeg tror ikke, at det bliver noget problem, når først hun er kommet ud, for så er du sikkert helt oppe og ringe af alle de hormorner der suser rundt i din krop efter fødselen, at du synes hun er det smukkeste i hele verden.

P: “Hvad så med dig? Så må du jo stadig kunne se det?

M: “Jeg tror nok, at de der hormorner skal smitte af på mig også!

 

_38+2

31. marts 2015

Det der med at være gravid. Det er bare så meget… KROP! Jeg synes altså, at det føles lidt underligt at kunne mærke sig selv og et andet menneske så meget. Hele tiden. Men en rar forskel fra første og andet trimester til nu, er alligevel at hvis noget gør ondt eller er ubehageligt, tænker jeg ikke automatisk: “HVAD VAR DET? Er babyen ved at dø lige nu??!!!?” Nej, nu er det snarere noget i retning af: “Well hello there, ER DU EN VE? Hvis ja, så er du hjerteligt velkommen!

 

_38+5

3. april 2015

Lægen mindede mig venligt om at huske at hvile i løbet af dagen og i øvrigt at snacke lidt ekstra. Og jeg tænkte: “Undskyld, har vi mødt hinanden?!” De hedder Magnum Double Caramel og jeg spiser i dén grad for to i øjeblikket!

 

_38+6

4. april 2015

Ved du hvad jeg faktisk glæder mig til? Sådan at græde af lykke i tide og utide, de første dage efter fødselen. Det gjorde jeg vist en del i sidste gang og det føles altså bare… Rart!

 

_39+0

5. april 2015

Navnelegen var forbløffende hurtigt overstået. Det var noget med: “Hvad siger du til…?” “God ide!” “Okay!” Næsten kedeligt. Det er helt så jeg misunder de forældre, som vandrer rundt om den varme navne-grød i månedsvis og smager og smager og smager på navne. Venner og familie, der kender til navnet, spørger til tider, om vi stadig holder ved det. Vi refererer aldrig til hende som andet, men jeg svarer alligevel: “Lad os nu lige møde hende først.” For en sikkerheds skyld. Ikke at der vist er nogen tilbage i familien, som gør i at brodere navne på sengetøj. På forhånd. Men alligevel. Så nu leger jeg dato-legen istedet. Alle siger, at terminsdatoen er en fiktiv dato og ALLIGEVEL stod jeg netop i badet og talte på fingrene. Kommer hun mon på vores bryllupsdag? Den 10. april fx? Eller hvad med det “pæne” 15.04.15? Ih, dato-legen kan aldrig blive så sjov som navne-legen.

Invitation: Bare af nysgerrighed: Hvis du fik en datter imorgen, hvad skulle hun så hedde?

 

_3+6

7. november 2016

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid igen, blev Uma ekstremt tryghedssøgende. Hun forsøgte næsten at gå i symbiose med mig og ville fx kun falde i søvn ovenpå mig. Som om hun vidste, at nedtællingen var begyndt og at hun ikke ville være babyen i huset meget længere.

Vi venter nummer tre i april 2017!

1

_4+0

7. november 2016

Uhh, hvad skal den hedde? Lad navnelegen begynde igenigen-igen!

 

_5+0

7. november 2016

Morgenkvalme. Heldagskvalme. Lede kvalme. Hej med dig! Dig kan jeg godt huske fra de andre gange. Har ikke savnet dig. Overhovedet. Men er det ikke noget med, at det er et godt tegn, at du er så kraftig?

 

_5+1

7. november 2016

I min graviditetsapp under afsnittet til faren: “You too may have your own anxieties to deal with, as the reality of fatherhood sinks in.” The reality of fatherhood?! Undskyld, tror vi, at der er nogle fædre som rigtigt fatter, at der er en baby på vej i uge 5?

 

_5+3

7. november 2016

Ringede til lægen for at bestille tid til mit første tjek. Hørte mig selv sige til sekretæren “it’s my third pregnancy“. Det er jo for vildt! Skal lige vænne mig til tanken.

1

_5+5

7. november 2016

Med kvalmen kom alle følelserne tilsyneladende. Har lige siddet i en bus og hylet over en podcast, som handlede om, at Hillary Clinton måske bliver USAs første kvindelige præsident. Og jeg som går forsvindende lidt op i politik.

Vildt det allerede er i morgen, valget, og jeg er stadig gravid!

1

_6+0

7. november 2016

Har lavet et lille regnestykke: får fritid igen i efteråret 2017. Såfremt jeg får en baby, der vil sove. SÅFREMT min baby vil sove. Okay ja.

1

_6+6

7. november 2016

Okay, HVORFOR er jeg sådan en kæmpe bitch hver gang Mathias er syg? Det kan udelukkende være det faktum, at jeg er moren til hans børn, der gør at han er så ufatteligt overbærende med mig i øjeblikket. Karma, jeg skal prøve at huske det. Promise!

 

_7+1

7. november 2016

Ej prøvligeoghørheltærligt, hvad hvis de sidste ugers kvalmehelvede i VIRKELIGHEDEN skyldes, at jeg ingen søde sager har spist? Jeg mener, kvalme, svimmelhed, træthed… Lyder det ikke præcist som de symptomer man oplever, når man går på sukkerafvænning?!

 

_7+2

7. november 2016

Ultralydstekniker: “How old are your kids?

Pernille: “1 and 3 years old.

UT: “1 and 3!!! You’re gonna be one busy mama!

P: “Oh, I already am!

 

_7+5

7. november 2016

Det er min frisure, jeg ved det godt. Man kan jo komme i tvivl:

OB/GYN: “And Pernille… (Kigger op over brillen)… Do you have a… Partner?

 

_8+0

7. november 2016

AHA! Nu forstår jeg, hvorfor mikrobølgeovnsnudler virker som en rigtig god idé for tiden! De tager 3 minutter at lave. 3 minutter er simpelthen ikke lang nok tid til både at få lyst til dem OG pludseligt at synes, at det er det klammeste i verden, man kunne hælde indenbords. Ergo: et helt fint måltid. Faktisk.

 

_8+4

7. november 2016

En veninde spurgte til mit velbefindende og jeg sendte hende følgende: “Uhm… Pretty shitty to be completely honest. I feel like I’m trapped in a mean cycle of nausea-hunger-fatigue. All of the time, not just in the mornings or whatever some people experience. I guess I’m just not one of those women who enjoys pregnancy. I try to remind myself though, that this is easy compared to having 3(!) kids!!! And Mathias is really good at helping me and giving me space when I absolutely need a nap or a snack or something like that. When he’s home, I mean. When he’s not I’m probably not the best mom ever. I keep telling myself this is in fact temporary.

Genlæste beskeden da jeg havde sendt den og det var som om, at jeg først der fattede, at det er dét vi snakker om her. Tre børn for fa’en!!!

 

_9+5

7. november 2016

Jeg glæder mig ikke endnu. Det er mest fysisk utilpashed der fylder. Og bekymringer. Er den sund og rask? Hvad hvis den slet ikke får lov at komme til verden? Det er næsten synd for den lille med alle de negative tanker. Jeg kan ikke stoppe mig selv. Når jeg prøver at forestille mig en lille baby, tænker jeg mest på det massive søvnunderskud jeg har i vente. Jeg *ved* at jeg har kærlighed nok i mig til tre børn. Men jeg elsker den vist ikke endnu. Måske tør jeg ikke.

 

_10+1

7. november 2016

M: “Det virker som om, du har fået mere energi?

P: “Jeg har netop tænkt på det samme! Klokken er ni om aftenen og jeg er ikke gået omkuld endnu. Og kvalmen er heller ikke overvældende. Tror du jeg er tilbage?!

M: “Jeg tror du er tilbage!

P: “I’M BACK!

 

_10+5

7. november 2016

Ha! Havde ellers lige bedyret, at jeg med denne graviditet næsten er blevet et nyt menneske, idet jeg overhovedet ikke har kunnet have hverken slik eller chips eller kaffe eller andre ting, der gør livet værd at leve. Nu har jeg lige ligget og fantaseret om en Snickers (som jeg normalt synes er ret vamle med de der nødder i?!), så jeg tror vist godt vi kan konkludere at jeg ér tilbage!

1

_12+0

7. november 2016

Mathias talte til min mave. Det er det sødeste og mest fjollede jeg længe har været vidne til. Hvorfor virker det så naturligt, når de gør det på film?!

 

_12+1

7. november 2016

Jeg drømte i nat, at det er en dreng. Virkeligt livagtigt, det stod dér sort på hvidt på nogle dokumenter fra lægen. Hmmm!

 

_12+2

7. november 2016

Da jeg til nakkefoldsscanningen lod bekymringens tårer flyde, og ultralydsteknikeren misforstod og tolkede det som om, jeg har for meget at se til derhjemme med de to børn, jeg allerede har: “You know what keeps moms going? Their babies!

 

_13+3

7. november 2016

Are you ready, honey?“, spurgte lægesekretæren over telefonen. Og  hun sagde “honey” på en rar måde, ikke irriterende, som når ham, der har renseriet kalder mig honey. “You’re having a girl!

Hvad jeg tænkte? Helt ærligt? Den kommende tredjegangsmor? Lige dele køligt konstaterende og praktisk anlagt: “Nå. Så får jeg ikke min lille Nelson, som jeg ellers har drømt om siden før vi fandt ud af, at Uma var en pige. Men hey, vi har utroligt meget pigetøj, der bare ligger og venter på at blive genbrugt. Det er godt! Rigtigt godt.”

1

_13+4

7. november 2016

Egentligt overraskende mange, som siger noget i retning af: “Åh, en lille prinsesse mere!” Hver gang tænker jeg: “Undskyld, har vi to mødt hinanden?” Jeg får en lille tic ved øjet hver gang folk kalder børn for prinser og prinsesser.

 

_13+6

7. november 2016

Nu ved jeg, hvad hun skal hedde! Jeg læste en tekst, som rørte mig meget og så vidste jeg det bare. Blev helt varm indeni ved tanken. Som om forventningens glæde pludseligt vækkedes. “Det er jo DIG, der er min baby!” Tænk, jeg var så nervøs for, at den ville udeblive denne gang. Gid jeg havde forstået, at også sådan noget gerne må tage sin tid.

1

_15+1

7. november 2016

Han spurgte til outfittet:

M: “Hvad siger du til det?

P: “Du ligner en far.

M: “Jeg er også snart far til tre. Tre under fire, P!

P: “Øh vent! Hvad?! Sådan har jeg ikke tænkt på det. Tre børn under fire år.

M: “Jep. Folk siger, at det er… Lidt vildt.

P: “Fuuuuck Mathias, hvad tænkte vi på?!

 

_15+6

7. november 2016

Det er ret sødt, når mænd gerne vil hjælpe, hvor der ikke rigtigt hjælpes kan:

P: “Vi regner med, at den er levende derinde, ikke?

M: “Jo. Helt klart!

P: “Er der ikke også kommet mere mave? Den ville da ikke være rund på den her måde, hvis den var gået til, vel?

M: “Hun. Jeg er sikker på, hun har det rigtigt godt derinde. Skal jeg prøve at lytte på din mave?

P: “Ej stop! Du kan sgu da ikke høre en baby gennem maveskindet på den måde! Come on!

 

_16+4

7. november 2016

P: “Det sker jo, at folk annoncerer, at de venter babyer, som ikke kommer alligevel.

M: “Jeg tror ikke, det er en mindre sorg, hvis man har holdt det for sig selv. Jeg tror, du skal beslutte dig for, at hun er sund og rask og at alt kommer til at gå godt.

Jeg var også træt af at gå og bekymre mig hele tiden. Så løste jeg det på 2016-måden: En Instragram-annoncering. Jeg tror faktisk, det hjalp?!

2

_17+2

15. november 2016

Hvidhåret og med smilerynker omkring øjne og mund. Et opmuntrende væsen og et næsten demonstrativt langtrukkent lytten på maven. Som om han vidste, at lægers fortravlethed næsten altid efterlader mig med flere spørgsmål end jeg kom med og ditto uro i sindet. Et “I’ll be there for you” på vej ud af døren og vi kan vist fint konkludere, at den her uforholdsmæssigt bekymrede kommende tredjegangsmor har fundet sit lægematch.

2

_19+1

23. november 2016

I supermarkedet kastede en middelaldrende kvinde et blik på ungerne i dobbeltvognen og udbrød: “You are brave!” Undlod at indvie hende i, at jeg venter nummer tre. Havde ligesom på fornemmelsen, at beundringen nemt kunne erstattes af tvivl omkring hvorvidt vi har hovedet skruet rigtigt på. Tre børn der alle er små nok til at køre i klapvogn. Det ér da også et vildt projekt!

 

_20+2

2. december 2016

Samtaler vi var forskånede for at have første gang, han blev storebror:

Noah: “Din baby kommer ud igennem maven?

Okay P, tænk hurtigt. Han er tre år gammel. Det duer ikke at lyve. Fortæl ham det som det er.

Mig: “Øh nej, faktisk kommer den ud gennem tissekonen.

Noah: “Babyen kommer ud af tissekonen? Har du ikke en tissemand? Jeg tror din baby kommer ud af din mund!

Mig: “Ha, nej, haha, det gør den nu ikke. Munden ville jo også være et alt for lille hul.” Okay, stop dig selv. Nu er du ved at rode dig ud i noget point-of-no-return! “Må jeg se hvor hurtigt, du kan løbe hen og tage din bold?

 

_22+6

19. december 2016

Jeg havde sådan en søndag, som startede helt fantastisk og jeg iagttog min smukke familie og følte mig helt, helt lykkelig. Pludseligt, opad formiddagen, gik luften fuldstændigt af ballonen og det føltes vitterligt som om al min energi røg ned i maven. Som om jeg bogstaveligt talt måtte bruge alle mine kræfter på at lade det lille væsen i maven vokse. Selvom jeg egentligt syntes, at det var en fin tanke, at også hun har brug for min fulde opmærksomhed, sneg melankolien sig ind på mig alligevel. Jeg mærkede hvor lidt overskud jeg havde til at være til stede og fik flashbacks til dengang hvor Uma var spæd og det føltes som om, der hele tiden var nogen der græd. Noah, Uma eller mig. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste, følte jeg ikke, at jeg slog til og der var mange, lange dage med et lidt for stresset åndedræt og længsel efter nætterne, som nok var søvnløse, men der var som regel kun ét barn, der havde brug for mig.
Mathias gjorde alt det rigtige. Tog sig af børnene, lod mig sove, hvile, lavede en kæmpe portion flødepasta, som blev serveret i dynerne. Tidligt i seng. Alligevel sidder melankolien stadig i mig idag. Det føles aldeles utaknemmeligt at forventningens glæde til den her baby er så flygtig – hvorfor kan den ikke være en forsikrende konstant? – og jeg kan mærke, at jeg virkeligt håber, at det hele vil give mening så snart hun er her.

 

_25+2

11. januar 2017

Hentede Noah og faldt i snak med en anden mor nede på gaden. Hun vidste ikke, at jeg er gravid igen og var ved at gå bagover, da jeg fortalte hende det. “Wow, three kids in the city! That’s crazy! Wow! How are you gonna do it? I can’t even handle one kid. Three kids! Wow!” Og. Så. Videre. Jeg fik lyst til at bede hende om at styre sig. Bevares, hun ønskede mig da tillykke et par gange og det var tydeligt, at hendes udbrud handlede meget mere om hende selv end om mig og min kommende familieforøgelse. Men jeg syntes bare, at det var upassende. Som om jeg ikke selv har nok af tanker omkring, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. Både praktisk og følelsesmæssigt. Men så igen… Jeg kender det jo faktisk godt fra mig selv. Når folk skal have pseudotvillinger og min første tanke er “pyyyha, I får *sørme* nok at se til!” Og jeg tænker ved mig selv, om de nu også har gennemtænkt, hvad det at have to så små børn egentligt indebærer. Som om man kan begribe det på forhånd?! Så jeg stod og blev lidt modløs, der på gaden, midt i en bidende kold januarvind og heldigvis brokkede børnene sig over at måtte vente og vi trillede hjemad. Pludseligt kunne jeg tydeligt huske en drøm, jeg drømte i nat. Om en vidunderlig lille bitte baby, som var min og jeg var så stolt og helt fyldt med den der voldsomt overvældende beskyttertrang, som man mærker i det øjeblik, man første gang møder sit barn. Dét glæder jeg mig til.

 

_26+4

14. januar 2017

Dengang Mathias og jeg var nygifte, omtalte jeg ham stadig ofte som min kæreste. “Min mand” lød så fjollet. Så voksent. Lidt uvirkeligt. Kan man godt finde sit livs kærlighed i gymnasiet? Da jeg for nyligt sad i en butik og prøvede sko, måtte jeg bede om et nummer større end normalt – er mine fødder egentligt også gravide? – og ekspedienten spurgte om det var mit første barn og jeg hørte mig selv svare “no, it’s my third“. Det lød lige så uvirkeligt som dengang. Ægteskabet har aldrig føltes mere rigtigt end lige nu. Det tredje ønskebarn? Jeg glæder mig over, at hvert lille spark sparker mig i retningen af den samme følelse.

 

_28+3

27. januar 2017

Det er så sødt, hvordan det amerikanske ikke-spørgsmål “how are you?” er blevet til det omsorgsfulde “how are you feeling?” i takt med, at maven bliver større. Når folk så topper den op med “you look great”, bliver min dag med ét 100% bedre.

2

_29+3

3. februar 2017

Hvordan jeg kan mærke, at jeg nu er i tredje trimester? Altså udover hyppigere plukkeveer, træt krop, begyndende redebyggertrang og ingen selvkontrol, når det kommer til mit chokoladeindtag? Igår glemte Mathias at fortælle mig, at han tog en drink med en kollega efter arbejde. Istedet for bare at få fat på ham, så snart jeg blev bekymret, lagde jeg vitterligt en slagplan for “hvad hvis han er død og aldrig kommer hjem igen og jeg skal være alenemor til tre børn!” Liv og død-tanker. Av.

 

_30+1

8. februar 2017

Jeg syntes ellers, det gik meget godt med at holde utålmodigheden stangen. Utallige gange i denne graviditet har jeg høfligt mindet mig selv om, at hvor stor en velsignelse endnu et barn end er, så var det en ret stor mundfuld sidste gang at blive mor igen og hvis jeg sådan skal se helt nøgternt på det, så er min tilværelse blevet en anelse mere krævende med hvert barn, jeg har sat i verden. Det er okay, det er vist meningen. Men det har også betydet, at jeg denne gang har øvet mig mere i bare at være i graviditetens nu, fremfor konstant at se frem mod fødslen og at møde det lille menneske. Forleden gik det dog op for mig, at det ikke blot er en mental øvelse; min krop skal jo også være med på den. Og således følte jeg mig en anelse forrådt, da jeg et par dage i træk slet og ret måtte sætte tempoet heeeelt ned, fordi min krop bad om det. Lænden værkede og plukkeveerne var lidt vel hyppige. Heldigvis intet alarmerende, men det var nok til, at april føltes rigtigt langt ude i fremtiden. Derfor blev jeg så glad, da en gravid veninde skrev “jeg synes det er fantastisk dejligt at være gravid og mærke liv”, for det hev mig lige tilbage til nuet for en stund. Men ikke bare det. Lidt ligesom dengang, en veninde spurgte mig, om ikke jeg glædede mig til fødslen, gav det mig en følelse af “nåja, sådan kan jeg jo også tænke på det” og dét er guld værd, for hvis det går som sidste gang, så vil den følelse blive hos mig helt til mit barns fødselsdag.

 

_35+6

20. marts 2017

Jeg går og bliver ramt af momentvis melankoli og forvirres over det, for hvorfor dog? Har jeg ikke meget at glæde mig over? Og endnu mere at glæde mig til? Idag gik det op for mig, ha, det er næsten morsomt og himmelråbende indlysende, især når man kender mig: Forandringer! Jeg har det vist ikke så godt med forandringer. Især ikke de livsomvæltende af slagsen. Vanemenneske, tryghednarkoman. Du kender sikkert typen og det er mig. Som en veninde skrev i et virkeligt fint essay for nyligt: “(…) I must stick to a schedule for my own sanity.” Hvilket meget fint opsummerer min tilværelse med børn. Men som alle ved, bliver der jo vendt op og ned på alle rutiner jævnligt, når man har en nyfødt i huset. Det er faktisk lidt angstprovokerende. Folk spørger hele tiden “er I klar?” “Har I styr på udstyr og grej osv?” Jeg ved ikke om man kan blive mere klar end vi er. Er der ikke altid flere ting, man kan købe? Men jeg ved nu, at jeg nok har brug for at give mig selv lov til at dvæle en smule ved de kommende forandringer og hvad tanken om dem gør ved mig.

I øvrigt! Tak for alle fine kommentarer og beskeder, mit indlæg forleden gav anledning til. Da jeg genlæste min venindes essay, bed jeg især mærke i følgende: “I’ve let go of the fact that I can somehow be a perfect mother. It’s already decided: I won’t be, I’ll certainly fuck it up, and he’ll get to spend his life untangling the particular cosmic patterns of DNA and timing and culture and parenting that print their words into his being. It’s his journey and I cannot map it in advance or even take full ownership over it. That’s not how it works.” Guderne skal vide, at jeg (alt for) ofte tænker “hvad i alverden har jeg gang i her! Jeg ved jo intet!” Men det skal nemlig nok gå alligevel. Hvis bare jeg så havde haft dén liggende klar på tungen i sidste uge, men… “That’s not how it works.

1

_36+4

28. marts 2017

Han er ligesom bare ikke typen, der selv holder øje med, hvilken frugt eller grøntsag babyen er på størrelse med. Massage af den ømme lænd skal man selv bede om og han bruger væsentligt mere tankekraft på at hive arbejdsprojekter ombord (jeg mener, gudskelov, det er faktisk den arbejdsfordeling, vi har herhjemme) end drømmende at udbrede sig om sine forestillinger om familielivet for fem. Jeg har måske nævnt det før, i hvert fald ofte tænkt det; det kan godt være en lidt ensom oplevelse at være den gravide i parforholdet. Det er en allestedsnærværende tilstand i mere end én forstand. Jeg tænker på det, selvom jeg ikke tænker på det. Hvis du forstår? Hvordan kan jeg alligevel mærke, at han vil det 110%?

M: “Er der noget, du mangler?

P: “Jeg tænkte faktisk på, at det vist er blevet ice cream o’ clock!” (Jeg ved det, hvem siger også sådan?!)

M: “Trænger du til at strække benene eller skal jeg hente det til dig?

P: “Altsååååå…. Gider du?

M: “Værs’go! Hvis der ikke er nok, kan jeg løbe ned at købe mere.

 

_37+0

28. marts 2017

Ting jeg gør for tiden:

– Står lidt længere under bruseren om morgenen. Dagene med bade helt i eget tempo må alt andet lige være talte i øjeblikket.

– Lader Mathias om alle børnenes natlige opvågninger, fordi maven er så rund, jeg føler mig så tung OG hvis der er et regnskab, så tænker jeg at tage revanche med alle de kommende natamninger.

– Kører irriterende meget i ring både oppe i hovedet og i samtaler: “Alt bliver nemmere lige om lidt. Nej vent, alt bliver sikkert sværere lige om lidt! Nemmere eller sværere? Nemmere eller sværere? Hva’?!?” Repeat. Og: “Noah blev jo født i uge 37 og Uma i uge 39, så jeg kan jo føde hvert øjeblik. Jeg regner helt klart med, at det sker snart. Måske allerede imorgen? Men der kan jo også gå 3-4 uger endnu. Gid man kunne planlægge den slags.” Og forfra.

– Drikker hindbærbladte. Har hørt det skulle være godt. Smager udmærket. Især med chokolade til. Helst med chokolade til.

– Køber lidt mere babytøj, fordi… Gylp og manglende trang til at vaske tøj dagligt. Hvis hun ikke er en gylpebaby – ligesom de andre – har vi ret mange unødvendige bodyer liggende, kan jeg se på det hele.

– Fylder unødvendige ting i hospitalstasken. Der ligger nu et par afsindigt grimme lyserøde hjemmesko, 4 flasker ice tea og en æske grovkiks. Og noget babytøj. Alt det der er rigtigt nødvendigt, kan jeg ikke helt forholde mig til at pakke endnu.

– Glæder mig over mine naboers velvillighed. Da Mathias tog til San Francisco i halvandet døgn i sidste uge, luftede jeg en lille bekymring over en eventuel tidlig fødsel. Svaret var “we’re here for you.

– Spiser uden skam rigeligt med søde sager og også gerne natmad. Min jordemoderveninde nævnte at cirka ni kilos vægtøgning er at betragte som okay beskedent og opfordrede, med et glimt i øjet, til mere chokolade. Jeg undlod at nævne, at mindst syv af de kilo nok er havnet på lår og baller (og måske knæ?) og at jeg ikke helt ved, hvor smart det kommer til at se ud, når maven ikke længere stjæler billedet.

– Prøver at finde balancen mellem at dvæle ved vores lille familie, som den er lige nu og mærke den lille sorg, det trods alt er, at dens tid, som vi kender den, snart er forbi.

– Overvejer om jeg er typen, der vil savne babyspark i maven (okay, føles jo mere som om der bliver ommøbleret for fulde gardiner på nuværende tidspunkt) og hvordan ved man *egentligt* hvornår man har fået den sidste baby?

 

_38+0

4. april 2017

“Har du veer?”

Med to uger til termin, er det åbenbart mere aktuelt end nogensinde at forsøge at kontrollere sin heftige vejrtrækning, når man vender sig i sengen om natten.

 

_38+2

6. april 2017

Pudsigt som man i løbet af få timer kan gå fra “Uge 38? Super! Jeg er SÅ klar til at føde. Hvad med i nat? Fordømt at jeg intet, absolut intet, har at skulle have sagt i den her sammenhæng!” Til “Føde? Nej, det kan ikke komme på tale, mit barn har lige kastet op, ham er jeg jo nødt til at være der for. Nope, kommer ikke til at ske. Spørg mig igen imorgen!