_38+2

Pudsigt som man i løbet af få timer kan gå fra “Uge 38? Super! Jeg er SÅ klar til at føde. Hvad med i nat? Fordømt at jeg intet, absolut intet, har at skulle have sagt i den her sammenhæng!” Til “Føde? Nej, det kan ikke komme på tale, mit barn har lige kastet op, ham er jeg jo nødt til at være der for. Nope, kommer ikke til at ske. Spørg mig igen imorgen!

 

_38+0

“Har du veer?”

Med to uger til termin, er det åbenbart mere aktuelt end nogensinde at forsøge at kontrollere sin heftige vejrtrækning, når man vender sig i sengen om natten.

 

_37+0

Ting jeg gør for tiden:

– Står lidt længere under bruseren om morgenen. Dagene med bade helt i eget tempo må alt andet lige være talte i øjeblikket.

– Lader Mathias om alle børnenes natlige opvågninger, fordi maven er så rund, jeg føler mig så tung OG hvis der er et regnskab, så tænker jeg at tage revanche med alle de kommende natamninger.

– Kører irriterende meget i ring både oppe i hovedet og i samtaler: “Alt bliver nemmere lige om lidt. Nej vent, alt bliver sikkert sværere lige om lidt! Nemmere eller sværere? Nemmere eller sværere? Hva’?!?” Repeat. Og: “Noah blev jo født i uge 37 og Uma i uge 39, så jeg kan jo føde hvert øjeblik. Jeg regner helt klart med, at det sker snart. Måske allerede imorgen? Men der kan jo også gå 3-4 uger endnu. Gid man kunne planlægge den slags.” Og forfra.

– Drikker hindbærbladte. Har hørt det skulle være godt. Smager udmærket. Især med chokolade til. Helst med chokolade til.

– Køber lidt mere babytøj, fordi… Gylp og manglende trang til at vaske tøj dagligt. Hvis hun ikke er en gylpebaby – ligesom de andre – har vi ret mange unødvendige bodyer liggende, kan jeg se på det hele.

– Fylder unødvendige ting i hospitalstasken. Der ligger nu et par afsindigt grimme lyserøde hjemmesko, 4 flasker ice tea og en æske grovkiks. Og noget babytøj. Alt det der er rigtigt nødvendigt, kan jeg ikke helt forholde mig til at pakke endnu.

– Glæder mig over mine naboers velvillighed. Da Mathias tog til San Francisco i halvandet døgn i sidste uge, luftede jeg en lille bekymring over en eventuel tidlig fødsel. Svaret var “we’re here for you.

– Spiser uden skam rigeligt med søde sager og også gerne natmad. Min jordemoderveninde nævnte at cirka ni kilos vægtøgning er at betragte som okay beskedent og opfordrede, med et glimt i øjet, til mere chokolade. Jeg undlod at nævne, at mindst syv af de kilo nok er havnet på lår og baller (og måske knæ?) og at jeg ikke helt ved, hvor smart det kommer til at se ud, når maven ikke længere stjæler billedet.

– Prøver at finde balancen mellem at dvæle ved vores lille familie, som den er lige nu og mærke den lille sorg, det trods alt er, at dens tid, som vi kender den, snart er forbi.

– Overvejer om jeg er typen, der vil savne babyspark i maven (okay, føles jo mere som om der bliver ommøbleret for fulde gardiner på nuværende tidspunkt) og hvordan ved man *egentligt* hvornår man har fået den sidste baby?

 

_36+4

Han er ligesom bare ikke typen, der selv holder øje med, hvilken frugt eller grøntsag babyen er på størrelse med. Massage af den ømme lænd skal man selv bede om og han bruger væsentligt mere tankekraft på at hive arbejdsprojekter ombord (jeg mener, gudskelov, det er faktisk den arbejdsfordeling, vi har herhjemme) end drømmende at udbrede sig om sine forestillinger om familielivet for fem. Jeg har måske nævnt det før, i hvert fald ofte tænkt det; det kan godt være en lidt ensom oplevelse at være den gravide i parforholdet. Det er en allestedsnærværende tilstand i mere end én forstand. Jeg tænker på det, selvom jeg ikke tænker på det. Hvis du forstår? Hvordan kan jeg alligevel mærke, at han vil det 110%?

M: “Er der noget, du mangler?

P: “Jeg tænkte faktisk på, at det vist er blevet ice cream o’ clock!” (Jeg ved det, hvem siger også sådan?!)

M: “Trænger du til at strække benene eller skal jeg hente det til dig?

P: “Altsååååå…. Gider du?

M: “Værs’go! Hvis der ikke er nok, kan jeg løbe ned at købe mere.

 

_35+6

Jeg går og bliver ramt af momentvis melankoli og forvirres over det, for hvorfor dog? Har jeg ikke meget at glæde mig over? Og endnu mere at glæde mig til? Idag gik det op for mig, ha, det er næsten morsomt og himmelråbende indlysende, især når man kender mig: Forandringer! Jeg har det vist ikke så godt med forandringer. Især ikke de livsomvæltende af slagsen. Vanemenneske, tryghednarkoman. Du kender sikkert typen og det er mig. Som en veninde skrev i et virkeligt fint essay for nyligt: “(…) I must stick to a schedule for my own sanity.” Hvilket meget fint opsummerer min tilværelse med børn. Men som alle ved, bliver der jo vendt op og ned på alle rutiner jævnligt, når man har en nyfødt i huset. Det er faktisk lidt angstprovokerende. Folk spørger hele tiden “er I klar?” “Har I styr på udstyr og grej osv?” Jeg ved ikke om man kan blive mere klar end vi er. Er der ikke altid flere ting, man kan købe? Men jeg ved nu, at jeg nok har brug for at give mig selv lov til at dvæle en smule ved de kommende forandringer og hvad tanken om dem gør ved mig.

I øvrigt! Tak for alle fine kommentarer og beskeder, mit indlæg forleden gav anledning til. Da jeg genlæste min venindes essay, bed jeg især mærke i følgende: “I’ve let go of the fact that I can somehow be a perfect mother. It’s already decided: I won’t be, I’ll certainly fuck it up, and he’ll get to spend his life untangling the particular cosmic patterns of DNA and timing and culture and parenting that print their words into his being. It’s his journey and I cannot map it in advance or even take full ownership over it. That’s not how it works.” Guderne skal vide, at jeg (alt for) ofte tænker “hvad i alverden har jeg gang i her! Jeg ved jo intet!” Men det skal nemlig nok gå alligevel. Hvis bare jeg så havde haft dén liggende klar på tungen i sidste uge, men… “That’s not how it works.

1

_30+1

Jeg syntes ellers, det gik meget godt med at holde utålmodigheden stangen. Utallige gange i denne graviditet har jeg høfligt mindet mig selv om, at hvor stor en velsignelse endnu et barn end er, så var det en ret stor mundfuld sidste gang at blive mor igen og hvis jeg sådan skal se helt nøgternt på det, så er min tilværelse blevet en anelse mere krævende med hvert barn, jeg har sat i verden. Det er okay, det er vist meningen. Men det har også betydet, at jeg denne gang har øvet mig mere i bare at være i graviditetens nu, fremfor konstant at se frem mod fødslen og at møde det lille menneske. Forleden gik det dog op for mig, at det ikke blot er en mental øvelse; min krop skal jo også være med på den. Og således følte jeg mig en anelse forrådt, da jeg et par dage i træk slet og ret måtte sætte tempoet heeeelt ned, fordi min krop bad om det. Lænden værkede og plukkeveerne var lidt vel hyppige. Heldigvis intet alarmerende, men det var nok til, at april føltes rigtigt langt ude i fremtiden. Derfor blev jeg så glad, da en gravid veninde skrev “jeg synes det er fantastisk dejligt at være gravid og mærke liv”, for det hev mig lige tilbage til nuet for en stund. Men ikke bare det. Lidt ligesom dengang, en veninde spurgte mig, om ikke jeg glædede mig til fødslen, gav det mig en følelse af “nåja, sådan kan jeg jo også tænke på det” og dét er guld værd, for hvis det går som sidste gang, så vil den følelse blive hos mig helt til mit barns fødselsdag.

 

_29+3

Hvordan jeg kan mærke, at jeg nu er i tredje trimester? Altså udover hyppigere plukkeveer, træt krop, begyndende redebyggertrang og ingen selvkontrol, når det kommer til mit chokoladeindtag? Igår glemte Mathias at fortælle mig, at han tog en drink med en kollega efter arbejde. Istedet for bare at få fat på ham, så snart jeg blev bekymret, lagde jeg vitterligt en slagplan for “hvad hvis han er død og aldrig kommer hjem igen og jeg skal være alenemor til tre børn!” Liv og død-tanker. Av.

 

_28+3

Det er så sødt, hvordan det amerikanske ikke-spørgsmål “how are you?” er blevet til det omsorgsfulde “how are you feeling?” i takt med, at maven bliver større. Når folk så topper den op med “you look great”, bliver min dag med ét 100% bedre.

2

_26+4

Dengang Mathias og jeg var nygifte, omtalte jeg ham stadig ofte som min kæreste. “Min mand” lød så fjollet. Så voksent. Lidt uvirkeligt. Kan man godt finde sit livs kærlighed i gymnasiet? Da jeg for nyligt sad i en butik og prøvede sko, måtte jeg bede om et nummer større end normalt – er mine fødder egentligt også gravide? – og ekspedienten spurgte om det var mit første barn og jeg hørte mig selv svare “no, it’s my third“. Det lød lige så uvirkeligt som dengang. Ægteskabet har aldrig føltes mere rigtigt end lige nu. Det tredje ønskebarn? Jeg glæder mig over, at hvert lille spark sparker mig i retningen af den samme følelse.

 

_25+2

Hentede Noah og faldt i snak med en anden mor nede på gaden. Hun vidste ikke, at jeg er gravid igen og var ved at gå bagover, da jeg fortalte hende det. “Wow, three kids in the city! That’s crazy! Wow! How are you gonna do it? I can’t even handle one kid. Three kids! Wow!” Og. Så. Videre. Jeg fik lyst til at bede hende om at styre sig. Bevares, hun ønskede mig da tillykke et par gange og det var tydeligt, at hendes udbrud handlede meget mere om hende selv end om mig og min kommende familieforøgelse. Men jeg syntes bare, at det var upassende. Som om jeg ikke selv har nok af tanker omkring, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. Både praktisk og følelsesmæssigt. Men så igen… Jeg kender det jo faktisk godt fra mig selv. Når folk skal have pseudotvillinger og min første tanke er “pyyyha, I får *sørme* nok at se til!” Og jeg tænker ved mig selv, om de nu også har gennemtænkt, hvad det at have to så små børn egentligt indebærer. Som om man kan begribe det på forhånd?! Så jeg stod og blev lidt modløs, der på gaden, midt i en bidende kold januarvind og heldigvis brokkede børnene sig over at måtte vente og vi trillede hjemad. Pludseligt kunne jeg tydeligt huske en drøm, jeg drømte i nat. Om en vidunderlig lille bitte baby, som var min og jeg var så stolt og helt fyldt med den der voldsomt overvældende beskyttertrang, som man mærker i det øjeblik, man første gang møder sit barn. Dét glæder jeg mig til.

 

_22+6

Jeg havde sådan en søndag, som startede helt fantastisk og jeg iagttog min smukke familie og følte mig helt, helt lykkelig. Pludseligt, opad formiddagen, gik luften fuldstændigt af ballonen og det føltes vitterligt som om al min energi røg ned i maven. Som om jeg bogstaveligt talt måtte bruge alle mine kræfter på at lade det lille væsen i maven vokse. Selvom jeg egentligt syntes, at det var en fin tanke, at også hun har brug for min fulde opmærksomhed, sneg melankolien sig ind på mig alligevel. Jeg mærkede hvor lidt overskud jeg havde til at være til stede og fik flashbacks til dengang hvor Uma var spæd og det føltes som om, der hele tiden var nogen der græd. Noah, Uma eller mig. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste, følte jeg ikke, at jeg slog til og der var mange, lange dage med et lidt for stresset åndedræt og længsel efter nætterne, som nok var søvnløse, men der var som regel kun ét barn, der havde brug for mig.
Mathias gjorde alt det rigtige. Tog sig af børnene, lod mig sove, hvile, lavede en kæmpe portion flødepasta, som blev serveret i dynerne. Tidligt i seng. Alligevel sidder melankolien stadig i mig idag. Det føles aldeles utaknemmeligt at forventningens glæde til den her baby er så flygtig – hvorfor kan den ikke være en forsikrende konstant? – og jeg kan mærke, at jeg virkeligt håber, at det hele vil give mening så snart hun er her.

 

_20+2

Samtaler vi var forskånede for at have første gang, han blev storebror:

Noah: “Din baby kommer ud igennem maven?

Okay P, tænk hurtigt. Han er tre år gammel. Det duer ikke at lyve. Fortæl ham det som det er.

Mig: “Øh nej, faktisk kommer den ud gennem tissekonen.

Noah: “Babyen kommer ud af tissekonen? Har du ikke en tissemand? Jeg tror din baby kommer ud af din mund!

Mig: “Ha, nej, haha, det gør den nu ikke. Munden ville jo også være et alt for lille hul.” Okay, stop dig selv. Nu er du ved at rode dig ud i noget point-of-no-return! “Må jeg se hvor hurtigt, du kan løbe hen og tage din bold?

 

_19+1

I supermarkedet kastede en middelaldrende kvinde et blik på ungerne i dobbeltvognen og udbrød: “You are brave!” Undlod at indvie hende i, at jeg venter nummer tre. Havde ligesom på fornemmelsen, at beundringen nemt kunne erstattes af tvivl omkring hvorvidt vi har hovedet skruet rigtigt på. Tre børn der alle er små nok til at køre i klapvogn. Det ér da også et vildt projekt!

 

_17+2

Hvidhåret og med smilerynker omkring øjne og mund. Et opmuntrende væsen og et næsten demonstrativt langtrukkent lytten på maven. Som om han vidste, at lægers fortravlethed næsten altid efterlader mig med flere spørgsmål end jeg kom med og ditto uro i sindet. Et “I’ll be there for you” på vej ud af døren og vi kan vist fint konkludere, at den her uforholdsmæssigt bekymrede kommende tredjegangsmor har fundet sit lægematch.

2

_16+4

P: “Det sker jo, at folk annoncerer, at de venter babyer, som ikke kommer alligevel.

M: “Jeg tror ikke, det er en mindre sorg, hvis man har holdt det for sig selv. Jeg tror, du skal beslutte dig for, at hun er sund og rask og at alt kommer til at gå godt.

Jeg var også træt af at gå og bekymre mig hele tiden. Så løste jeg det på 2016-måden: En Instragram-annoncering. Jeg tror faktisk, det hjalp?!

2

_15+6

Det er ret sødt, når mænd gerne vil hjælpe, hvor der ikke rigtigt hjælpes kan:

P: “Vi regner med, at den er levende derinde, ikke?

M: “Jo. Helt klart!

P: “Er der ikke også kommet mere mave? Den ville da ikke være rund på den her måde, hvis den var gået til, vel?

M: “Hun. Jeg er sikker på, hun har det rigtigt godt derinde. Skal jeg prøve at lytte på din mave?

P: “Ej stop! Du kan sgu da ikke høre en baby gennem maveskindet på den måde! Come on!

 

_15+1

Han spurgte til outfittet:

M: “Hvad siger du til det?

P: “Du ligner en far.

M: “Jeg er også snart far til tre. Tre under fire, P!

P: “Øh vent! Hvad?! Sådan har jeg ikke tænkt på det. Tre børn under fire år.

M: “Jep. Folk siger, at det er… Lidt vildt.

P: “Fuuuuck Mathias, hvad tænkte vi på?!

 

_13+6

Nu ved jeg, hvad hun skal hedde! Jeg læste en tekst, som rørte mig meget og så vidste jeg det bare. Blev helt varm indeni ved tanken. Som om forventningens glæde pludseligt vækkedes. “Det er jo DIG, der er min baby!” Tænk, jeg var så nervøs for, at den ville udeblive denne gang. Gid jeg havde forstået, at også sådan noget gerne må tage sin tid.

1

_13+4

Egentligt overraskende mange, som siger noget i retning af: “Åh, en lille prinsesse mere!” Hver gang tænker jeg: “Undskyld, har vi to mødt hinanden?” Jeg får en lille tic ved øjet hver gang folk kalder børn for prinser og prinsesser.

 

_13+3

Are you ready, honey?“, spurgte lægesekretæren over telefonen. Og  hun sagde “honey” på en rar måde, ikke irriterende, som når ham, der har renseriet kalder mig honey. “You’re having a girl!

Hvad jeg tænkte? Helt ærligt? Den kommende tredjegangsmor? Lige dele køligt konstaterende og praktisk anlagt: “Nå. Så får jeg ikke min lille Nelson, som jeg ellers har drømt om siden før vi fandt ud af, at Uma var en pige. Men hey, vi har utroligt meget pigetøj, der bare ligger og venter på at blive genbrugt. Det er godt! Rigtigt godt.”

1