_Kære Juno

Mathias sagde senere: “du vidste det bare.” Min egen fortolkning er snarere, at jeg havde besluttet mig. For at føde den aften altså. Jeg googlede endda “hvordan sætter man selv gang i fødsel?” Fandt svar der primært gik på stærk mad (gælder en brisket banh mi med jalapeños, for det var det, jeg havde spist til aftensmad?!) og motion og/eller sex. Det sidste havde jeg kun latter til overs for, som jeg lå der, strandet på min seng og ventede på, at Mathias fik lullet børnene i søvn og sneget sig ud af børneværelsets mørke, så vi kunne se sæsonfinalen af Homeland sammen. Jeg mener, det var godt nok vores bryllupsdag, men på det tidspunkt skulle jeg have haft betaling for at knalde min egen mand! Jeg var lige ved at dokumentere via Snapchat, hvordan jeg ved 21-tiden havde tænkt “fuck this shit” og sat hospitalstasken klar ved døren, men lod være fordi jeg alligevel syntes, det ville være for fjollet, når jeg vågnede næste morgen uden at have født. Henad klokken 21.30, halvvejs i Homeland-afsnittet, bad jeg Mathias om at slukke fjernsynet. Jeg havde talt 3-4 veer på den halve time, programmet havde kørt og tænkte, at det måtte indikere at “noget var anderledes”, hvilket jeg havde fået besked på, skulle være min rettesnor for at underrette både vores doula Jordan og lægen Dr. Scheinfeld. 

Jordan ankom med sit rolige, kompetente gemyt og blide stemme og jeg følte mig i trygge hænder. De andre gange nåede hun først frem, da fødslerne var så fremskredne, at hun nærmest kun nåede at være med på taxituren og på hospitalet. Jeg havde dog svært ved at slappe af. Var det her snydeveer eller den ægte vare? Det var først da Mathias mindede mig om, at jeg ikke skulle præstere noget, hverken en hurtig eller langsom fødsel, bare forsøge at være i det, at jeg begyndte at slappe af. De lod mig være alene i soveværelset en tid og jeg tænkte flere gange “men hvad er planen? Hvornår skal vi afsted?” Mathias kom endda ind til mig på et tidspunkt og begyndte at slukke lys og rulle gardiner ned. Opfordrede vist endda til at vi sov lidt. Samtidigt tænkte jeg “undskyld, er du idiot, jeg skal jo føde lige om lidt, vi kan da ikke gå i seng!” Så det skældte jeg ud over, men han forsvarede sig med, at jeg slet ikke gav lyd fra mig, så det var svært at greje hvad der skete med de veer. Noah vågnede et par gange og Mathias måtte ind at se til ham, så vi aftalte, at jeg begyndte at tage tid på veerne og jeg var lettet over at opdage, at de var regelmæssige på det tidspunkt. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle ud af døren, imens Noah var vågen, men da der var ro igen inde på børneværelset, følte jeg mig klar til at skulle videre i teksten. Mathias sagde bagefter, at det først var der, det stod klart for ham, at det var nu, for jeg begyndte ar udstikke ordre: Ring efter Anne, tøm skraldespanden, red op på sofaen, put det og det i hospitalstasken, glem ikke det vasketøj, som ligger i blød på badeværelset, aflys barnepigen imorgen, hvad med min 10.30 aftale? Jaja, man mister jo ikke sin personlighed, blot fordi man skal føde, vel?!

Taxien kom og Mathias og chaufføren diskuterede hvilken rute til hospitalet, der ville være bedst. Mathias lød irriteret. Jeg spekulerede på, om chaufføren fangede, at jeg havde veer. Var der nogen, der fortalte ham det? Ellers må han virkeligt have tænkt sit. Hvert bump på vejen gik lige i kroppen og gjorde de ellers ganske udholdelige veer værre end de var. Jeg spurgte Mathias, om hun ville komme i nat. “Ja“, svarede han, “snart skal du møde din lille Juno.” Så græd jeg. Af lettelse over at ventetiden var forbi. Jeg græd også, da mit blik faldt på bilens ur og det gik op for mig, at klokken var over tolv. Hun ville få fødselsdag den 11. April, ikke dagen før, som ville have været en alt for følsom dato for mig at bringe nyt liv til verden. I det hele taget græd jeg en del på turen til Manhattan og jeg tænkte, at de andre nok gik ud fra, at jeg græd af smerte. Men det var bare lettelsen, jeg græd ud.

Det var ren déjà-vu hvordan jeg med en smule tilløb kom ud af taxien og over i en kørestol, gennem hospitalets lobby og med elevatoren op til fødegangen. Det var næsten præcist to år siden sidst. Jeg hørte Jordan nævne, at det var mit tredje barn og at det gik hurtigt sidste gang, så det var nok derfor, at vi fik en stue næsten med det samme. Alt hvad jeg havde lyst til, var at kravle op på briksen og lægge mig i fosterstilling, men sygeplejerskerne insisterede på, at jeg tog mit eget tøj af og fik en hospitalsskjorte på. Jeg undrede mig over vigtigheden af det og gjorde modstand, men fik ikke lov. Havde på forhånd instrueret Mathias i, at jeg ikke ville have bare fødder under fødslen og hørte ham heldigvis sige “socks stay on!” med bestemt stemme. Selv spillede jeg sprogkortet og svarede kun sporadisk på de mange spørgsmål, sygeplejerskerne fyrede af. Det var en lettelse at høre Mathias og Jordan svare på mine vegne, de vidste at jeg havde brug for at gå ind i mig selv under hver ve, som nu var mere hyppige. 

Mathias var så sød og god, men af uransagelige årsager syntes jeg, at han var jordens mest irriterende menneske lige der. Jeg mindes at hvæse af ham, at han havde dårlig ånde og bad ham klappe i (altså nej, jeg snarere hvislede “HOLD SÅ KÆFT!“), når han sagde, at jeg gjorde det godt. På et tidspunkt stod han og børstede tænder. Godt tænkt.

Ved de to andre fødsler, ville lægerne have mig om på ryggen i en “klassisk fødestilling”, men denne gang lod lægen mig ligge på siden så længe jeg havde lyst og foreslog sidenhen, at jeg kom op på alle fire. Jeg mærkede et par presseveer, som jeg lod passere, for ingen havde jo fortalt mig, at jeg godt måtte begynde at presse. Jeg ved ikke hvorfor jeg ventede på tilladelse? Det var dumt for efter dem kom der ikke flere. Jeg blev forvirret over lægens gentagne “Pernille, when you feel like you have to go to the bathroom, go ahead and push the baby out“, for den følelse udeblev ligesom og det eneste jeg kunne tænke var “ja, jeg er klar over, at det er sådan man gør, men jeg får ligesom ikke noget at arbejde med her.” Så det var en ret forvirrende affære, som tilsyneladende stressede babyen og lægen sagde snart venligt, men bestemt “Pernille, you’re suffering too much and the baby needs to come out now, I need you to push the baby out.” Jeg kom om på ryggen og gjorde hvad der måtte gøres. Jeg husker ikke andet end at det gjorde utroligt ondt og at da hovedet endeligt var ude, syntes jeg det ville være fint, hvis de bare gad at tage ved og hive hende ud. Altså, hvorfor egentligt ikke? Og så! En lille time efter, at vi var ankommet til hospitalet. Endeligt var hun lige dér på min mave og en sygeplejerske fik travlt med at gnide hende tør og få et lille vræl ud af hende. Først der gik det rigtigt op for mig, at lægen mente det, da han gentagne gange få minutter tidligere havde sagt, at hun skulle ud NU. 

Og jeg kiggede på hende og syntes hverken hun var pæn eller grim. Bare lille bitte. Og min. Min kære Juno.

1

_I begyndelsen af Efter

Man kan selvfølgelig altid tale om et Før og et Efter. Men særligt er det at være lige i begyndelsen af Efter, hvor Før stadig er nærværende på så mange måder. Den åbne mælk i køleskabet er købt Før. Vasketøjet, som jeg lige har lagt sammen, kom i vasketøjskurven Før. Posten i den fyldte postkasse blev leveret Før. Især er det særligt at være i begyndelsen af Efter fordi jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg knapt kan forestille mig, at der nogensinde var et Før.

Den 11. April 2017 klokken 2.09 om natten kom vores lille Juno til verden. Nu er vi fem!

 

_Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

Som jeg skrev for nyligt, kan jeg godt nogle gange være lidt slem til at komme til at sammenligne mig selv med andre. Andre gange lykkes det mig at spejle mig i alt det gode, andre har at byde på, heriblandt særligt mine veninder. Og ofte dem med børn, da det af gode grunde fylder meget (næsten alt?) i disse år. Mette har fået tre børn med nogenlunde samme interval, som der bliver imellem mine tre, blot et år før mig og det er vitterligt guld værd at have hende ved hånden (bogstaveligt talt, vi holder kontakten via SMS), når jeg igen-igen søger råd om dette og hint eller blot har brug for opmuntring midt i hverdagssuppen med børn. Sidste år fik Mette en lille datter, Elin, og hun har været så rar at dele sin fødselsberetning med os igen-igen-igen. Jeg holder især af hendes kælenavn Lille-Lin, fordi hun har verdens måske rundeste kinder (billedbeviser HER). Du finder beretningerne om Aske HER og om Ole HER.

Graviditeten med Elin var en overraskelse. For det første fordi vi jo ikke troede at vi kunne få børn. For det andet fordi jeg faktisk godt kunne mærke at jeg var gravid, men tog en negativ test 3 dage over tid hos lægen, og derfor blev overbevist om, at jeg bare bildte mig ting ind. Men efter 10 dages massiv kvalme tog jeg endnu en test, og endnu en mirakelbaby var på vej.

Graviditeten var anderledes på alle måder. Fx var der daglig opkast gennem næsten hele graviditeten. I 2. trimester var der heldigvis en periode hvor jeg kun kastede op hvis jeg anstrengte mig. Hvilket desværre sker ret hyppigt når man er mor til en på 3.5 år, en på 1.5 år og arbejder med udviklingshæmmede. Men altså. Desuden fik jeg plukkeveer allerede fra 12. uge, og efterhånden blev de så kraftige at jeg måtte sygemeldes fra uge 30. Til misdannelsesscanningen fik vi så forklaringen på de mange opkastninger: Baby var en pige. En hvad for noget, siger du? Ja, vi kan åbenbart også lave piger. Også fødslen skulle blive en del anderledes end med drengene.

Læs mere _Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

1

_Den lille Ole…

Min veninde fra gymnasietiden, Mette, fødte for nyligt endnu en lille dejlig dreng. Storebror Askes fødselshistorie finder du HER. Kærlighedsbarnet Ole kom til verden ved en vellykket hjemmefødsel i Østjylland. Noget jeg især synes er spændende, for hvor mange kender man lige, som har født hjemme?! For mig er det nærmest lidt eksotisk at høre om, så jeg syntes at det var vældigt inspirerende at læse om og dejligt livsbekræftende at det gik nogenlunde som forventet. Hvis man da kan tale om at forudse, at man under kraftige veer må lege hund for ikke at forskrække sin tumling (kudos til dig, Mette, for at tænke hurtigt i den situation!). Læs selv hele historien nedenfor.

Invitation: Hjemmefødsel! Er det noget du selv kunne overveje og i så fald hvilke tanker gør du dig i forhold til for og imod?

Jeg havde halvvejs regnet med at føde før tid pga. stress, og halvvejs med at gå så meget over tid at jeg skulle sættes i gang lige som sidst. Simpelthen fordi jeg tænkte, at min naturlige graviditetslængde nok bare var nærmere 42 uger end de gennemsnitlige 40. Men heldigvis fødte jeg ikke før tid (skulle til eksamen en uge før termin, så det havde været rigtig upraktisk), og jeg kom altså heller ikke til at gå nævneværdigt over tid. Godt nok kom og gik terminsdagen uden baby ligesom sidst, men denne gang sørgede jeg ikke over det, og der kom da heller ikke til at gå længe før Ole ville ud. Termin var torsdag d. 5/6-14, og lørdag d. 7/6-14 skete der noget.

Aske havde sovet dårligt om natten, og det førte heldigvis til, at han først vækkede os kl. 7 næste morgen. Den ekstra time skulle vi blive glade for nogle timer senere! Læs mere _Den lille Ole…

3

_Det lille ønskebarn

To ting jeg holder meget af, når det kommer til babysnak, er navnelegen og fødselshistorier. Navnelegen har vi leget af flere omgange her på bloggen, men fødselshistorier er det endnu lidt begrænset med, da man jo som bekendt skal sætte et barn i verden, for at kunne berette om forløbet og well, jeg er foreløbigt kun mor til en enkelt unge. Læs min version HER og HER og Mathias’ version HER og HER.

Min veninde Mette, (som du måske er stødt på i kommentarfeltet flere gange) venter i skrivende stund barn nummer to og det er et lille mirakel. For få år siden, fik Mette og hendes mand nemlig den nedslående nyhed, at de ikke ville kunne få børn på egen hånd og påbegyndte derfor fertilitetsbehandling. Resultatet blev deres lille ønskebarn, Aske, og tænk sig om ikke den kommende lille lillebror er undervejs helt uden hjælp. Ønskebarnet og kærlighedsbarnet… Det er sgu da så livsbekræftende som det nærmest kan blive! Med få uger til termin, satte Mette sig for at nedfælde Askes fødselshistorie, for ikke at blande de to oplevelser sammen og i den forbindelse har jeg fået lov at dele den her på bloggen.

Invitation: Har du også lyst til at dele din fødselshistorie? Enten i sin fulde længde eller måske blot ved at besvare ét eller flere af følgende spørgsmål: 1. Hvad overraskede dig mest ved oplevelsen? 2. Hvad fremhæver du, når folk spørger til oplevelsen? 3. Kan du huske, hvad du sagde lige efter fødselen? Altså hvad er de første ord, dit barn hørte? 4. Hvad planlægger du at gøre anderledes en anden gang? 5. Bliver der en anden gang hvis det står til dig?

Længe før termin lagde Aske sig fast i bækkenet, og vi havde derfor den naive tro, at Aske ville komme ud en uges tid eller to før termin. Og vi glædede os! Men det gjorde han absolut ikke. På min terminsdato, mandag d. 4/6-12, var jeg så absolut ikke-fødende, at vi tog til rundvisning på fødegangen. En kvinde der var i hvert fald en måned kortere i sin graviditet end jeg, fik min stol at sidde på, da vi var inde og se en fødestue. Hun var tydeligvis tættere på fødsel end jeg.  Læs mere _Det lille ønskebarn

4

_På kysogkram-måden

Så gik der lige en måned med at have en blog! Og hold da kaje, der var vist en der havde noget på hjerte, hva’! Hvor har jeg nydt at have et sted at sende alle mine mor-tanker hen og hvor er det bare dejligt at du læser med! Tusind tak for alle besøg, kommentarer, beskeder og “tak fordi jeg måtte læse med”-hjerte-likes! Hver og én er værdsat på kysogkram-måden!

Jeg tænkte, at det kunne være så hyggeligt at lære dig lidt bedre at kende. Finde ud af hvad du er for en mor, nu hvor jeg selv er i gang med at lære mig selv at kende i den nye rolle.

Invitation: Besvar et eller flere af nedenstående spørgsmål og lad os lege hej med dig hvem er du-legen! Ja, og hvis du endnu ikke er mor, er du mere end velkommen til at lege med alligevel.

1. Hvornår er du mest mor med hjertet?

Efter en lang dag med barnet på armen, hvor det eneste jeg egentlig kan huske fra dagen, er hans klynken og hvordan jeg blev irriteret på ham, fordi han ikke kan noget som helst selv og konstant har brug for mig, kan jeg godt gå i seng om aftenen med en lidt mørk følelse ved tanken om, at der imorgen venter endnu en dag. Når jeg så tager ham op om natten og ammer, er det nogle helt andre søvnigtsøde følelser der er på spil. Jeg elsker især det der øjeblik, hvor han er færdig med at spise, giver slip og sukker og jeg forsigtigt putter ham i den lille seng. Han har ingen forbehold og overgiver sig nemt til søvnen og hans umiddelbarhed smitter. Dér mærker jeg kærlighed og mor med hjertet-følelser på den ømme måde!

2. Er der en bestemt historie om en anden mor, som har gjort indtryk på dig?

Ja, for Søren! Sikkert mange, men især to kan jeg ikke helt slippe igen. Den ene er ganske forfærdelig og den anden så dejligt livsbekræftende at jeg næsten, kun næsten, kan ryste den første af mig. Jeg hørte om en mor, der under tsunamien i Thailand i 2004, måtte give efter i stormen og give slip på et af sine to børn, for i det mindste at kunne redde et af dem. Åh, jeg kan næsten ikke rumme dimensionerne af ulykkelighed, der er i den historie. Så var der den kvinde, som kom kørende på en  vej i Tyrkiet og opdagede et forladt spædbarn i vejkanten. Hun tænkte hurtigt og ammede barnet, som derved undgik at dø af væskemangel. Sikke en skytsengel det lille barn må have!

3. Hvad har du lært af din egen mor?

Hvordan det bare giver fuldstændigt mening, at sætte sine børn først og derved måske ikke tænke så frygteligt meget over, hvad andre synes om dette eller hint. Jeg har fx altid syntes, at det var lidt småklamt når min mor uden at fortrække en mine, bare puttede brugte lommetørklæder i lommen, når hun havde pudset vores næser på farten. “Hvad med lige at finde en skraldespand?” Nu har jeg det lidt sådan, at mit barns behov går forud for alt andet, og hvis det betyder at jeg skal tørre snot af Noahs næse og putte papiret i lommen for at vi kan komme hurtigere hjem, so be it. Jeg vil dog lige tilføje at jeg, indtil videre, heldigvis har været så velforberedt, at jeg havde en rulle poser med i pusletasken til brugte bleer. Ingen lortebleer i lommen her. Endnu!

4. Er der en anden mor, som du beundrer?

Ja, flere endda! Men for eksempel en af Mathias’ bekendte, Chani, som bare udstråler ro og rummelighed. Faktisk er hun så rummelig, at hun mere eller mindre uden tøven lader sin datter gå fuldstændigt ind i rollen som et vilkårligt dyr på daglig basis. Så hvis datteren føler sig som en kat, får hun lov at drikke mælk af en skål på gulvet og er en hun slange, så kommunikerer de ved at hvisle sammen. Jeg synes bare, at det er så fint og fuldstændigt i øjenhøjde med barnet og jeg kan kun håbe, at jeg selv kan mønstre nok tålmodighed til at rumme hvad end Noah finder på af spilopper, når han bliver lidt større. Chani har forresten skrevet en børnebog, som er ret fin. Se mere bl.a HER.

5. Hvornår følte du dig første gang som en mor?

Endnu før jeg blev gravid, havde jeg en slags moderlig rolle på arbejdet. Kombinationen af at være lidt ældre end de andre, være god til at lytte og have ansvaret for HR gjorde mig sikkert til en oplagt kandidat. At jeg endda var gift med en mand med tydeligt far-potentiale gjorde ligesom udslaget, og de fleste kaldte mig Mommy meget af tiden. Ja, det eller P-Dog(!) Så det er sikkert unødvendigt at sige, at det for de fleste ikke var særligt overraskende, da jeg annoncerede min graviditet. Men at føle mig som en mor… Sådan rigtigt… Det var nok først da jeg var blevet scannet omkring halvvejs i graviditeten, og vi fandt ud af, at vi ventede en dreng. Det gjorde det, meget klichéagtigt, virkeligt konkret at der skulle komme et barn ud af det og alle de vittigheder jeg havde fyret af om, at det da forhåbentligt var en killing, vi skulle have, faldt ligesom til jorden og jeg begyndte at glæde mig for alvor.

Jeg glæder mig til at høre hvad du gør dig af tanker i forhold til denne bid af Moderskabet.

1

_Hvorfor Mor Med Hjertet?

…Fordi jeg, i et anfald af selvtillidslavvande under min graviditet, skrev til min gode veninde, Louise, med en lang opremsning over ting som andre mødre kan og vil og gør og samtidigt panikkede over hvor få af de ting jeg selv kan og vil og gør. Heldigvis fangede hun godt, at alt hvad jeg havde brug for var opmuntring og dét fik jeg med ordene “Man er ikke mor med sine designermøbler, yogatimer eller hæklede hatte… Man er mor med hjertet!”
Bloggen her har jeg oprettet som en påmindelse til mig selv om at huske på hvad der egentlig betyder noget når det kommer til moderskabet, men også for at have et sted hvor jeg kan sætte ord på nogle af de tanker jeg går og har imens jeg er på barsel med min lille dreng.

5