_5 mere fra barselsgangen på NYU

1. Da jeg var indlagt med henholdsvis Noah og Uma, kom jeg ikke meget længere end halvvejs igennem opholdets første måltid, før jeg skuffet konstaterede, at maden var ganske elendig. Altså, jeg er selv en værre kræsenpind, men selv Mathias takkede nej efter at have smagt det. Derefter bestilte vi mad udefra, så længe vi var indlagt. Der kan ske meget på to år; denne gang fik man udleveret et menukort og en medarbejder tog ens bestilling på en iPad. Og maden var ganske udmærket. Der var fx Häagen-Dazs is til dessert. Så det bestilte jeg naturligvis til både frokost og aftensmad.

2. Hvis du har læst med siden begyndelsen ved du, at jeg syntes, det var en kende mærkeligt, at mine værelseskammerater de andre gange, lod sygeplejerskerne om at passe deres babyer i et nursery, frem for at have dem hos sig på værelset. Hud mod hud og alt det dér, du ved. Nuvel, denne gang benyttede jeg mig (som følge af venlig, men bestemt overtalelse fra en læge) af tilbuddet. Det gik nemlig hverken værre eller bedre end, at jeg som følge af at have født natten til tirsdag og en meget vågen og sulten baby hele natten til onsdag, pludseligt ikke havde sovet i et par dage – sådan overhovedet – og jeg fandt mig selv hulkende “I’m so tired” når blot personalet kiggede på mig. Jeg var alene, da Mathias var hjemme hos de to store meget af tiden. Jeg var vældigt nervøs for, at min lille baby skulle føle sig svigtet ved ikke at være hos mig. De magiske ord: “Don’t worry, we’re not gonna let your baby cry. We’ll bring her right back to you when she needs you.” Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig? At de praktiserede CIO på én dag gamle babyer?!

3. Efter fødslen kommer man efter nogle timer automatisk op på en stue med to senge og man får således en værelseskammerat enten før eller siden. Man kan også ønske et “private room”, men sådan et får man kun mod betaling og kun hvis der bliver et ledigt imens man er indlagt. Da jeg, dagen efter fødslen, fandt ud af, at Mathias havde skrevet os op til en enestue, fnøs jeg nærmest og sagde, at dét gad jeg sørme ikke betale for. Det kunne ikke komme på tale. Klip til præcis et døgn senere, hvor min baby netop havde skreget sig igennem min værelseskammerats forsøg på at præsentere deres lille ny for familien derhjemme via FaceTime og en sygeplejerske tilfældigvis få minutter senere stak hovedet ind for at sige, at et værelse var blevet ledigt og om jeg ville have det. Jeg lider af udpræget må-ikke-være-til-besvær-syndrom, så aldrig har jeg pakket mine ting så hurtigt sammen. Min puls faldt betydeligt i samme øjeblik, jeg lukkede døren bag mig på det nye værelse og resten af opholdet var anderledes roligt for både mig og min baby.

4. Det var lidt tricky med en baby, som helst ville spise konstant og som absolut ikke ville sove i sin vugge. Ser du, man måtte ikke sove med sin baby i sengen, hvorfor jeg bl.a. var blevet så udmattet i første omgang. Min sygeplejerske om natten lukkede øjnene for dén regel og lod mig blunde med Juno i sengen med et lagen bundet om os “kangaroo style”. Men sygeplejersken om dagen var anderledes regelret. Hendes løsning var at skaffe en sut til Juno. Men eftersom man på NYU går vældigt op i at få amningen godt igang (hvis man altså ønsker at amme) havde de afskaffet sutter på barselsafdelingen og hun måtte derfor hente en til os på neonatalafdelingen. Efterfølgende spurgte vitterligt hver eneste sygeplejerske og læge overrasket “where did you get that one from?” når de så sutten ligge i vuggen. Ubrugt, selvfølgelig, for Juno kunne ikke se fidusen i den.

5. Inden udskrivning kom der en børnelæge og så til Juno. Da han hørte, at hun var vores tredje barn sagde han: “Well, then I can’t tell you anything. She’s perfect. Except: Take pictures! I expect you to take one a day. I see you have a fancy phone, there’s no excuses. I’m the third child and there’s no pictures of me. Look at me, I’m 65 and I still talk about it!” Hvis du følger mig på Instagram, vil du vide, at jeg tager hans formaninger ganske alvorligt.

 

_Praktisk, økonomisk, følelsesmæssigt eller all of the above

Jeg er en trofast lytter af Mads & Monopolet. Engang hørte jeg programmet så snart podcasten var tilgængelig og naturligvis i ét stræk. Nu tager det mig mindst en uge at komme igennem det, fordi jeg insisterer på at ville høre det hele og derfor slukker hver gang, jeg bliver afbrudt. Hvilket jo sker konstant. Hvorom alting er, så har jeg opdaget, at jeg virkeligt ofte kommer i tanker om et dilemma fra programmet, når jeg selv går og spekulerer over en given ting. Som fx det dilemma, som handlede om en mor, der havde store kvaler ved at tage en forlænget weekend til London med sin mand. Hendes datter var to år gammel, men hun havde aldrig været væk fra hende. Da jeg hørte det for efterhånden mange år siden, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det da var noget pjat og måske vigtigere endnu: Sådan ville jeg ikke selv være, når jeg engang blev mor. Well! Af både praktiske, økonomiske og følelsesmæssige årsager, kan jeg nu blot konstatere, at jeg er havnet nogenlunde lige oveni føromtalte mors sko; De eneste gange, jeg har været væk fra børnene, var da jeg tog på hospitalet for at føde den ene og da jeg lidt over et år efter tog en vældigt tiltrængt hotelovernatning alene. Det er okay, det med ikke at have været væk fra dem så mange gange. Jeg har med begge børn truffet nogle valg omkring amning, som gjorde mig aldeles uundværlig i næsten et år efter de hver især kom til verden. Hvad jeg har lidt sværere ved at komme overens med er, at tiden simpelthen er løbet fra mig og at jeg ikke har været i Danmark i tæt på 2.5 år. En veninde sagde engang til mig, at jeg endelig skulle følge mine drømme i udlandet og alt det dér, men jeg skulle altså komme hjem mindst hvert andet år. Det giver så god mening! 2.5 år er for længe at være væk, det kan jeg tydeligt mærke nu. Men! På onsdag har jeg en aftale på posthuset, hvor jeg skal søge om (amerikansk) pas og SÅ skal der tjekkes flybilletter og SÅ skal jeg hjem på ferie og se, om der er nogle veninder tilbage med tålmodigheden i behold. Fik jeg sagt, at det bliver en soloferie? Har endnu ingen kvaler ved tanken! Mon Monopolet ville give mig deres opbakning med på vejen? Det tror jeg.

1

_Beslutninger, beslutninger

Engang imellem stiger småbørnslivet mig til hovedet og jeg tænker: “Det her er jo for hårdt! Hvordan gør de det? Andre forældre?!” Og selvom vi er enige om, at vi drømmer om flere børn på et tidspunkt, kan jeg godt finde på at proklamere, at det er slut! Ikke flere børn til os! Men så kommer der sådan en stille stund, hvor begge børn sover sødt og samtalen helt af sig selv kommer til at dreje sig om vores vidunderlige børn. Om noget sødt de gjorde. Eller hvor smukke, vi synes de er. Eller noget sjovt de (okay mest Noah) sagde. Og så begynder jeg gerne at trække i land: “Okay, vi skal helt klart have mindst én mere!” “Hvad skal de så hedde?“, spørger han med et glimt i øjet, min søde og tålmodige mand, som godt ved, at det er mit yndlingsemne og den sikre vej til at vække entusiasmen omkring familieforøgelse på ny. Og navnelegen ér jo altid sjov at lege. “Jo, jeg ønsker mig stadig en Esther“, siger jeg så.Men det kan jo også sagtens være, at vi får en lillebror. Ja, eller en lillesøster som bare ikke virker som om, hun er en Esther.” Ester uden H er min farmor og hun er virkeligt skøn. Hvorfor jeg ønsker mig en Esther med H i, ved jeg ikke. Er det pænere med det ekstra bogstav? Der er ingen særlig historie bag navnene Noah eller Uma, andet end at vi kunne lide dem. Begge navne er besluttet endnu inden vi kendte kønnet på dem hver især. Det var noget med mavefornemmelse, tror jeg. Eller hjertefornemmelse måske? Der er flest pigenavne på min liste; Maya, Leah, Selma, Björk. Uma var kortvarigt en Cleo, men jeg tror nok det er et guldfiskenavn, så det blev hurtigt kasseret igen. Brygger på drengenavne. Jeg er en planlæggertype. Jeg kan godt lide at vide hvad der skal ske. Det er ingen underdrivelse at sige, at jeg har spekuleret dagligt, siden Uma kom til verden, hvornår det ville give mening at få et barn mere. Såfremt vi altså selv kan bestemme det. Nogle dage tænker jeg, at det ville være ideelt at få vores børn sådan trip-trap-træsko. Andre dage er jeg så energiforladt, at jeg umuligt kan forestille mig at have ansvaret for et helt lille menneske mere. Nu skal livet jo heller ikke gå hen at blive til en tjekliste, vel? Vel?! Men så igen… Planlæggertype, du ved. Beslutninger, beslutninger. 


Invitation: Hvor langt er der imellem dine børn og hvad ser du af fordele og ulemper ved aldersforskellen? Nåja, og… Hvilke navne har du på listen lige nu?

5

_Far til to II 

Kender du det der med, at man som mor bare FØLER så meget hele tiden? Så meget at man næsten helt kan glemme, at faren nok også går og tænker og føler ting? Uma er fem måneder gammel om få dage og det er blevet tid til at tjekke ind med faren til to. Han har endnu engang interviewet sig selv. Første interview finder du HER.

Du er for nylig blevet far til endnu et barn. Fortæl. Hvordan er det?
Ja, det er faktisk ikke så nemt. På den ene side er det vildt sejt og overvældende og trættende og på den anden side er det bare det mest naturlige i verden. Da jeg kom hjem her til aften føltes det først som en lidt uoverskuelig maraton (som så ofte): madlavning, spise (prøve at tygge maden, og måske smage på hver anden mundfuld), begge børn i bad, rydde op, vaske op, læse godnathistorie, putte osv. The usual ordeal. Men så da jeg havde sunget godnat for Noah og klokken var 19:45 så følte jeg mig pludselig helt fri og let og besluttede vakst at gøre rent på begge badeværelser. Ja, nu lyder det måske som om jeg har lidt for meget overskud, men jeg fortæller denne historie fordi den afviger fra den normale følelse af bare at ville kollapse på sofaen. 

Men altså, Uma er halt fantastisk. Hun smiler næsten hele tiden. Bortset fra når hun sover. Sidste weekend lå jeg ved siden af hende en morgen hvor hun lå og smilede i søvne. Først små smil. Og så gradvist større. Indtil hun vågnede bogstaveligt talt med et smil. Hun er mega god til at ligge på maven. Det gad Noah altså ikke. Men hun ligger der og kigger og holder øje med Noah. 

Jeg er også vild med at se hvordan Noah bliver storebror. Han er meget kærlig og omsorgsfuld overfor sine tøjdyr nu. Uma synes også han er spændende. Nogle gange slår han ud efter hende, men jeg tror bare det er fordi han gerne vil have en reaktion. Lidt ligesom når min far kan finde på at stå på hænder, synge og lave mærkelige ansigter på samme tid: han vil også bare gerne have en reaktion. 

Hvad drømmer du om i fremtiden? 

Jeg elsker at drømme om fremtiden. Især at drømme præcist men uforpligtende. At lege med forskellige mulige scenarier. Jeg kan fx forestille mig at vi kunne få flere børn endnu. Måske fire i alt? Jeg kan se os bo i en dejlig lejlighed. Måske trangt at være så mange, men med hjerterum. Men jeg kan også se en fremtid i Californien i et hus og med en bil og sådan noget. Jeg ved ikke hvilken fremtid jeg er mest tiltrukket af. Men jeg glæder mig til at opleve hvad der vil ske. Jeg forestiller mig nogle gange at livet er en slags film som vi selv har skrevet manuskriptet til, engang før vi blev født, og så spørger jeg mig selv “hvorfor mon jeg skrev historien sådan her?” Og så prøver jeg at forestille mig hvilke narrative overvejelser jeg mon gjorde mig dengang. 

Hvad er det sværeste?

Der er to ting som jeg synes er svære for tiden. Det ene er at holde min egen balance mellem at være engageret i mit arbejdsliv men uden at overbebyrde mig selv med bekymringer og stress. Jeg har ikke oplevet at være stresset i mange år men for nylig havde jeg pludselig symptomer som jeg straks kunne genkende. Så er det med at få sagt fra og skåret ned og prioriteret. 

Den anden ting er at finde og skabe tid og overskud til at være gode kærester. Jeg synes vi er gode til at forstå hinanden og især hinandens forskellige kærlighedssprog, men det er altså også bare utroligt meget hverdag og indkøb og tøjvask og madlavning og tøjvask og indkøb. 

Hvad er du mest stolt over? 

Jeg er skide hamrende stolt over at være far til to smukke, raske og kærlige små væsner. Jeg er stolt over at være med til at skabe rammerne for hvordan vi alle kan trives og udvikle os som en familie. 

Og så er jeg også stolt over mit arbejde. Jeg rejser nogle gange og er væk fra min familie og jeg ved at Noah savner mig. Men jeg ved også at jeg gør noget som jeg synes er vigtigt og at jeg er en god far som en rollemodel. 

Hvordan oplever du så Pernille som mor til to?

Jeg oplever at hun har en fantastisk evne til at være i begge ender af et spektrum fra “totalt udmattet” til “ekstatisk lykkelig” på samme tid. Det er noget kvantemekanik tror jeg. Niels Bohr ville være interesseret. 

Men det jeg mest oplever, er hvordan hun hele tiden folder sig mere og mere ud i rollen som mor. Prøver ting af. Hun er uendeligt tålmodig med Noah og Uma og det er som om hun formår at forstå dem på et andet plan. Jeg lærer meget af at se hvordan hun er sammen med dem. I går fortalte hun mig om hvordan Uma og Noah havde grinet sammen for første gang. Hun så helt lykkelig ud og hendes øjne smilede og strålede. Bagefter ville hun gerne snakke “om fremtiden” hvilket typisk bestyder at vi skal snakke om hvornår vi evt skal have flere børn. Så talte vi om det i et par timer. 

Hvad glæder du dig til lige nu?

Ærlig talt? En god nattesøvn. Jeg sover heldigvis fra næsten al Umas natteroderi så det er dejligt. Stakkels P. Sådan er det vist bare lige for tiden.  

2

_5 fra barselsgangen på NYU

1. Da jeg 20 måneder tidligere fødte Noah på det selvsamme hospital, fik vi en velkomstpakke med de mest nødvendige ting til en baby, heri blandt andet bittesmå sutter. Denne gang var der ingen sutter i pakken, idet man i mellemtiden er kommet frem til, at sutter kan være med til at forhindre en god start på amningen. Da NYU er et såkaldt Baby-Friendly hospital, vægtes amningen meget højt (hvis man altså ønsker at amme) og man har fx mulighed for at gå til en breastfeeding class på barselsgangen dagen efter fødslen. Jeg sprang over denne gang, men var med dagen efter jeg havde født Noah.

2. Lige før vi skulle hjem fra hospitalet, skulle vi underskrive en masse udskrivningspapirer. Disse inkluderede blandt andet en formular vedrørende SBS (shaken baby syndrome). Jeg skulle skrive under på, at jeg forstod hvad det er og hvad konsekvenserne af det kan være. 

3. En børnelæge tilså Uma inden vi blev udskrevet og hun begyndte at græde midt i det hele. Lægen sagde i spøg: “Oh, don’t be such a baby!” Selvom det bare var et udtryk, begyndte mine læber nærmest at bæve og jeg var lige ved at sige med løvemorstemme: “Jamen, hun ER jo en lille bitte baby!” Hormoner, ikke!

4. Dagen efter fødslen fik jeg tilbudt gratis massage på min stue. Jeg syntes dog, at det var lidt fjollet, for massøren måtte af én eller anden grund ikke røre ved mine ben og holdt sig således til mine arme og hænder. Jeg forstod aldrig hvorfor hun ikke tog ved skuldre og nakke, for allerede på det tidspunkt, var det vældigt tiltrængt. På nuværende tidspunkt ville jeg tage varmt imod hende, lige gyldigt hvilke restriktioner hun arbejder under. Selv en kort lille omgang lillefingermassage lyder ret dejligt lige nu!

5. Vi valgte at takke nej til måltider denne gang, så længe vi var indlagt, fordi vi sidste gang endte med at smide en del mad ud. Hospitalsmenuen var simpelthen så ringe, at vi alligevel endte med at købe mad udefra. Min sygeplejerske overhørte det, da jeg takkede nej og sagde, med hvad der lød som lettelse på mine vegne i stemmen: “Good for you, you deserve a good meal!”
 

_Sådan kom Uma til verden

Utålmodigheden havde været enorm i ugevis. Selvmedlidenheden ligeså og hver aften var forudsigelig i den henseende, at jeg rodede mig ud i en lang rabler med samme overskrifter hver eneste gang: “Wow! Hvordan kan man være SÅ utålmodig? Øjjjjjj, jeg glæder mig til at møde hende. Mathias, jeg synes det stinker at være gravid. Jeg kan altså ikke love, at jeg gider at have flere børn efter hende her. Veer… Det må da være den eneste form for smerte, man ligefrem ser frem til! Gad vide om der er noget vi mangler at få købt? Mathias, tror du vi har alt klar? Skal jeg bestille flere bleer? Jeg føler mig bare så… Tung! Synes du at jeg klynker meget? Øv, hvor er det træls at være sådan en der bare klynker sin graviditet væk. Sådan gider jeg da ikke at være. Er det irriterende at høre på? Men jeg kan altså ikke selv gøre for det. Åh, det er jo heller ikke for at være utaknemmelig, vel! Alle siger at det er med at nyde den her tid. Ha! Nyde!? Jeg er træt nu, den gider ikke mere, den her krop. Er der nogen is i fryseren? Hvordan tror du fødslen kommer til at gå? Adr, du har dårlig ånde. Kan du ikke lige børste tænder. Og gå ud med skraldet? Og hente en pakke nede i pakkerummet. Jeg har købt nogle ting til babyen, som vi virkeligt manglede. Ih, jeg bruger sikkert også for mange penge lige nu. Hvor uansvarligt. Man kan da ikke være mor til to, når man er så uansvarlig som mig!? Kan man? Hva’hva’hva’!?!! Det er også synd for Noah at skulle trækkes med sådan en hval af en mor lige nu. Jeg orker jo ingenting. Tror du han mærker det? Mangler han noget? Keder han sig? Vores lille dreng! Tænk, at han skal være storebror lige om lidt. Så har vi to børn, Mathias, TO BØRN! Jeg tror altså bare jeg skal i seng nu, det har været en lang dag.

Og. Så. Videre. Point til Mathias for at lytte tålmodigt hver eneste gang. Og endda at have overskud til at komme med kærlig opmuntring og gang på gang minde mig om, at han syntes at jeg gjorde det rigtigt godt. 

Og så! Lige den her mandag havde bare været rigtig god. Min krop føltes anderledes. Lettere end den havde gjort længe og Noah og jeg røg på legepladsen allerede fra morgenstunden med kaffe i koppen, croissanter i maven og smil på læben. Ja, og solen skinnede endda. Senere skulle vi til musik og dans, Noah og jeg, og selvom vi var ved at komme for sent og jeg småløb derop med klapvognen, var jeg ikke ved at dejse om af plukkeveer for en gangs skyld. Hjemme igen fik vi os begge en god, lang lur og Mathias kom vist endda en anelse tidligere hjem end normalt. Før aftensmaden mærkede jeg pludselig en sær murren i kroppen og gik ind og lagde mig i ti minutter. Tænkte kort: “Er det nu?!” Men det gik i sig selv og det passede mig fint, for det kunne lige passe, at der skulle gå en bøf med bearnaise tabt, blot fordi mit barn havde besluttet sig for at ville se dagens lys før spisetid.

Mathias følte sig småsyg og ville tidligt i seng. Jeg sparede ham for en gangs skyld for aften-rableren, men kunne ikke selv finde ro nok til at gå i seng. Det var i øvrigt nok meget fint, at den kære mand fik lov at gå i seng uden at skulle forholde sig til mit tankemylder. Lige den aften var det nemlig tanker omkring hvorvidt han egentlig syntes, at jeg var blevet helt tyk og grim under graviditeten, der fyldte og lad os bare være ærlige; Ingen af parterne kan helt komme godt ud af en snak, der starter med, at en gravid kvinde spørger sin mand, om han synes hun er for tyk.

Det er nemt at komme og sige bagefter, men jeg havde altså på fornemmelsen, at der var noget under opsejling. Jeg havde sådan en sær trang til at ordne ting, men kunne ikke lige finde ud af hvad jeg skulle give mig til at ordne, der henad 22-tiden om aftenen. Var jo også søvnig. Så jeg gav mig til at besvare SMS’er og emails. Indboxen skulle i bund inden jeg havde ro nok til at lægge hovedet på puden.

Klip til midnatstide, hvor jeg vågnede ved at skulle på wc. Så vidste jeg godt, at der var ved at ske noget. Tænkte alligevel at der nok ventede en lang nat forude, så vraltede tilbage i seng og forsøgte at sove videre. Uden held. En lille time senere, tænkte jeg, at det nok ville være smart at vække Mathias, så han ligesom lige var orienteret om, at der var noget i gære. Derfra droppede jeg at ville snakke med nogen og overlod ansvaret til Mathias, som kort tid efter bad vores doula, Jordan, om at komme. Gudskelov at han fik den tanke et godt stykke tid før jeg selv kom til den konklusion, at hun hellere måtte komme, for da hun ankom lidt i tre, havde jeg pressetrang og vandet gik, i dobbeltsengen, få minutter efter. Blev ret forskrækket, det er altså en mærkelig følelse, også selvom man har prøvet det før.

En taxi blev kaldt og jeg syntes at der var uendeligt langt hen til elevatoren. Det strejfede mig, at det ville være mere belejligt at bede fødselsholdet om at komme hjem til os eller i det mindste ringe efter en ambulance, for så tænkte jeg, at de måske kunne lægge mig på en båre og så kunne jeg slippe for at gå nogen steder. Der var naturligvis ingen vej udenom og mens Mathias ordnede praktiske ting, støttede Jordan mig hele vejen. Vi måtte stoppe 3-4-5 gange pga veer, før vi nåede helt ned på gaden og hver gang bad Jordan mig om at hænge med armene om halsen på hende og lade som om jeg pustede et lys ud. Velsagtens for at undgå at jeg pressede med når veerne kom(?) Og du kan satme tro, at det lys blev pustet ud! Med propellyd på endda! Også hele vejen i taxien til NYU. Jeg var vildt bange for at komme til at føde i bilen, men Jordan forsikrede mig igen og igen, med myndig, men kærlig stemme: “We’ll get there. We have time. Now, blow that candle!” Stakkels taxichauffør, han må have følt sig en anelse presset i de 25-30 minutter turen tog.

Mathias måtte forresten blive hjemme indtil vores veninde kom, så der var nogen hos Noah. Hun ankom få minutter efter Jordan og jeg var kørt og Mathias sprang i en taxi kort efter.

Endeligt fremme på NYU og Jordan fandt en kørestol og transporterede mig hurtigt mod elevatoren til fødegangen. I lobbyen kastede en medarbejder et blik på mig og spurgte ængsteligt: “ER?” “No, Labor & Delivery!“, svarede Jordan kort og drønede videre med propel-mig.

Mathias havde ringet til fødegangen og varslet vores ankomst, så heldigvis kunne vi komme direkte ind på en fødestue. Ikke alt det der postyr med først at skulle undersøges ligesom sidste gang. Der var vist ingen tvivl om, at jeg var i aktiv fødsel. Heldigvis. Da var klokken cirka halv fire. Før det hele begyndte, var det nok pressefasen, jeg var mest nervøs for, siden den del tog så lang tid sidste gang. Denne gang var jeg ikke i tvivl om, hvad der foregik og jeg stoppede med at kæmpe imod i det øjeblik jeg kom op på sengen og fik bukserne af. Selv det de kalder “the ring of fire” føltes på en måde godt, for så vidste jeg, at der ikke var langt igen. Klokken 3.37 var hun ude, min læge huskede heldigvis, at jeg havde ønsket delayed cord clamping og Mathias trådte ind på stuen præcis tidsnok til spontant at klippe navlestrengen.

Det siges at man ikke ved præcist hvad det er, der sætter gang i fødslen, men at man mener, at det er babyen, som beslutter hvornår den er klar. Og det var næsten symbolsk, at hun kom til verden netop den dag, den 7. april, for det var den dag hendes farmor ville være fyldt år, havde hun været i live endnu, og således hænger tingene jo så fint sammen. Selvfølgelig. Vores lille Uma.
1

_Far til to

Jeg spurgte Mathias, om ikke han kunne interviewe sig selv om det med at være blevet far til to. Så skrev han det her mens han var ude at handle. Sådan er han… Ordner lige alting, imens jeg sidder derhjemme med alle følelserne. Det er godt nok.

Hvordan oplevede du Pernille under graviditeten? 

Jeg syntes Pernille tog det ret godt at være både gravid og passe en tumling på fuld tid. Jeg glædede mig altid til at holde weekend med min lille familie, men når det blev søndag aften så jeg altså også frem til en uges arbejde hvor man lidt bedre kan slappe af, planlægge sin egen tid og ikke altid er midt i at lave mad til nogen/tørre barn af/rydde op/lave mad til sig selv/skifte ble/lynhurtigt lige sluge noget mad/putte barn. 

Havde I nogen kriser? 

Ved ikke om det ligefrem var kriser, men Pernille kan jo godt lide at tænke langt frem. Ret langt. Fx når hun i første trimester funderer over hvad vi skal gøre, hvis vi nu fx skulle købe en ekstra Tripp Trapp stol til Uma (der først kan sidde i den om et år) fordi når Noah så er vokset fra sin om otte år, hvor skal vi så overhovedet opbevare den? Den slags spørgsmål kunne jeg altså ikke altid svare på. 

Hun bekymrede sig også om hypotetiske følelsesmæssige spørgsmål som fx “hvad hvis jeg ikke kan elske dem begge to nok?

Hvad skal man svare på sådan noget når der fortsat er mindst tre måneder til barnet bliver født? 

Men der var nu ikke noget som ikke kunne løses med en Magnum Double Caramel fra fryseren. 

Hvordan gik fødslen? 

Hurtigt! Meget hurtigt. Første ve var omkring midnat mens jeg lå og snork sov. Pernille vækkede mig kl 0:50 og mente at noget måske var under opsejling. Jeg forsøgte at hive mig selv ud af søvnen så jeg kunne finde ud af hvad der mon foregik. Pernille mener selv hun er dårlig til at håndtere smerte – at hun er lidt pjevset. Men åbenbart ikke når hun er i fødsel. Hun bliver bare meget stille og indadvendt. Jeg kunne ikke rigtigt få svar på mine spørgsmål (“jamen skat, tror du det er veer? Har du en ve nu?“) men hun møffede rundt i sengen og brummede lidt og ret hurtigt tænkte jeg: “Det her minder mig om noget jeg har set før.” 

Efter mine bedste forsøg på at måle det, så var hendes veer allerede blot ca 5 min fra hinanden og ret konsistente. 

Først ville jeg ikke ulejlige Jordan, vores doula, hvis det nu ikke var noget (det var kun ca 10 min siden Pernille havde vækket mig) men ca 1:15 sagde min mavefornemmelse at det var bedre bare at sige, at hun skulle komme. Jeg troede vi havde lidt tid at løbe på, så jeg sagde at hun ikke skulle skynde sig. Det er nok det eneste jeg fortryder.  

Da Jordan ankom kl 2:38 havde Pernille veer ca hvert andet minut og pressetrang og vandet gik ca samtidig. 

Vi pakkede så hurtigt vi kunne få dem afsted i en taxa fra Bushwick ca 2:57. Jeg måtte blive tilbage og vente på min veninde Sarah som skulle passe Noah. Hun ankom kort efter og jeg fik givet hende instruktioner og hoppede i den næste taxa. Da jeg trådte ind af døren 3:38 var det akkurat tid til at jeg kunne klippe navlestrengen. 

Hvordan er det så at være gift med Pernille, nu hvor hun er blevet mor for anden gang? 

Det er da for fedt. Men kan du måske være lidt mere specifik? 

Er der noget som er anderledes end første gang? 

Ja, hun er mere rolig. Det er vi vist begge to. Vi bekymrer os rigeligt, men i forhold til første gang, er vi en smule mindre panik-angste for at lukke øjnene og sove lidt. I går nat vågnede jeg af, at Uma lå og sagde nogle små lyde – men Pernille sov fra det. Det skete altså ikke med Noah. 

Er der noget som er det samme som sidst? 

Ja! Jeg kan fx tydeligt huske den følelsesmæssige rutschebanetur, som Pernille var på i ugerne efter fødslen med Noah og som hun gennemlever lige nu. Med kroppen pumpet fuld af de vildeste (naturlige) hormoner så går det lidt op og ned. Det ene øjeblik smiler hun som solen med Uma i armene og siger ting som: “Jeg er lykkelig lige nu” eller “er vi ikke bare de heldigste i hele verden?” Eller “vi har ALT!” Og der anes måske en diskret lille glædeståre i det ene øje. Og samme aften hænger hun med snuden, sukker og siger ting som “jeg synes ikke jeg er særligt glad” og “jeg har ondt i hele kroppen” og “jeg savner dig!”

Der er ikke så meget, jeg kan gøre andet end at lade være med at gå i panik hver gang hun dykker ned i et hul. Jeg ved jo, at det går over. 

Hvad er det sværeste? 

Det sværeste for mig, er at skifte mindset fra at være service-person og til at tage selvstændige beslutninger. Lad mig uddybe: fx om natten er det Pernille der har overblikket. Det er hende der vågner og ammer. Hvis der er brug for en ren ble vækker hun mig. I den situation skal jeg ikke prøve at tænke om det nu også er nødvendigt med en ren ble, for det er jo kun 5 min siden jeg lukkede øjnene… For i virkeligheden er det måske 3 timer siden. Eller når der er andre praktiske ting der bare skal gøres. 

Andre gange skal vi lægge planer sammen, fx tur til lægen, eller gæster der skal komme på besøg eller et telefonmøde med nogen fra mit arbejde der skal aftales. Det kræver et helt andet mindset og jeg har svært ved lige at skifte frem og tilbage, og så laver jeg dårlige planer, glemmer at fortælle Pernille om det og så opstår der misforståelser. Thank God at jeg ved hvordan man laver Pernilles livretter (fritter med bearnaise) og at der er Magnum is i fryseren!

Hvad er det bedste? 

Det bedste er, når jeg lader som om jeg sover og i smug holder øje med hvordan hun sidder med Uma om natten og ammer og snakker med hende og trøster hende og hele hendes kropssprog udstråler “jeg er din mor (og jeg er god til det) og jeg elsker dig overalt på jorden og du kan stole på at jeg er her for dig uanset hvad” – hun er uendeligt tålmodig og hviler 100% i sig selv – det er meget smukt at få lov at være vidne til.  

Hvordan er det for dig at være blevet far igen? 

Det er super fedt! Det kan godt være at jeg nu er rykket helt ned på en fjerdeplads på Pernilles prioritetsliste efter Uma, Noah og hendes soulmate (iPhone), men jeg føler mig super stærk og sej. Jeg oplever intet problem med at elske begge mine børn. Jeg oplever faktisk at jeg elsker Noah endnu mere nu hvor Uma også er der. Det er sejt.  

 

_5 fra det første døgn

1. Er mindre bange for, at hun sådan bare går i stykker denne gang, men er nøjagtig ligeså rædselsslagen for pludseligt at miste som sidste gang. Åh, det skrøbelige, skrøbelige forældrehjerte.

2. Hun er ikke så pæn?! Og jeg kan godt selv se det!? En veninde spurgte og jeg svarede, at hun lignede en lille, sur nisse. Efter at have fået tilsendt et billede, svarede hun: “Ja, hun ligner en smuk, smuk, sur lille nisse.” Jep! (Heldigvis slapper den lille rynkede pande mere af nu og hun bliver mere og mere bedårende for hvert eneste minut vi er sammen.)

3. Har lyst til at stoppe tiden og bare være i nydningen! Men kan heldigvis med sikkerhed sige, at alt kun bliver bedre med tiden, så på en måde er det faktisk nemmere at være i nuet denne gang.

4. Undrer mig over hvor mange der faktisk har sagt noget à la: “Ohhh! Your family is complete!!!” Når de hører, at vi nu har både en søn og en datter. Så hvad hvis vi havde fået en dreng? Næ, sådan fungerer det ikke, venner.

5. Er fuld af beundring overfor de dygtige sygeplejersker. Jeg kan kun gisne om, hvor mange følelser de sådan må jonglere i løbet af en vagt, men wow, det må være mange taget i betragtning af hvor let jeg, en enkelt patient, har til tårer lige nu. Respekt.
 

_3 frosne forskelle

Med minusgrader i vejrudsigten og et barn der nu er stort nok til at lege på legepladsen, er nye forskelle mellem her og der blevet tydelige for mig. Mon Brooklyn-børn er mere varmblodede end skandinaviske småbørn? Og hvad får de tiden til at gå med om eftermiddagen hele vinteren? Her er tre forskelle, som jeg har undret mig over den seneste tid:
1. Med mindre barnet nærmest er nyfødt, ser man ikke specielt mange barnevogne i Brooklyn, og især ikke de almindelige store, som virker til at være normen i Danmark. Langt de fleste bruger en let klapvogn, som er nem at slæbe op og ned af trapper og lune køreposer er ej heller særligt udbredte. Næ, godt med tæpper og så et regnslag over klapvognen, så holdes den værste vind væk fra babys ansigt.
2. Trods det, at temperaturen har været nede omkring nul grader, har jeg endnu ikke set et barn i flyverdragt. Eller overtræksbukser. Dynejakke og hue på de fleste, så er man tilsyneladende vinterklar her. Termostøvler i snevejr er heller ikke afgørende, så vidt jeg husker fra sidste år. Sneakers eller UGG-støvler, så kan snestorm bare komme an.
3. Hvor legepladserne i sommer gav genlød hver eneste eftermiddag af legende børn, der drønede igennem springvand og rundt på stativerne, er selvsamme legepladser nu overraskende tomme eftermiddag efter eftermiddag. Hvis det er koldt udenfor, så leger man tilsyneladende indendøre. Som en medmor skrev til mig forleden: “With the weather turning, I’ve been hesitant to go outside…” Så sad man der og følte sig vældigt skandinavisk. Vi er jo nærmest programmerede til at få dårlig samvittighed, hvis vi bliver indendøre en hel dag, ikke!

3

_De gode råd?

En som står mig nær, venter sit første barn. Jeg nævnte for hende halvt i spøg, at jeg virkelig skulle lægge bånd på mig selv, for ikke at overdynge hende med alle mine gode råd. For jeg VED jo så meget nu, ikke(!), her knapt halvandet år efter at jeg selv blev medlem af morklubben. Til min store overraskelse, svarede hun noget i retning af: “Kom endelig med dem, jeg ved jo INGENTING!” Det passer nu ikke helt, for sagen er den, at jeg tror på at de fleste ved lige præcis nok. Og resten skal man nok finde ud af, ved at give sig tid til at lære sit barn at kende og stole på sin intuition. Men derfor kan den vældigt erfarne moder i mig jo godt lide at blive spurgt til råds alligevel, og så kom jeg i tanker om at andre måske har det på samme måde. At de gerne vil dele ud af deres erfaringer. Så byd gerne ind nedenfor. Til en start (måske kommer der flere med tiden) kommer der her tre råd, som jeg enten selv har haft gavn af, eller gerne ville have haft på forhånd.

Fødsel
Til fødselsforberedelse lærte jeg to vigtige ting, som jeg aldrig har glemt. Det ene var, at jo tættere på fødslen man kommer, jo oftere vil man sandsynligvis opleve, at andre mere eller mindre uopfordret giver sig til at fortælle om (negative) fødselsoplevelser eller ud af det blå siger negativt ladede ting som “er du ikke bange for at føde?” eller “har du egentlig tænkt på hvor mange der får en fødselsdepression?” Sjovt nok mindes jeg, at det ofte var kvinder som endnu ikke selv havde født, som havde travlt med at dele de mest horrible historier, som jo så bare var nogle de havde hørt om og ikke oplevet på egen krop.

Læs mere _De gode råd?

2

_Ude godt, hjemme bedst?

Her kommer, på opfordring, lidt om at flytte til udlandet på ubestemt tid, at have et langdistanceforhold til familie og venner derhjemme og at bygge rede langt fra familiens skød. Er der forresten noget du går og undrer dig over eller godt kunne tænke dig at spørge mig om? Skriv hjertens gerne en kommentar eller send mig en mail.

Vi flyttede til USA i starten af 2011, begge 25 år gamle og fulde af forventninger til vores nye tilværelse i den by vi havde drømt om at bo i, siden vi første gang tog sammen hertil på ferie i 2005. New York City. Vi havde købt en returbillet, så vi kunne komme hjem på juleferie samme år og havde samtidigt aftalt, at med decembers komme, ville det være oplagt at evaluere på, om vi ville blive boende eller om vi måtte kapitulere og vende snuderne mod Århus igen.
På grund af mit arbejde endte vi dog med at droppe den juleferie og fejrede for første gang nogensinde jul udenfor familiens skød. Bare os to sammen juleaften og dagen efter på amerikansk manér med de af mine kolleger som heller ikke skulle hjem til jul. Samtidigt var vi nået den konklusion, at vi ville blive boende og efter over et halvt år og det ene hold gæster efter det andet, begyndte vi også så småt at gøre mere ud af at bygge rede og skabe et hjem i vores lille beskedne lejlighed i Bushwick i Brooklyn. Et noget tidskrævende projekt, skulle det vise sig, når man som vi kun var rejst afsted med hvad der kunne være i 9 kufferter og økonomien i øvrigt var en anelse stram.
Et spørgsmål jeg ofte blev stillet i de første par år efter at vi flyttede var: “Jamen… Hvor længe skal I være væk?” Eller: “Hvor længe skal I bo derovre?” Eller min favorit: “Kommer I snart HJEM?

Læs mere _Ude godt, hjemme bedst?

8

_Legeplads-etikette?

Og apropos legepladser. Hvad er god legeplads-etikette egentlig? De amerikanske mødre er ekstremt meget “på” deres børn. Enten fysisk til stede med dem hele tiden, eller verbalt med kommentarer og formaninger fra en bænk tæt på stativerne. Ja, eller begge dele. Det kan være… Intenst. “Be careful with the baby!” “Remember, we don’t play with other people’s toys!” “Good job, we have to share our toys, RIGHT!” “Don’t eat that!” “Stay where I can see you!” “Come over here right now!” “We’re gonna leave right this minute if you don’t behave!” “Go play with your friends!” Og. Så. Videre.

Jeg synes jo bare, at børnene selv må finde ud af at lege side om side og tænker, at de vel finder ud af det, hvis den ene tager noget legetøj fra den anden uden at have fået lov. Eller hvis et barn sidder i vejen på rutsjebanen, så finder man vel ud af at kravle udenom, hvis man virkelig gerne vil ned? Læs mere _Legeplads-etikette?

4

_5 rådgivende ord

Jeg læste den her artikel om 50 gode råd til nye forældre. Der var så mange gode, simple råd, men jeg kunne især godt lide følgende:

Days are long. Years short.

You can’t spoil a newborn.

Perfection is impossible and unnecessary.

You were made for this.

Please don’t judge other mothers.

Follow your heart. Not advice.

Sødt, ikke?! Jeg har et år i bagagen som mor nu, men føler mig stadig af og til som lidt af en rookie. Det er nok meningen, mit barn udvikler sig jo med lynets hast, så det kan ikke være meningen, at jeg skal vide alt på forhånd. Faktisk har jeg lige siden Noah var lille, haft en meget klar fornemmelse af, at vi kan lære så meget mere af ham end vi kan lære ham. Så skulle jeg selv formulere et fem-ords-råd ville det nok være noget i retning af:

Rolig nu. Barnet viser vejen.

Invitation: Hvilke fem rådgivende ord ville du videregive til en ny mor? Eller måske bedre endnu: Hvilket råd ville du ønske, at du selv havde fået da du var nyudklækket som mor?

2

_Gider du være venner, hvahvahva?!

Jeg havde LIGE sagt til Mathias, at jeg savnede nogle nye venner. Det der med barsel kan altså godt være en ensom affære til tider, ikke?! Nå ja, i hvert fald hvis man, som jeg, bor i det mørke Brooklyn. Og når man krydrer med det faktum, at det tidsbegrænsede barselsorlov er udskiftet med udsigten til tilværelsen som hjemmegående (hus?)moder på ubegrænset tid, så er det bare med at holde sig igang for ikke at kløjs i klaustrofobi. Og med igang, mener jeg at se andre mennesker end sit afkom. Og sin mand når han kommer hjem om eftermiddagen. Han kender ligesom ens jokes allerede, ikke! Læs mere _Gider du være venner, hvahvahva?!

3

_3 ting der kom bag på mig da jeg blev mor

1. At det kan føles ensomt at være sammen med et andet menneske 24/7.
2. Min egen dalende blufærdighed. Jeg har ammet på en bus, en parkeringsplads, restauranter og utallige gange i offentlige parker.
3. Hvordan jeg øjeblikkeligt kan lide folk der virker vilde med mit barn, mens jeg mere eller mindre afskriver folk, der virker uinteresserede i ham.

Invitation: Hvad kom bag på dig, da du selv blev mor? Fortsæt gerne listen i kommentarfeltet.

3

_Noah, du er LØVERNES konge!

Min termin var mandag den 19. august. Jeg gik på barsel tirsdag den 16. juli og havde, trods en helt ulidelig sommervarme, store planer om alt det jeg skulle lave i mine sidste uger som barnløs. Planerne inkluderede mest isspisning og læsning i køligkold aircondition, men jeg havde også et par ting på listen, som involverede en anden kropsstilling end vandret. Eller. Det vil sige… For eksempel drømte jeg om at svømme med delfiner. Men det ville nok blive svært at finde et flyselskab, som ville lade mig komme ombord, når jeg selv til forveksling lignede en hval OG som Mathias påpegede, var det ikke utænkeligt at netop delfinsvømning faktisk ville blive en endnu mere særlig oplevelse, hvis vi engang gjorde det sammen med vores kommende arving. Nuvel, hvad så? Hvad mon jeg havde drømt om, lige siden vi flyttede til New York, men aldrig fået gjort noget ved? Lion King musical på Broadway selvfølgelig! Så jeg flottede mig og forærede mig selv billetter til onsdag den 7. august. Mathias ville ikke med og jeg havde ikke noget problem med at suge den oplevelse til mig på egen hånd. Sparede afbestillingsgebyret væk, for med over ti dage til termin og som førstegangsfødende, forventede jeg klart at gå over tiden. Klip til onsdag den 31. juli klokken 21.28, hvor førnævnte arving kom til verden små tre uger før tid. Det lå ikke lige i kortene, at jeg tog til forestillingen nu, om end Mathias er typen, der tilbød at vente i lobbyen med barnet og hente mig, når barmen var nødvendig. “Bye bye Simba og alle i andre“, besluttede jeg og forærede billetten til vores dejlige doula, Jordan. Nu er Noah lidt over ni måneder gammel, og forleden, da vi talte om hvilke ting vi kan putte ind i hverdagen, så jeg får lidt kvalitetstid alene, nævnte Mathias Løvernes Konge. Jeg blev helt rørt og udbrød: “HOLD KÆFT DET VIL JEG BARE GERNE!” Så dét sker denne sommer. Jep.

Invitation: Hvad drømte du om at nå inden du fik børn og hvordan er det gået med alle de gode intentioner om at sætte tjekliste-kryds ved dit svar på Simba, Nala og alle de andre?

3

_Duftminder

Hos frisøren fik jeg vasket håret, og med hendes valg af shampoo, blev jeg straks sendt tilbage til dengang jeg var nygravid og brugte netop dén shampoo. Aesop Calming Shampoo. Den duftede af forventninger og lykke – næsten bogstaveligt talt – i maven. En sød hemmelighed. Den mindede også om kvalmen og tidlige morgener, hvor tandbørstning blev udskudt til allersidst, fordi ubehaget blev værre med en tandbørste i munden. Jeg overvejede at købe shampooen igen, bare for gamle dages skyld, men blev enig med mig selv om, at min nuværende shampoo og jeg… Vi skaber minder netop nu. Natures Gate Biotin Shampoo bliver Noahs første møde med det ene hold bedsteforældre. Og alle olderne. Det første forår hjemme i New York. Ja, og i Århus lige nu. Og, hvis flasken holder så længe, de første skridt.

Invitation: Hvilke søde duftminder dukker op hos dig nu og da, uventet men alligevel velkomne?

3

_Alenetid?!

Så vidt muligt, prøver vi at arrangere os sådan, at jeg får lidt alenetid hver dag. Til at bade, skrive, se TV eller hvad jeg nu trænger til. Og det er som regel tiltrængt efter en hel dag med baby baby baby. Jeg prøver at nyde min mig-tid, men alligevel er det mere normen end undtagelsen, at jeg stresser over hvornår det slutter. Jeg har sådan et tankevirvar kørende à la: “Nyd det nu. Jeg savner ham faktisk lidt. Mærkeligt, jeg har været sammen med ham hele dagen. Slap af! Vær i nuet! Pis, nu har jeg igen glemt at barbere BEGGE ben! Puha, er jeg blevet sådan en der ikke kan undvære mit barn?! Altså overhovedet? Har Mathias mon styr på forskellen mellem jeg-er-sulten-gråd og jeg-er-træt-gråd? Hvornår er det smart at vi vasker tøj i denne uge? Jeg har 17 ubesvarede beskeder liggende på whatsapp. Kan jeg svare på dem, mens jeg er på WC? De ved jo ikke hvornår eller hvor beskeden er skrevet! Ville mine veninder sige til, hvis de syntes at jeg snakker for meget om Noah? Gad vide hvor mange der har unfriended mig på Facebook siden jeg blev mor? Lægger en hel del billeder op jo. Nå, what are you gonna do! Er jeg ved at få kaffegule tænder?! Fuck! Er det gråd jeg kan høre? ER ALT OKAY DERUDE??? Jeg går lige ud og ser om de har det godt! Vent lidt, Mathias er jo faren. Stop dig selv lige nu! Manner, kan det virkelig passe, at han er ved at vokse ud af det meste af sit tøj igen? Vi kunne også vaske lidt oftere, så kan vi vente længere med at købe nyt. H&M’s babytøj er jo bare både nuttet OG til at betale. Jeg tjekker lige udvalget. Puha… Jeg synes ikke at jeg kan finde ud af at trække vejret helt ned i maven. Slap heeeelt af. Min telefon siger, at den ikke kan backe up, det er vist ved at være tid til at sortere i billeder og videoer igen. Er det mon normalt at fotografere sit barn hver eneste dag?! Jeg må lige huske at Google om det er skadeligt at få en telefon stukket lige op i face på daglig basis! Ej, nu kan jeg vist ikke tillade mig at stene mere for mig selv. De savner vel også mig?!

Invitation: Hvad laver du, når du har alenetid og kan du finde ud af at nyde det?

4

_Ting vi talte om før vi fik barn…

…og som jeg nu kan se, er en lille smule overflødigt at have styr på, på forhånd:

-Lommepenge
-Lørdagsslik
-Ulvetime
-Madvaner og kræsenhed
-Huslige pligter

Ak ja, hvis jeg har lært noget i løbet af de sidste 7-8 måneder, så er det, at det er mest hensigtsmæssigt at opholde sig i nuet sammen med barnet.

Invitation: Hvilke opdragelses-mæssige emner har I snakket igennem endnu før de overhovedet blev aktuelle og har du opsøgt ekspertviden om nogen af tingene efterfølgende?

3