_Nostalgiske Noter #122

En venindes fødsel sendte mig tilbage til erindringerne om de første øjeblikke på fødsels- og barselsgangen. Hvordan lyset føltes så skarpt, og Jordan lagde sit lette, kølige tørklæde over øjnene på mig, så jeg kunne lukke rummet ude. Hun havde stadig jakke på, der havde ikke været tid til at tage den af. Følelsen af både smerte og lettelse, da det gik op for mig, at NU skete det, nu kom hun ud. Hvordan det fyldte uendeligt lidt, at Mathias først nåede frem bagefter. Hvordan jeg klaprede tænder af kulde på grund af hormonrusen lige bagefter og alverdens tæpper og sokker ikke var nok til at give mig varmen. Overraskelsen over hendes mørke hår og hvor meget der var af det. Det er faldet af efterfølgende. Grimassen jeg vist lavede, da lægen høfligt spurgte, om jeg ville se moderkagen. Eller var det hvorvidt jeg ville have den med hjem? Smagen af den proteinbar, jeg spiste bagefter. Banan og nødder. Underligt sødt. Hvordan jeg spurgte Mathias om, hvad folk havde svaret, da han skrev nyheden til de nærmeste på SMS. Og hvordan jeg blev underligt skuffet, da han svarede, at de fleste havde skrevet en variant af “tillykke”. Tillykke. Det er et lille, fattigt ord når det kommer til noget så hjerte-eksplosions-stort som et lille nyt liv, ikke. Hvordan jeg virkeligt skulle tisse lige pludseligt, men afslog at få lov at tisse i en bakke, selvom jeg var usikker på, om jeg kunne stå på mine ben lige der. Portøren og elevatorvagtens søvnige konstatering til hinanden af, hvor lang en arbejdsdag, det havde været. Panikken da det gik op for mig, at de ville tage hende fra mig kortvarigt, for at foretage nogle rutineundersøgelser i et andet rum. Tårer og besvær ved at finde nogle forklarende ord på engelsk. Og en forstående sygeplejerske, der rullede min kørestol hen til døren, så jeg kunne kigge med gennem et vindue. Mathias der beroligede mig med “de ved hvad de laver” og bekymringen for, om hun mon frøs, det lille menneske. Lysten til at løbe ind og flå hende ud af armene på sygeplejersken og lettelsen, da hun igen lå i mine arme. Sygeplejerskens bemærkning: “Uma! She has long legs just like her mommy!“, som jeg studsede over, for jeg er ikke specielt høj. Men hvordan det også føltes som en slags kompliment. Hvordan sygeplejersken hjalp mig med at omgå reglen om ikke at sove med babyen i sengen, ved at binde et lagen om både mig og babyen på en bestemt måde, så vi kunne ligge trygt og godt sammen i de første timer. Det underlige i at skulle beskrive sit smerteniveau på en skala fra 1 til 10, når man blev tilbudt smertestillende. Efterveerne. Av-av-av!!! De modsætningsfyldte følelser i, at have lyst til at fortælle hele verden, at nu var hun kommet og trangen til at gemme sig i en mørk lille babyhule på ubestemt tid. Tårerne. Flere tårer. Skrækken da hun pludseligt var blå i hovedet og sygeplejerskens hurtige og kompetente håndtering af både babyen og os forældre, som må have haft “hvad-betyder-det-mister-vi-hende?” malet i ansigterne og de efterfølgende “det-er-helt-normalt-don’t-worry!”-forsikringer, som man næsten ikke turde stole på. Følelsen af at være så træt, at der helt sikkert måtte være sand i øjnene og frygten for at lægge sig til at sove. Desorienteringen når man alligevel havde blundet. Havde vi virkeligt lige fået endnu et lille vidunder? 3 timer gammel. 5 timer. 9 timer. Et helt lille døgn. Forvirringen over om man burde føle mere. Eller måske mindre? Lettelsen over at få lov til bare at være som man var. Ny mor. Igen.

Invitation: Vil du dele nogle af de første indtryk, du kan huske, fra øjeblikkene efter din fødsel?

12

_Nostalgiske Noter #121

Mathias gjorde mig lige opmærksom på, at det idag er præcis fem år siden, at vores green card ansøgning blev godkendt. Ét år efter det, sad vi i et fly på vej mod vores NYC-eventyr. Hvad der stod i min kalender?! Barnet lærte at kravle idag for et år siden. Tal om en dag for milepæle!

 

_Nostalgiske Noter #120

Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg gik i en stor bue udenom folk med hund på gaden, når jeg kom trillende med barnevognen, da Noah var helt spæd. Med en slags høfligt smil på læben, men HELT anspændt. Og jeg kan altså godt lide dyr, ikke! Eller hvordan jeg var virkelig taknemmelig, når hundeejere respektfuldt trak ind til siden og lod mig trille forbi. Så var jeg hurtigt i sikker afstand fra hvad der, racen i øvrigt helt og aldeles underordet, GARANTERET var en vild blodhund, der bare ventede på en chance til at springe op i barnevognen og æde min lille uskyldige dreng. Tjaeh… Klip til idag, hvor barnet af sig selv stak hånden ned til en hund i elevatoren og lod den slikke den, mens han sad og bjæffede lystigt til den. Jeg er blevet en anelse mere… Rummelig. Tror jeg nok.

 

_Nostalgiske Noter #119

Jeg så en gammel note i min dagbog forleden hvor der stod, at Noah kun sov nogle få lure på tyve minutter af gangen hver dag. Det havde jeg sgu da glemt! Det er et års tid siden nu, at det var hverdagskost og jeg har LIGE tænkt over, hvorfor i alverden det var så svært for mig at finde tid (og overskud) til at komme i bad hver dag dengang. Well, there you have it. Det var faktisk helt rart at se det skrevet ned sort på hvidt, så var det som om, at det var virkeligt. Vi (og med vi mener jeg mig selv) har tit talt om, at det første efterår var lidt langt. Og lidt mørkt. Og lidt hårdt. Jeg kunne bare ikke helt huske hvorfor. Men søvn, venner, det betyder godt nok så kliché-agtigt meget, at man gør bedst i at se det i øjnene først som sidst. Imens at man minder sig selv om, at det er en FASE-FASE-FASE!

 

_Nostalgiske Noter #118

Fik en ustyrlig trang til friskbagte croissanter og lokkede mine to drenge med til East Village, hvor det lille, hyggelige Croissanteria ligger. Sikke en stor fejl, at vi ikke tager derhen noget oftere, croissanterne SMELTER på tungen! Men da jeg lånte deres toilet, kunne jeg pludselig huske hvorfor vi vistnok ikke har været tilbage siden engang hvor Noah stadig var lille bitte og jeg alligevel skulle til frisøren i nærheden: Intet puslebord og gulvplads på størrelse med to Kubus-lysestager! Sådan kan man strege visse caféer og restauranter af sin liste for en tid og helt glemme at putte dem tilbage på listen igen, selvom barnet nu snildt kan skiftes stående og i øvrigt spiser croissanter med største velbehag.

 

_Nostalgiske Noter #117

Et par dage gammel og Mathias ville spille noget musik for Noah. Var lige ved at sætte Kanye West på, men jeg stejlede helt vildt. Var bange for, at Mr. Wests musik var en tand for “vredt” at lytte til for sådan nogle helt nye, uskyldige ører. Klip til igår, hvor en bil holdt stille i et lyskryds ved siden af legepladsen og der var skruet gevaldigt op for noget hip hop. Hvad gør den lille Brooklyn-dreng? Dansede da rundt og lavede skub-på-taget-bevægelser.

2

_Nostalgiske Noter #114

Da jeg var cirka halvvejs i graviditeten med Noah, fik jeg nogle lommepenge af min mor. “Så kan du bruge dem på det du lige synes“, sagde hun. Så jeg drønede ud og købte de støvler, jeg længe havde ønsket mig og betalte nærmest uden at blinke. Og gik så hjem og var mega glad for min nyerhvervelse. Viste dem til en veninde da jeg var tilbage i New York, og selvom hun også syntes, at de var virkeligt pæne, sagde hun alligevel med lige dele bekymring og morskab i stemmen: “Pernille, tror du ikke din mor regnede med, at du gik ud og købte babyting for de penge?” Det havde OVERHOVEDET ikke strejfet mig. Som i slet ikke. Jeg syntes bare, at det var fedt med nye sko, ikke! Klip til nu, hvor nummer to er på vej og lillemor her næsten hellere shopper til arvingen end sig selv. Jaja.

4

_Nostalgiske Noter #113

For præcis et år siden, var vi ved at gå ud af vores gode skind af spænding over, om det ville lykkes at flytte i en lejlighed vi havde kig på. Det gik i vasken og nogle andre fik den lige for næsen af os. Vi var SÅ skuffede. Men det der Univers, ikke?! Det har tit en plan – eller sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det – for skal jeg være helt ærlig, så er jeg ganske lettet over, at vi ikke bor der nu. En duplex-lejlighed, som i øvrigt ville være lige lille nok nu med tanke på vores kommende behov og med en dødsfælde af en trappe imellem de to etager. Jeg var med sikkerhed endt med at have konstant dårlige nerver eller også ville jeg dø langsomt indeni af ren og skær græmmelse over hvad end for en halvdårlig og helgrim børnesikringsløsning vi havde fundet på. Næh du, Universet har som regel en plan. Thank God!

2

_Nostalgiske Noter #112

Pudsigt hvordan selv små ting kan få minderne til at vende tilbage. Noget så simpelt som at få et katalog fra CB2 med julepynt ind af døren og jeg var lynhurtigt tilbage til den aften i november 2012, hvor vi var til julehygge hos en ven. Nogle pyntede træet med pynt fra CB2, Dev havde købt én af hver i hele butikken, andre klippede julepynt ud fra skabeloner hentet fra nettet. Jeg sad i en magelig stol og sippede et glas rødvin. Pludselig, ud af det blå, fik jeg en virkelig sær mavepine. En mavepine der ikke mindede om noget jeg nogensinde før havde mærket og så vidste jeg det bare! “Jeg er gravid!“, tænkte jeg. Og satte rødvinsglasset fra mig. Julen er nu særlig, hva’!

4

_Nostalgiske Noter #111

Vi tumlede rundt i sengen inden den skulle redes og det slog mig pludselig: Da han var lille bitte, kunne han snildt ligge på en hovedpude. Det gjorde han faktisk tit der om eftermiddagen hvor han ofte havde mavepine i en periode. Så ville vi lægge ham på en hovedpude, sætte os på yogabolden og hoppe op og ned, til han fandt ro og faldt i søvn. Og så kunne vi forsigtigt lægge puden, med ham på den, ned i sengen og han sov sødt videre.

2

_Nostalgiske Noter #110

Kan tydeligt huske en sludder jeg havde med en med-gravid veninde, kort før jeg fødte. Vi talte om alle de nødvendigheder vi hver især havde anskaffet os for at blive klar til familieforøgelsen og jeg meddelte, at jeg havde købt en kasse hjem med over 500 vådservietter. “Men så har vi også til virkelig lang tid“, sagde jeg. Som om jeg vidste noget om det. Her, over et år efter… Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange vådservietter vi har brugt. Tusindvis? Titusindvis? Jeg ved i hvert fald, at 500 styk holder overraskende kort tid.

4

_Nostalgiske Noter #109

I en periode bekymrede jeg mig om det mere eller mindre dagligt. Det lille baghovede. “Er det for fladt? Det ER da fladt, er det ikke?” Jeg ville ønske, at mit fremtidige Jeg kunne have prikket mit daværende Jeg på skulderen og sagt: “Han er smuk, min ven. Og hvis ikke det er det lige nu, så bliver det hovede helt, helt gennemsnitligt om bare få måneder!

1

_Nostalgiske Noter #108

Når ens barn når en vis alder, kan det rejse uledsaget af sine forældre med SAS. Før vi fik barn, snakkede vi om hvor fin en mulighed det er. Sådan at kunne sende sit barn på sommerferie i det ganske danske land hos alle de ivrige bedsteforældre. Smart, når nu man typisk har mellem to og tre ugers ferie om året i USA.
En dag, da Noah var omkring seks uger gammel, havde vi haft gæster hele dagen, og ny-mor-mig havde siddet og trippet for at få mit barn tilbage i mine arme. Ud af det blå brød jeg helt sammen om aftenen og hulkede til Mathias: “Jeg ved altså ikke om jeg er klar til at han skal på ferie alene!!!!” Jeg mindes, at Mathias var klog nok til at forsikre mig om, at vi naturligvis aldrig nogensinde ville komme til at lade ham udenfor syne. Men nu tænker jeg på… Det er nok skidt at holde ham hjemme når resten af klassen skal på lejrtur, ikke!

1

_Nostalgiske Noter #107

Ikke bare nye forældre, men også nye udi kunsten at føre fællesøkonomi. For det havde vi ikke før den sommer vi blev forældre, men det gav sig selv, nu hvor vi valgte, at jeg skulle sige op og farmand skulle være eneforsørger. Vi trådte lidt varsomt i starten. Ingen af os ville have noget til os selv, det var nemmere at give den anden. Derfor var det ekstra fint den dag Mathias spurgte, om ikke vi skulle indføre “unlimited latte-budget” til mig. Jeg havde måske luftet en dårlig samvittighed over at frådse sådan med købe-kaffe. Han må have indset, endnu før jeg selv fattede det, hvor vigtigt det er at komme ud og blive luftet, når man sådan er havnet lige midt i babyboblen. Og når man strengt taget ikke skal så meget andet end at amme og skifte bleer, kan det være helt smart, at dagens første to-do er at trille barnevognen op på den nærmeste kaffebar. Så er man ligesom igang. Nogle ting skal man bare være large med. Xtra-large endda. Ja, så der var da en periode, hvor jeg ikke var fedtet med croissanterne heller.

2

_Nostalgiske Noter #106

Jeg husker tydeligt én af de første gange, Noah brød ud i den der ikke specielt høje, men alligevel øredøvende spædbarnsgråd, som man vil gøre alt for at stoppe. Så alt er godt igen. Mine arme begyndte at vugge ham af sig selv. Det var ret bemærkelsesværdigt hvordan min krop bare gjorde noget, som den tydeligvis havde på fornemmelsen ville virke. Instinkter er en vild ting, du!

3

_Nostalgiske Noter #105

Den første måned brugte jeg en app til at notere amninger og bleer. Jeg kunne umuligt huske hvilket bryst jeg sidst havde ammet på, og det gik hurtigt op for os, hvor meget lægerne spurgte til barnets ble-aktivitet, så den del af app’en kom også i brug. Det var vældigt tilfredsstillende at kunne svare fuldstændigt præcist, når de spurgte hvor mange tissebleer han havde haft det sidste døgn og hvordan hans afføring så ud, noget der vist nok var relevant i forbindelse med gulsoten(?) I app’en kunne man tilføje et billede og pligtopfyldende nye forældre som vi var, tog vi et billede af bleen, hver gang afføringen ændrede karakter. Og lovede hinanden ikke at vise billederne til nogen. Lige indtil en ung læge spurgte til det og vi tjekkede app’en og han ud af øjenkrogen spottede billederne og udbrød: “I LOVE that! I mean… Uhm… Don’t get me wrong. I’m not a creep! I just love seeing healthy baby poop!” Ham kunne vi godt lide.

2

_Nostalgiske Noter #104

Vi kom hjem en fredag eftermiddag og mandag formiddag begav vi os til Park Slope til det første lægetjek. Vi havde fået børnelæge dér ved et tilfælde. Man kan ikke blive udskrevet fra hospitalet uden at barnet bliver tilset af den børnelæge, som ens barn skal gå hos. Siden Noah kom lidt tidligere end forventet, var vi ikke nået så langt som til at lave research på den front, men til alt held kunne vi virkelig godt lide lægen som tilså ham efter fødselen og så var den beslutning ligesom taget: Nu går vi hos Premier Pediatrics i Park Slope selvom vi bor i Bushwick. Ved blodprøver viste det sig, at gulsot-tallene var for høje og vi fik besked på at tage til NYU samme eftermiddag for at blive genindlagt. Læs mere _Nostalgiske Noter #104

2