_Tanker fra Moderskabet #788

Hvor mange gange har jeg ikke befundet mig på det børneværelse, dengang der kun var to børn, og været igang med en langtrukken putning og tænkt “hvordan i alverden skal jeg gøre det her med tre børn?” Typisk har jeg sat mig derind og ammet og håbet, at de stores vilde før-jeg-kan-finde-ro-og-overgive-mig-til-søvnen-energi ikke stressede babyen. Og så var der igår, hvor Juno faldt i søvn før sine søskende og jeg lå stille ved siden af Noah og tænkte, at sådan havde jeg ikke ligget siden før Juno blev født og Noah sagde “mom, I love you” og jeg blev glad, men også lidt trist over, at han pludseligt er så meget større end sidst vi lå sådan. Og lettet over at opdage, at jeg slet ikke behøvede at have spekuleret så meget, dengang der kun var to børn, for svaret gav sig selv. Nogle dage gør man ét, andre dage noget andet. Og jeg svarede, at jeg også elsker ham, mere end han nogensinde vil forstå og tænkte på, at jeg er glad for, at jeg kan finde ud af at sige “jeg elsker dig” til mine børn, når nu jeg ikke selv er vokset op med, at det var noget man gik og sagde til hinanden, for ved du hvad, det tror jeg faktisk ikke er en selvfølgelighed.

 

_Tanker fra Moderskabet #787

Ting jeg nok bør stoppe med:

– At tænke på chips som mad. Jeg ender bare hele tiden bagi køen mht behov, der skal dækkes og da viser det sig ikke sjældent, at jeg åbenbart tror, at chips er et fint lille måltid.

– At kalde min baby for Flæske. Jeg synes bare, det er vildt herligt at have fået en baby med deller denne gang.

– At sige “fuck” når noget går galt. De er virkeligt lærenemme, mine børn.

– At bekymre mig om at rejse alene med Juno om en uge. Hypotetisk spørgsmål: Hvis DU så en mega presset mor med en lille baby i en lufthavn eller på et fly, så ville du da tilbyde en hjælpende hånd, IKKE?

– At rede seng. Mine børn har en impuls til øjeblikkeligt at rode noget til, som lige var så pænt.

– At drikke kaffe. Forleden havde jeg hovedpine. Den gik væk efter én kop kaffe. Jeg tror ikke, det er et godt tegn? Eller er det?

– At være vred på lår og mave. Seriøst, jeg er SÅ glad for, at den her krop har skænket mig tre sunde og raske børn. Og at jeg har spist alt det chokolade jeg gad undervejs. Og at der ikke er nogen, som er begyndt at kalde mig Flæske. Endnu.

– At have dårlig samvittighed over min manglende interesse i at lave mad. Det kommer måske engang. Indtil da kan børnene vel fint spise rugbrødsmadder, når deres far ikke er hjemme. Ikke?

– At ærgre mig over min babys lidt flade baghoved. Når lægen siger, at det nok skal gå, så er det meningen, at man skal tro på det. 

– At se true crime programmer på Netflix (senest The Keepers) og at følge alle mulige forskellige nyhedsmedier på Facebook (børnekidnapning i Aarhus?!?!). Jeg ved alt for meget om, hvad der foregår af uhyrlige ting ude i verden i betragtning af, at jeg har små børn og er skrækslagen for, at nogle af uhyrlighederne skal overgå netop mine børn. No really, hvordan sover I andre om natten?

 

_Tanker fra Moderskabet #786

Jeg tænker tit på, om mine børn græder mere end andres børn. Især efter episoden med min nabo og det faktum, at jeg er blevet irriterende bevidst om, at deres skrig og skrål kan høres langt nedad gangen, når de virkeligt skruer op for volumen. Hvilket de som regel gør. Ingen stille gråd herhjemme. De græder når er trætte, når de *overhovedet* ikke er trætte, når de ikke må få en kage, når de ikke må få kage nummer to, når de må vente på, at det bliver deres tur, når noget gør ondt, når noget som ikke burde gøre ondt, gør ondt, når de bliver mindet om nødvendigheden af at vaske hænder, når de bliver mindet om at spare på vandet, når de hellere vil lege med LEGO end at gå på legepladsen, når vi ikke har tid til at gå på legepladsen. Og. Så. Videre. Forleden ankom jeg til Noahs institution med sved på overlæben, stresspletter på halsen og en baby, som havde grædt det meste af vejen derhen. Jeg sagde til en anden mor, at jeg nok aldrig bliver god til at håndtere den der babygråd, hvor det lyder som om, at deres verden er ved at gå under. “Really?“, sagde hun, “I think it’s way worse now. Now their crying is just so… whiny!” Det passer jo. Det meste af det er ren klynk. De er utilfredse med noget. Dét kombineret med en andens udtalelse om, at gråd i deres alder ikke altid er “a sign of distress”, men blot en del af deres sprog, var en kærkommen påmindelse. En del af deres sprog? Jøsses, de har meget på hjerte for tiden!

 

_Tanker fra Moderskabet #785

Han har alle dage kaldt mig “mor” eller “mommy”. Jeg kan ikke huske, hvornår han sidst har brugt “mor”. Dansk er i det hele taget lidt svært at få ham til at tale i øjeblikket, men “mommy” klinger også dejligt i mine ører. Det er en rar lyd, han er min og jeg er hans. Fra den ene dag til den anden, begyndte han at kalde mig “mom”. Som om han pludseligt blev bevidst om, at “mommy” er for små børn at kalde deres mor. Christ, hvad bliver det næste? At han kalder mig ved navn?

 

_Tanker fra Moderskabet #783

Vi havde vitterligt lige lagt os i ske for det, der vistnok var første gang siden fødslen. For knap en måned siden. Det er jeg lidt ærgerlig over at erkende, men man kan godt komme til at glemme den slags når man mere eller mindre konstant har en baby i armene, ikke. Juno vågnede i samme sekund, Mathias lagde armen om mig og det er på mange måder et vældigt godt billede på, hvor meget han og jeg får kigget hinanden dybt i øjnene lige for tiden. Det er okay, vi har prøvet det før og ved, at både liggen-i-ske og søvn og samtale kommer igen på et tidspunkt. Men derfor er det nu alligevel så dejligt, når det lige lykkedes os at huske hinanden. Som imorges, da Mathias lavede en kop kaffe til os hver, uden at spørge mig om jeg egentligt havde lyst til kaffe, og serverede den i de der MOR og FAR-kopper, som engang var så moderne, at jeg absolut måtte eje dem. Og så drak vi hver vores mor -og farkaffe og vi vidste, at vi var på samme hold og klar til, at en ny uge kunne begynde.

 

_Tanker fra Moderskabet #782

Den første tur udenfor efter fødslen. Vi kan vist konkludere at jeg 1) er langt mere bakterieforskrækket end jeg går og tror og at jeg 2) bander virkeligt meget inde i hovedet:

Okay! Så så man lige mig med barn nummer tre. Eneste bagage: babyen i slyngen, en ble og vådservietter i håndtasken. Flot! Var aldrig gået udenfor en dør med så lidt grej første gang. Jeg har måske lært lidt trods alt?

Hvad er egentligt passende påklædning for en nyfødt i april? For en der lige har født? Ser det ud til at skulle regne? Shit, hvad hvis det bliver regnvejr ud af det blå og vi bliver fanget i det og babyen bliver drivvåd og pissesyg og det hele er min skyld?!

Vi mangler tandpasta, mælk og frugt. Det køber jeg lige på vejen hjem. No problem.

Endelig! Let’s do this! Det er også kun 8 dage siden, vi kom hjem(!) Ærgerligt at mit første ærinde ude er så kedeligt (urinprøve hos læge). Ville da hellere trille rundt med barnevognen og drikke kaffe udenfor. Snart?

Hvorfor rynker hun brynene? Er det for meget for hende at være ude på den her måde? Alt ok, lille menneske?

Ved togstationen. Adr, behøver jeg at røre ved dørhåndtagene? Hvad hvis jeg glemmer at have rørt ved dem og kommer til at røre ved babyen bagefter og hun bliver syg af alskens klamme New York-bakterier?

WOW-WOW-WOW! Er lyden fra toget, der kører ind på perronen ikke ekstremt høj? Hvem har designet det lort, de har jo tydeligvis ikke tænkt på små babyer. Eller nye mødres nerver.

Av min nakke og skuldre! Nu kan jeg huske hvorfor jeg foretrækker barnevognen fremfor slyngen. Sådan en baby vejer jo det samme som en døende stjerne!

Åh nej, jeg kan se det på hende, ældre, nysgerrig dame på vej LIGE i min retning: “Es un bebé? Oh how BEAUTIFUL!” Hvad fuck laver du, dame, nallerne væk fra mit barn! “Is it a girl or a boy?” En pige, okay, grønt lys, “god bless her“, thank you thank you. Pyyyyyha! Freak!

Shit, jeg er tørstig!

Okay. Vi nåede frem. Hvordan i alverden tisser man i et bæger med en baby i slynge? Jeg giver altså ikke mit barn til en fremmed at holde imens jeg er på wc!

Shit, jeg er tørstig. Jeg skal ikke have noget fra den automat der. Bakterier, bakterier, bakterier alle vegne!

Nå, det kan man jo snildt. Tisse i et bæger med en baby på maven. Vi klarer den da meget godt, os to. Altså en dygtig lille baby, jeg har her.

Lægesekretæren: “Awwwww, 10 days old! Is she comfortable in there?” Øh nej, jeg har med fuldt overlæg valgt et produkt, som er direkte skadeligt for mit barn at befinde sig i. HVAD TROR DU SELV?! 

Det var de indkøb. Er det at friste skæbnen? Hun grynter godt nok en hel del. Har du tænkt dig at vågne nu, min lille Juno?

Jordbær, mango… Hvor er mælken? Jeg dropper tandpastaen. Uh, syrlige vingummibamser. Og chokolade!!! Med havsalt. Er det så ikke næsten sådan lidt helseagtigt? 

I kø. Gå du bare foran, ældre dame, jaja overskuddet fejler intet lige nu. “You have a baby in there? A real baby?” Nej, jeg går rundt med en dukke, hvad i alverden forestiller du dig?! “So it must be your first baby?” Øh nej, tredje! Ser jeg SÅ presset ud lige nu? Gav jeg dig ikke lige en forlomme her i køen? Fedt! Tusind tak!

Øj, der er alligevel mange smarte typer her i Brooklyn på sådan en helt almindelig fredag eftermiddag. Godt man ikke er særligt forfængeligt anlagt(!) Folk kan nok også godt se på en, at man er ny mor. Så synes de nok, at man ser godt ud sådan per definition, ikke? Eller noget?

Den er godt nok lang, den trappe der! Det kvalificerer jo nærmest som motion at bestige den. Sagde lægen egentligt ikke noget om ingen motion de næste seks uger? Seks uger er jo ingenting. Hvorfor er der ikke nogen, der giver nye mødre fripas de første tolv måneder? “We recommend no exercise for at least a year and remember the importance of eating plenty of chocolate.” Nej?!

Okay. På toget hjem. Præmiebabyen sover endnu. Sikke en lettelse. Puha, man sidder sørme tæt i sådan et tog. Håber ikke at der er nogen, der hoster!

UNDSKYLD, HVAD HAR DU GANG I?! Jeg sidder her med en nyfødt! Manden overfor hostede lige. Han har sikkert også en kønssygdom. Føj!

Åh, er hun ved at vågne alligevel? Eller er det luft i maven? Jeg ammer altså ikke her på toget. Okay, det var vist bare luft. 

HVORFOR I ALVERDEN HOLDER VI STILLE? Jeg skal hjem i min hule med min lille baby!

Øh, av mit skræv. Jeg burde da ikke kunne mærke sådan et enkelt lille sting på den måde på nuværende tidspunkt, hva’? Eller er det den blærebetændelse der snakker? Måske skulle jeg alligevel have taget elevatoren før? Tag den bare med ro. Ikke noget med at skynde sig. Bare gå langsomt hjemad fra stationen.

Åh Gud! Alt gør ondt. Aldrig har der været så langt fra stationen og hjem. Jeg har lyst til at sove i 10 timer nu. Måske kan jeg snige mig til en lur senere. Nå nej, de to andre børn! Who am I kidding!

Hjemme! Nårh, lille baby. Det klarede vi da godt sammen, os to. Og se, vi fik ikke engang brug for den ene ble, jeg havde pakket. 10 dage gammel. Herregud, hun er jo lille bitte. Åh altså, er der nogen der gider stoppe tiden, jeg kommer aldrig til at kunne sige igen, at hun er blot ti dage gammel!

1

_Tanker fra Moderskabet #781

Jeg gik og tømte opvaskemaskine og kunne pludseligt mærke, uden at have set mig selv i spejlet, at jeg havde det der irritable, bestemte drag om munden. Jeg vidste godt, hvad det kom af. Jeg havde lige bedt mine abeunger om, ikke at sidde oppe på spisebordet. Jeg vidste også godt, hvor jeg havde set det før. Mange gange endda. På min mor! Der er så mange ting, der giver irriterende meget mening henad vejen!

 

_Tanker fra Moderskabet #780

Forleden eftermiddag kom jeg hjem med to trætte ulveunger og den ene gav sig til at hyle over at ville have overtøjet af allerede ved elevatoren og den anden gav sig til at hyle endnu højere, fordi hun måtte vente. Selv havde jeg vand i øjnene som resultat af en blære på overarbejde. En nabo stak hovedet ud og var mildt sagt overordentligt utilfreds med støjniveauet. Da der var kommet ro på, gik jeg tilbage for at undskylde for spektaklet og blev til min store forfærdelse mødt af det største møgfald, jeg har fået i årevis. Faktisk fik hun, i utvetydige vendinger, fortalt mig hvilken elendig mor jeg tydeligvis er, hvor lidt styr på mine børn jeg har og sluttede af med at proklamere, at mine børn burde blive fjernet. Helt paf, chokeret vel, gik jeg hjem og græd i tæt på en time af ren og skær ydmygelse. Tænk at blive kaldt en dårlig mor! Udover sygdom og død kan jeg næsten ikke komme på noget værre. (På plussiden glæder jeg mig over at have to empatiske børn, som vældigt gerne ville trøste og tørre tårer væk.) Om aftenen spurgte Mathias om jeg, i tankerne, havde brygget på snappy comebacks. Han sagde at han spurgte for at finde ud af, om jeg tog den på mig selv eller om jeg godt kunne se, at det var hende, som var galt afmarcheret. Min impuls var at gå hen med en flaske vin og håbet om forsoning og i øvrigt græde mig selv i søvn. For sådan er jeg. Åbenbart? Idag, et par dage senere, kunne jeg godt have lyst til at spørge hende, om hun kan huske hvordan det er at være næsten 2 år gammel. Eller hvad med 3.5? Nej? Hvad så med at være mor til to så små børn? Heller ikke? Okay sidste spørgsmål: hvad med at være mor til to små børn OG gravid i 8. måned med nummer tre? Didn’t think so. Bitch!

 

_Tanker fra Moderskabet #778

Min lille, store er en… mundfuld for tiden. 3.5 år. Den alder er der skrevet mange bøger om, men jeg får ikke læst nogen af dem, så Mathias tog en snak med en psykolog for at blive klogere på, om vi mon gør alt forkert eller om barnet faktisk blot gør alt rigtigt. Da han genfortalte, hvad de havde været inde på og opsummerede snakken med psykologens ord “he’s figuring out who he’s becoming” blev jeg komplet overvældet. Min lille dreng! Som allerede er, men i særdeleshed er ved at blive. Selvfølgelig.

1

_Tanker fra Moderskabet #779

Da jeg var teenager græd jeg, for at være ærlig, nok mest ulykkelige tårer. Når jeg altså græd. Så da en veninde dengang selvfølgeligt nævnte noget med at græde af lykke og “kender I ikke godt det?!”, syntes jeg, at det var en anelse højtravende og måske endda… skabet? Igår lå jeg og hvilede med babyspark i maven, imens Uma tullede rundt og snakkede og far og søn krammede og dansede tæt. Til noget pisse Coldplay! Om jeg græd af lykke lige der? Jaha! Men ved du hvad, apropos kernefamilie, jeg græd nok mest ved tanken om at høre til. At være lige dér, hvor det åbenbart hele tiden var meningen, at jeg skulle havne her i livet. Så kan jeg egentligt godt leve med, at jeg ikke græd så mange lykkelige tårer som teenager.

2

_Tanker fra Moderskabet #777

Jeg glædes dagligt over børnenes blomstrende sprog. Jeg er evigt imponeret over deres nysgerrighed og ihærdighed på det område. Især fordi de skal lære to sprog, hvilket giver processen en ekstra finurlig dimension. Uma er som en lille maskine i øjeblikket, der er programmeret til at blive ved og ved til hun kan det. Således ligger hun gerne og snakker sig selv i søvn ved at gentage ord igen og igen. Forleden var det “happy, hap-py, haaaaappy, happy” indtil der blev ro. Igår? “Øj’blik. Øøøøjeblik. Øjeblik.” Tjah, du kan selv regne ud, hvor hun mon har dét fra.

 

_Tanker fra Moderskabet #776

Havde brugt en hel eftermiddag på at sige “nej” og “stop med det der lige nu” og “vær nu sød at samarbejde med mig, okay!” Så frem til at de begge sov i en sådan grad, at jeg blev helt i tvivl, om min moderfølelse nu også sidder på rette sted. Og gudhjælpemig om ikke jeg, i det øjeblik deres sagte vejrtrækning indfandt sig, nærmest begyndte at tænke i ellers ekstremt irriterende hashtags som #mitguld og #elskerelskerelsker. For det gør jeg jo. Elsker elsker elsker mit guld. Dog tilsyneladende allerhøjest når de sover?!

1

_Tanker fra Moderskabet #775

Af og til falder jeg i sammenligningsfælden og synes pludseligt at *alle* andre lader til at have meget mere end mig. Det fede job, den fede lejlighed, den fede garderobe. Især i en by som New York, hvor der er så mange, som har rigtigt, rigtigt meget. Så kan jeg slet ikke få øje på hvad jeg selv kan. Hvad jeg gør. Udretter. Forleden måtte jeg decideret minde mig selv om, at jeg fyldte 28 år blot to uger efter, at Noah kom til verden og når jeg har termin med tredje barn i april, vil jeg være 31 år gammel. Så er det en anelse lettere at se, hvad tiden går med. Den går nemlig med at være.

 

_Tanker fra Moderskabet #774

Mig: “Det er dejligt at være hjemme ved Jer igen.
Noah: “Det er dejligt at være hjemme ved dig igen too.

Da jeg var i Århus på ferie, spurgte alle “flytter I nogensinde hjem igen?” Og hvad skulle jeg svare? Måske. Det tror jeg ikke. Man skal aldrig sige aldrig. Hvad er et godt svar egentligt på det spørgsmål? Ét er sikkert: Hjem er dér hvor vi er sammen.

2

_Tanker fra Moderskabet #773

Noget af det sidste, jeg hørte Noah sige, før jeg gik ud af døren for at begive mig mod lufthavnen og tage på min længe ventede soloferie var: “Jeg vil gerne smage mere øl.” Her kunne man selvfølgelig blive bekymret, men jeg må nok indrømme, at den mest dominerende følelse jeg havde var misundelse. Børnenes far har jo tydeligvis regnet det med børnepasning ud. Og jeg? Taget min profession i betragtning, drikker jeg vist alt, alt for lidt i dagtimerne.

1

_Tanker fra Moderskabet #772

Kender du det der med at få en idé og selv synes, at det da er vildt smart tænkt? Kan du så forestille dig kombinationen af dét og at være ny mor med lidt for meget tid til at browse rundt på nettet under de utallige amninger? (Ja, undskyld, men jeg var ikke og bliver vist heller ikke typen, der synes det er spændende at sidde med blikket udelukkende rettet mod mit barn amning efter amning.) Hvorom altid er, så fik jeg på én eller anden måde etableret, at til enhver oplagt lejlighed, skulle barnet have en lille Schleich-dyrefamilie. Du ved, mor, far og unge(r). Ja, eller for de figurer, hvor der ikke fandtes både en hun og en han, så to mødre eller to fædre. Jeg syntes selv, at det var en sød idé og glædede mig til at barnet en dag ville få glæde af at lege med de mange små dyrefamilier. Jeg mener, så god jeg var, til at opfinde anledninger til at tilføje endnu en familie til samlingen, blev det hurtigt til en anseelig flok, kan du nok regne ud. Der skulle jo heller ikke mangle noget. Første barn and all.

Med tiden gik jeg lidt kold i projektet. De er faktisk også lidt dyre, de små håndmalede kræ. Siden syntes jeg måske, det var en lidt kikset idé. Altså, hvis jeg syntes, det var sjovt at købe en masse legetøj, hvorfor så ikke blot én af hver fremfor alle gengangerne? Det skal jeg fortælle dig: Det viser sig, at søskende åbenbart gerne vil lege med lige præcis dét stykke legetøj, den anden har fat i. Og her er det sørme praktisk at have to af det hele. Sikke forudsigende jeg var, som latte-drikkende, shoppelysten, ammende førstegangsmor, hva’?!

 

_Tanker fra Moderskabet #771

Jeg ved ikke hvornår, jeg har fået så let til tårer? Måske for 17-18 uger siden? Kom det virkeligt med graviditeten eller har jeg hele tiden været sådan? Hele ugen har jeg fulgt med i efterspillet af tirsdagens valg med en klump i halsen og det har snarere været reglen end undtagelsen, at samtaler, der startede med “how are you feeling after all this?“, sluttede i tårer for begge parter. Da jeg brød sammen i gråd midt i aftenens putning, skyldtes det den milliard krumspring, barnet gjorde for at undgå søvnen. Jeg havde ikke mere snor at give af efter dagevis alene på pinden og ikke flere ord at forklare ham det med. Men jeg blev så flov, da han forskrækket gav sig til at græde og spurgte: “Why do I have to trøste you. I’m not a big kid. I’m not a big man.” Da følte jeg mig som verdens største forælderfiasko og visheden om, at alle har været der eller kommer til at være der på et tidspunkt, var en forbandet ringe trøst.
Da vi var blevet gode venner igen, sagde jeg: “Jeg elsker dig altid, Noah, helt op til stjernerne.” Et udtryk jeg nok engang ville have krummet tæer over, men som nu må tilskrives listen over klicheer, som duer, fordi de jo passer. Han svarede: “Me too. I love you too helt op i stjernerne. But… I can’t see any stars.” I hans undren hørte jeg tilgivelsen og prøvede-prøvede at minde mig selv om, at jeg endnu blot øver mig.

 

_Tanker fra Moderskabet #769

Det virker lidt fjollet nu, men før sommerferien, troede jeg måske, at barnet ville glemme alt sit engelske. 2.5 måned er immervæk lang tid, når man blot er 3 år gammel. Jeg ved ikke hvad jeg havde troet? At vi ville barrikadere os indendøre i al tiden, ikke se andre mennesker overhovedet og i øvrigt forbyde Peppa Pig og andet yndlings-TV? Nej. Istedet hører jeg ham påbegynde sætninger på dansk, og lynhurtigt rette sig selv, så han istedet formulerer sig på engelsk. Det er lige dele fascinerende og trist at være vidne til. Fascinerende fordi jeg er så stolt af hans sproglige kunnen, trist fordi jeg pludseligt er blevet ret bevidst om, at det der med at tale dansk og at lære det rigtigt-rigtigt måske ikke kommer af sig selv. Ja, og at vi som forældre står med et vældigt ansvar på skuldrene i den forbindelse. Faktisk – en lille sidebemærkning – var netop det med at lære sine børn sit modersmål, én af de formaninger jeg fik med på vejen, da jeg for nyligt havde fornøjelsen af at deltage i en stor ceremoni og officielt blive amerikansk statsborger. Så da jeg idag hørte ham sige, at noget var træls på godt århusiansk, måtte jeg trække lidt på smilebåndet. Jeg tror alligevel, vi har fat i den lange ende.

2