_Kære Juno

Mathias sagde senere: “du vidste det bare.” Min egen fortolkning er snarere, at jeg havde besluttet mig. For at føde den aften altså. Jeg googlede endda “hvordan sætter man selv gang i fødsel?” Fandt svar der primært gik på stærk mad (gælder en brisket banh mi med jalapeños, for det var det, jeg havde spist til aftensmad?!) og motion og/eller sex. Det sidste havde jeg kun latter til overs for, som jeg lå der, strandet på min seng og ventede på, at Mathias fik lullet børnene i søvn og sneget sig ud af børneværelsets mørke, så vi kunne se sæsonfinalen af Homeland sammen. Jeg mener, det var godt nok vores bryllupsdag, men på det tidspunkt skulle jeg have haft betaling for at knalde min egen mand! Jeg var lige ved at dokumentere via Snapchat, hvordan jeg ved 21-tiden havde tænkt “fuck this shit” og sat hospitalstasken klar ved døren, men lod være fordi jeg alligevel syntes, det ville være for fjollet, når jeg vågnede næste morgen uden at have født. Henad klokken 21.30, halvvejs i Homeland-afsnittet, bad jeg Mathias om at slukke fjernsynet. Jeg havde talt 3-4 veer på den halve time, programmet havde kørt og tænkte, at det måtte indikere at “noget var anderledes”, hvilket jeg havde fået besked på, skulle være min rettesnor for at underrette både vores doula Jordan og lægen Dr. Scheinfeld. 

Jordan ankom med sit rolige, kompetente gemyt og blide stemme og jeg følte mig i trygge hænder. De andre gange nåede hun først frem, da fødslerne var så fremskredne, at hun nærmest kun nåede at være med på taxituren og på hospitalet. Jeg havde dog svært ved at slappe af. Var det her snydeveer eller den ægte vare? Det var først da Mathias mindede mig om, at jeg ikke skulle præstere noget, hverken en hurtig eller langsom fødsel, bare forsøge at være i det, at jeg begyndte at slappe af. De lod mig være alene i soveværelset en tid og jeg tænkte flere gange “men hvad er planen? Hvornår skal vi afsted?” Mathias kom endda ind til mig på et tidspunkt og begyndte at slukke lys og rulle gardiner ned. Opfordrede vist endda til at vi sov lidt. Samtidigt tænkte jeg “undskyld, er du idiot, jeg skal jo føde lige om lidt, vi kan da ikke gå i seng!” Så det skældte jeg ud over, men han forsvarede sig med, at jeg slet ikke gav lyd fra mig, så det var svært at greje hvad der skete med de veer. Noah vågnede et par gange og Mathias måtte ind at se til ham, så vi aftalte, at jeg begyndte at tage tid på veerne og jeg var lettet over at opdage, at de var regelmæssige på det tidspunkt. Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle ud af døren, imens Noah var vågen, men da der var ro igen inde på børneværelset, følte jeg mig klar til at skulle videre i teksten. Mathias sagde bagefter, at det først var der, det stod klart for ham, at det var nu, for jeg begyndte ar udstikke ordre: Ring efter Anne, tøm skraldespanden, red op på sofaen, put det og det i hospitalstasken, glem ikke det vasketøj, som ligger i blød på badeværelset, aflys barnepigen imorgen, hvad med min 10.30 aftale? Jaja, man mister jo ikke sin personlighed, blot fordi man skal føde, vel?!

Taxien kom og Mathias og chaufføren diskuterede hvilken rute til hospitalet, der ville være bedst. Mathias lød irriteret. Jeg spekulerede på, om chaufføren fangede, at jeg havde veer. Var der nogen, der fortalte ham det? Ellers må han virkeligt have tænkt sit. Hvert bump på vejen gik lige i kroppen og gjorde de ellers ganske udholdelige veer værre end de var. Jeg spurgte Mathias, om hun ville komme i nat. “Ja“, svarede han, “snart skal du møde din lille Juno.” Så græd jeg. Af lettelse over at ventetiden var forbi. Jeg græd også, da mit blik faldt på bilens ur og det gik op for mig, at klokken var over tolv. Hun ville få fødselsdag den 11. April, ikke dagen før, som ville have været en alt for følsom dato for mig at bringe nyt liv til verden. I det hele taget græd jeg en del på turen til Manhattan og jeg tænkte, at de andre nok gik ud fra, at jeg græd af smerte. Men det var bare lettelsen, jeg græd ud.

Det var ren déjà-vu hvordan jeg med en smule tilløb kom ud af taxien og over i en kørestol, gennem hospitalets lobby og med elevatoren op til fødegangen. Det var næsten præcist to år siden sidst. Jeg hørte Jordan nævne, at det var mit tredje barn og at det gik hurtigt sidste gang, så det var nok derfor, at vi fik en stue næsten med det samme. Alt hvad jeg havde lyst til, var at kravle op på briksen og lægge mig i fosterstilling, men sygeplejerskerne insisterede på, at jeg tog mit eget tøj af og fik en hospitalsskjorte på. Jeg undrede mig over vigtigheden af det og gjorde modstand, men fik ikke lov. Havde på forhånd instrueret Mathias i, at jeg ikke ville have bare fødder under fødslen og hørte ham heldigvis sige “socks stay on!” med bestemt stemme. Selv spillede jeg sprogkortet og svarede kun sporadisk på de mange spørgsmål, sygeplejerskerne fyrede af. Det var en lettelse at høre Mathias og Jordan svare på mine vegne, de vidste at jeg havde brug for at gå ind i mig selv under hver ve, som nu var mere hyppige. 

Mathias var så sød og god, men af uransagelige årsager syntes jeg, at han var jordens mest irriterende menneske lige der. Jeg mindes at hvæse af ham, at han havde dårlig ånde og bad ham klappe i (altså nej, jeg snarere hvislede “HOLD SÅ KÆFT!“), når han sagde, at jeg gjorde det godt. På et tidspunkt stod han og børstede tænder. Godt tænkt.

Ved de to andre fødsler, ville lægerne have mig om på ryggen i en “klassisk fødestilling”, men denne gang lod lægen mig ligge på siden så længe jeg havde lyst og foreslog sidenhen, at jeg kom op på alle fire. Jeg mærkede et par presseveer, som jeg lod passere, for ingen havde jo fortalt mig, at jeg godt måtte begynde at presse. Jeg ved ikke hvorfor jeg ventede på tilladelse? Det var dumt for efter dem kom der ikke flere. Jeg blev forvirret over lægens gentagne “Pernille, when you feel like you have to go to the bathroom, go ahead and push the baby out“, for den følelse udeblev ligesom og det eneste jeg kunne tænke var “ja, jeg er klar over, at det er sådan man gør, men jeg får ligesom ikke noget at arbejde med her.” Så det var en ret forvirrende affære, som tilsyneladende stressede babyen og lægen sagde snart venligt, men bestemt “Pernille, you’re suffering too much and the baby needs to come out now, I need you to push the baby out.” Jeg kom om på ryggen og gjorde hvad der måtte gøres. Jeg husker ikke andet end at det gjorde utroligt ondt og at da hovedet endeligt var ude, syntes jeg det ville være fint, hvis de bare gad at tage ved og hive hende ud. Altså, hvorfor egentligt ikke? Og så! En lille time efter, at vi var ankommet til hospitalet. Endeligt var hun lige dér på min mave og en sygeplejerske fik travlt med at gnide hende tør og få et lille vræl ud af hende. Først der gik det rigtigt op for mig, at lægen mente det, da han gentagne gange få minutter tidligere havde sagt, at hun skulle ud NU. 

Og jeg kiggede på hende og syntes hverken hun var pæn eller grim. Bare lille bitte. Og min. Min kære Juno.

_Tanker fra Moderskabet #782

Den første tur udenfor efter fødslen. Vi kan vist konkludere at jeg 1) er langt mere bakterieforskrækket end jeg går og tror og at jeg 2) bander virkeligt meget inde i hovedet:

Okay! Så så man lige mig med barn nummer tre. Eneste bagage: babyen i slyngen, en ble og vådservietter i håndtasken. Flot! Var aldrig gået udenfor en dør med så lidt grej første gang. Jeg har måske lært lidt trods alt?

Hvad er egentligt passende påklædning for en nyfødt i april? For en der lige har født? Ser det ud til at skulle regne? Shit, hvad hvis det bliver regnvejr ud af det blå og vi bliver fanget i det og babyen bliver drivvåd og pissesyg og det hele er min skyld?!

Vi mangler tandpasta, mælk og frugt. Det køber jeg lige på vejen hjem. No problem.

Endelig! Let’s do this! Det er også kun 8 dage siden, vi kom hjem(!) Ærgerligt at mit første ærinde ude er så kedeligt (urinprøve hos læge). Ville da hellere trille rundt med barnevognen og drikke kaffe udenfor. Snart?

Hvorfor rynker hun brynene? Er det for meget for hende at være ude på den her måde? Alt ok, lille menneske?

Ved togstationen. Adr, behøver jeg at røre ved dørhåndtagene? Hvad hvis jeg glemmer at have rørt ved dem og kommer til at røre ved babyen bagefter og hun bliver syg af alskens klamme New York-bakterier?

WOW-WOW-WOW! Er lyden fra toget, der kører ind på perronen ikke ekstremt høj? Hvem har designet det lort, de har jo tydeligvis ikke tænkt på små babyer. Eller nye mødres nerver.

Av min nakke og skuldre! Nu kan jeg huske hvorfor jeg foretrækker barnevognen fremfor slyngen. Sådan en baby vejer jo det samme som en døende stjerne!

Åh nej, jeg kan se det på hende, ældre, nysgerrig dame på vej LIGE i min retning: “Es un bebé? Oh how BEAUTIFUL!” Hvad fuck laver du, dame, nallerne væk fra mit barn! “Is it a girl or a boy?” En pige, okay, grønt lys, “god bless her“, thank you thank you. Pyyyyyha! Freak!

Shit, jeg er tørstig!

Okay. Vi nåede frem. Hvordan i alverden tisser man i et bæger med en baby i slynge? Jeg giver altså ikke mit barn til en fremmed at holde imens jeg er på wc!

Shit, jeg er tørstig. Jeg skal ikke have noget fra den automat der. Bakterier, bakterier, bakterier alle vegne!

Nå, det kan man jo snildt. Tisse i et bæger med en baby på maven. Vi klarer den da meget godt, os to. Altså en dygtig lille baby, jeg har her.

Lægesekretæren: “Awwwww, 10 days old! Is she comfortable in there?” Øh nej, jeg har med fuldt overlæg valgt et produkt, som er direkte skadeligt for mit barn at befinde sig i. HVAD TROR DU SELV?! 

Det var de indkøb. Er det at friste skæbnen? Hun grynter godt nok en hel del. Har du tænkt dig at vågne nu, min lille Juno?

Jordbær, mango… Hvor er mælken? Jeg dropper tandpastaen. Uh, syrlige vingummibamser. Og chokolade!!! Med havsalt. Er det så ikke næsten sådan lidt helseagtigt? 

I kø. Gå du bare foran, ældre dame, jaja overskuddet fejler intet lige nu. “You have a baby in there? A real baby?” Nej, jeg går rundt med en dukke, hvad i alverden forestiller du dig?! “So it must be your first baby?” Øh nej, tredje! Ser jeg SÅ presset ud lige nu? Gav jeg dig ikke lige en forlomme her i køen? Fedt! Tusind tak!

Øj, der er alligevel mange smarte typer her i Brooklyn på sådan en helt almindelig fredag eftermiddag. Godt man ikke er særligt forfængeligt anlagt(!) Folk kan nok også godt se på en, at man er ny mor. Så synes de nok, at man ser godt ud sådan per definition, ikke? Eller noget?

Den er godt nok lang, den trappe der! Det kvalificerer jo nærmest som motion at bestige den. Sagde lægen egentligt ikke noget om ingen motion de næste seks uger? Seks uger er jo ingenting. Hvorfor er der ikke nogen, der giver nye mødre fripas de første tolv måneder? “We recommend no exercise for at least a year and remember the importance of eating plenty of chocolate.” Nej?!

Okay. På toget hjem. Præmiebabyen sover endnu. Sikke en lettelse. Puha, man sidder sørme tæt i sådan et tog. Håber ikke at der er nogen, der hoster!

UNDSKYLD, HVAD HAR DU GANG I?! Jeg sidder her med en nyfødt! Manden overfor hostede lige. Han har sikkert også en kønssygdom. Føj!

Åh, er hun ved at vågne alligevel? Eller er det luft i maven? Jeg ammer altså ikke her på toget. Okay, det var vist bare luft. 

HVORFOR I ALVERDEN HOLDER VI STILLE? Jeg skal hjem i min hule med min lille baby!

Øh, av mit skræv. Jeg burde da ikke kunne mærke sådan et enkelt lille sting på den måde på nuværende tidspunkt, hva’? Eller er det den blærebetændelse der snakker? Måske skulle jeg alligevel have taget elevatoren før? Tag den bare med ro. Ikke noget med at skynde sig. Bare gå langsomt hjemad fra stationen.

Åh Gud! Alt gør ondt. Aldrig har der været så langt fra stationen og hjem. Jeg har lyst til at sove i 10 timer nu. Måske kan jeg snige mig til en lur senere. Nå nej, de to andre børn! Who am I kidding!

Hjemme! Nårh, lille baby. Det klarede vi da godt sammen, os to. Og se, vi fik ikke engang brug for den ene ble, jeg havde pakket. 10 dage gammel. Herregud, hun er jo lille bitte. Åh altså, er der nogen der gider stoppe tiden, jeg kommer aldrig til at kunne sige igen, at hun er blot ti dage gammel!

_I begyndelsen af Efter

Man kan selvfølgelig altid tale om et Før og et Efter. Men særligt er det at være lige i begyndelsen af Efter, hvor Før stadig er nærværende på så mange måder. Den åbne mælk i køleskabet er købt Før. Vasketøjet, som jeg lige har lagt sammen, kom i vasketøjskurven Før. Posten i den fyldte postkasse blev leveret Før. Især er det særligt at være i begyndelsen af Efter fordi jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg knapt kan forestille mig, at der nogensinde var et Før.

Den 11. April 2017 klokken 2.09 om natten kom vores lille Juno til verden. Nu er vi fem!

_38+2

Pudsigt som man i løbet af få timer kan gå fra “Uge 38? Super! Jeg er SÅ klar til at føde. Hvad med i nat? Fordømt at jeg intet, absolut intet, har at skulle have sagt i den her sammenhæng!” Til “Føde? Nej, det kan ikke komme på tale, mit barn har lige kastet op, ham er jeg jo nødt til at være der for. Nope, kommer ikke til at ske. Spørg mig igen imorgen!

_Tanker fra Moderskabet #781

Jeg gik og tømte opvaskemaskine og kunne pludseligt mærke, uden at have set mig selv i spejlet, at jeg havde det der irritable, bestemte drag om munden. Jeg vidste godt, hvad det kom af. Jeg havde lige bedt mine abeunger om, ikke at sidde oppe på spisebordet. Jeg vidste også godt, hvor jeg havde set det før. Mange gange endda. På min mor! Der er så mange ting, der giver irriterende meget mening henad vejen!

_38+0

“Har du veer?”

Med to uger til termin, er det åbenbart mere aktuelt end nogensinde at forsøge at kontrollere sin heftige vejrtrækning, når man vender sig i sengen om natten.

_Dagens Sidespor #351

Da jeg fortalte mit barn, at vejrudsigten lovede forårsvejr med højt solskin og det hele og han lyste op i et stort, taknemmeligt smil og udbrød “THANK YOU, MOMMY!” Jeg fik endda også knus og kys. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at end ikke mødre kan kontrollere vejret.

_Dagens Sidespor #350

Når ens to-årige kigger på ens kop te og siger: “Kaffe? Need it!” Konstaterende, ikke spørgende vel at mærke. Og jeg som helt klart var af den opfattelse, at jeg omtaler kaffe som noget, jeg har lyst til fremfor brug for. Tænk igen!

_37+0

Ting jeg gør for tiden:

– Står lidt længere under bruseren om morgenen. Dagene med bade helt i eget tempo må alt andet lige være talte i øjeblikket.

– Lader Mathias om alle børnenes natlige opvågninger, fordi maven er så rund, jeg føler mig så tung OG hvis der er et regnskab, så tænker jeg at tage revanche med alle de kommende natamninger.

– Kører irriterende meget i ring både oppe i hovedet og i samtaler: “Alt bliver nemmere lige om lidt. Nej vent, alt bliver sikkert sværere lige om lidt! Nemmere eller sværere? Nemmere eller sværere? Hva’?!?” Repeat. Og: “Noah blev jo født i uge 37 og Uma i uge 39, så jeg kan jo føde hvert øjeblik. Jeg regner helt klart med, at det sker snart. Måske allerede imorgen? Men der kan jo også gå 3-4 uger endnu. Gid man kunne planlægge den slags.” Og forfra.

– Drikker hindbærbladte. Har hørt det skulle være godt. Smager udmærket. Især med chokolade til. Helst med chokolade til.

– Køber lidt mere babytøj, fordi… Gylp og manglende trang til at vaske tøj dagligt. Hvis hun ikke er en gylpebaby – ligesom de andre – har vi ret mange unødvendige bodyer liggende, kan jeg se på det hele.

– Fylder unødvendige ting i hospitalstasken. Der ligger nu et par afsindigt grimme lyserøde hjemmesko, 4 flasker ice tea og en æske grovkiks. Og noget babytøj. Alt det der er rigtigt nødvendigt, kan jeg ikke helt forholde mig til at pakke endnu.

– Glæder mig over mine naboers velvillighed. Da Mathias tog til San Francisco i halvandet døgn i sidste uge, luftede jeg en lille bekymring over en eventuel tidlig fødsel. Svaret var “we’re here for you.

– Spiser uden skam rigeligt med søde sager og også gerne natmad. Min jordemoderveninde nævnte at cirka ni kilos vægtøgning er at betragte som okay beskedent og opfordrede, med et glimt i øjet, til mere chokolade. Jeg undlod at nævne, at mindst syv af de kilo nok er havnet på lår og baller (og måske knæ?) og at jeg ikke helt ved, hvor smart det kommer til at se ud, når maven ikke længere stjæler billedet.

– Prøver at finde balancen mellem at dvæle ved vores lille familie, som den er lige nu og mærke den lille sorg, det trods alt er, at dens tid, som vi kender den, snart er forbi.

– Overvejer om jeg er typen, der vil savne babyspark i maven (okay, føles jo mere som om der bliver ommøbleret for fulde gardiner på nuværende tidspunkt) og hvordan ved man *egentligt* hvornår man har fået den sidste baby?

_36+4

Han er ligesom bare ikke typen, der selv holder øje med, hvilken frugt eller grøntsag babyen er på størrelse med. Massage af den ømme lænd skal man selv bede om og han bruger væsentligt mere tankekraft på at hive arbejdsprojekter ombord (jeg mener, gudskelov, det er faktisk den arbejdsfordeling, vi har herhjemme) end drømmende at udbrede sig om sine forestillinger om familielivet for fem. Jeg har måske nævnt det før, i hvert fald ofte tænkt det; det kan godt være en lidt ensom oplevelse at være den gravide i parforholdet. Det er en allestedsnærværende tilstand i mere end én forstand. Jeg tænker på det, selvom jeg ikke tænker på det. Hvis du forstår? Hvordan kan jeg alligevel mærke, at han vil det 110%?

M: “Er der noget, du mangler?

P: “Jeg tænkte faktisk på, at det vist er blevet ice cream o’ clock!” (Jeg ved det, hvem siger også sådan?!)

M: “Trænger du til at strække benene eller skal jeg hente det til dig?

P: “Altsååååå…. Gider du?

M: “Værs’go! Hvis der ikke er nok, kan jeg løbe ned at købe mere.

_Dagens Sidespor #349

Situationer hvor man lige skal lede lidt efter det rigtige svar: Efter en to timers putning, hvor det lykkedes en selv at kæmpe imod søvnen og man i takt med, at barnets vejrtrækning blev tungere og tungere, lå og fantaserede om hvilken belønning man skulle have for det næsten-gennemførte maraton (en skål is? Te og chokolade? De der syrlige vingummibamser? Det hele? Men ellers går jeg selvfølgelig ikke ind for trøstespisning!) og barnet, der pludselig, med lysvågen og klar barnerøst, siger: “Mommy, I’m sleeping with my eyes closed.Nirvana var SÅ tæt på!

_35+6

Jeg går og bliver ramt af momentvis melankoli og forvirres over det, for hvorfor dog? Har jeg ikke meget at glæde mig over? Og endnu mere at glæde mig til? Idag gik det op for mig, ha, det er næsten morsomt og himmelråbende indlysende, især når man kender mig: Forandringer! Jeg har det vist ikke så godt med forandringer. Især ikke de livsomvæltende af slagsen. Vanemenneske, tryghednarkoman. Du kender sikkert typen og det er mig. Som en veninde skrev i et virkeligt fint essay for nyligt: “(…) I must stick to a schedule for my own sanity.” Hvilket meget fint opsummerer min tilværelse med børn. Men som alle ved, bliver der jo vendt op og ned på alle rutiner jævnligt, når man har en nyfødt i huset. Det er faktisk lidt angstprovokerende. Folk spørger hele tiden “er I klar?” “Har I styr på udstyr og grej osv?” Jeg ved ikke om man kan blive mere klar end vi er. Er der ikke altid flere ting, man kan købe? Men jeg ved nu, at jeg nok har brug for at give mig selv lov til at dvæle en smule ved de kommende forandringer og hvad tanken om dem gør ved mig.

I øvrigt! Tak for alle fine kommentarer og beskeder, mit indlæg forleden gav anledning til. Da jeg genlæste min venindes essay, bed jeg især mærke i følgende: “I’ve let go of the fact that I can somehow be a perfect mother. It’s already decided: I won’t be, I’ll certainly fuck it up, and he’ll get to spend his life untangling the particular cosmic patterns of DNA and timing and culture and parenting that print their words into his being. It’s his journey and I cannot map it in advance or even take full ownership over it. That’s not how it works.” Guderne skal vide, at jeg (alt for) ofte tænker “hvad i alverden har jeg gang i her! Jeg ved jo intet!” Men det skal nemlig nok gå alligevel. Hvis bare jeg så havde haft dén liggende klar på tungen i sidste uge, men… “That’s not how it works.

_Tanker fra Moderskabet #780

Forleden eftermiddag kom jeg hjem med to trætte ulveunger og den ene gav sig til at hyle over at ville have overtøjet af allerede ved elevatoren og den anden gav sig til at hyle endnu højere, fordi hun måtte vente. Selv havde jeg vand i øjnene som resultat af en blære på overarbejde. En nabo stak hovedet ud og var mildt sagt overordentligt utilfreds med støjniveauet. Da der var kommet ro på, gik jeg tilbage for at undskylde for spektaklet og blev til min store forfærdelse mødt af det største møgfald, jeg har fået i årevis. Faktisk fik hun, i utvetydige vendinger, fortalt mig hvilken elendig mor jeg tydeligvis er, hvor lidt styr på mine børn jeg har og sluttede af med at proklamere, at mine børn burde blive fjernet. Helt paf, chokeret vel, gik jeg hjem og græd i tæt på en time af ren og skær ydmygelse. Tænk at blive kaldt en dårlig mor! Udover sygdom og død kan jeg næsten ikke komme på noget værre. (På plussiden glæder jeg mig over at have to empatiske børn, som vældigt gerne ville trøste og tørre tårer væk.) Om aftenen spurgte Mathias om jeg, i tankerne, havde brygget på snappy comebacks. Han sagde at han spurgte for at finde ud af, om jeg tog den på mig selv eller om jeg godt kunne se, at det var hende, som var galt afmarcheret. Min impuls var at gå hen med en flaske vin og håbet om forsoning og i øvrigt græde mig selv i søvn. For sådan er jeg. Åbenbart? Idag, et par dage senere, kunne jeg godt have lyst til at spørge hende, om hun kan huske hvordan det er at være næsten 2 år gammel. Eller hvad med 3.5? Nej? Hvad så med at være mor til to så små børn? Heller ikke? Okay sidste spørgsmål: hvad med at være mor til to små børn OG gravid i 8. måned med nummer tre? Didn’t think so. Bitch!

_Tanker fra Moderskabet #778

Min lille, store er en… mundfuld for tiden. 3.5 år. Den alder er der skrevet mange bøger om, men jeg får ikke læst nogen af dem, så Mathias tog en snak med en psykolog for at blive klogere på, om vi mon gør alt forkert eller om barnet faktisk blot gør alt rigtigt. Da han genfortalte, hvad de havde været inde på og opsummerede snakken med psykologens ord “he’s figuring out who he’s becoming” blev jeg komplet overvældet. Min lille dreng! Som allerede er, men i særdeleshed er ved at blive. Selvfølgelig.

_Tanker fra Moderskabet #779

Da jeg var teenager græd jeg, for at være ærlig, nok mest ulykkelige tårer. Når jeg altså græd. Så da en veninde dengang selvfølgeligt nævnte noget med at græde af lykke og “kender I ikke godt det?!”, syntes jeg, at det var en anelse højtravende og måske endda… skabet? Igår lå jeg og hvilede med babyspark i maven, imens Uma tullede rundt og snakkede og far og søn krammede og dansede tæt. Til noget pisse Coldplay! Om jeg græd af lykke lige der? Jaha! Men ved du hvad, apropos kernefamilie, jeg græd nok mest ved tanken om at høre til. At være lige dér, hvor det åbenbart hele tiden var meningen, at jeg skulle havne her i livet. Så kan jeg egentligt godt leve med, at jeg ikke græd så mange lykkelige tårer som teenager.

_Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

Som jeg skrev for nyligt, kan jeg godt nogle gange være lidt slem til at komme til at sammenligne mig selv med andre. Andre gange lykkes det mig at spejle mig i alt det gode, andre har at byde på, heriblandt særligt mine veninder. Og ofte dem med børn, da det af gode grunde fylder meget (næsten alt?) i disse år. Mette har fået tre børn med nogenlunde samme interval, som der bliver imellem mine tre, blot et år før mig og det er vitterligt guld værd at have hende ved hånden (bogstaveligt talt, vi holder kontakten via SMS), når jeg igen-igen søger råd om dette og hint eller blot har brug for opmuntring midt i hverdagssuppen med børn. Sidste år fik Mette en lille datter, Elin, og hun har været så rar at dele sin fødselsberetning med os igen-igen-igen. Jeg holder især af hendes kælenavn Lille-Lin, fordi hun har verdens måske rundeste kinder (billedbeviser HER). Du finder beretningerne om Aske HER og om Ole HER.

Graviditeten med Elin var en overraskelse. For det første fordi vi jo ikke troede at vi kunne få børn. For det andet fordi jeg faktisk godt kunne mærke at jeg var gravid, men tog en negativ test 3 dage over tid hos lægen, og derfor blev overbevist om, at jeg bare bildte mig ting ind. Men efter 10 dages massiv kvalme tog jeg endnu en test, og endnu en mirakelbaby var på vej.

Graviditeten var anderledes på alle måder. Fx var der daglig opkast gennem næsten hele graviditeten. I 2. trimester var der heldigvis en periode hvor jeg kun kastede op hvis jeg anstrengte mig. Hvilket desværre sker ret hyppigt når man er mor til en på 3.5 år, en på 1.5 år og arbejder med udviklingshæmmede. Men altså. Desuden fik jeg plukkeveer allerede fra 12. uge, og efterhånden blev de så kraftige at jeg måtte sygemeldes fra uge 30. Til misdannelsesscanningen fik vi så forklaringen på de mange opkastninger: Baby var en pige. En hvad for noget, siger du? Ja, vi kan åbenbart også lave piger. Også fødslen skulle blive en del anderledes end med drengene.

Læs mere _Barn nummer tre: Sådan kom Lille-Lin til verden

_30+1

Jeg syntes ellers, det gik meget godt med at holde utålmodigheden stangen. Utallige gange i denne graviditet har jeg høfligt mindet mig selv om, at hvor stor en velsignelse endnu et barn end er, så var det en ret stor mundfuld sidste gang at blive mor igen og hvis jeg sådan skal se helt nøgternt på det, så er min tilværelse blevet en anelse mere krævende med hvert barn, jeg har sat i verden. Det er okay, det er vist meningen. Men det har også betydet, at jeg denne gang har øvet mig mere i bare at være i graviditetens nu, fremfor konstant at se frem mod fødslen og at møde det lille menneske. Forleden gik det dog op for mig, at det ikke blot er en mental øvelse; min krop skal jo også være med på den. Og således følte jeg mig en anelse forrådt, da jeg et par dage i træk slet og ret måtte sætte tempoet heeeelt ned, fordi min krop bad om det. Lænden værkede og plukkeveerne var lidt vel hyppige. Heldigvis intet alarmerende, men det var nok til, at april føltes rigtigt langt ude i fremtiden. Derfor blev jeg så glad, da en gravid veninde skrev “jeg synes det er fantastisk dejligt at være gravid og mærke liv”, for det hev mig lige tilbage til nuet for en stund. Men ikke bare det. Lidt ligesom dengang, en veninde spurgte mig, om ikke jeg glædede mig til fødslen, gav det mig en følelse af “nåja, sådan kan jeg jo også tænke på det” og dét er guld værd, for hvis det går som sidste gang, så vil den følelse blive hos mig helt til mit barns fødselsdag.

_Tanker fra Moderskabet #777

Jeg glædes dagligt over børnenes blomstrende sprog. Jeg er evigt imponeret over deres nysgerrighed og ihærdighed på det område. Især fordi de skal lære to sprog, hvilket giver processen en ekstra finurlig dimension. Uma er som en lille maskine i øjeblikket, der er programmeret til at blive ved og ved til hun kan det. Således ligger hun gerne og snakker sig selv i søvn ved at gentage ord igen og igen. Forleden var det “happy, hap-py, haaaaappy, happy” indtil der blev ro. Igår? “Øj’blik. Øøøøjeblik. Øjeblik.” Tjah, du kan selv regne ud, hvor hun mon har dét fra.