_Hovmod står for fald

I virkelig lang tid gik jeg og manglede inspiration til hvilke små øvelser eller lege, jeg kunne lave med Noah til daglig. Jeg var rædselsslagen for, at han gik og var understimuleret. Jeg mener, for det meste er det altså bare ham og mig der underholder hinanden i løbet af dagen. Også selvom vi, når vi var til tjek hos lægen, ikke fik andet end roser, var jeg overbevist om, at de måtte have overset noget. Igår fandt jeg et par hæfter som familiens velmenende sundhedsplejersker havde sendt til os kort efter fødselen. Fed titel i øvrigt: “Spædbarnet bevæger sig – Giv det en hånd!” Dem havde jeg så pakket væk i et anfald af oprydningstrang med et “håhåhå, jeg ved da udmærket godt hvordan man leger med en baby! Eller… Det gør jeg faktisk overhovedet ikke, men hvor svært kan det være!?” Nu ligger hæfterne fremme, også selvom de er orange på halvfemsermåden, og jeg er sandsynligvis ekspert i sanglege for de mindste inden du kan nå at stave dig igennem Bro Bro Brille!

Invitation: Lad mig høre! Hvilke lege leger du med dit barn og hvor finder du inspiration til nye måder, at beskæftige poden på?

_Sådan kom Noah til verden – Del II

Jeg sagde lige til Mathias, at det var gået så fint med at skrive første del af Sådan kom Noah til verden, og nu syntes jeg pludselig ikke at jeg kunne huske særligt meget fra resten af forløbet. Det er der nok en grund til. Jeg mener, det gik jo kun én vej, og den vej var rimeligt smertefuld, så både krop og hjerne må siden have samarbejdet om, at lægge mange af indtrykkene på hylden, så jeg – måske – på et tidspunkt kunne få den tanke, at det er en god ide at føde endnu en baby. Hvor var jeg? Nå jo…: Læs mere _Sådan kom Noah til verden – Del II

_Sådan kom Noah til verden – Del I

Da vi gik til fødselsforberedelse, opfordrede Shara os til at skrive fødselshistorien ned, når den tid kom. Hun sagde, at man hurtigt glemmer de små detaljer, men at netop ens egen historie kan være helt særlig at tage frem igen og igen som årene går og ens lille baby bliver større. Selv, fortalte hun, har hun gjort det til en tradition at fortælle sin søn om hvordan han kom til verden, hvert år på hans fødselsdag. Det har jeg endnu ikke besluttet, om jeg vil gøre med Noah, men jeg vidste med det samme, at jeg ville skrive historien ned på et tidspunkt. Så fødte jeg. Læs mere _Sådan kom Noah til verden – Del I

_Hvorfor Mor Med Hjertet?

…Fordi jeg, i et anfald af selvtillidslavvande under min graviditet, skrev til min gode veninde, Louise, med en lang opremsning over ting som andre mødre kan og vil og gør og samtidigt panikkede over hvor få af de ting jeg selv kan og vil og gør. Heldigvis fangede hun godt, at alt hvad jeg havde brug for var opmuntring og dét fik jeg med ordene “Man er ikke mor med sine designermøbler, yogatimer eller hæklede hatte… Man er mor med hjertet!”
Bloggen her har jeg oprettet som en påmindelse til mig selv om at huske på hvad der egentlig betyder noget når det kommer til moderskabet, men også for at have et sted hvor jeg kan sætte ord på nogle af de tanker jeg går og har imens jeg er på barsel med min lille dreng.